Et interessentskab skulle betale råstofafgift af indvundet sand og af importeret sand og sten til brug for etablering af kystbeskyttelse. Råstofferne blev indvundet og importeret af interessentskabet med henblik på at skulle anvendes til anlægsarbejder til opfyldelse af en kontrakt mod vederlag. Interessentskabet foretog derfor erhvervsmæssig indvinding og import af råstofferne. Interessentskabets indvinding og import af råstofferne var derfor afgiftspligtig i henhold til affalds- og råstofafgiftslovens § 1, stk. 1, henholdsvis § 2, stk. 1. Det forhold, at anlægsarbejderne havde et samfundsmæssigt formål kunne ikke føre til, at indvindingen og importen ikke var erhvervsmæssig. Det kunne heller ikke føre til et andet resultat, at anlæggene senere vil kunne nedlægges, og at råstofferne herefter vil kunne anvendes til andre formål. Råstofferne blev ikke anvendt til strandfodring, og indvindingen var derfor ikke fritaget for afgift efter affalds- og råstofafgiftslovens § 6, nr. 1. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skatterådets bindende svar.

Sagen angik, at Motorstyrelsen havde opkrævet et selskab registreringsafgift for et køretøj under henvisning til, at mandskabsvognen var anvendt til privat kørsel. Seks af selskabets medarbejdere blev på vej fra Polen tilbage til Danmark stoppet i mandskabsvognen. På kontroltidspunktet befandt sig udelukkende private genstande i mandskabsvognens varerum i form af tasker, poser, kufferter, kasser med fødevarer og vandflasker. Selskabet oplyste, at mandskabsvognen havde været i Polen til reparation, og gjorde gældende, at der var tale om hjemtransport af mandskabsvognen efter reparation, ligesom selskabet bestred, at medarbejderne havde været på ferie i Polen. Landsskatteretten anførte, at anvendelsen af mandskabsvognen på kontroltidspunktet var afgørende, og det ikke havde afgørende betydning, hvordan mandskabsvognen var kommet til Polen. Retten lagde til grund, at medarbejderne var på vej hjem efter endt ferie i Polen, og retten fandt herefter, at kørsel til Danmark efter endt ferie i Polen, hvor der udelukkende befandt sig private genstande i mandskabsvognens varerum, var privat personbefordring, der ikke var foretaget i selskabets interesse, og dermed var i strid med betingelserne for afgiftsfrihed, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9. Mandskabsvognen havde dermed været anvendt på færdselslovens område i strid med betingelserne for afgiftsfritagelse, og køretøjet skulle derfor i henhold til registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3, afgiftsberigtiges. Da selskabet også hæftede solidarisk for afgiften efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, stadfæstede Landsskatteretten herefter Motorstyrelsens afgørelse.

Sagen angik et selskab, som havde fået nedsat godtgørelsen af elafgift, fordi selskabet havde brugt el til reversible varmepumper. Skattestyrelsen havde ikke ved nedsættelsen af elafgiftsgodtgørelsen taget højde for, at selskabet havde betalt afgift af gas til opvarmning. Landsskatteretten hjemviste afgørelsen, således at Skattestyrelsen kunne foretage en ny opgørelse af kvadratmeterafgiften, hvori der blev givet fradrag for dokumenterede udgifter til afgift af gas, som selskabet havde brugt til opvarmning, jf. dagældende elafgiftslovs § 11, stk. 7, 2. pkt.

Sagen angik bl.a., om klageren skulle beskattes af et lån som aktionærlån efter ligningslovens § 16 E. Klageren havde optaget et lån på 2 mio. kr. fra et selskab (G1 ApS). Samme dag havde G1 ApS lånt 2 mio. kr. af klagerens indirekte helejede selskab (selskabet). Landsskatteretten konstaterede, at der var sammenhæng mellem beløbet og datoen på lånet fra selskabet til G1 ApS og på lånet fra G1 ApS til klageren, og der var ikke stillet betryggende sikkerhed for lånene. Selvom det ikke fremgik af aftalernes ordlyd, anså Landsskatteretten låneaftalerne for at være indbyrdes afhængige, særligt henset til at låneaftalerne udlignede hinanden i indkomståret 2016. Det var uden betydning, at låneaftalerne fremtrådte som to selvstændige aftaler. Selskabet havde således stillet midler til rådighed for klageren, og forholdet blev anset for at være et cirkulært lånearrangement, hvorfor ligningslovens § 16 E fandt anvendelse, jf. SKM2019.377.ØLR. Klageren var dermed skattepligtig af lånet på 2 mio. kr., jf. ligningslovens § 16 E, og beløbet skulle beskattes som udbytte, jf. ligningslovens § 16 A. Landsskatteretten stadfæstede derfor denne del af den påklagede afgørelse.

