Faren (herefter "Afdøde") til Spørger 1 og Spørger 2, der var arvinger i boet, afgik ved døden i 2025. I boets aktiver indgik bl.a. 100 pct. af kapitalandelene i H1 Holding ApS og 100 pct. af ejerandelene i K/S H2.

Aktiviteten i såvel H1 Holding ApS som i K/S H2 var udlejning af fast ejendom. Frem til Afdødes død var udlejningsejendommene blevet administreret af en ekstern administrator.

Under boets behandling var der i H1-koncernen blevet stiftet et ejendomsadministrationsselskab, der havde overtaget administrationen af udlejningsejendommene under H1 Holding ApS og i K/S H2.

Det påtænktes, at der under boets behandling skulle gennemføres en skattefri ombytning af kapitalandelene i H1 Holding ApS, og efterfølgende en spaltning af det nystiftede holdingselskab i 2 nye selskaber: S1 Holding ApS og S2 Holding ApS, således at Spørger 1 og Spørger 2 kunne få udlagt hver deres holdingselskab fra boet.

Spørgerne ønskede bekræftet, at kapitalandelene i S1 Holding ApS i foråret 2027 kunne udloddes til Spørger 1 med skattemæssig succession.

Skatterådet fandt, at de grundlæggende betingelser for udlodning med skattemæssig succession, jf. dødsboskattelovens § 36, var opfyldte. Udlodning med skattemæssig succession kunne herefter foretages, hvis S1 Holding ApS ikke var et selskab, hvis virksomhed i overvejende grad bestod af passiv kapitalanbringelse (pengetank). Skatterådet fandt, at 6 af 9 udlejningsejendomme ejet gennem H1 Holding-koncernen opfyldte betingelsen om mindst 50 pct. ejer- eller stemmeandel. Administrationen af disse ejendomme var under boets behandling overgået til et selskab i H1 Holding-koncernen, således at administrationen blev varetaget af ansatte i H1 Holding-koncernen. Skatterådet fandt, at ansatte i et ejendomsadministrationsselskab i koncernen ikke ansås for uafhængige fysiske eller juridiske personer. Skatterådet fandt, at betingelserne for at være omfattet af reglerne om aktiv ejendomsudlejning, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, skulle være opfyldt på udlodningstidspunktet, jf. dødsboskattelovens § 29, stk. 3. Da udlodning efter det oplyste ville ske i foråret 2027 fandt Skatterådet, at betingelserne for udlodning med skattemæssig succession var opfyldt. Skatterådet bekræftede herefter, at betingelserne for udlodning med skattemæssig succession ville være opfyldte for de 6 ejendomme, der opfyldte betingelsen om mindst 50 pct. ejerskab ved udlodning i foråret 2027.

Spørgerne ønskede endvidere bekræftet, at ejendommene i K/S H2 kunne udloddes med skattemæssig succession efter dødsboskattelovens § 29, stk. 2.

Efter dødsboskattelovens § 29, stk. 2, kunne fast ejendom udloddes med skattemæssig succession, når ejendommen blev anvendt i afdødes erhvervsvirksomhed. Udlejning af anden fast ejendom end fast ejendom omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7 og ejendomsvurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 2 og 3 ansås ikke for erhvervsvirksomhed.

Frem til Afdødes død var udlejningsejendommene i K/S H2 blevet administreret af en ekstern administrator. Betingelserne i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, var således ikke opfyldt i Afdødes levetid, og ejendommene indgik således ikke i Afdødes erhvervsvirksomhed. Skatterådet kunne herefter ikke bekræfte, at ejendommene i K/S H2 kunne udloddes med skattemæssig succession.

Spørger ønskede at få bekræftet, at Spørger, Selskab-1 og Selskab-2 ikke ansås for mellemholdingselskaber omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 4 A, stk. 3, hvilket Skatterådet bekræftede, idet betingelse i nr. 5 i aktieavancebeskatningslovens § 4 A, stk. 3 om at mere end 50 pct. af aktiekapitalen i mellemholdingselskabet ejes af selskaber, der ikke ville kunne modtage udbytter skattefrit ved direkte ejerskab, ikke var opfyldt.

