Sammen kan de noget helt særligt. Noget så særligt, at det er åbenlyst for omverdenen, at de er geniale. De ved godt, at de er gode, men de kunne aldrig selv finde på at kalde sig high performers. Det er deres standarder alt for høje til. De er geniale teams. Hvis du har prøvet at arbejde med et, glemmer du det aldrig, for det forandrer dit arbejdsliv for altid.

Alligevel har de indtil nu ikke været noget, vi rigtigt har talt om i ledelse. Mens der er masser af fokus på effektivitet, performance og måske endda balance eller bæredygtighed, er det geniale noget, vi som regel betragter hos individer. Men hvad med de fællesskaber, der når højder, andre kun kan drømme om? Som når højderne er så store, at intet menneske ville kunne nå derhen alene?

Det er der en person, som måske er verdens førende ekspert i. Den danske organisationspsykolog Merete Wedell-Wedellsborg er den foretrukne ledelsesrådgiver for geniale ledelsesteams verden over. Hun er betroet rådgiver og med bag kulissen  ved nogle af de største beslutninger i erhvervslivet og offentlig ledelse. Wedell-Wedellsborg har forsket i og arbejdet med hundredevis af teams i mere end 20 år og er ekstern professor på IMD. 

I sommerens mest læste artikel på Harvard Business Review online deler hun sine erfaringer om de teams, der adskiller sig fra alle andre: De helt geniale. Og præcist det har Merete Wedell-Wedellsborg et særligt blik for. Hun ser det, andre ikke ser. De ofte ubehagelige, men nødvendige sandheder. Af de mennesker, jeg kender, skiller hun sig særligt ud, fordi hun både har det sociale talent, den smittende latter, glimtet i øjet og den rolige faktuelle opbakning til sine pointer, der gør at genier bliver tavse og tænksomme, når hun taler.

I »Hvad adskiller geniale teams fra alle andre?« fremhæver Merete Wedell-Wedellsborg tre kvaliteter, der adskiller geniale teams fra alle andre.

Forskellen på genier og slidte begreber som high-performance-teams og »det gode samarbejde« er enorm. Jeg har selv haft fornøjelsen af at arbejde for en række geniale teams og har både mærket taknemmelighed og udmattelse, fordi det er så utroligt krævende, og først nu forstår jeg hvorfor.

Det første kendetegn ved geniale teams er, at hvert teammedlem er helt utroligt kapabelt på en måde, der komplementerer de øvrige medlemmer.

Analystisk styrke er ikke nok, men er ofte en forudsætning. De er også virtuose på andre områder, som for eksempel deres ekspertise, mentale omstillingsevne eller kommunikative evner. Der er ingen undtagelser hertil. Teams ophører med at være geniale, hvis bare én mangler evnen og villigheden til det ekstraordinære bidrag til fællesskabet.

Det andet kendetegn er skalaen på deres ambitioner. Deres ambitioner er så store, at de let kan virke påtagede eller tomme, hvis ikke de er styrende for valg og handlinger. Det er ikke nok at tale om tingene. Andre mærker deres genialitet i deres aftryk på deres omverden. Det viser sig i gennembrud, hvor de skaber noget, som løser problemer eller opfylder behov på den allerstørste skala.

Det tredje kendetegn, som ofte overses, er den ubehagelige sandhed om geniale teams: De skaber en næsten konstant spænding i deres interaktioner. Deres energi udspringer af opbyggelig friktion, konflikter, utålmodighed og nogle gange også velment intolerance. De har en særlig evne til at skabe og vedligeholde spænding for at løse opgaver, der er større end dem selv. Her hører vi ikke om drømmen om kortsigtede resultater, snakken hinanden efter munden, eller at man kun kan have konflikter om sagen frem for personen.

Sandheden er, at mange af os tager saglig kritik personligt, og at den høflighed og pænhed, man ser i mange organisationer, gør, at man i stedet for at skabe udvikling og læring har samtaler bag hinandens ryg eller pakker tingene ind uden at komme videre.

Det er ikke let. Geniale teams slider også på hinanden ved at tale direkte om tingene. De er mere interesserede i at gøre det godt, end i at have det godt. Det er det Amy Edmonson taler om med sit ofte misforståede begreb psykologisk tryghed. Tryghed er ikke et mål i sig selv, men et udtryk for, at vi tror nok på hinanden til at kunne tale ligefremt om det svære. At udfordre hinanden. At give nødvendig kritik, som kan muliggøre at vi lærer fra hinanden. De bedste samarbejder er dem, hvor vi er i stand til at tale om det, man ikke taler om andre steder. At vi vil hinanden og vores fælles opgave så meget, at vi insisterer på at tale om tingene, selvom det kan være hårdt.

Det kræver at vi finder balancen mellem det krævende og det støttende. Det er en balance, som ikke løses af at sænke krav eller pakke tingene ind, men af et oprigtigt ønske om at bidrage fuldt ud og få det bedste frem i hinanden. Det er den balance geniale teams konstant kæmper med og det er noget alle kan være opmærksomme på at give hinanden.

Christian Ørsted er forfatter, ledelsesrådgiver og forfatter

I en lille landsby uden for Skive bor Anders Villadsen og Sarah Søndergaard Villadsen sammen med deres i alt fire børn.

»At arbejde fra 7 til 16 hver dag, hente børn og stresse med madlavningen er ikke noget for os,« siger Anders Villadsen.

Derfor er planen klar. Så snart de er gældfrie, vil de gøre sig selv fri af det danske arbejdsmarked.

Et arbejdsmarked, som de aldrig har følt, de har passet ind i. Et arbejdsmarked, som de hurtigst muligt vil væk fra.

Det går ellers overordnet godt på det danske arbejdsmarked, fortæller beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen i sin »Status på arbejdsmarkedet 2024«. 

I Danmark har vi en historisk høj beskæftigelse og en lav ledighed. Samtidig har vi stor mangel på arbejdskraft.

Men arbejdsrelateret stress koster årligt samfundet 55 millioner kroner.

Og selvom Mette Frederiksen har opfordret alle danskere til at arbejde mere, så vælger flere at indrette deres arbejdsliv på deres helt egne præmisser.

Anders Villadsen og Sarah Søndergaard Villadsen på henholdsvis 35 og 34 år har tilsammen fire børn og bor på en landejendom i den lille by Stårup, der ligger lidt uden for Skive i Jylland.

