Sagen angik, om skatteyder var fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2014-2018. Det var ubestridt, at skatteyderen fraflyttede Danmark den 30. november 2007. Spørgsmålet i sagen var derfor, om han var tilflyttet Danmark senest den 1. januar 2014. Det var i den forbindelse et tvistepunkt, om skatteyderen havde bopæl i Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, og om skatteyderen havde taget ophold i Danmark, jf. kildeskattelovens § 7, stk. 1. Landsretten fandt, at skatteyderen havde bopæl i Danmark, og at han havde opholdt sig i Danmark i mere end 180 dage i indkomståret 2013. Skatteyderen var derfor skattepligtig til Danmark senest fra den 1. januar 2014, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1.

En skattepligtig anmodede om syn og skøn i en sag om beskatning af gevinster på kryptovaluta og indleverede i samme forbindelse fem spørgsmål, der skulle stilles til skønsmanden. Anmodningen blev fremsat ca. fem måneder inden forberedelsens afslutning og knap 1½ år efter landsretten havde meddelt, at anmodning om bevisførelse, der forlængede sagsbehandlingstiden væsentligt, skulle fremsættes senest 4 uger senere. Skatteministeriet protesterede imod anmodningen.

Landsretten afsagde kendelse om ikke at imødekomme anmodningen om syn og skøn. Landsretten lagde vægt på, at det ikke kunne anses for undskyldeligt, at anmodningen først var fremsat knap 5 måneder før forberedelsens afslutning. Landsretten lagde endvidere vægt på, at nægtelse af tilladelse ville kunne medføre et uforholdsmæssigt tab for den skattepligtige, idet de foreslåede spørgsmål af forskellige årsager ikke var egnede til syn og skøn.

Toldtariffen anvendes ved ind- og udførsel af varer og er grundlag for såvel toldbehandlingen som indsamlingen af oplysninger til udenrigshandelsstatistikken, herunder Intrastat.

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af indlånskonti for kalenderåret 2025.  

Vejledningen gælder for virksomheder der modtager eller formidler indskud

Indberetningspligten følger reglerne i skatteindberetningsloven og skatteindberetningsbekendtgørelsen.

Landsskatteretten tiltrådte, at Skattestyrelsen havde været berettiget til at foretage klagerens skatteansættelse ekstraordinært for indkomståret 2020 skønsmæssigt i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.  Spørgsmålet var herefter, om Skattestyrelsen havde overholdt varslingsfristen på seks måneder i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Landsskatteretten anførte, at Skattestyrelsen den 9. marts 2023, inden udløbet af den ordinære ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, anmodede klageren om at fremsende bankkontoudskrifter. Selv efter Skattestyrelsens gentagne efterfølgende forsøg og bøder på 60.000 kr. fremkom klageren ikke med bankkontoudskrifterne. Der forelå ingen oplysninger om baggrunden herfor. Landsskatteretten bemærkede, at bankkontoudskrifter, hvoraf indtægter og udgifter fremgik - generelt - kunne have væsentlig betydning for rigtigheden af en skatteansættelse, der, som følge af skatteyderens forhold, skulle foretages skønsmæssigt. Som led i sagsoplysningen, og dermed opfyldelsen af officialprincippet, måtte Skattestyrelsen, da klageren ikke medvirkede til hertil, den 24. juni 2024 i medfør af reglerne i skattekontrolloven selv bede klagerens to banker om de kontoudskrifter, som Skattestyrelsen fra den 9. marts 2023 løbende havde efterspurgt hos klageren. Skattestyrelsen modtog kontoudskrifterne fra bankerne den 26. juni 2024. På dette grundlag fandt Landsskatteretten, at kundskabstidspunktet i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, tidligst indtraf ved Skattestyrelsens modtagelse af kontoudskrifterne fra banken den 26. juni 2024. Da Skattestyrelsen varslede den omtvistede forhøjelse inden seks måneder herefter, nemlig den 30. oktober 2024, var varslingsfristen overholdt. Den omstændighed, at Skattestyrelsen kunne have anmodet klagerens banker om kontoudskrifterne på et tidligere tidspunkt end den 24. juni 2024, og at udskrifterne ikke indgik i den varslede skønsmæssige forhøjelse ifølge agterskrivelsen af 30. oktober 2024, kunne ikke føre til et andet resultat. Da Skattestyrelsen foretog skatteansættelsen den 6. december 2024 og dermed inden tre måneder efter agterskrivelsen af 30. oktober 2024, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt., stadfæstede Landsskatteretten herefter Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om et selskab skulle stille en økonomisk sikkerhed på samlet 270.000 kr. som betingelse for selskabets registrering for A-skat og AM-bidrag. Landsskatteretten fandt, at betingelserne i opkrævningslovens § 11, stk. 2, nr. 3, var opfyldt, idet selskabets direktør på afgørelsestidspunktet, inden for de seneste 5 år, havde været registreret som ejer og en del af ledelsen af selskab 2, der havde fået nægtet registrering for A-skat og AM-bidrag, jf. opkrævningslovens § 19 b, stk. 1, nr. 2, og da selskabet havde ansøgt om registrering for samme type registreringsforhold. Nægtelsen af registrering for A-skat og AM-bidrag truffet over for selskab 2 den 1. marts 2024 var begrundet med, at selskab 2 havde afgivet urigtige oplysninger om, hvem der deltog i ledelsen af selskab 2. Skattestyrelsen vurderede, at direktøren reelt ikke ledede selskab 2, og at selskab 2 reelt var ledet af direktørens ægtefælle. Afgørelsen af 1. marts 2024 om nægtelse af registrering blev ikke påklaget. Landsskatteretten lagde herefter til grund, at det var hensigten, at selskabet skulle videreføre den drift, der tidligere lå i selskab 2. Da direktøren således tidligere havde været registreret som direktør i selskab 2, der varetog samme drift, som nu blev varetaget af selskabet, uden reelt at lede dette, fandt Landsskatteretten efter et konkret skøn, at virksomhedens drift med direktøren som registreret direktør indebar en nærliggende risiko for tab for staten, jf. opkrævningslovens § 11, stk. 3. Landsskatteretten nedsatte sikkerhedens størrelse til 180.000 kr. og ændrede Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.