Endvidere ønskede Spørger at få bekræftet, at den gennemførte omstrukturering i Spørger ikke var omfattet af Ligningslovens § 3. Selvom hovedformålet med omstruktureringen var at undgå, at mellemholdingreglen fandt anvendelse og dermed opnå en skattefordel, var det Skatterådets opfattelse, at omstruktureringen alene udgjorde en objektiv opfyldelse af kriterierne i aktieavancebeskatningslovens § 4 A, stk. 3, der ikke i sig selv udgjorde et misbrug. Derfor var omstruktureringen ikke i strid med formålet og hensigten med skatteretten, og ligningslovens § 3 fandt derfor ikke anvendelse.

Spørger havde overdraget nom. 9.000 B-kapitalandele i H1 ApS til hver af sine 2 sønner. Overdragelserne var sket med skattemæssig succession og kapitalandelene var værdiansat efter den skematiske værdiansættelsesmodel i boafgiftslovens § 12 a.

H1 ApS ejede 100 pct. af H2 A/S, der var stiftet ved en skattefri virksomhedsomdannelse i december 2025. Forud for den skattefrie virksomhedsomdannelse havde Spørger drevet virksomheden H2 som en personligt ejet virksomhed.

Spørger ønskede bekræftet, at overdragelserne af nom. 9.000 B-kapitalandele kunne ske med skattemæssig succession efter aktieavancebeskatningslovens § 34. Skatterådet fandt, at betingelserne for overdragelse med skattemæssig succession var opfyldte, og bekræftede derfor, at overdragelserne kunne ske med skattemæssig succession.

Spørger ønskede derudover bekræftet, at der ved overdragelserne var retskrav på at anvende den skematiske værdiansættelsesmodel i boafgiftslovens § 12 a. Skatterådet fandt, at betingelserne for anvendelse af boafgiftslovens § 12 a var opfyldte, og bekræftede derfor, at der var retskrav på anvendelse af boafgiftslovens § 12 a.

Endelig ønskede Spørger bekræftet, at overdragelsessummen for nom. 9.000 B-kapitalandele kunne opgøres til 36.332.666 kr., herunder at der kunne fratrækkes driftsherreløn ved beregningen af den kapitaliserede merindtjening i H2 A/S. Skatterådet fandt, at boafgiftslovens § 12 a, stk. 6, efter sin klare ordlyd og bemærkningerne til bestemmelsen alene gav mulighed for at fratrække driftsherreløn ved overdragelse af personligt ejede virksomheder. Efter den skattefrie omdannelse var H2 A/S en selskabsejet virksomhed, og der kunne derfor ikke fratrækkes driftsherreløn ved beregningen af den kapitaliserede merindtjening i H2 A/S. Skatterådet kunne herefter ikke bekræfte, at overdragelsessummen for nom. 9.000 B-kapitalandele kunne opgøres til 36.332.666 kr. Skatterådet tog ikke stilling til, hvorvidt den aftalte overdragelsessum kunne anses som handelsværdien af de overdragne B-kapitalandele.

Spørgerne havde den 17. november 2025 gennemført et generationsskifte af H1 Holding ApS. I forbindelse med generationsskiftet var der betalt gaveafgift med nedsat sats på 10 pct.

H1 Holding ApS ejede indirekte udlejningsejendommen Ejendom 1, udlejningsejendommen Ejendom 2 og en række udlejede ejerlejligheder i Ejendom 3.

Spørgerne påtænkte derefter at foretage renovering og forbedring af de to udlejningsejendomme. Til finansiering heraf påtænktes det at sælge en ejerlejlighed i Ejendom 3.

Spørgerne ønskede bekræftet, at frasalget af ejerlejligheden kunne ske uden, at dette udløste forhøjelse af gaveafgiften efter boafgiftslovens § 23 b.