De arbejder hårdt for at have så mange indtægtskilder som muligt, køber ofte genbrug, skralder fra tid til anden, hjemmepasser deres børn og ejer to ejendomme.

Alt sammen med ønsket om at være gældfrie om ti år, så de sammen med deres børn kan rykke teltpælene op og forlade hverdagen og arbejdsmarkedet i Danmark.

Gøre noget andet end alle andre

Både Sarah Søndergaard Villadsen og Anders Villadsen er uddannede pædagoger.

Anders arbejder fortsat i et fuldtidsjob som pædagog, hvor han hver anden uge arbejder som nattevagt. Ved siden af har han sit eget firma, hvor han bringer mad ud til festivaler og andre arrangementer – og så arbejder han som Wolt-bud i de uger, hvor han ikke har nattevagter. 

Selv forklarer han sin arbejdssituation som værende »multiarbejder«.

Med andre ord arbejder han meget. Det har han sådan set altid gjort. Forskellen på ham og så mange andre er, at han kan selv bestemme hvordan, hvor meget eller hvor lidt.

Det gør sig også gældende for den TikTok- og YouTube-kanal, som Anders Villadsen har. Håbet er, at de to kanaler på sigt vil kunne fungere som en indtægtskilde for parret. 

For Sarah Søndergaard Villadsen blev det klart kort efter hendes uddannelse til pædagog, at hun ikke følte sig til rette i et 37-timers job. Derfor bestemte parret, at de skulle spare pengene på daginstitution, så Sarah Søndergaard Villadsen i stedet kunne gå hjemme med børnene.

»Vi fandt som familie ret hurtigt ud af, at vi ønskede at gøre noget andet. Vi ville ikke låses. Når man har børn, så kan man bare lynhurtigt falde i den fælde, hvor hverdagene bare skal gå hurtigst muligt, så det kan blive weekend,« fortæller Anders og uddyber:

»Derfor har vi forsøgt at tænke ud af boksen. Vi har bosat os et sted, hvor det er billigt at bo, og hvor vi ikke er nødt til at være fanatiske omkring vores økonomi.«

Det er her, det såkaldte baristakoncept kommer ind i billedet.

Det er nemlig netop dét, familien lever ud fra. Konceptet bliver beskrevet som et udtryk for at »kvitte hamsterhjulet« ved hjælp af en mindre opsparing, så man har mulighed for at skifte til et »mindre stressfyldt job«.

Konceptet stammer fra en arbejdsgang, hvor man eksempelvis har et job som barista på en café, hvor arbejdstiderne ofte er deltid, og hvor ansvarsområderne på arbejdspladsen ikke nødvendigvis er tunge.

Sarah Søndergaard Villadsen tjener omkring 100.000 om året, mens Anders Villadsen tjener langt størstedelen af parrets indkomst med sine knap 650.000 kroner. 

Langt størstedelen af Anders Villadsens indtægt kommer fra fuldtidsjobbet som pædagogisk nattevagt.

Ud over deres arbejde har de årlige lejeindtægter på deres to ejendomme på henholdsvis 78.000 og 98.000 kroner. Heraf går cirka 95 procent af indtægten til afbetaling på deres boliglån, som strækker sig over ti år. 

For øjeblikket ser ægteparrets udgifter ud som nedenstående.

»Vores budget er hundrede procent dækket af min nattevagtstilling. Det betyder også, at alt, hvad jeg tjener fra Wolt-leveringer og på investeringer gennem aktier, går til fornøjelse,« fortæller Anders Villadsen.

Det må ikke blive fanatisk 

Anders Villadsen kunne, som nogen gør, have valgt at spinke og spare hver en krone i håbet om fuldkommen at kunne forlade arbejdsmarkedet. Men familien ønsker en mellemvej. En vej, der skaber muligheden for kun at lave det arbejde, man har lyst til.

»Vi har valgt, at vi har ti år til at spare op. Og med leveomkostningerne i Danmark kan vi ikke leve det liv, vi vil, uden at blive supersparere, og det er ikke det, vi ønsker. Derfor har vi sat kursen efter Asien, hvor leveomkostningerne er lave,« fortæller Anders Villadsen.

Hvis han selv skulle sætte ord på, hvad det er, han ønsker at komme væk fra i Danmark, nævner han »overvågningssamfundet«.

»Vi skiller os som sådan ikke særligt ud – hverken som individer eller som familie – men der er konstant møder, man skal til. Og ens barn skal ikke have haft en eneste dårlig dag, før man bliver kaldt ind til samtale,« forklarer han.

Er det frihed, I mangler i Danmark?

»Jeg ved, at der er mange, der siger, at vi har en stor grad af frihed i Danmark. Men det føler vi sådan set ikke. Hvis man skiller sig for meget ud, så kommer du hurtigt ind i et eller andet loop ved kommunen,« siger Anders Villadsen.

Kan du komme med et eksempel på det?

»Det er måske mest en følelse. Men vi tager os selv i at sætte en facade op, når man eksempelvis henter og afleverer i børnehaven, skolen eller vuggestuen. For ens barn skal helst ikke skrige eller blive ked af det. Og nogle gange bliver børn jo bare kede af det. Det er en af årsagerne til, at Sarah hjemmepasser vores yngste barn,« siger han.

Sommerferie på budget

Det er dyrt at have børn.

I gennemsnit koster det mellem 750.000 og en million kroner at være forældre til et barn, fra det er født, til barnet fylder 18 år.

Men ifølge Anders Villadsen og ægtefællen er der masser af muligheder for, at man også her kan spare. Også uden at gå på kompromis med gode oplevelser.

»Det er jo ikke, fordi vi slet ikke tager vores børn med på ture. Det er bare nogle andre ture end Lalandia, hvor man lynhurtigt brænder flere tusinde kroner af. Vi bor heldigvis lige ved vandet, og der er vi ofte – for bare at nævne noget,« fortæller Anders Villadsen.

Og det handler desuden også om, at ægteparret føler, at deres børn til gengæld får noget andet.

»Vi føler simpelthen ikke, at vores børn mister noget på de fravalg, vi gør os. Vi vil meget hellere leje et hus et sted en weekend end tage til Lalandia – og langt hellere tage til Rumænien end Mallorca i en uge. Det tror vi faktisk på, at de får meget mere ud af,« fortæller Anders Villadsen.

Hvad føler I, jeres børn får ud af det?

