Denne vejledning anvendes til beskrivelse af feltnumre i forbindelse med angivelse af PAL-skat efter PAL § 21. Vejledningen gælder både ved ordinære angivelser og ved korrektionsangivelser vedrørende samtlige institutter omfattet af PAL § 21, uanset hvilken skattepligtsbestemmelse instituttet er omfattet af.

Vejledning til indberetningsbillede 07.082 og 07.082 K - Pengeinstitutter, kreditinstitutter og kapitalfondes endelige opgørelse efter pensionsafkastbeskatningslovens PAL § 22.

Vejledning til indberetningsbillede 07.073 og 07.073 K - Pengeinstitutter, kreditinstitutter og kapitalfondes endelige opgørelse efter pensionsafkastbeskatningslovens PAL §§ 23 og 23a.

Vejledning til indberetningsbillede 07.074/07.075 og 07.074K/07.075K - Pensionskasser, forsikringsselskaber, livsforsikringsselskaber og udenlandske pensionsinstitutter, der har godkendte pensionsordninger i Danmark, der indsender endelig opgørelse efter pensionsafkastbeskatningslovens PAL §§ 23 og 23a.

Skifteretten og personer, der fungerer som bobestyrer for dødsboer, kan få adgang til udvalgte skatteoplysninger i afdødes TastSelv. Bobestyrer kan kun få adgang til skatteoplysningerne i de dødsboer, som bobestyrer repræsenterer.

Spørger sad i uskiftet bo efter sin afdøde ægtefælle. Udover den uskiftede delingsformue havde Spørger et særeje. Spørger ønskede bekræftet, at der skulle anvendes to bundfradrag på hver 3.272.500 kr. ved bedømmelsen af, om det uskiftede fællesbo ville være fritaget for beskatning efter dødsboskattelovens § 6, når fællesboet blev skiftet i forbindelse med Spørgers død.
Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der skulle anvendes to bundfradrag ved bedømmelsen af, om det uskiftede fællesbo var fritaget for beskatning. Ved bedømmelsen af skattefritagelsen skulle der anvendes én beløbsgrænse på summen af henholdsvis særboets aktiver og halvdelen af fællesboets aktiver samt særboets nettoformue og halvdelen af fællesboets nettoformue. Det var beløbsgrænsen for det kalenderår, hvor det først afsluttede bo havde skæringsdag, der skulle anvendes.

Spørgers forældre, der var bosiddende i USA, oprettede i 1989 en trust. Spørgers mor afgik ved døden i 2016, og trusten blev opdelt i to trusts. Ved Spørgers mors død blev trusten opdelt i den uigenkaldelige Exemption Trust, som omfattede Spørgers mors andel af forældrenes formue, og den genkaldelige Survivors Trust, som omfattede Spørgers fars andel af forældrenes formue. Ved Spørgers fars død skulle midlerne i de to trusts samles og fordeles efter vedtægterne.

Spørgers far udnyttede imidlertid sin ret til at testere over Survivors Trust, hvilket betød, at Spørger alene skulle modtage midler fra Exemption Trust.

Spørger ønskede en vurdering af den skattemæssige behandling af udlodning af midler fra Exemption Trust.

Skatterådet fandt, at Spørger erhvervede ret til midlerne i Exemption Trust ved farens død, samt at Spørgers andel af midlerne i Exemption Trust måtte anses for at være en båndlagt kapital med Spørger og hendes søskende som udlagte kapitalejere.

Skatterådet bekræftede, at udbetalingerne fra Exemption Trust ikke udgjorde skattepligtig indkomst, men arv. Skatterådet bekræftede endvidere, at Spørger var skattepligtig af afkastet af midlerne i trusten fra den dag, hvor hendes far afgik ved døden. Herudover bekræftede Skatterådet, at Spørgers fars dødsdag skulle anses som anskaffelsestidspunktet for de aktiver, Spørger modtog fra trusten, og at handelsværdien af aktiverne på Spørgers fars dødsdag skulle anses som den skattemæssige anskaffelsessum.

Retten (tre dommere) fandt, at et udenlandsk datterselskab i en danskejet koncern var hjemmehørende og fuldt skattepligtigt til Danmark. 

Selskabet havde en direktør i registreringslandet, men retten lagde med henvisning til en række omstændigheder til grund, at direktørstillingen alene var udtryk for et formelt lederskab og ikke et reelt. Videre lagde retten til grund, at de afgørende ledelsesmæssige og forretningsmæssige beslutninger, der var nødvendige for selskabets forretningsmæssige udøvelse i sin helhed, i det allervæsentligste blev truffet fra Danmark. 