Skatterådet fandt, at udlejningsejendommene og de udlejede ejerlejligheder udgjorde én samlet udlejningsvirksomhed, og salg af en ejerlejlighed ville derfor være salg af et enkeltaktiv fra udlejningsvirksomheden. Skatterådet fandt, at det påtænkte salg af en ejerlejlighed ikke ville reducere virksomhedens indtægtsgrundlag i væsentligt omfang. Skatterådet bekræftede herefter, at den påtænkte salg af ejerlejligheden ikke udløste forhøjelse af gaveafgiften.

Spørger var juridisk set både direkte og indirekte ejer af aktier, der siden 2020 havde været optaget til handel på en multilateral handelsfacilitet. Spørgers første erhvervelse af de juridisk set direkte ejede aktier var sket den 3 dage før børsnoteringen i 2020. Spørgers første erhvervelse af de juridisk set indirekte ejede aktier var sket i 2016.

Spørgsmål 1 omhandlede, om spørger, på grund af værnsreglen om mellemholdingselskaber i aktieavancebeskatningsloven, skattemæssigt skulle betragtes som den direkte ejer af aktier, der juridisk set var ejet af et mellemholdingselskab. Skatterådet bekræftede, at spørger skattemæssigt skulle betragtes som den direkte ejer af de pågældende aktier, idet alle betingelser herfor var opfyldt.

Den ændring i koncernstrukturen, der indebar, at alle betingelserne var opfyldt, var sket i 2025. Spørger skulle derfor anses som den skattemæssige direkte ejer af de pågældende aktier fra 2025.

Spørgsmål 2 omhandlede, om betingelserne for, at spørger kunne vælge at anvende realisationsprincippet i stedet for lagerprincippet på de pågældende aktier, var opfyldt.

Det fremgik af ikrafttrædelsesbestemmelserne, at muligheden for at kunne vælge at anvende realisationsprincippet havde virkning for aktier, der første gang var optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet den 1. januar 2015 eller senere. Videre fremgik det, at for aktier, der var optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet i perioden fra og med den 1. januar 2015 til og med den 31. december 2024, fandt reglerne dog kun anvendelse, hvis den skattepligtige ejede aktier i det selskab, hvis aktier var optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet, mindst 30 dage før det tidspunkt, hvor aktierne første gang blev optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet.

Eftersom spørgers første erhvervelse af de juridisk set direkte ejede aktier var sket 3 dage før børsnoteringen i 2020, opfyldte spørger ikke betingelsen om, at spørger skulle have ejet aktier i det selskab, hvis aktier var optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet, mindst 30 dage før det tidspunkt, hvor aktierne første gang blev optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at betingelserne for, at spørger kunne vælge at anvende realisationsprincippet på de pågældende aktier, var opfyldt.

Spørger var juridisk set både direkte og indirekte ejer af aktier, der siden 2020 havde været optaget til handel på en multilateral handelsfacilitet. Spørgers første erhvervelse af de juridisk set direkte ejede aktier var sket den 3 dage før børsnoteringen i 2020. Spørgers første erhvervelse af de juridisk set indirekte ejede aktier var sket i 2016.

Spørgsmål 1 omhandlede, om Spørger, på grund af værnsreglen om mellemholdingselskaber i aktieavancebeskatningsloven, skattemæssigt skulle betragtes som den direkte ejer af aktier, der juridisk set var ejet af et mellemholdingselskab. Skatterådet bekræftede, at Spørger skattemæssigt skulle betragtes som den direkte ejer af de pågældende aktier, idet alle betingelser herfor var opfyldt.

Den ændring i koncernstrukturen, der indebar, at alle betingelserne var opfyldt, var sket i 2025. Spørger skulle derfor anses som den skattemæssige direkte ejer af de pågældende aktier fra 2025.

Spørgsmål 2 omhandlede, om betingelserne for, at Spørger kunne vælge at anvende realisationsprincippet i stedet for lagerprincippet på de pågældende aktier, var opfyldt.

Det fremgik af ikrafttrædelsesbestemmelserne, at muligheden for at kunne vælge at anvende realisationsprincippet havde virkning for aktier, der første gang var optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet den 1. januar 2015 eller senere. Videre fremgik det, at for aktier, der var optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet i perioden fra og med den 1. januar 2015 til og med den 31. december 2024, fandt reglerne dog kun anvendelse, hvis den skattepligtige ejede aktier i det selskab, hvis aktier var optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet, mindst 30 dage før det tidspunkt, hvor aktierne første gang blev optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet.