Ved aftale af 25. marts 2025 er der mellem de kompetente myndigheder i Danmark og USA indgået aftale om, hvad der skal anses for omfattet af definitionen af en pensionskasse i artikel 10, stk. 3, litra c, og artikel 22, stk. 2, litra e, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten (DBO’en) med den virkning, at kildeskatten på udbytte til pensionskassen skal bortfalde.

Fortolkningen betyder, at danske pensionskasser ikke skal betale kildeskat af aktieudbytte i USA, når de investerer via en dansk kontoførende investeringsforening, der alene eller næsten udelukkende drives med henblik på at foretage investeringer til fordel for pensionskasser. Amerikanske pensionskasser med investeringer via tilsvarende underliggende investeringsenheder skal samtidig ikke betale kildeskat i Danmark.

Aftalen om fortolkningen anses som en præcisering af den eksisterende DBO. Aftalen får derfor virkning for udbytter udbetalt den 1. februar 2008 eller senere.

Aftalen medfører ikke ændringer for pensionskasser, der investerer direkte i danske eller amerikanske aktier.

Styresignalet indeholder vejledning om, hvornår og hvordan man kan tilbagesøge for meget indeholdt kildeskat. Der er både vejledning til pensionskasser eller -ordninger, hjemmehørende i USA, som har investeret i danske aktier via en investeringsenhed omfattet af aftalen og til pensionskasser mv. hjemmehørende i Danmark, som har investeret i amerikanske aktier via en kontoførende investeringsforening omfattet af aftalen.  

Ved aftale af 25. marts 2025 er der mellem de kompetente myndigheder i Danmark og USA indgået aftale om, hvad der skal anses for omfattet af definitionen af en pensionskasse i artikel 10, stk. 3, litra c, og artikel 22, stk. 2, litra e, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten (DBO’en) med den virkning, at kildeskatten på udbytte til pensionskassen skal bortfalde.

Fortolkningen betyder, at danske pensionskasser ikke skal betale kildeskat af aktieudbytte i USA, når de investerer via en dansk kontoførende investeringsforening, der alene eller næsten udelukkende drives med henblik på at foretage investeringer til fordel for pensionskasser. Amerikanske pensionskasser med investeringer via tilsvarende underliggende investeringsenheder skal samtidig ikke betale kildeskat i Danmark.

Aftalen om fortolkningen anses som en præcisering af den eksisterende DBO. Aftalen får derfor virkning for udbytter udbetalt den 1. februar 2008 eller senere.

Aftalen medfører ikke ændringer for pensionskasser, der investerer direkte i danske eller amerikanske aktier.

Spørger havde boet i USA siden januar 1996, men påtænkte nu at flytte tilbage til Danmark.

Spørger havde oprettet pensionsordningen "IRA funded annuity" i et amerikansk livsforsikringsselskab i 2018. "IRA funded annuity" var finansieret med midlerne fra en traditionel IRA pensionsordning, som Spørger tidligere havde ejet. Idet "IRA funded annuity" er en amerikansk livsforsikring, er pensionsordningen som udgangspunkt omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 1, nr. 1. Dog gælder reglerne i pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 4-6, for livsforsikringer, som er nævnt i § 53 A, stk. 1, nr. 1, hvis betingelserne i § 53 B, stk. 2, og stk. 3, er opfyldt. Betingelsen i pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 2, blev anset for opfyldt, da Spørger ikke havde været fuldt skattepligtig til Danmark på tidspunktet for ordningens oprettelse. Der forelå et ubrudt forløb ved Spørgers overførsel af pensionsordningen/pensionsmidlerne fra den traditionelle IRA pension til "IRA funded annuity", som ikke havde udløst skattemæssige konsekvenser i USA, hvorfor den modtagende ordning "IRA funded annuity" havde succederet i den afgivende ordnings skattemæssige status. Betingelsen i pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 3, blev ligeledes anset for opfyldt, da Spørger havde fradraget samtlige indbetalinger til den traditionelle IRA pensionsordning i positiv indkomst efter skattelovgivningen i USA. Skatterådet kunne derfor bekræfte, at Spørgers amerikanske "IRA funded annuity" pensionsordning var omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 B.