»Blandt andet giver vi dem en forståelse af økonomi og verden omkring dem. Økonomisk forståelse er jo noget af det, man stadig mangler rigtig meget i folkeskolen, og det synes vi er enormt vigtigt, at man har en forståelse for, også som barn,« fortæller han og uddyber:

»Det er også en af årsagerne til, at alle vores børn har aktier og er klar over, at de er der. En dag kan det så være, at de bliver interesserede i dem, og ellers er det en god opsparing til dem.«

Den ældste af Sarah Søndergaard Villadsens og Anders Villadsens sammenbragte børn har fra tid til anden svært ved at forstå, hvorfor de ikke bare kan tage på ferie til Mallorca, ligesom han ser de andre børn i klassen gøre det.

Men Anders Villadsen har fundet en god måde at forklare ham det på:

»Vi har faktisk forsøgt at sætte det op som et valg for ham. Til nytår vil vi gerne ud at rejse, og i den forbindelse spurgte vi vores søn, om han kunne tænke sig at komme en uge til Mallorca eller fem uger til Filippinerne. Når han så det på den måde, så var det et ret nemt valg. Og så gav det mulighed for at tale sammen om, hvor meget mere en charterferie koster.«

7.000 kilometer væk og ti år frem

Det er en klar plan, at hele familien skal flytte sammen til Asien om ti år.

Men i drømmen ligger der flere ubekendte.

For Anders Villadsen og Sarah Søndergaard Villadsen kan ikke være sikre på, at deres børn til den tid vil med. Det er netop en af årsagerne til, at de venter ti år.

»Vores tre ældste børn er fyldt 17, 18 og 19 år til den tid. Derfor er tanken, at de selv kan være med til at beslutte, om de vil med. Det er vigtigt for os, at de også føler, at de har et valg,« fortæller Anders Villadsen og uddyber:

»Men det er selvfølgelig også noget af det, vi kan gruble lidt over. Hvis nu de ikke vil med, og hvordan det så bliver. Men for nu er det drømmen og det klare mål for fremtiden.«

Hvad er det for en hverdag, I håber på at have i Asien?

»Vi håber på, at vi kan bo tæt på natur. Og så er forhåbningen også, at jeg har mulighed for at lave noget frivilligt arbejde. Måske madlavning på en skole eller i en restaurant. For Sarah er drømmen, at hun fra tid til anden kan afholde yogaretreats,« fortæller han og uddyber:

»Det klare mål er jo, at vi har sikret os økonomisk godt nok til ikke at skulle arbejde, men at vi kan udleve vores hobbyer.«

Når Anders Villadsen fortæller venner og bekendte om målet og drømmen, har de svært ved at tro på, at han kan lade være med at arbejde.

For han har hele sit voksne liv arbejdet langt mere end fuldtid.

Det er et aktivt valg for Anders Villadsen, fordi han har et klart mål med det. Det samme gælder, når han om fredagen køber aktier i Coca-Cola i stedet for at bruge penge på restaurantbesøg og andre fornøjeligheder, forklarer han.

Hvorfor følger I ikke bare med strømmen på det danske arbejdsmarked?

»Jeg synes, det er svært at svare på. Mens nogle gerne vil have den nye Tesla, så ønsker vi os frihed til at gøre nøjagtigt det, vi har lyst til. Der er jo ikke noget, der er mere rigtigt end andet. Men det er det for os,« fortæller Anders Villadsen.

Derfor er planen fortsat den samme.

Så snart de er gældfrie, vil de gøre sig selv fri af det danske arbejdsmarked.

En sømand på et af Mærsks containerskibe i USA var i 2020 så bekymret over sikkerheden ombord, at han kontaktede kystvagten for at slå alarm om en række alvorlige huller i sikkerheden.

Der var ifølge whistlebloweren både problemer med udstyret til at frigive redningsbåde, praktikanter, der ikke var under opsyn, utætheder på skibet og druk ombord.

Whistlebloweren, der arbejdede på containerskibet »Safmarine Mafadi«, blev efterfølgende fyret i 2021.

Det skete, fordi han var gået til myndighederne med sine bekymringer uden først at underrette Mærsk selv om problemerne.

Nu har Mærsks amerikanske datterselskab indgået et forlig med det amerikanske beskæftigelsesministerium i sagen. Det skriver The Wall Street Journal.

Sagen kommer ifølge mediet til at betyde, at Mærsks datterselskab skal forbedre sin sikkerhedspraksis på flere forskellige punkter.

Kunne have bragt »alle ombord i fare«

Det må ikke længere kræves, at ansatte advarer virksomheden selv, før de eventuelt går videre til myndighederne.

Mærsk har også indvilget i at skærpe uddannelsen af deres supervisorer.

Samtidig må det ikke få ansættelsesretlige konsekvenser for whistleblowere at henvende sig til de amerikanske myndigheder. Det fastslår Seema Nanda, advokat hos det amerikanske beskæftigelsesministerium, over for The Wall Street Journal.

»Denne sømand viste den form for tapperhed, som søfolk længe har været kendt for, ved at rejse bekymringer, der ellers kunne have bragt alle ombord på »Safmarine Mafadi« i fare,« siger Seema Nanda.

Mærsk er »stolt af sin sikkerhedskultur«

Mærsk nægter at have begået fejl i sagen.

Rederiet står ved sin beslutning om at fyre whistlebloweren og lægger vægt på, at en neutral voldgiftsmand har vurderet, at påstandene var ubegrundede og ikke fremsat i god tro.

Samtidig oplyser Mærsk til The Wall Street Journal, at virksomheden er »stolt af sin sikkerhedskultur«.

Den højeste prioritet er sikkerhed både for søfolkene og kollegerne ved kysten, slår Mærsk fast.

Forliget kom på plads efter tre dages høring i Boston og indebærer også kompensation til den fyrede whistleblower. Det fremgår ikke, hvor stort et beløb der er tale om.

Den amerikanske centralbank (Fed) har fredag eftermiddag dansk tid offentliggjort dugfriske tal for den amerikanske inflation i juni.

Tallene var som forventet – alligevel var der en overraskelse.

For priserne stiger fortsat i USA.

I forhold til i maj måned steg kerneinflationen i juni med 0,2 procent, nøjagtigt som markederne havde forventet.

Kerneinflationen er dog steget med 2,6 procent sammenlignet med samme måned sidste år – en stigning på 0,1 procentpoint, som markedet ikke havde forventet.