Eftersom Spørgers første erhvervelse af de juridisk set direkte ejede aktier var sket 3 dage før børsnoteringen i 2020, opfyldte Spørger ikke betingelsen om, at Spørger skulle have ejet aktier i det selskab, hvis aktier var optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet, mindst 30 dage før det tidspunkt, hvor aktierne første gang blev optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at betingelserne for, at Spørger kunne vælge at anvende realisationsprincippet på de pågældende aktier, var opfyldt.

Spørgerne ønskede at gennemføre en vedtægtsændring (spørgsmål 1), en anpartsombytning (spørgsmål 2), en udbytteudlodning (spørgsmål 3), en ophørsspaltning (spørgsmål 4), overdragelser af anparter med succession (spørgsmål 6), en yderligere ophørsspaltning (spørgsmål 7).

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 1, at vedtægtsændringen ikke ville medføre afståelsesbeskatning.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 2, at betingelserne for at gennemføre en skattefri anpartsombytning uden tilladelse var opfyldt.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 3, at betingelserne for at foretage en skattefri udlodning var opfyldt.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 4, at betingelserne for at gennemføre en skattefri ophørsspaltning uden tilladelse var opfyldt.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 5, at en konkret nyerhvervet ejendom indgik som et erhvervsaktiv i forhold til pengetankopgørelsen i aktieavancebeskatningslovens § 34. Skatterådet fandt, at  udlejningsvirksomheden i ejendomsselskabet i forhold til aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, kunne anses for aktiv udlejning, samt at den nyerhvervede ejendom kunne anses for at indgå i den samlede aktive udlejningsvirksomhed på lige fod med de allerede udlejede ejendomme i ejendomsselskabet.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 6, at betingelserne for at gennemføre overdragelser af anparter med succession var opfyldt.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 7, at betingelserne for at gennemføre en yderligere skattefri ophørsspaltning uden tilladelse var opfyldt.

I spørgsmål 8 ønskedes det afklaret, om den i spørgsmål 7 omtalte ophørsspaltningen kunne indebære, at de i spørgsmål 6 omtalte overdragelser af anparter med succession alligevel ikke opfyldte betingelserne for at kunne overdrages med succession efter aktieavancebeskatningslovens § 34. Skatterådet fandt, at en gennemførelse af den i spørgsmål 7 omtalte ophørsspaltning ville få konsekvenser for de i spørgsmål 6 omtalte overdragelser med succession, såfremt gennemførelsen af den i spørgsmål 7 omtalte ophørsspaltning skete med skattemæssig tilbagevirkende kraft til et tidspunkt før de i spørgsmål 6 omtalte overdragelser af anparter med succession. Dette skyldtes, at de ved ophørsspaltningen nystiftede selskaber ville udgøre pengetankselskaber, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34. Hvis spaltningen skete med skattemæssig tilbagevirkende kraft til et tidspunkt før overdragelsen med succession, ville der derfor ske en ændring af det grundlag, der skulle indgå i vurderingen af, om betingelserne i aktieavancebeskatningslovens § 34 var opfyldt. Dette ville i så fald indebære, at overdragelsen alligevel ikke kunne ske med succession. 

Omvendt fandt Skatterådet, at en gennemførelse af den i spørgsmål 7 omtalte ophørsspaltning ikke ville få konsekvenser for de i spørgsmål 6 omtalte overdragelser med succession, såfremt gennemførelsen af den i spørgsmål 7 omtalte ophørsspaltning ikke skete med skattemæssig tilbagevirkende kraft til et tidspunkt før de i spørgsmål 6 omtalte overdragelser af anparter med succession. Dette uanset, at de ved ophørsspaltningen nystiftede selskaber ville udgøre pengetankselskaber, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34.

