Ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2020/1080 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af solcelleglas med oprindelse i Folkerepublikken Kina og gennemførelsesforordning (EU) 2020/1081 om indførelse af en endelig udligningstold på importen af solcelleglas med oprindelse i Folkerepublikken Kina.

Sagen angik en prøvelse af en afgørelse fra Skattestyrelsen, hvorved styrelsen meddelte et påbud til et selskab om at sende nogle nærmere angivne oplysninger om leverancer af varer og ydelser til kunder, der havde handlet for over nærmere angivne beløbsgrænser ved brug af et medlemskort, som selskabet havde udstedt til kunderne som led i et kundefordelsprogram.
 
Retten fandt, at der var hjemmel for påbuddet i momslovens § 75, stk. 1 og 9. Retten bemærkede, at det følger af loven og forarbejderne hertil, at myndighederne kan anmode om oplysninger med henblik på at kontrollere, om en virksomhed er registreringspligtig for moms. Retten fandt, at påbuddet var relevant, at det var begrænset til det væsentlige, og at det var proportionalt. Retten udtalte i den forbindelse, at der var en begrundet formodning for, at oplysningerne omfattede køb, der var foretaget med henblik på erhvervsmæssigt videresalg, og at købene derfor gav anledning til momsregulering.  

Retten afviste selskabets indsigelser om, at påbuddet var ugyldigt på grund af manglende hjemmel i skattekontrolloven og punktafgiftslovgivningen, at virksomheden ikke var rette pligtsubjekt for påbuddet, fordi virksomheden ikke havde solgt de omhandlede varer, at påbuddet omfattede oplysninger om kunder og forhold, der gik videre end nødvendigt, og at der ikke var hjemmel til at påbyde udlevering af oplysninger om leverancer til kunder, hvor der ikke var en konkret mistanke om afgiftsgundragelse foretaget af en konkret identificeret person.

Endvidere fandt retten, at påbuddet hverken var i strid med retssikkerhedsloven, databeskyttelsesforordningen eller artikel 7 og 8 i EU’s Charter om grundlæggende rettigheder artikel 7 og 8.

Spørgsmålet i sagerne var, om et selskabs skattepligtige indkomst skulle forhøjes med ca. 6,3 mio. kr., og om selskabets ultimative hovedanpartshaver skulle udbyttebeskattes af beløbet.  
 
Selskabet havde indgået aftaler med tre leverandører i Y1-by, som indebar, at selskabet betalte og udgiftsførte større beløb, end leverandørernes ydelser berettigede. Leverandørerne indsatte efterfølgende det for meget betalte beløb på en konto i Y1-by, som tilhørte et selskab i Y1-by, der ligeledes var ejet af den danske hovedanpartshaver. Det danske selskab og hovedanpartshaveren gjorde bl.a. gældende, at indsætningerne i Y1-by udgjorde betaling for ydelser leveret af Y1-by-selskabet til leverandørerne.  
 
Retten fandt det ikke godtgjort, at Y1-by-selskabet havde leveret ydelser, som berettigede til de modtagne beløb fra leverandørerne i Y1-by. Retten bemærkede, at det ikke var dokumenteret, at selskabet i øvrigt havde indkomstgenererende aktivitet. Retten lagde derfor til grund, at Y1-by-selskabet havde været uden reel drift, og at selskabet havde modtaget penge fra det danske selskab samt leverandørerne i Y1-by uden modydelse som returkommission. Det var heller ikke godtgjort, at en del af overførslerne udgjorde koncerninterne overførsler, og retten fandt herefter, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsudøvelse eller nedsætte indkomstforhøjelsen.  

Sagen angik for den ene skatteyder, om en række beløb, som blev overført til hendes og hendes daværende ægtefælles private bankkonti, men som tilkom det selskab, hun var hovedanpartshaver i, udgjorde maskeret udlodning for skatteyderen. 
 
Sagen angik for den anden skatteyder, dels om en række kontanthævninger og overførelser fra det selskab, han var hovedanpartshaver i, udgjorde maskeret udlodning for skatteyderen, dels om en gæld til selskabet skulle anses for eftergivet i indkomståret 2014 med den virkning, at skatteyderen havde opnået en skattepligtig gældseftergivelse.  
 