Sagen angik, om et selskab kunne genanbringe en ejendomsavance, som selskabet havde realiseret i indkomståret 2016, i to ejendomme, der først blev erhvervet med succession i medfør af kildeskattelovens § 33 C, stk. 2, og herefter ved succession i medfør af virksomhedsomdannelseslovens § 6 og fusionsskattelovens § 8. Landsskatteretten fandt, at selskabet havde succederet i først A’s og dernæst H2 ApS’ anskaffelsestidspunkt for de to ejendomme, og at selskabet dermed opfyldte de tidsmæssige betingelser for at genanbringe ejendomsavancen. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om selskabet skulle være registreret efter kuldioxidafgiftslovens § 3, nr. 3, når selskabet fremstillede biogas og derfor var registreret efter gasafgiftslovens § 3, stk. 1. På baggrund af den klare ordlyd af kuldioxidafgiftslovens § 3, nr. 3, og forarbejderne hertil fandt Landsskatteretten, at selskabet, der var registreret efter gasafgiftslovens § 3, tilsvarende skulle registreres efter kuldioxidafgiftsloven. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at biogas som udgangspunkt ikke var omfattet af kuldioxidafgiftslovens afgiftspligtige vareområde. Skattestyrelsens praksis, som bl.a. udtrykt i Den juridiske vejledning, 2019-1, afsnit E.A.4.5.5, kunne heller ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse, således at selskabet skulle være en registreret virksomhed efter kuldioxidafgiftslovens § 3, nr. 3.

Koncernen påtænkte at samle sine investeringer hos moderselskabet (Spørger) med henblik på, at koncernens midler blev anbragt i overensstemmelse med en fastlagt investeringsstrategi og tilhørende instruks. Som led i denne strategi blev den likvide formue udliciteret til eksterne kapitalforvaltere. Da Spørger var en forening omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, var foreningen som udgangspunkt kun skattepligtig af indtægter fra erhvervsmæssig virksomhed samt gevinster og tab ved afhændelse af formuegoder, der var knyttet til denne erhvervsmæssige drift.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørger ved at følge den beskrevne finansielle strategi ikke ville være skattepligtig af avancer eller havde fradragsret for tab på aktier, da foreningen ikke kunne anses for at drive næring ved køb og salg af værdipapirer. Det samme gjorde sig gældende for gevinster og tab ved investeringer i pengemarkedet, idet foreningen ikke drev erhvervsmæssig virksomhed med handel med finansielle instrumenter. Desuden kunne Skatterådet bekræfte, at Spørger ikke vil være skattepligtig af renteindtægter eller gevinster på obligationer, da der var tale om koncerneksterne obligationer, som faldt uden for foreningens begrænsede skattepligt.