Inflationstallet i verdens største økonomi er vigtigt, fordi det i høj grad er med til at afgøre, hvordan renten skal fastsættes.

Hvornår skal renten ned?

Og nu melder spørgsmålet sig, om den amerikanske centralbank endnu en gang føler sig nødsaget til at svinge rentehammeren eller vil sætte renten ned.

Forud for dagens tal var den generelle konsensus i markedet, at centralbanken vil sætte renten ned til september. Det kan dog have ændret sig nu.

»En rentenedsættelse er mere eller mindre blevet normen. Det her tal skubber lidt ved den forventning og får nok nogle økonomer eller investorer til at tænke over, om man er lidt for hurtigt ude,« siger Simon Kristiansen, der er chefstrateg i Nordea og uddyber:

»Der er ikke noget Fed gør, som bliver gjort i et vakuum. De vil kigge på alle de forskellige tal, de har til rådighed. For Fed er det et tegn på, at de skal have endnu mere data, før de er klar til at trykke på aftrækkeren,« siger han og henviser til muligheden for forestående rentenedsættelser.

Forventningen i markedet var, at kerneinflationen ville lande på 0,2 procent i juni sammenlignet med måneden før. Tallet måler priser på varer og tjenester købt af forbrugere, men er fratrukket de notorisk svingende priser på fødevarer og energi.

Den overordnede inflation i USA landede på 2,5 procent mod 2,6 procent i maj, mens analytikerne havde spået en inflation i juni på 2,5 procent.

Generelt har den amerikanske centralbank en målsætning om en årlig inflation på to procent, så derfor skal de månedlige prisstigninger helst ikke overstige 0,2 procent, hvis det skal indfries, har Tine Choi, chefstrateg i PFA, udtalt til Børsen.

Det netop offentliggjorte inflationstal fra den amerikanske centralbank var ikke den store overraskelse for bankøkonomerne, da inflationstallet for hele andet kvartal blev offentliggjort torsdag.

Det viste, at inflationen i USA var 2,9 procent i andet kvartal mod 3,7 procent i årets første kvartal.

Blandt andet derfor vurderer Simon Kristiansen, at dagens tal ikke vil rykke markederne.

»Selvom inflationen er det absolut vigtigste makroøkonomiske tal, vi kan kigge på, og som optager markedet, så er man lige i øjeblikket mere fokuseret på regnskabssæsonen, som er i gang,« siger han og fortsætter:

»I og med at det ikke er en kæmpe overraskelse, er det ikke noget der kommer til at skubbe alt for meget til markedet.«

Nordkoreanske hackere forsøger i øjeblikket at skaffe sig adgang til fortrolige, militære hemmeligheder, som de skal bruge til at fremme landets eget internationalt forbudte atomvåbenprogram.

Det advarer politi- og efterretningsmyndigheder i USA, Storbritannien og Sydkorea om.

En nordkoreanskstøttet hackergruppe, kendt som Andariel eller APT45, har tilsyneladende angrebet eller rent faktisk skaffet sig adgang til computersystemer i en bred skare af forsvars- og ingeniørvirksomheder, der blandt andet producerer tanks, ubåde, krigsskibe, jagerfly, missiler og radarsystemer, fremgår det.

Her har de forsøgt at få adgang til specifikationer og byggetegninger på udstyr, der kan bruges til at behandle og berige uran, samt til missil- og missilforsvarssystemer. Også oplysninger om robotter, mekaniske arme og komponenter til 3D-print har været mål.

Velkendte angrebsmetoder

Andariel er ifølge myndighederne en del af Nordkoreas efterretningstjeneste. De tre lande kalder hackerne for »en vedvarende trussel«, som ikke kun er rettet mod USA, Storbritannien og Sydkorea men også mod Japan og Indien, der direkte nævnes ved navn.

»Den globale cyberspionoperation, som vi i dag har afsløret, viser, hvor langt statsstøttede aktører er villige til at gå for at forfølge deres militære og atomare programmer,« siger Paul Chichester fra det britiske nationale cybersikkerhedscenter under efterretningstjenesten GCHQ.

Ifølge det amerikanske forbundspoliti FBI udnytter hackerne sårbarheder – altså sikkerhedshuller – i software, så de kan trænge ind, men også velkendte taktikker med ondsindede programmer (såkaldt malware) og phishing, hvor man forsøger at snyde folk til at klikke på falske links i e-mails, er i brug for at skaffe sig adgang til følsomme og fortrolige data og oplysninger.

FBI opfordrer derfor alle virksomheder inden for forsvars-, luftfarts-, atom- og ingeniørbrancherne til at være på dupperne og sikre deres netværk mod Andariel-gruppen.

Det er sjældent, at myndighederne går ud i fællesskab og med så direkte advarsler. Det tolkes ifølge britiske BBC af eksperter som et tegn på, at Andariel kombinerer spionage og afpresning i et omfang, der bekymrer myndighederne, fordi det påvirker både følsom teknologi og hverdagslivet.

»Disse anklagepunkter viser, at nordkoreanske trusselsgrupper også udgør en alvorlig trussel mod borgeres hverdagsliv og derfor ikke kan ignoreres eller ses bort fra,« siger chefanalytiker Michael Barnhart fra det amerikanske cybersikkerhedsfirma Mandiant, der ejes af Google og hører til blandt de helt tunge it-sikkerhedsfirmaer, til BBC.

Ifølge de amerikanske myndigheder skaffer hackergruppen netop penge ved at anvende ransomware, altså virusbefængt software, som låser vigtige filer på offerets computer eller computersystem med en kode, hvorefter man kræver løsepenge for at udlevere koden, hvis ikke man vil miste alle sine data.

Det har ramt en række hospitaler, som dermed har været lagt ned, fordi deres computersystemer ikke fungerede. Netop hospitaler er velegnede mål, når hackere skal presse penge ud, fordi der her er liv på spil.

Dusør på ti millioner dollar

Der har i årevis været fokus på nordkoreanske hackere. Selvom Nordkorea selv er et stramt styret diktatur, hvor befolkningen ingen adgang har til internettet, men kun kan bruge en særlig nordkoreansk udgave af det, optrænes særdeles professionelle hackere til at kunne skaffe regimet penge til videreudviklingen af atomvåbenprogrammet, som FN kræver afviklet.