For så vidt angik den første skatteyder fandt retten, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at de omhandlede beløb ikke var tilgået hende som maskeret udlodning.  
 
For så vidt angik den anden skatteyder fandt retten, at de forklaringer, som var afgivet for retten, og de fremlagte erklæringer fra vidnerne, ikke i sig selv udgjorde et tilstrækkeligt bevis for, at de omhandlede beløb ikke skulle betragtes som maskeret udlodning. Retten fandt herefter, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at de omhandlede beløb ikke skulle beskattes hos ham som maskeret udlodning. 
 
Vedrørende spørgsmålet om gældseftergivelse fandt retten, at kurators redegørelse i medfør af konkurslovens § 125, stk. 2, reelt måtte sidestilles med en eftergivelse af skatteyderens gæld til selskabet. Retten fandt endvidere, at Landsskatteretten havde været berettiget til at ændre SKATs afgørelse fra beskatning af løn til beskatning af en kursgevinst vedrørende mellemregningskontoen efter skatteforvaltningslovens § 45, stk. 1. 
 
Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Styresignalet beskriver den underkendelse af praksis, som følger af Landsskatterettens afgørelse af 6. december 2021. Afgørelsen er offentliggjort som SKM2022.254.LSR og vedrører hvilke forhold, der må medtages i forbindelse med en omberegning af grundværdien for en nyopstået ejendom efter den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme (vurderingsloven). Ifølge hidtidig praksis er det alene den hændelse, der har medført en omberegning af grundværdien, som må medtages i omberegningen. Denne praksis kan ifølge Landsskatteretten ikke udstrækkes til at gælde omberegningen af grundværdien for en nyopstået ejendom, jf. vurderingslovens § 33, stk. 18. 

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt Gældsstyrelsen var berettiget til at foretage modregning i krav på udbetaling af et rentefrit momslån til dækning af den erhvervsdrivende persons skattegæld. Landsskatteretten havde fundet, at modregningsbetingelsen om gensidighed ikke var opfyldt, idet virksomheden var debitor i relation til både skattegælden og lånet, da der var tale om et lån, som skulle betales tilbage, og at Gældsstyrelsen derfor var afskåret fra at foretage modregning.

Retten fandt - i modsætningen til Landsskatteretten - at betingelsen om gensidighed var opfyldt. Retten fandt dog samtidig, at Gældsstyrelsen efter forholdets natur var afskåret fra at foretage modregning, bl.a. da modregningen ville medføre, at borgeren ikke opnåede en de facto rentefri henstand svarende til lånebeløbet, hvilket var forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 5. maj 2020 om rentefrie lån svarende til angivet moms og lønsumsafgift og fremrykket udbetaling af skattekreditter m.v. i forbindelse med covid-19.

Klageren importerede her til landet 11 forskellige vitamin- og kosttilskudsprodukter, der fremstod som vingummier i forskellige former med en størrelse på ca. én kubikcentimeter. Varerne havde et sukkerindhold på mindst 74 %.

Henset til varernes indhold af sukker, varernes smag samt varernes udseende fandt Landsskatteretten, at varerne skulle anses som sukkervarer, der var omfattet af chokoladeafgiftslovens afgiftspligtige vareområde, jf. chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1. Klagerens henvisning til varernes pris, varernes benævnelse som kosttilskud samt varernes tiltænkte anvendelse kunne ikke føre til et andet resultat.

Fastsættelsen af afgiftstilsvaret blev imidlertid hjemvist til fornyet behandling, idet Skattestyrelsen ikke i tilstrækkelig grad havde begrundet fastsættelsen heraf.