Spørger havde endvidere oprettet pensionsordningen "Cash funded "not-qualified"" i 2018 i et amerikansk livsforsikringsselskab. Denne pensionsordning, som havde en garanteret livslang udbetaling, var erhvervet med beskattede frie midler, hvilket vil sige, at der ikke havde været fradrags- eller bortseelsesret for indbetalingerne. Idet "Cash funded "not-qualified"" er en amerikansk livsforsikring, er pensionsordningen som udgangspunkt omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 1, nr. 1. Betingelsen i pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 3, blev ikke anset for opfyldt, da Spørgers indbetalinger til "Cash funded "not-qualified"" var sket med beskattede midler. Skatterådet kunne derfor bekræfte, at "Cash funded "not-qualified"" pensionsordningen var omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A.

Sagen vedrørte, hvorvidt Vurderingsankenævnets skøn over en ejendoms ejendomsværdi for vurderingsårene 2014-2019 efter den dagældende vurderingslov kunne tilsidesættes.

Ejendommen var en udlejningsejendom, og Vurderingsankenævnet havde ansat ejendomsværdien skønsmæssigt ud fra bruttolejemodellen, hvorefter ejendomsværdien var beregnet ved, at en anslået bruttolejeindtægt var ganget med en anslået lejefaktor, jf. dagældende vurderingslov § 10, stk. 3. Lejekontrakterne for boligdelen blev først fremlagt under retssagen.

Retten tilsidesatte den i sagen aflagte skønserklæring, idet retten udtalte, at den var behæftet med usikkerhed og derfor ikke kunne tillægges bevismæssig betydning med henvisning til, at skønsmanden havde baseret sin vurdering på et skøn, som ikke blev understøttet af referenceejendomme.

Retten gav dog sagsøgeren medhold i, at lejevilkårene for boligdelen af ejendommen ikke var usædvanlige, men henset til vurderingsmyndighedernes ikke ubetydelige skønsmargin, fandt retten, at det ikke var egnet til at påvirke værdiansættelsen nævneværdigt.

Retten lagde desuden vægt på, at ejendommen i 2012 var erhvervet af sagsøgeren på tvangsauktion til 2,4 mio. kr., hvorved retten fandt, at ejendommen ikke var handlet i fri handel, og at prisen i 2012 derfor var under markedsprisen.

Sagsøgeren havde derfor ikke godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse af ejendomsværdien hvilede på et forkert eller mangelfuldt grundlag, og at dette var egnet til at påvirke værdiansættelsen.

Sagen angik, dels hvor sagsøgeren, som i de relevante indkomstår (2016-2018) var dobbeltdomicileret med bopæl i Danmark og i Tyskland, var skattemæssigt hjemmehørende, dels om sagsøgeren var berettiget til befordringskrav efter ligningslovens § 9 C for rejser mellem sin bopæl i Tyskland og sin arbejdsplads i Danmark i de omhandlede indkomstår.

Retten fandt, at der var interesser, der pegede i retning af Tyskland, og interesser, der pegede i retning af Danmark. Ud fra en samlet vurdering af forholdene nåede retten frem til, at spørgsmålet om skattemæssigt hjemsted skulle afgøres efter artikel 4, stk. 2, litra b, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland. Afgørende for det skattemæssige hjemsted var herefter, hvor han sædvanligvis havde sit ophold, hvilket parterne var enige om var Danmark.

Videre fandt retten ud fra en samlet vurdering, at sagsøgerens sædvanlige bopæl i relation til ligningslovens § 9 C i de omhandlede indkomstår var hans bopæl i Danmark.

Retten fandt desuden, sagsøgerens skatteansættelser for 2016 og 2017 var genoptaget rettidigt, da ændringerne var begrundet i ganske tilsvarende forhold som dem, der begrundede genoptagelse af skatteansættelsen for 2018, jf. bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013, § 1, stk. 1, nr. 4, nemlig spørgsmålet om sagsøgerens skattepligt til Danmark og bedømmelsen af sædvanlig bopæl efter ligningslovens § 9 c. Den ordinære genoptagelsesfrist efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, fandt derfor anvendelse.