Hackergrupperne har stået bag adskillige større angreb, herunder mod filmselskabet Sony Pictures i 2014 i forbindelse med lanceringen af en film, der handler om mordet på den nordkoreanske diktator, Kim Jong-un.

Særligt berygtet er hackergruppen Lazarus, som menes at arbejde fra – også – Kina. Lazarus står bag tyveriet af mange millioner af kroner og har på det seneste været involveret i også tyverier af kryptovalutaen bitcoin, der er vanskeligere at spore rundt i verden.

Torsdag i denne uge blev en nordkoreansk militærmand anklaget for at have hacket sig ind hos flere medicinalleverandører og hos rumorganisationen NASA i USA og for at bruge ransomware mod organisationer rundt i verden.

Rim Jong Hyok er ifølge nyhedsbureauet Bloomberg anklaget for at have hvidvasket pengene gennem en kinesisk bank. Den amerikanske regering havde udsat en dusør på 10 millioner dollar for oplysninger, der førte til arrestationen af Hyok og andre medlemmer af den nordkoreanske efterretningstjeneste. Hyok blev sidst set i selve Nordkorea.

Hackerne har over tre måneder været inde i NASAs computersystem og her stjålet flere end 17 gigabytes data. De angreb også forsvarsvirksomheder i Oregon og Michigan med ransomware for at stjæle oplysninger om uran- og skibsprojekter.

At leve i Danmark er lidt som at have vundet i lotto. 

Derfor skal man ikke have dårlig samvittighed, men man kan selvfølgelig udvise lidt taknemmelig for sit held.

Økonomer er kloge mennesker, som så kan hjælpe os med at forstå konsekvenserne og værdien af vores held.

Svenske og amerikanske økonomer har sat sig ned og nærstuderet, hvad der faktisk sker, når man helt konkret vinder i lotto; forskningen viser, at når man har heldet med sig, i dette tilfælde i det svenske lotteri, bruger man cirka 11 procent af sin lottogevinst på at arbejde mindre – et mindre arbejdsudbud. 

Og det er ikke bare i et enkelt år. 

Når lottogevinsten er landet på kontoen, sænker man sit arbejdsudbud i i hvert fald mere end ti år. Forskningen viser også, at heldet smitter af på ægtefællen, som også sænker sit arbejdsbud; ikke så meget som vinderen, men tendensen er den samme.

Man kan imidlertid alligevel ikke rigtig komme rundt om den alvorlige analyse, som økonomiprofessor og tidligere formand for regeringens reformkommission Nina Smith præsenterer, nemlig at det på et tidspunkt ikke hænger sammen for samfundsøkonomien, hvis vi alle sammen bare arbejder mindre, men stiller de samme krav til den velfærd, vi forlanger af staten og dermed af hinanden. 

Vi arbejder meget

»Det er et meget stort problem, fordi vores velfærdsstat er bygget op omkring, at vi arbejder temmelig meget ude i arbejdsmarkedet,« siger Nina Smith til Berlingske.

Vi er af blandt andet de økonomiske vismænd blevet tudet ørene fulde af den økonomisk jernlov, at vi arbejder mindre, jo rigere, vi bliver. Det kan gå an, hvis vi for hver gang, vi sænker arbejdstiden, bliver tilsvarende eller endnu mere produktive. Ellers begynder det at se temmelig sort ud for velstanden og for velfærden.

Nina Smith kender de økonomiske kræfter bedre end de fleste, og hun er dybt bevidst om, at hun i debatten om arbejdstid er oppe i mod, hvad man kunne kalde lotto-logikken, nemlig at det er yderst vanskeligt at få danskerne til i højere grad at vælge arbejde frem for fritid baseret på den gode vilje alene. Sagen er, at incitamenterne driller.

Fritid er ubeskattet, selvom det har en høj værdi for os hver især. 

Arbejde er derimod beskattet, og med den tossede top-topskat har vi ovenikøbet strafbeskattet de flittigste og dygtigste lønmodtagere. Sænker regeringen skatten på arbejde, så vil det trække i retning af at gøre det mere attraktivt at arbejde, men omvendt er risikoen, at velstandseffekten kan dominere, nemlig at lavere skat får os til at vælge mere fritid frem for mere arbejde, fordi vi har råd.

Der er i den sammenhæng intet mere stimulerende for viljen til at arbejde end frygt. 

Hvis man frygter ledighed eller for sin økonomiske fremtid, vil man være mere tilbøjelig til at give den en ekstra skalle eller gå op i tid frem for at gå mere på deltid. Frygt er også det, som vi med et andet ord kalder krisebevidsthed.

Den er helt og aldeles væk blandt danskerne. Krisebevidstheden eksisterer simpelthen ikke længere.

Da SVM-regeringen blev dannet, forsøgte den at spille på netop krisebevidstheden i lyset af inflationen, rentestigningerne, risikoen for en økonomisk nedtur og en krig i Ukraine. Det var krisefrygten, som skulle have forvandlet afskaffelsen af store bededag til en triumf for ansvarlig økonomisk politik. 

Det projekt endte også som en fuser, fordi vismændene stod fast på, at afskaffelsen af store bededag ikke på lang sigt ville have noget effekt på arbejdsudbuddet, fordi det er styret af den jernlov, at højere velstand giver mindre arbejdsudbud.

Måske det er på tide at opfinde en ny bevidsthed, som kan erstatte krisebevidstheden. 

Goddag til velstandsbevidsthed

Man kunne med et langt ord kalde det velstandsbevidsthed, nemlig danskernes dybe og efterhånden indgroede tro på af, at de aldrig har været mere velstående, aldrig har haft større pensionsformuer eller støre boligformuer, ligesom de fleste af os helt har glemt, hvad en krise er for noget, fordi vi skal over 12 år tilbage for at finde en. Ingen tror, at de gode tider slutter.

En bevidsthed om høj velstand og et totalt fravær af frygt for kriser gør det lettere at træffe beslutninger om deltid, mere ferie eller mindre ekstraarbejde. Berlingske har beskrevet, hvordan andelen af danskere, som arbejder mere end 48 timer om ugen ifølge Danmarks Statistik er faldet med over 25 procent i de seneste ti år.

Vi ved også, at andelen af danskere på deltid er vokset fra 24,48 procent i 2013 til 26,2 procent i dag. Det lyder måske ikke som så høj en stigning, men man skal så huske på, at det er ud af en samlet beskæftigelse på tre millioner. Det er altså 42.000 flere, som arbejder på deltid, svarende til en pænt stor arbejdsmarkedsreform.