Sagen angik, om et selskab kunne undlade at afregne afgift efter bl.a. mineralolieafgiftslovens § 30 for afgiftspligtige varer, der var totalt ødelagt på grund af fejludlevering, når fejludleveringen fandt sted ved udlevering fra tankbil til tankstationer m.v. Selskabet havde i anmodningen om bindende svar oplyst, at selskabet påtænkte at blive registreret som oplagshaver og udføre transporter af olie fra raffinaderier og fra egne godkendte depoter til blandt andet tankstationer. I forbindelse med selskabets transport af olie til tankstationer skete der nogle gange en fejludlevering fra tankbil til tankstation, således at olie blev sammenblandet med andre olieprodukter. Landsskatteretten fandt, at olie, der blev transporteret fra selskabets godkendte depoter, blev udleveret fra selskabets godkendte anlæg, når den blev overført til tankbilen. Olien måtte på det samme tidspunkt anses for at have forladt selskabets afgiftsoplag. Olien havde som følge heraf forladt afgiftssuspensionsordningen i forbindelse med udleveringen, medmindre der var tale om en transport under afgiftssuspensionsordningen i henhold til mineralolieafgiftslovens § 15. Landsskatteretten fandt herefter, at transporten af olien til en tankstation ikke var omfattet af mineralolieafgiftslovens § 15, stk. 1, nr. 1- 5, da der ikke var tale om en transport til et andet afgiftsoplag, til en midlertidigt registreret varemodtager eller en registreret varemodtager. Der var heller ikke tale om en transport til et sted, hvor de afgiftspligtige varer forlod EU's område, eller til en modtager, der var fritaget for afgift. Det forhold, at oliens destination ikke var endeligt bestemt på tidspunktet for udleveringen fra selskabets godkendte anlæg, kunne ikke føre til, at der var tale om en transport under afgiftssuspensionsordningen. Endelig var der ikke tale om transport til et direkte leveringssted, der var udpeget af en godkendt oplagshaver over for landets myndigheder. Transporten var dermed ikke en transport under afgiftssuspensionsordningen efter mineralolieafgiftslovens § 15. Olien havde derfor forladt afgiftssuspensionsordningen ved udlevering fra selskabets godkendte depot til tankbil. Da varen allerede havde forladt afgiftssuspensionsordningen på det tidspunkt, hvor varen blev udleveret til tankbilen, ville varen ikke være omfattet af mineralolieafgiftslovens § 30, stk. 2, når den blev sammenblandet med anden olie ved påfyldning ved en tankstation. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skatterådets bindende svar.

Sagen vedrørte, hvorvidt betingelserne for skattefri udbetaling af rejsegodtgørelse var opfyldt. Landsskatteretten fandt, at de fremlagte rejsebilag ikke var tilstrækkeligt udførlige, og at klageren ikke opfyldte betingelserne for at være på rejse. Samlet set var det Landsskatterettens opfattelse, at klagerens arbejdsgiver ikke havde foretaget en effektiv kontrol med rejserne på udbetalingstidspunktet, og konsekvensen heraf var, at hele den udbetalte rejsegodtgørelse blev anset som skattepligtig for klageren.

Landsskatteretten fandt, at et dødsbos erhvervelse af samtlige kapitalandele i et selskab, hvis helejede datterselskab ejede en skovejendom i udlandet, skulle anses for passiv kapitalanbringelse, hvorfor gevinsten ved udlodning af kapitalandelene skulle medregnes ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten, jf. dødsboskattelovens § 29, stk. 3.
Da vurderingen efter dødsboskattelovens § 29, stk. 3, ikke var et værdiansættelsesspørgsmål, var det den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, og ikke tre måneders fristen i boafgiftslovens § 12, stk. 2, der fandt anvendelse.

Moderselskaber, der var hjemmehørende i henholdsvis Sverige og Luxembourg, var i medfør af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d), skattepligtige af renter, som moderselskaberne havde oppebåret på lån ydet til deres danske datterselskaber. Der skulle hverken efter rente-/royaltydirektivet eller den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst henholdsvis dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Luxembourg ske nedsættelse af eller fritagelse for kildeskatten, da der forelå misbrug, og da moderselskaberne ikke kunne anses for retmæssige ejere af renterne i direktivets og overenskomsternes forstand. 

En indsigelse om, at der skulle være tale om en praksisskærpelse, blev afvist. 

Datterselskaberne var ansvarlige for den manglende indeholdelse af renteskat i medfør af kildeskattelovens § 69, stk. 1. 

I sag B-2942-12 fandt landsretten endvidere, at et SICAR-selskab i Luxembourg, som ifølge landsretten var den retmæssige ejer af de i den sag omhandlede renter, var omfattet af § 1 i slutprotokollen til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Luxembourg og dermed ikke var omfattet af overenskomstens anvendelsesområde, og at skattepligten af renterne endvidere ikke var bortfaldet i medfør af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d), sidste punktum.