Skatterådet fandt herefter, at spørgsmålet om, hvorvidt det kunne bekræftes, at den i spørgsmål 7 omtalte ophørsspaltning ikke ville få konsekvenser for, at de tidligere overdragelser kunne ske med skattemæssig succession, skulle besvares med "Ja, se dog indstilling og begrundelse" idet det blev forudsat, at den i spørgsmål 7 omtalte ophørsspaltning ikke skete med skattemæssig tilbagevirkende kraft til et tidspunkt før de i spørgsmål 6 omtalte overdragelser af anparter med succession.

Spørgerne påtænkte at gennemføre en skattefri aktieombytning i 2026 (efter modtagelse af afgørelse fra Skatterådet), hvor beregning af ombytningsforholdet skulle baseres på værdierne i årsrapporterne for koncernens selskaber for 2025.

Spørgerne havde indsendt en beregning af et ombytningsforhold, der var baseret på værdierne i årsrapporterne for koncernens selskaber for 2024. I den indsendte beregning af ombytningsforholdet var værdiansættelsen af hele koncernen sket efter den skematiske værdiansættelsesmetode.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at den beskrevne transaktion ikke ville medføre skattemæssige konsekvenser for de involverede selskaber og de personlige ultimative ejere, såfremt den blev gennemført i 2026 baseret på årsrapporterne for 2025 efter de principper, der var lagt til grund ved den indsendte værdiansættelse, der var baseret på årsrapporterne for 2024.

Dette skyldtes;

• at der ikke forelå tilstrækkelig dokumentation for, at den skematiske værdiansættelsesmetode, jf. boafgiftslovens § 12 a fremviste en handelsværdi af koncernens primære driftsdatterselskab,
• at der ikke forelå tilstrækkelig dokumentation for, at de anvendte værdier for koncernens ejendomme, der i årsrapporterne var optaget til ejendommenes anskaffelsessummer med fradrag af akkumulerede afskrivninger, fremviste en handelsværdi for disse ejendomme og
• at den bogførte værdi af et datterselskabs ejerandel på 33,3 procent af et datterselskab ikke var udtryk for en handelsværdi af denne ejerandel.  

Efter en konkret individuel vurdering fandt Skatterådet dog, at visse dele af koncernen kunne værdiansættes efter de anførte principper. Under forudsætning af, at der ikke for disse dele af koncernen skete ændringer i det beskrevne grundlag for vurderingen af den konkrete værdiansættelse ved den påtænkte aktieombytning, kunne principperne i den konkrete værdiansættelse baseret på årsrapporterne for koncernens selskaber for 2024, anvendes ved den opdaterede værdiansættelse, der skulle opgøres til brug for gennemførelse af den påtænkte aktieombytning i 2026 baseret på årsrapporterne for koncernens selskaber for 2025.

For de dele af koncernen, hvor Skatterådet efter en konkret individuel vurdering ikke fandt, at de anførte principper kunne anvendes, skulle der ske en konkret værdiansættelse til handelsværdi baseret på opdaterede forhold, der gjorde sig gældende på tidspunktet for gennemførelsen af aktieombytningen i 2026. 

Spørger leverede fulfillmentydelser til sine klienter. Spørgers klienter solgte varer online til kunder (forbrugere), der befandt sig i EU. Produkterne sendtes direkte fra et land uden for EU til slutbrugeren uden nogen mellemliggende lager- eller distributionsfaciliteter inden for EU. Klienterne anvendte ikke importordningen for fjernsalg af varer indført fra steder uden for EU. Skatterådet fandt, at når det mellem de to parter i en aftale om leveringen af varer er aftalt, at varerne skal leveres ufortoldet (delivered duty unpaid (DDU)) må det i overensstemmelse med den naturlige sproglige forståelse, være kunden (forbrugeren), der skal anses for importøren. Tilsvarende når det mellem parterne er aftalt, at varerne skal leveres på en navngiven destination (delivered at place (DAP)), og det konkret er aftalt, at kunden skal sørge for importformaliteterne. Skatterådet fandt derfor, at spørgers klienters kunder (forbrugerne) var pligtige til at betale importmomsen i forbindelse med klienternes salg til forbrugerne. Leveringsstedet (det momsmæssige beskatningssted) i forbindelse med varesalget til danske forbrugere var derfor ikke i Danmark. Skatterådet bekræftede, at Spørgers klienter ikke skulle betale salgsmoms.