Endvidere fandt retten, at det var med rette, at Landsskatteretten ikke havde behandlet et spørgsmål om rejsefradrag.

Spørger var en forening, som havde til opgave at gennemføre et omfattende projekt, som skulle sikre restaurering og istandsættelse af bevaringsværdige og fredede huse i en dansk by.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørger var en afgiftspligtig person, der drev selvstændig økonomisk virksomhed med levering af ydelser til de private ejere af ejendommene, jf. momslovens § 3, stk. 1

Videre kunne Skatterådet bekræfte, at Spørger drev momspligtigt salg med levering af administrations- og projektstyrings-ydelser og videresalg af rådgivningsydelser til de private ejere af ejendommene, jf. momslovens § 4, stk. 1.

Spørgerne ønskede at få bekræftet, at amerikanske fractional shares, såsom "G1, Inc.", der gennem Spørger H1  var købt af Spørger A, skulle beskattes som aktier eller lignende værdipapirer efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven. Spørger H1 var en dansk investeringsplatform til aktiehandel og Spørger A var ansat hos Spørger H1. Spørger A havde som privat investor handlet aktier via Spørger H1. Spørger H1 havde et ønske om at gøre det muligt for alle danskere at investere i de finansielle markeder, uanset deres finansielle udgangspunkt. Dette blev gjort ved at udbyde en brugervenlig app, hvor brugere bl.a. kunne få adgang til at handle fraktioner af amerikanske aktier ("amerikanske fractional shares").

Skatterådet bekræftede, at amerikanske fractional shares, der købes via Spørger H1, skal beskattes som aktier efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven, idet ejerne af fractional shares havde alle de væsentligste aktionærrettigheder tilknyttet de pågældende amerikanske aktier i forhold til investorernes ejerandel af de pågældende aktier.

Sagen angik, om en leasingtager hæftede for den fulde registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, fordi leasingtageren havde brugt det leasede køretøj med viden om, at der ikke er betalt den rette afgift. Det var ubestridt, at betingelserne for at anvende registreringsafgiftslovens § 3 b ikke var opfyldt, herunder fordi de skriftlige leasingaftaler, som var indsendt til og godkendt af Motorstyrelsen, ikke afspejlede det faktiske leasingforhold. Retten lagde til grund, at leasingtageren hverken havde underskrevet de godkendte leasingaftaler eller givet tilladelse til, at leasingselskabet påførte hans underskrift. I overensstemmelse med leasingtagerens forklaring lagde retten til grund, at der ikke var indgået nogen skriftlige leasingaftaler. Retten fandt, at leasingtager havde kendskab til, at der ikke var betalt den korrekte registreringsafgift. Retten lagde navnlig vægt på, at leasingtagerens kendskab til den meget overfladiske aftaleindgåelse indebar kendskab til, at skattemyndighederne ikke ville kunne godkende en mundtlig leasingaftale på de aftalte få vilkår som reel. Retten lagde til grund, at leasingtageren vidste, at Motorstyrelsens brev om godkendelse af leasingforholdet og leasingselskabets fakturering ikke udgjorde aftalen eller dele heraf. Under disse omstændigheder fandt retten, at der ikke var grundlag for at hjemvise sagen, selvom skattemyndighederne havde lagt til grund, at de indsendte og godkendte leasingaftaler var underskrevet af leasingtageren. Skatteministeriet blev således frifundet.

Vejledningen indeholder

1. Beskrivelse af alle felter, der kan indberettes til eIndkomst. Rækkefølgen af beskrivelserne følger i vid udstrækning det indberetningsflow, der er i en onlineindberetning og til dels den rækkefølge felterne er placeret i indberetningsbillederne.
2. En række specifikke områder, som kan være enten anvendelsen af en specifik funktion i eIndkomst online, eller vejledning i specifikke faglige områder vedr. indberetning til eIndkomst.
3. Henvisning til en række yderligere vejledninger på eIndkomst-området

Denne vejledning retter sig mod producenter af lønsystemer, lønservicebureauer og de virksomheder, der selv vil tilrette deres IT-lønsystemer, så der kan indberettes til eIndkomst og LetLøn.

Spørger havde siden januar 2011 været bosat i Ungarn og var begrænset skattepligtig til Danmark.