Vi ser velstandsbevidstheden andre steder i vores samfund.

I stadig flere sektorer er det stadig sværere at rekruttere dansk arbejdskraft således, at udenlandsk arbejdskraft overtager jobbene. Indenfor landbruget er det over 60 procent af lavtlønnede ansatte, som er udenlandsk arbejdskraft. Inden for transport er det cirka 50 procent. Inden for hoteldrift, rengøring og byggeri udgør den udenlandske arbejdskraft cirka 40 procent af de beskæftigede, viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. 

I forhold til lavere velfærd er den voksende erkendelse, at vi i en række offentlige job må gå til udlandet efter ledige hænder. I januar blev der lavet en politisk aftale om at skaffe udenlandsk arbejdskraft til sundhedsvæsenet og ældreplejen. Hvor lang tid vil det tage, før 25 procent af alle sosu’er er udenlandsk arbejdskraft?

I sig selv er det opsigtsvækkende, at det på trods af en intensiv debat om udenlandsk arbejdskraft og løndumping er væltet ind med udenlandske ansatte. I 2023 nåede antallet over 300.000 personer svarende til ti procent af alle beskæftigede, viser en analyse fra Dansk Erhverv. 

Danmark kan slet ikke køre rundt uden udenlandsk arbejdskraft. Det er med sikkerhed også et spejl af velstandsbevidstheden. 

Når vi ser på udviklingen i dansk økonomi i de seneste år, så får man fornemmelsen af, at velstandsbevidstheden på godt og ondt kan være en lige så stærk kraft som krisebevidstheden i forhold til reformer og arbejdsmoral – bare med omvendt fortegn. 

Advarer om kvinders fremtid

Og så pludselig giver Nina Smiths advarsel en dybere mening, når hun slår fast, at hun ikke argumenterer for »en protestantisk arbejdslejr«, men advarer eksempelvis kvinder om de langsigtede konsekvenser af økonomisk sorgløshed:

»Når man går ned i tid, så får man sparet mindre op til sin pension. Det går måske rigtigt godt, mens manden tjener mange penge. Men den dag, man bliver skilt – og det er vel omkring 40 procent, der bliver skilt – kan man have mistet sin arbejdsmarkedstilknytning eller i hvert fald de gode job, man måske havde før, man fik børn. Og man har heller ikke har ret meget pension. Så kvinderne skal prøve at tænke langsigtet: Hvor vil jeg gerne være til den tid?« siger Nina Smith.

Valget mellem arbejde og fritid er et personligt valg, men heri ligger også, at man selv bærer de langsigtede konsekvenser, hvis man valgte den forkerte uddannelse, valgte deltid frem for fuldtid eller bare accepterede, at ens job blev overtaget af udenlandsk arbejdskraft.

Jeg forudser ikke krise eller nedtur, men det er værd at konstatere, at man som samfund sjældent bliver ved at vinde i lotto, eller at der kan blive længere mellem gevinsterne.

Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervskommentator

EUs ekstratold på elbiler, som er produceret i Kina, har fået de kinesiske elbilproducenter til at bygge flere fabrikker i Europa, så de stadig kan give europæiske bilproducenter hård konkurrence.

I Barcelona i det nordøstlige Spanien vil den kinesiske producent Chery i løbet af i år begynde at bygge Omoda E5-biler i samarbejde med det spanske Ebro-EV Motors og er allerede på udkig efter endnu en fabriksmulighed i Europa. 

Den spanske fabrik skal i 2029 samle 150.000 biler om året, hvis dele produceres på billigere lokationer og siden fragtes til samlefabrikken. 

I Polen producerer kinesiske Leapmotor allerede T03-bybiler på en fabrik, som Stellantis – ejeren af Fiat og Jeep – har dér. Også her er der tale om at samle dele, som er produceret andetsteds.

Tidligere i juli indgik BYD, der er verdens næststørste elbilproducent efter amerikanske Tesla, aftale om at bygge fabrik i Tyrkiet. BYD har allerede en fabrik undervejs i Ungarn.

De kinesiske bilproducenters fysiske indtog på det europæiske marked udgør en risiko for de store europæiske bilproducenter. De har ifølge nyhedsbureauet Bloomberg ikke mange andre valgmuligheder end at indgå partnerskabsaftaler med de kinesiske konkurrenter og lukke dem ind på fabrikkerne, som ellers stod til at skulle skrue ned for blusset, fordi den eksplosive fremgang i særligt elbilsalget tager af.

Solid forskel på overskuddet på en bil

Når bilerne fysisk produceres i Europa, undgår de at blive ramt af den nye toldafgift, som EU netop har indført på biler produceret i Kina. Meningen med afgiften, som gør visse kinesiskproducerede biler op til 48 procent dyrere, er at sikre, at de kinesiske producenter ikke overtager bilmarkedet i Europa på urimelige vilkår, fordi de har statsstøtte fra Kina i ryggen.

Afgiften, der lige nu er midlertidig, men til november skal gøres permanent, rammer også udenlandske mærker, hvis de får biler produceret i Kina og efterfølgende fragter dem til Europa.

BYD blev ramt af en ekstraafgift på 17,4 procent, som skal lægges på alle elbiler, som produceres i Kina og sendes til Europa. Afgiften kommer oven i de ti procents importafgift, som BYD allerede er pålagt tidligere.

Det var en afgørende årsag til at indgå aftalen om fabrikken ved Izmir i Tyrkiet, hvor op til 5.000 skal arbejde. Tyrkiet er med i EUs toldunion, så elbiler produceret her undgår ekstraafgiften, når de sendes til Europa.

Analysefirmaet Jefferies har beregnet, at de elbiler, som samles på fabrikken i Polen, vil give producenten et overskud på omkring 3.200 euro (23.900 kroner). Samme elbil produceret i Kina og importeret til Europa vil blive ramt af toldafgifterne, hvorfor overskuddet til producenten blot vil være på 1.000 euro (7.500 kroner).

Volvo fremmer europæisk produktion

Det har også fået svenske Volvo, som ejes af den kinesiske gigant Geely, til at fremskynde planer om at bygge sin nye EX30-elbil i Ghent i Belgien ud over den nuværende produktion i Kina. Volvo meddelte forleden, at det efterhånden er lykkedes at få indtjeningen på en elbil til at svare til indtjeningen på en benzinbil.