På denne baggrund fandt retten det godtgjort, at selskabets ledelse i den for sagen relevante periode havde sit sæde i Danmark, og at selskabet derfor i medfør af selskabsskattelovens § 1, stk. 6, måtte anses for hjemmehørende i Danmark.

Da selskabet ikke havde fremlagt dokumentation for, at en del af det opgjorte overskud kunne henføres til det faste driftssted i registreringslandet, var der endvidere ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Sagen vedrørte de skattemæssige konsekvenser for de deltagende institutioner af en påtænkt skattepligtig sammenlægning af en række friplejehjem.

Sammenlægningen var skattepligtig. De deltagende Institutioner skulle derfor som udgangspunkt (avance)beskattes efter de skatteretlige regler, der gælder for afståelse/erhvervelse af de enkelte aktiver, i det omfang de havde været anvendt/skulle anvendes erhvervsmæssigt.

Skatterådet bekræftede, at de Ophørende Institutioner kunne gennemføre sammenlægningen uden skattemæssige konsekvenser for den enkelte Ophørende Institution, da den overførsel af nettoformue (egenkapital), der fandt sted som led i sammenlægningen, i skattemæssig henseende kunne karakteriseres som en fradragsberettiget almennyttig uddeling efter selskabsskattelovens § 3, stk. 2. Sammenlægningen udløste derfor ikke skat til betaling for de Ophørende Institutioner.

Skatterådet bekræftede endvidere, at den Fortsættende Institution var omfattet af den betingede fuldstændige skattefritagelse i selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 5, og dermed undtaget for skattepligt, således at den Fortsættende Institution skattefrit ville kunne modtage den enkelte Ophørende Institutions aktiviteter (nettoformue (egenkapital)) som led i sammenlægningen.

Skatterådet bekræftede, at et oparbejdet underskud i en dansk filial af et svensk selskab i ophørsåret kunne anvendes af filialen til nedbringelse af den avanceskat, som opstod ved en skattepligtig koncernintern overdragelse af aktiviteten til det erhvervende danske selskab.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at oparbejdet filialunderskud kunne anvendes af det erhvervende danske sambeskattede koncernselskab efter en skattepligtig aktivitetsoverdragelse af samtlige aktiver i filialen.

Skatterådet bekræftede, at den opskrevne værdi af skattemæssige afskrivningssaldi af aktiver modtaget fra den danske filial blev aktiveret og kunne anvendes hos det erhvervende selskab til fremtidige indkomstår, og at fremførbare skattemæssige underskud i det erhvervende selskab og hermed sambeskattede selskaber ikke begrænses som følge af den skattepligtige overdragelse af filialens aktivitet til det erhvervende selskab.

Sagen angik, hvorvidt en række indsætninger på skatteyderens bankkonto i 2018 og 2019 udgjorde skattepligtig indkomst. Skatteyderen anførte, at der ikke var tale om skattepligtig indkomst, da indsætningerne udgjorde lån, tilbagebetaling af lån og kontante indsætninger af tidligere hævede beløb.

Retten fandt, at skatteyderen havde bevisbyrden for, at der var tale om sådanne lån, tilbagebetalinger og indsætninger, der ikke var skattepligtige, og at bevisbyrden var skærpet, da de påberåbte lån mv. var mellem interesseforbundne personer (søskende). 

Retten lagde vægt på, at der var tale om en række indsætninger og overførsler til og fra skatteyderens konto af betydelige beløb uden nogen nærmere systematik. Der forelå ingen dokumentation for, hvad beløbene vedrørte, og der var heller ikke udarbejdet regnskaber eller lignende. Retten fandt derfor ikke, at der var noget ved indsætningerne og overførslerne, der indikerede, at der var tale om lån, tilbagebetaling af lån eller skattefrie indsætninger. De af skatteyderen fremlagte gældsbreve og opgørelser var ikke støttet af objektive kendsgerninger, og kunne derfor ikke udgøre dokumentation for de påstående lån.

Retten fandt således ikke, at skatteyderen havde løftet sin bevisbyrde, hvorfor skatteyderen var skattepligtig af de omtvistede beløb.