Spørger påtænkte at få sin ratepension udbetalt som et engangsbeløb, når spørger opnåede sin pensionsudbetalingsalder, i stedet for at få den udbetalt ratevis i overensstemmelse med ordningens vilkår.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at afgift efter pensionsbeskatningsloven ved udbetaling af spørgers ratepension i utide som et engangsbeløb faldt under anvendelsesområdet for dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Ungarn. Skatterådet kunne derfor heller ikke bekræfte, at artikel 17 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten førte til, at Danmark ikke kunne fastholde krav på afgift efter pensionsbeskatningsloven, hvis spørger valgte at få sin ratepension udbetalt på denne måde.

Sagen angik, hvorvidt der var grundlag for at tilsidesætte grundværdiansættelserne for en ejendom pr. 1. oktober 2019 og 2020, som skulle behandles efter prisforholdene i henholdsvis 2019 og 2012.

Under sagen gjorde sagsøgeren gældende, at grundværdiansættelserne hvilede på et forkert grundlag, fordi der ved skønnet var inddraget en række ejendomme, som efter sagsøgerens opfattelse ikke var sammenlignelige med sagsøgerens ejendom. Herom bemærkede retten, at der ved vurderingen var taget højde for de forskelle, der var mellem de sammenlignelige ejendomme og sagsøgerens ejendom.

Sagsøgeren gjorde videre gældende, at skønnet over grundværdien var åbenbart urimeligt, fordi grundværdiansættelsen for 2019 på ca. 14,3 mio. kr. og for 2020 på ca. 13,7 mio. kr. var væsentligt højere end ejendommens handelspris på 10 mio. kr. i 2021. Retten fandt, at handelsprisen for ejendommen i 2021 ikke var udtryk for prisforholdene i 2019 og 2012. Retten fandt det derudover ikke bevist, at der havde været en væsentlig stigning i ejendomspriserne i den kommune, som sagsøgerens ejendom var beliggende i. På den baggrund og idet sagsøgeren ikke i øvrigt havde godtgjort, at grundværdiansættelserne var åbenbart urimelige, at vurderingsankenævnet havde undladt at foretage et skøn, eller at skønnet hvilede på et forkert eller mangelfuldt grundlag, som var egnet til at påvirke værdiansættelserne, blev Skatteministeriet frifundet.

På baggrund af Landsskatterettens hjemvisning af 14. november 2024 af Skattestyrelsens afgørelse (Journalnr. 20-0044776), ændrer Skattestyrelsen af egen drift sin hidtidige praksis for, hvilken tidsfrist der gælder for anmodninger om tilbagebetaling af pensionsafkastskat (PAL-skat), for personer, der har været skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland i den periode, som ønskes genoptaget.

Praksisændringen består i, at tidsfristen for anmodninger om tilbagebetaling af PAL-skat ændres fra "senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb", jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, til "senest fire år efter udløbet af det kalenderår, i hvilket pensionsafkastet er indtjent og tilskrevet pensionsordningen", jf. artikel 46, stk. 3, i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Ændringen gælder for personer, som har pensionsordninger i et eller flere danske penge- eller pensionsinstitutter, og som, i henhold til den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, har været skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland i den periode, som ønskes genoptaget. Dette gælder, uanset om personens fulde skattepligt til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, er bevaret eller ophørt i denne periode.

Sagens tvistepunkt var, om sagsøgeren havde anvendt underleverandører eller egne ansatte til at levere arbejdsydelser til sine kunder. Retten gav Skatteministeriet medhold i, at sagsøgeren ikke havde løftet den skærpede bevisbyrde for, at selskabet havde anvendt underleverandører. Retten lagde til grund, at arbejdet i stedet var udført af sagsøgerens egne ansatte, og at selskabet havde haft lønudbetalinger, som der ikke var indeholdt A-skatter og AM-bidrag af. Retten fandt, at skattemyndighederne med rette havde nægtet sagsøgeren et momsmæssigt fradrag for indkøb af underleverandørydelser, og sagsøgeren var ansvarlig for betaling af de ikke-indeholdte A-skatter og AM-bidrag, som skattemyndighederne skønsmæssigt havde opgjort. 

Endvidere fandt retten, at der ikke var grundlag for sagsøgerens indsigelser om, at afgørelserne var ugyldige som følge af manglende vejledning om forbuddet mod selvinkriminering og utilstrækkelig oplysning af sagen. 

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.