Sagen angik, hvorvidt en eneanpartshaver i et holdingselskab skulle beskattes af maskeret udbytte i forbindelse med, at holdingselskabet i 2014 havde afholdt købesummen for en bil, ligesom selskabet havde afholdt løbende omkostninger relateret til bilens drift. 

Det var eneanpartshaverens synspunkt, at selskabet havde erhvervet og var ejer af bilen, hvorfor eneanpartshaveren alene kunne beskattes af sin løbende rådighed over bilen, mens det var Skatteministeriets opfattelse, at bilen for selskabets midler var erhvervet privat af eneanpartshaveren som ejer, hvorfor eneanpartshaveren skulle beskattes af købesummen og de løbende afholdte omkostninger som maskeret udbytte. 

Retten bemærkede indledningsvist, at kun eneanpartshaveren havde været registreret som ejer af bilen, og bemærkede også, at flere fakturaer, herunder for forsikring af køretøjet, var udstedt til ham personligt. Retten fandt herefter, at det påhvilede eneanpartshaveren at godtgøre, at det - på trods af ejerregistreringen - var holdingselskabet, der var den reelle ejer af bilen. 

Under henvisning til sagens oplysninger, herunder at eneanpartshaveren ikke havde reageret på, at han var registreret som ejer af bilen, fandt retten ikke, at eneanpartshaveren havde løftet sin skærpede bevisbyrde for, at han ikke var den reelle ejer af bilen. 

Sagen angik, om klageren var berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med en klagesag, som Landsskatteretten ved afgørelse af 23. november 2022 havde afvist at realitetsbehandle. Efter skatteforvaltningslovens § 54, stk. 4, 2. punktum, der trådte i kraft den 1. juli 2020, blev der kun ydet omkostningsgodtgørelse, i det omfang sagen ikke blev afvist fra realitetsbehandling som følge af oprindelige formelle mangler i forbindelse med klagen. Landsskatteretten fandt, at der også før den 1. juli 2020 eksisterede en praksis om, at der kun blev ydet omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til Landsskatteretten, i det omfang sagen ikke helt eller delvist blev afvist fra realitetsbehandling på grund af oprindelige formelle mangler. Landsskatteretten lagde herefter til grund, at klagen af 1. november 2019 over afgørelsen vedrørende selskabet var indgivet af klageren på egne vegne som privat person og således ikke på vegne af selskabet. Landsskatteretten henså herved til, at klagen klart fremstod som indgivet af klageren på egne vegne, hvilket også fremgik af kurators mail af 1. oktober 2021 til Skatteankestyrelsen. Landsskatteretten henså endvidere til, at Landsskatteretten i afgørelsen af 23. november 2022 lagde til grund, at klagen blev indgivet af klageren på egne vegne, og at det var grunden til, at klagen blev afvist. Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at der på tidspunktet for indgivelsen af klagen den 1. november 2019 forelå manglende klageberettigelse for klageren i forhold til afgørelsen overfor selskabet. Landsskatteretten lagde herved vægt på, at klageren ikke på egne vegne kunne klage over afgørelsen vedrørende selskabet, uanset om selskabet var aktivt, eller om selskabet var opløst. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om klageren var berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage over skatteansættelsen for indkomståret 2012, som Landsskatteretten ved afgørelse af 25. april 2022 havde afvist at realitetsbehandle. Efter skatteforvaltningslovens § 54, stk. 4, 2. punktum, der trådte i kraft den 1. juli 2020, blev der kun ydet omkostningsgodtgørelse, i det omfang sagen ikke blev afvist fra realitetsbehandling som følge af oprindelige formelle mangler i forbindelse med klagen. Landsskatteretten fandt, at der også før den 1. juli 2020 eksisterede en praksis om, at der kun blev ydet omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til Landsskatteretten, i det omfang sagen ikke helt eller delvist blev afvist fra realitetsbehandling på grund af oprindelige formelle mangler. Herefter fandt Landsskatteretten, at den manglende kompetence var til stede på det tidspunkt, hvor klagen blev indgivet. Landsskatteretten lagde herved vægt på, at Skattestyrelsen den 31. august 2018 - på baggrund af oplysninger fra klageren - havde genoptaget bl.a. den del af Skattestyrelsens afgørelse af 15. august 2018, der vedrørte skatteansættelsen for indkomståret 2012, og at klageren herefter var afskåret fra at få klagebehandlet skatteansættelsen for indkomståret 2012 ved at klage over afgørelsen af 15. august 2018. Efter Skattestyrelsens genoptagelse af bl.a. skatteansættelsen for indkomståret 2012 den 31. august 2018 kunne klageren således alene få klagebehandlet skatteansættelsen for indkomståret 2012, såfremt han påklagede den senere afgørelse af 9. november 2018, hvilket imidlertid ikke skete. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Denne vejledning anvendes til beskrivelse af feltnumre i forbindelse med angivelse af PAL-skat efter PAL § 21. Vejledningen gælder både ved ordinære angivelser og ved korrektionsangivelser vedrørende samtlige institutter omfattet af PAL § 21, uanset hvilken skattepligtsbestemmelse instituttet er omfattet af.