Appellanten havde i indkomstårene 2013 og 2014 foretaget løbende hævninger i et selskab, som var bogført på hendes mellemregningskonto med selskabet. Landsretten lagde bevismæssigt til grund, at appellanten var (indirekte) ejer af alle anparterne i selskabet i begge indkomstår med den følge, at ligningslovens § 16 E fandt anvendelse på lån ydet fra selskabet til sagsøgeren. 

Landsretten fandt, at appellanten i medfør af ligningslovens § 16 E skulle beskattes af sine løbende hævninger i selskabet som opgjort af skattemyndighederne. Som fastslået i Højesterets dom af 30. august 2022 (UfR 2022.4422) er der ikke grundlag for at forstå bestemmelsen sådan, at det forhold, at et lån bliver optaget via en sædvanlig mellemregningskonto, i sig selv indebærer, at lånet falder uden for bestemmelsen. Appellantens lån havde i øvrigt ikke karakter af sædvanlige forretningsmæssige dispositioner, som er undtaget fra beskatning efter ligningslovens § 16 E.

Landsretten fandt det heller ikke godtgjort, at en løn, som var bogført på mellemregningskontoen ultimo 2013, og som var indberettet til skattemyndighederne, var udtryk for, at selskabet havde overført en fordring til appellanten på det nævnte beløb. Der var således hverken i den foreliggende skriftlige dokumentation, eller i de afgivne forklaringer for byret og landsret, grundlag for at antage, at der skulle være tale om overførsel af en fordring som løn. 

Appellantens synspunkt herom førte derfor heller ikke til en nedsættelse af beskatningen, og Landsretten stadfæstede dermed byrettens dom. 

Sagen angik, om skatteyderen var berettiget til yderligere befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, stk. 1-3, for kørsel mellem skatteyderens sædvanlige bopæl på Sjælland og arbejdspladsen i Jylland. Retten bemærkede, at den selvangivne transportvej klart overstiger det sædvanlige, og at det derfor påhvilede skatteyderen at dokumentere eller sandsynliggøre, at befordring i det hævdede omfang rent faktisk fandt sted. Retten fandt, at skatteyderen ikke ved bevisførelsen for retten havde løftet denne bevisbyrde, idet retten lagde vægt på, at skatteyderen trods opfordret hertil ikke havde fremlagt dokumentation for, at han krydsede Storebælt ved bro- eller færgeoverfart i et omfang, der overstiger det, som skattemyndighederne havde godkendt, eller at skatteyderen benyttede andre transportmidler end egen bil. Skatteyderen havde heller ikke godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte det af skattemyndighederne udøvede skøn over befordringsfradraget. Skatteministeriet blev derfor frifundet. 

Skatterådet kunne bekræfte, at en kommune kunne gennemføre berigtigelsen af ejerforholdene i tingbogen i forbindelse med overdragelse af ejendomme fra regionen, uden at der pålægges tinglysningsafgift. Overdragelserne vurderes at være sket i medfør af kommunalreformen. Det fremgår af tinglysningsafgiftslovens § 1 a, at overdragelser i medfør af kommunalreformen er afgiftsfritaget.

Sagsøger havde ikke fået godkendt fradrag for underskuddet af sin personlig drevne virksomhed med handel med brændsel mv. i sin skattepligtige indkomst, herunder sin personlige indkomst, idet virksomheden ikke blev anset som erhvervsmæssig, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1 litra a, og personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 1. 

Retten udtalte, at anerkendelse af, at en virksomhed er erhvervsmæssig i skattemæssig henseende, blandt andet forudsætter, at virksomheden er etableret med udsigt til at opnå en fortjeneste, som står i rimeligt forhold til den investerede kapital og arbejdsindsats. Videre udtalte retten, at udsigten til en sådan rentabilitet skal være til stede i det indkomstår, hvor underskuddet fradrages, samt at hvis virksomheden har været underskudsgivende i årene forinden, skal der være et sikkert grundlag for at antage, at virksomheden vil have en fremadrettet rentabilitet. Retten fastslog herefter, at det påhviler den skattepligtige at føre bevis herfor.