Spørgerne var anpartshavere i et anpartsselskab. Den ene anpartshaver oprettede en aktiedepotkonto i sin private netbank i 2021, men selskabet optog aktiedepotkontoen i sit bogholderi og regnskab. Selskabet havde løbende foretaget indskud til aktiedepotkontoen fra selskabets egen konto, som derefter var blevet anvendt til investering i børsnoterede aktier. Det var anpartshavernes opfattelse, at depotet var oprettet i selskabets navn, ligesom selskabets tidligere revisor, der havde bistået med bogføringen, også havde bogført aktiedepotet i selskabet. I sin skattepligtige indkomst havde selskabet desuden medtaget årets gevinst og tab på aktier i alle indkomstårene, jf. ABL § 9.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at en overførsel af aktierne fra den ene anpartshavers aktiedepotkonto til selskabets nyoprettede aktiedepotkonto ville medføre, at der ikke skulle ske beskatning af indskuddene på den ene anpartshavers aktiedepotkonto på overførselstidspunkterne hos de daværende anpartshavere. Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at der kunne ske udlodning af fordringen til alle selskabets aktuelle anpartshavere uden skattemæssige konsekvenser. Spørgsmål 3 bortfaldt.

Spørgerne påtænkte at etablere et interessentskab, hvis aktivitet ville bestå i at levere administrative ydelser og formueforvaltning samt evaluering af aktiviteter, projekter og programmer til sine medlemmer. Spørgerne ønskede bekræftet, at administrationsselskabet kunne levere administrationsydelser mv. til de enkelte medlemmer (de to spørgere) momsfrit efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 19.

Momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, omfattede også medlemmer, som har aktiviteter for hvilke de ikke er afgiftspligtige. Det var Skatterådets opfattelse, at denne del af momsfritagelsen dog ikke omfattede enhver form for virksomhed, som ikke var afgiftspligtig, men alene sådanne former for virksomhed, som var oplistet i momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, og for hvilke leverandøren ikke var afgiftspligtig eksempelvis under hensyn til, at disse blev udøvet af offentlige myndigheder eller at de blev udøvet vederlagsfrit.

På baggrund af en konkret vurdering var det Skatterådets opfattelse, at medlemmerne af den selvstændige gruppe (de to fonde) udøvede virksomhed af almen interesse. Skatterådet lagde ved vurderingen vægt på, at fondene alene kunne foretage uddelinger til velgørende formål og at fondene ikke havde andre aktiviteter end at foretage disse uddelinger.

Skatterådet kunne derfor bekræfte, at leverancer i form af administrationsydelser mv. kunne leveres momsfrit af den selvstændige gruppe (et interessentskab) til de enkelte medlemmer (to fonde), jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 19.

Skatterådet kunne desuden bekræfte, at medlemmerne af den selvstændige gruppe kunne modtage momsfritagne ydelser efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, til brug for de ikke-afgiftspligtige aktiviteter, selvom medlemmerne havde momspligtige aktiviteter i form af kantine ydelser.

Skatterådet kunne også bekræfte, at den selvstændige gruppe kunne levere momspligtige og ikke-momspligtige ydelser til ikke-medlemmer, samtidig med at den selvstændige gruppe leverede ydelser momsfrit til sine medlemmer efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, hvis betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt.

Sagen drejede sig om overdragelse af anparter med succession fra spørger til spørgers børn efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 34. I den forbindelse blev der spurgt til indregning og klassifikation af konkrete selskabers aktiver i forhold til pengetankbrøken i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6. Spørgers holdingselskab udgjorde et pengetankselskab, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, såfremt der blev taget udgangspunkt i selskabets balance pr. 30. september 2023.

Det blev påtænkt, at spørgers holdingselskab skulle erhverve driftsaktive datterselskaber, hvor spørger var arbejdende bestyrelsesmedlem i det ene datterselskab og bestyrelsesmedlem i det andet datterselskab, fra holdingselskaber, der var ejet af spørgers børn, hvorefter spørgers holdingselskab skulle overdrages til spørgers børn, hvorved de driftsaktive datterselskaber igen ville være ejet af spørgers børn.

Det fremgik ikke umiddelbart af aktieavancebeskatningslovens § 34, af forarbejderne hertil eller af praksis, at der kunne stilles krav til, hvornår og hvorfra et holdingselskab havde erhvervet de aktiver, der i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 34 skulle indgå i pengetankbrøken som henholdsvis driftsaktiver og pengetankaktiver. Skatterådet bekræftede efter en konkret vurdering, at de konkrete selskabers driftsaktiver efter koncernændringen ville kunne indregnes som driftsaktiver ved opgørelsen af pengetankbrøken i aktieavancebeskatningslovens § 34.