En hovedanpartshaver skulle beskattes af et lån, som hovedanpartshaverens selskab havde ydet til en person, som var i et interessefællesskab med hovedanpartshaveren. Retten fandt således, at lånet var ydet i hovedanpartshaverens personlige interesse, og at lånet derfor skulle anses for at have passeret hovedanpartshaverens økonomi.

Skatterådet kunne bekræfte, at afgiften ved tinglysning af ejerskifte af fast ejendom vedrører adkomstændringer, i forbindelse med en omdannelse af personlig ejet virksomhed, hvori et ægtepar i ligeligt sameje ejede og drev en erhvervsejendom, til et interessentskab, ville være omfattet af tinglysningsafgiftslovens § 6 a med den virkning, at tinglysningsafgiften udgør 1.850 kr.

I forbindelse med et kommende generationsskifte ville spørger omdanne den personlige virksomhed, hvor spørger havde en erhvervsejendom, til et interessentskab, som herefter ville blive adkomsthaver til ejendommen. Omdannelsen var i overensstemmelse med praksis for anvendelse af tinglysningsafgiftslovens § 6 a som senest beskrevet i SKM2024.49.LSR, herunder i overensstemmelse med SKM2021.110.HR om fortolkning af begrebet "selskaber m.v.".

Meddelelsen indeholder opdaterede indeks for udviklingen i huspriser som kan anvendes ved opgørelsen af grundlaget for ejendomsværdiskat for ejendomme beliggende i udlandet til brug for indkomståret 2025. Det drejer sig om det svenske indeks for fritidshuse, indekstal fra OECD samt Danmarks Statistiks prisindeks for sommerhuse beliggende i Danmark. Vurderingsstyrelsen har desuden godkendt et britisk indeks, som skal benyttes for ejendomme beliggende i Storbritannien fra og med indkomståret 2024.

Sagsøgeren drev en tysksproget hjemmeside, der formidlede udlejning af danske fritidshuse til tyske kunder, på vegne af en række danske feriehusudlejningsvirksomheder. Det var ubestridt, at formidlingen skete for feriehusudlejningsvirksomhedernes regning. Spørgsmålet var derfor, om sagsøgeren handlede i eget navn, og om formidlingsydelserne derfor var momsfritaget i medfør af momslovens § 4, stk. 4, sammenholdt med § 13, stk. 1, nr. 8, 1. pkt.

Retten (3 dommere) fandt, at sagsøgeren ikke handlede i eget navn, og at ydelserne derfor var momspligtige i medfør af momslovens § 4, stk. 1. Retten fandt det ikke godtgjort, at der havde foreligget en bindende admini­strativ praksis, som gav sagsøgeren krav på momsfritagelse i strid med loven. Sagsøgeren havde heller ikke krav på momsfritagelse ud fra en lighedsgrundsætning. 

Spørgerne drev A-kassevirksomhed og påtænkte at etablere en forening med begrænset ansvar, jf. § 3, stk. 1, i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, som skulle levere en række ydelser til Spørgerne. I henhold til de fremlagte vedtægter skulle medlemmerne betale et månedligt kontingent, som afspejlede en ligelig fordeling af foreningens omkostninger til ydelserne.

Skatterådet kunne bekræfte, at foreningen momsmæssigt skulle anses som en selvstændig momspligtig person, hvorfor ydelserne i udgangspunktet var momspligtige. Skatterådet kunne dog bekræfte, at ydelserne var momsfritagne efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, idet ydelserne leveredes til brug for Spørgernes momsfritagne A-kassevirksomhed.

I forbindelse med, at foreningen påtænkte at optage endnu en A-kasse kunne Skatterådet bekræfte, at også ydelserne leveret til denne A-kasse omfattedes af momsfritagelsen, ligesom Spørgernes overdragelse af en ideel andel af de materielle og immaterielle aktiver, hvortil Spørgerne vederlagsfrit havde overdraget brugsretten til foreningen, til A-kassen forinden optagelse i foreningen var momsfritaget, jf. momslovens § 13, stk. 2.