USA har lagt afgifter på helt op til 100 procent på importerede, kinesiske elbiler.

Fra 2035 har EU forbudt salget af benzin- og dieselbiler.

Lige nu har kinesiske elbilmærker som BYD, Xpeng og Nio omkring ti procent af markedet i Europa.

I Danmark er der i januar-juni blevet solgt i alt 86.336 nyindregistrerede biler. Heraf er de 45,10 procent ægte elbiler, mens 4,36 procent er plugin-hybridbiler med både en el- og en benzinmotor, viser tal fra Mobility Denmark (tidligere De Danske Bilimportører).

Tesla er det bedstsælgende bilmærke overhovedet med 8.507 biler, svarende til en markedsandel på 9,9 procent af det danske marked. Volvo, der både sælger el- og benzinbiler, solgte 3.705 biler (4,3 procent), mens BYD solgte 1.158 biler (1,3 procent).

Godeftermiddag, kære læser, og velkommen til fredagens Business-update her på Berlingske, hvor du får dagens vigtigste erhvervshistorier serveret.

I dag skal vi forbi Sydsjælland, hvor ejerne af Bregentved Gods nu vil forsøge at tvinge Nykredit i Højesteret.

Men vi skal også til Nordic Waste-sagen, som kan blive en årelang affære på grund af et nyt søgsmål mod Randers Kommune.

Snup en kop kaffe, og lad os så se at komme i gang.

#1 – Godsejere vil have sag mod Nykredit i Højesteret

Ejerne af det sjællandske Bregentved Gods og Nykredit er raget uklar i et længere retsopgør, og nu vil godsejerne forsøge at tvinge storbanken i Højesteret i en sag om renteswap, skriver Børsen.

Det sker, efter Bregentved Gods har tabt i to instanser, for første gang i byretten i 2022, men nu prøver godsejerne igen.

Sagen omhandler en tvist om renteswapaftaler, som blev opsagt i forbindelse med et bankskifte i 2017, hvor Nykredit ved opsigelsen opgjorde en negativ værdi af aftalerne til 102 millioner kroner, som Bregentved Gods fik besked på at betale.

Den vurdering var godsejerne dog uenige i og mente, at det blot skulle koste dem 60 millioner, som de derfor sendte. På den baggrund blev godset sagsøgt af Nykredit, som krævede de resterende millioner udbetalt.

Nu skal Procesbevillingsnævnet afgøre, om sagen er principiel nok til, at den kan komme i Højesteret.

#2 – Krig, inflation og højere renter skaber usikkerhed om særligt feriekoncept

For bare få år siden kunne de slet ikke følge med.

Men på grund af krig, inflation og højere renter er tempoet nu faldet drastisk, og et særligt feriekoncept er udfordret.

Sådan lyder det fra ejerne af feriepionererne 21-5 og Myhomas, som i fjor tabte flere millioner på deres koncept, som er at danne og drive foreninger med ferieboliger, som familier går sammen om at købe, skriver Finans.

Selskaberne har ellers gjort det til deres levevej at sælge ferieboliger i lande som Frankrig, Italien og Spanien, men nu ser det svært ud.

»Vi har faktisk fået flere henvendelser end nogensinde, så interessen har været stigende. Men folk har bare ikke bidt til bolle. For man skal have den rigtige mavefornemmelse, før man køber, og det har man ikke, når der er krig og stigende renter,« siger Anders Køj, som er stifter af virksomheden 21-5, til mediet.

#3 – Nordic Waste-slagsmål kan ende i årelangt opgør

For nylig kunne Berlingske afsløre, at Miljøstyrelsen på baggrund af mørklagte oplysninger vurderede, at en retssag måtte betragtes som en nærliggende mulighed i Nordic Waste-sagskomplekset.

I går, torsdag, blev offentligheden markant klogere, da Radio4 kunne fortælle, at Nordic Wastes søsterselskab, DSH Recycling, har stævnet Randers Kommune.

Det sker, bare få uger efter at kommunen afgjorde, at DSH Recycling kan holdes ansvarlig for en »overhængende fare« for skade på vandmiljøet omkring Nordic Waste. Ifølge kommunen blandt andet fordi der »er sammenfald mellem ejerforhold og drift« samt »aktiviteter« i de to selskaber, skriver mediet.

Men den afgørelse vil DSH Recycling ikke acceptere og har derfor besluttet, at sagen må gå rettens gang.

»Hvis Randers Kommunes fortolkning af disse regler lægges til grund, så vil der være tale om en fundamental ændring i disse begreber sammenlignet med, hvordan de hidtil er blevet fortolket i rets- og myndighedspraksis,« fremgår det ifølge Radio4 af stævningen.

En stævning, der ifølge professor i forvaltningsret på Syddansk Universitet, Frederik Waage, kan betyde, at Nordic Waste-sagen nu vil trække endnu mere i langdrag, end man først havde forventet.

»Det kommer formentlig til at sparke sagen til hjørne i op til to år,« siger han til CleantechWatch.

Men sagen kommer ikke til at ændre på Randers Kommunes sagsbehandling, fortæller Jesper Kaas Schmidt, kommunens direktør, til CleantechWatch:

»Hvis det er sådan, at DSH (Recycling, red.) vil trække tingene i langdrag, så kan vi jo ikke forhindre dem i det. Jeg havde helst set, at de havde stået ved deres ansvar og for lang tid siden meldt sig på banen med betaling for de skader, de har skabt.«

Tre uundværlige fra Berlingske Business

A: En canadisk katastrofe og en græsk tragedie: Her er de største økonomiske OL-fiaskoer

Man skal ikke afholde olympiske og paralympiske lege for pengenes skyld. Historien viser nemlig, at størstedelen af værtslandene går langt over budget. Her er de værste økonomiske skrækeksempler.

Det skriver Berlingskes William Alkærsig Springer.

B: Rekrutteringsekspert: Virksomheder bør skrotte cv’et for at tiltrække flere kvalificerede medarbejdere

Arbejdsgiveres udfordringer med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft skyldes forældede rekrutteringsmetoder. Det mener rekrutteringsekspert Lars Lundmann, som foreslår en helt ny tilgang.

Det skriver Berlingskes Olivia Emma Espersen.

C: Her er verdens mest magtfulde pas

Der er kolossale forskelle på, hvor man kan rejse hen uden at skulle have visum. Et meget lille land slår alle andre.