Skatterådet havde ikke taget stilling til øvrige betingelser, der i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 34 skulle være opfyldt for, at der kunne ske overdragelse af spørgers anparter til spørgers børn med succession.

Spørgerne var en anpartshaver og hans anpartsselskab. I forbindelse med et bankmøde aftalte anpartshaveren med bankrådgiveren, at et beløb fra selskabets driftskonto skulle placeres på en nyoprettet højrentekonto. Den nye højrentekonto blev imidlertid ved en fejl oprettet i anpartshaverens navn. Anpartshaveren opdagede fejlen godt to måneder senere og tilbageførte beløbet til selskabet. Det var Skatterådets opfattelse, at bankrådgiverens referat måtte forstås som en aftale med banken om placering af selskabets midler i aktier, obligationer samt på en højrentekonto med henblik på, at selskabet skulle opnå et afkast af sine overskydende midler. Det var derfor Skatterådets opfattelse, at anpartshaverens utvivlsomme hensigt om placering af selskabets midler ved en klar fejl fra bankens side ikke blev realiseret, og at der således var tale om en ren fejlekspedition, der var blevet berigtiget. Skatterådet bekræftede, at fejloverførslen hverken udgjorde en hævning uden tilbagebetalingspligt efter ligningslovens § 16 E eller en maskeret udlodning efter ligningslovens § 16 A.

Spørger var en person, der ejede et selskab. I forbindelse med godkendelsen af årsregnskabet for regnskabsåret 2023 blev det besluttet at udlodde et ordinært udbytte på 15.150.000 kr. Ved en fejl overførte spørger imidlertid en del af det ordinære udbytte, 15.000.000 kr., til sin private bankkonto før indeholdelse af udbytteskat og ikke udbyttet efter indeholdelse af udbytteskat, som var 10.950.000 kr. Der blev derfor overført 4.050.000 kr. for meget til spørgers private bankkonto. Fejloverførslen blev dog hurtigt opdaget og rettet, og beløbet på 4.050.000 kr. blev tilbageført til selskabets bankkonto førstkommende bankdag, som var tre dage senere på grund af weekend. Det var Skatterådets opfattelse, at generalforsamlingsreferatet utvivlsomt måtte forstås som en vedtagelse af et udbytte på i alt 15.150.000 kr., der ved en klar fejl ikke var blevet ekspederet korrekt, og at der således var tale om en ren fejlekspedition, der blev berigtiget. Skatterådet bekræftede derfor, at overførslen af 4.050.000 kr. til spørgers private bankkonto ikke var omfattet af ligningslovens § 16 E om aktionærlån eller ligningslovens § 16 A om udbytte.

Sagen drejede sig om overdragelse af anparter med succession fra spørger til spørgers børn efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 34. I den forbindelse blev der spurgt til indregning og klassifikation af konkrete selskabers aktiver i forhold til pengetankbrøken i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6.

I spørgsmål 1 blev der spurgt til grunde og bygninger, der bl.a. blev anvendt til aktivitetscenter, samt til grunde og bygninger, der var under opførsel og som skulle sælges til tredjemand. Skatterådet bekræftede, at de til selskabet hørende grunde og bygninger efter en konkret vurdering ikke skulle betragtes som passiv kapitalanbringelse i en pengetankberegning efter aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6. Skatterådet lagde vægt på, at de til selskabet hørende grunde og bygninger ikke omfattede sommerboliger, der blev udlejet, mens selskabet var ejer af sommerboligerne.

I spørgsmål 2 og 3 blev der spurgt til positive værdier af renteswaps, der var indgået med det formål at afdække risikoen ved finansieringen af de ejendomme, der var ejet af koncernen. Skatterådet bekræftede, at den forholdsmæssige andel af de til koncernen hørende positive værdier af renteswaps, der kunne fordeles til ejendomme, der ikke udgjorde passiv kapitalanbringelse, efter en konkret vurdering ikke skulle betragtes som passiv kapitalanbringelse i en pengetankberegning efter aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6.

Skatterådet havde ikke taget stilling til øvrige betingelser, der i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 34 skulle være opfyldt for, at der kunne ske overdragelse af spørgers anparter til spørgers børn med succession. Skatterådet havde heller ikke taget stilling til værdiansættelsen af de pågældende anparter eller øvrige konkrete aktiver.