Om den konkrete sag konstaterede retten først, at sagsøgers virksomhed havde været underskudsgivende i 21 år forud for de omtvistede år. Retten udtalte herefter, at de foreliggende regnskabstal ikke gav nogen støtte for, at virksomheden efter omlægning af driften kunne anses for at have været i en opstartsperiode i de omtvistede år, og at sagsøger ikke på anden måde havde godtgjort noget grundlag for at antage, at der var udsigt til, at hans virksomhed ville udvikle sig således, at den ville give en rimelig fortjeneste. Den omstændighed, at virksomheden i året efter de omtvistede år havde haft et overskud, kunne ikke tillægges nogen afgørende vægt i vurderingen af, om virksomheden havde udsigt til at blive rentabel.

På denne baggrund - og da der ikke var grundlag for at hjemvise sagen - tog retten Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge. 

Spørger anmodet om tilladelse efter ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4, til at overdrage anparter i B ApS til en almenvelgørende/almennyttig fond, uden at der skete udlodningsbeskatning af de ultimative ejere.

Skatterådet gav tilladelse, da det var Skatterådets opfattelse, at overdragelsen i den konkrete sag skete i ansøgernes ideelle interesse, og ikke i deres personlige eller økonomiske interesse. Der var herved henset til, at den påtænkte fond var almenvelgørende/almennyttig, og at der efter fondens udkast til vedtægter hverken var tillagt ansøgerne eller andre særlige rettigheder i fonden.

Sagen vedrørte hvorvidt en gældskonvertering mellem et moderselskab og dets 100 pct. ejede datterselskab udløste beskatning af de ultimative ejere. Skatterådet fandt, at i den konkrete sag indebar gældskonverteringen ikke, at der skete nogen form for udlodning til Spørgerne ligesom der ikke skete nogen formueforskydning mellem dem. På den baggrund fandt Skatterådet, at gældskonverteringen ikke udløste beskatning af de ultimative ejere.

Endvidere vedrørte sagen spørgsmålet hvorvidt en dansk fond med en nærmere beskrevet formålsbestemmelse var almenvelgørende/almennyttig. Skatterådet kunne bekræfte dette, og at et kapitalindskud i fonden bestående af kontanter, hvorved fondens grundkapital tilvejebringes, ikke udløste beskatning af de ultimative ejere af det overdragne selskab.

Indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse tykke plader af ulegeret stål eller andre former for legeret stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina efter en udløbsundersøgelse.

Sagen var anlagt til prøvelse af en afgørelse fra Landsskatteretten om afslag på sagsøgerens anmodning om tilbagebetaling af udbytteskat for årene 2002-2007. I stævningen havde sagsøgeren nedlagt påstande om tilbagebetaling af den omhandlede udbytteskat. Under hovedforhandlingen nedlagde sagsøgeren imidlertid alene påstande om, at landsrettens dommere skulle vige deres sæde, at der skulle udmeldes andre dommere, og at der skulle ske præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen. Landsretten fandt, at sagsøgeren ikke havde retlig interesse i at få prøvet de nu nedlagte påstande og afviste derfor sagen.

Sagen angik beskatningstidspunkt samt anvendelse af FIFO-princippet i relation til investering af kryptovaluta i form af staking på Concordium blockchainen. Skatterådet fandt, at den pågældende type af kryptovaluta, der var såkaldte kryptotokens, skulle anses for formueaktiver, der var omfattet af reglerne i statsskatteloven, og at spørgerens erhvervelser af kryptovaluta på baggrund af sagens omstændigheder skulle anses for foretaget i spekulationsøjemed. Derudover fandt Skatterådet, at spørgerens omveksling af én type kryptovaluta til en anden skulle anses for en skattemæssig afståelse, samt at erhvervelsen af de pågældende rewards skulle indtægtsføres på tildelingstidspunktet. Skatterådet fandt derudover, at eftersom spørgerens porteføjle bestod af en større beholdning af ens kryptovaluta, hvor det var meget vanskeligt at identificere de enkelte kryptovaluta, skulle spørgeren anvende FIFO-princippet i forbindelse med opgørelser ved delsalg fra den pågældende beholdning. Dette var en fravigelse af hovedreglen om, at der skulle foretages en aktiv-for-aktiv opgørelse.