Det skriver Berlingskes Thomas Breinstrup.

Hver tredje solgte tandpasta i verden bliver fremstillet af tandpasta- og sæbeproducenten Colgate-Palmolive.

Selskabet er fredag kommet ud af andet kvartal med et driftsoverskud på 1,1 milliard dollar, hvilket svarer til cirka 7,5 milliarder kroner.

Det viser selskabets regnskab for andet kvartal.

Driftsoverskuddet er øget med 118 millioner dollar sammenlignet med samme periode sidste år.

Samtidig er det på et år lykkedes selskabet at vinde 1,8 procentpoint frem på markedet for ikke-elektriske tandbørster, hvor selskabet i andet kvartal sad på 32,2 procent af verdensmarkedet.

Også på markedet for tandpasta har selskabet vundet et procentpoint frem, så 41,5 procent af markedet det seneste kvartal tilfaldt Colgate-Palmolive.

Samtidig er det lykkedes tandpastaproducenten at løfte omsætningen til 5,1 milliard dollar. I samme periode sidste år var omsætningen 4,8 milliarder dollar.

Dermed overgår selskabet analytikernes forventninger, der forud for fremlæggelsen af kvartalsregnskabet lød på 5,0 millioner dollar ifølge Bloomberg.

Væksten i omsætningen er ifølge selskabet drevet af, at der er blevet solgt flere varer, og at priserne på varerne er øget.

I regnskabet fremgår det også, at Colgate-Palmolive øger sine forventninger til den organiske vækst.

Selskabet venter nu en organisk vækst på mellem 6 til 8 procent. Tidligere lød forventningerne på mellem 5 til 7 procent.

- Vores stærke resultater i dette kvartal og i første halvdel af året øger vores tro på, at vi er i færd med de rigtige strategier, hvis vi skal opfylde vores forventninger om at øge den organiske vækst i 2024, siger Noel Wallace, der er topchef hos Colgate-Palmolive, i regnskabet.

Organisk vækst er et udtryk for udviklingen i en virksomheds omsætning eller overskud fraregnet udsving i valutakurser og opkøb af virksomheder.

Det kan dermed give et mere retvisende billede af, hvorvidt en virksomhed reelt vokser eller går tilbage.

/ritzau/

Paris har rustet sig til tænderne for at kunne slå igen, hvis De Olympiske Lege, som nu begynder i den franske hovedstad, som forventet bliver ramt af hackerangreb.

Den franske cybersikkerhedsmyndighed, Agence nationale de la sécurité des systèmes d'information (ANSSI), har alene en stab på 630 ansatte dedikeret den store begivenhed, og 500 virksomheder, organisationer og institutioner er blevet identificeret som kritiske for, at sommerlegene kan afvikles uden problemer, skriver nyhedsbureauet Bloomberg.

Der er god grund til at være på vagt, for gennem de seneste måneder har der været også åbenlyse udtalelser i hackerkredse om, at der forberedes angreb i stor skala mod OL-arrangementet.

I juni nedlagte cyberangreb en fransk filmfestivals hjemmeside, ligesom også en historisk udstilling og et museumskompleks i Paris oplevede, at deres websites bukkede under.

Cyberchef: Det er ikke bare teori

Angrebene kunne spores til en hackergruppe, der har forbindelse til Ruslands efterretningstjeneste, og hackerne har selv beskrevet det som en træningsøvelse.

Og den franske sportsministers konto på det sociale medie X blev i maj hacket. Ifølge den amerikanske softwaregigant Microsoft har Rusland også brugt kunstig intelligens til at sprede rygter i stor stil om, at man bør frygte, at der udbryder uro under OL i Paris.

»OL er en exceptionel begivenhed på alle måder, herunder på cyberniveau, fordi den vil trække alle typer af angreb til sig – angreb, der forsøger at destabilisere og forstyrre afviklingen af åbningsceremonien f.eks., udbrede et budskab, at skade Frankrigs image, at skaffe penge. Det er, hvad man ser hver dag, og hvor der afkræves løsepenge ved at blokere eller stjæle data. Dertil kommer angreb på selve sportskonkurrencerne, på måleudstyret, på antidopingudstyret. Alt dette er ikke bare teoretiske ting. Man har allerede set det ved tidligere Lege,« siger Vincent Strubel, generaldirektør for ANSSI.

Med Rusland på udvisningsbænken under OL og internationale spændinger oppe i det røde felt flere steder har franske myndigheder sammen med cybersikkerhedseksperter i månedsvis forberedt sig på OL-ugerne, og de har hentet eksperter fra den amerikanske cybersikkerhedsmyndighed CISA ind for at stå bi med efterretninger.

»Ingen kan foregive at være 100 procent klar. I bedste fald er man 99 procent klar, og man forsøger så at finde den ene procent, hvor man ikke er det. Man ved, hvad man ved, men uheldigvis ved man ikke, hvad man ikke ved,« som Eric Greffier, forretnings- og teknologidirektør ved den amerikanske netværksgigant Cisco Systems' franske afdeling, udtrykker det.

Cisco er en af de officielle partnere ved OL.

Frygt for, at andre rammes

Særlig stor er frygten for, at virksomheder og organisationer, der ikke har lige så stort fokus på cybersikkerheden, kan blive hackernes ofre.

Hackere har tidligere angrebet OL-arrangementer. Under vinterlegene i Sydkorea i 2018 blev et onlinebilletsystem lagt ned, og de trådløse forbindelser blev kappet på stadion ved åbningsceremonien. USA beskyldte dengang den russiske efterretningstjeneste for at stå bag.

I 2019 hackede russiske statshackere sig ind i en række nationale og internationale antidopingorganisationer i forbindelse med, at russiske atleter stod for at skulle modtage straffe for at have snydt.

Ved OL i Paris er Rusland blevet udelukket på grund af invasionen og den efterfølgende krig i Ukraine. Enkelte russiske sportsfolk deltager som neutrale og forpligter sig blandt andet til ikke at udtrykke støtte til Ruslands krig.

Siden invasionen har russiske hackere i stort omfang forsøgt at ramme især Ukraine, men også NATO-lande og få vigtig infrastruktur til at bryde sammen. Omvendt har en hær af frivillige forsøgt at hacke sig ind på russiske enemærker og ramme myndigheder, organisationer og virksomheder her.