Sagen angik, om Skattestyrelsen havde været berettiget til hos klageren at opkræve 159.936 kr. i øl- og vinafgift for varer, som var indkøbt i Tyskland. I forbindelse med nogle indkøb i H1s grænsehandelsbutikker i Tyskland blev anvendt et X-kort, som var tilknyttet klagerens X-konto (H1s fordelsprogram). Landsskatteretten fandt, at der ikke alene ved registreringerne på X-kontoen og imod klagerens oplysninger om sit varekøb, fandtes at være en formodning for, at klageren havde indkøbt og indført afgiftspligtige varer svarende til det registrerede og i mængder, der oversteg, hvad der kunne anses for at være til klagerens eget brug. Der blev navnlig lagt vægt på, at kortet kunne anvendes af andre end den person, det var udstedt til, og at der ikke forelå oplysninger i øvrigt, der støttede, at det var klageren, der rent faktisk havde foretaget samtlige de registrerede køb. For så vidt angik varer, der var forudbestilt af klageren, fandt Landsskatteretten dog, at der efter registreringerne på X-kortet sammenholdt med oplysningerne om forudbestillinger, som kunne knyttes til klageren, var skabt en formodning for, at klageren havde foretaget disse indkøb. Klageren var ikke fremkommet med oplysninger, der kunne afkræfte denne formodning. Under hensyn til at den indførte mængde øl på mellem 594 liter og 918 liter væsentligt oversteg den vejledende mængde, som afgiftsfrit kunne indføres til eget brug, påhvilede det klageren at godtgøre, at de forudbestilte varer var til eget brug. Dette fandtes ikke godtgjort. For en del af perioden var forhøjelserne foretaget ud over den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1. Landsskatteretten fandt, at klageren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at have betalt afgift af den usædvanligt store mængde afgiftspligtige varer, der kontinuerligt var indført til Danmark. Endvidere ansås fristerne i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, for overholdt. (Dissens)

Sagen angik, om det var med rette, at Skattestyrelsen alene havde imødekommet foreningens ansøgning om kompensation for købsmoms med samlet 10.682.901 kr. for kalenderåret 2022, herunder om foreningen var berettiget til kompensation for købsmoms af udgifter til bespisning af foreningens frivillige og ansatte i forbindelse med X samt berettiget til kompensation af købsmoms af udlæg, hvor fakturaen var udstedt til andre end foreningen. Landsskatteretten bemærkede, at i henhold til § 1, stk. 1, i bekendtgørelse om momskompensation til velgørende foreninger m.v. kunne foreningen ansøge om delvis kompensation for udgifter til købsmoms i forbindelse med dens momsfri almenvelgørende aktiviteter. Dette måtte forstås således, at udgifterne skulle have en tilknytning til foreningens momsfri almenvelgørende aktiviteter, og at udgifter af privat karakter ikke var omfattet. Endvidere måtte det påhvile den, der ansøgte om momskompensation, at godtgøre, at betingelserne for kompensation var opfyldt. De afholdte udgifter til bespisning af foreningens ansatte og frivillige ansås ikke for at være afholdt til foreningens momsfri almenvelgørende aktiviteter, henset til udgifternes private karakter. Ud fra sagens oplysninger fandt Landsskatteretten det endvidere ikke i tilstrækkelig grad godtgjort, at de omhandlede udlæg dækkede over udgifter, der var afholdt til foreningens momsfri almenvelgørende aktiviteter. På denne baggrund fandt Landsskatteretten, at det var med rette, at Skattestyrelsen havde nedsat foreningens kompensation af købsmoms af udgifter på fakturaer, der var udstedt til andre end foreningen. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagerne angik ansættelsen af ejendomsværdien for en ejendom pr. 1 oktober 2014 og 1. oktober 2016.

Retten fandt, at det efter de foreliggende oplysninger var godtgjort af ejendomsejeren, at det udøvede skøn for vurderingen pr. 1. oktober 2016 var åbenbart urimeligt. Retten lagde herved navnlig vægt på den salgspris der var opnået for ejendommen i november 2018 sammenholdt med de foreliggende oplysninger om lejeforhold i ejendommen, som retten lagde til grund var usikre i hvert fald et par år forud for salget.

Ansættelsen af ejendomsværdien pr. 1. oktober 2016 blev derfor hjemvist til Vurderingsstyrelsen, mens vurderingsmyndighedernes ansættelse af ejendomsværdien pr. 1. oktober 2014 blev stadfæstet.