Sagen vedrørte, om det var med rette, at Skattestyrelsen havde anset udgifter til etablering af en parkeringskælder for en fællesomkostning og dermed delvis fradragsberettiget. Selskabet drev selvstændig økonomisk virksomhed med udlejning af fast ejendom. Selskabet var frivilligt registreret for erhvervsmæssig udlejning af fast ejendom, jf. momslovens § 51, stk. 1, 1. pkt. Selskabets udlejning af lejligheder på ejendommen til boligformål var fritaget for moms. Selskabet havde afholdt udgifter til etablering af parkeringskælderen på samlet 40.000.000 kr. ekskl. moms og havde fratrukket købsmomsen heraf. Skattestyrelsen havde alene anerkendt delvis fradragsret herfor i henhold til en kvadratmeterfordeling. Landsskatteretten fandt, at en del af de omhandlede udgifter måtte anses for fællesomkostninger, idet det måtte lægges til grund, at en del af omkostningerne indgik som en del af bygningernes fundament og bærende konstruktioner. Efter en konkret vurdering af de i sagen fremlagte oplysninger om selskabets udgifter fandt Landsskatteretten dog, at det var godtgjort, at en del af de afholdte udgifter skulle anses for direkte henførbare til etablering af parkeringskælderen. Henset til et i sagen fremlagt notat fandt Landsskatteretten, at selskabet skulle henføre 7.715.186 kr. ekskl. moms til fundering og momsretligt skulle kvalificere disse udgifter som fællesomkostninger. De resterende udgifter ansås for direkte henførbare til etablering af parkeringskælderen. For så vidt angik fællesomkostningerne fandt Landsskatteretten, at det var med rette, at Skattestyrelsen havde udøvet et skøn over fradragsretten på baggrund af en kvadratmeterfordeling, jf. momslovens § 39, stk. 1, hvorefter den skønsmæssigt fastsatte fradragsret udgjorde 40,3 %. Landsskatteretten ændrede således den påklagede afgørelse på dette punkt. Herudover havde selskabet afholdt en ekstraudgift på samlet 15.595.844 kr. ekskl. moms vedrørende byggeprojektet på ejendommen. For så vidt angik disse udgifter fandt Landsskatteretten, at det var med rette, at Skattestyrelsen momsretligt havde kvalificeret disse ekstraudgifter som fællesomkostninger for de fire nyopførte bygninger, da det ikke ville have været muligt at opføre disse på ejendommen uden afholdelsen af disse ekstraudgifter. Som følge heraf var det med rette, at Skattestyrelsen alene havde anerkendt en skønsmæssigt fastsat fradragsret på 58,3 % af disse udgifter, jf. momslovens § 39, stk. 1. Landsskatteretten stadfæstelse således Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.

Klageren fik i 2025 tildelt et legat på 1.020.000 kr. fra X Fonden til gennemførelse af et forskningsprojekt, som skulle udføres på Z Universitet i By Y2. Legatet, der var et "Internationalisation Fellowship" vedrørende perioden 1. maj 2025 til 30. april 2027, skulle dække klagerens leveomkostninger, private udgifter og direkte omkostninger til at udføre forskningsprojektet, herunder køb af instrumenter og forbrugsvarer. Klageren bad Skattestyrelsen om bindende svar på en række spørgsmål, herunder 1) om hele beløbet fra X Fonden var skattefrit. Såfremt det ikke var tilfældet, bad klageren om bindende svar på, 6) om hun var berettiget til befordringsfradrag for kørsel mellem lejebolig og arbejdssted i Land Y1, og 7) om klageren skulle betale arbejdsmarkedsbidrag af den skattepligtige del af beløbet. Skattestyrelsen svarede "Nej" på spørgsmål 1, idet legatet efter Skattestyrelsens opfattelse var omfattet af ligningslovens § 7 K, stk. 4, og "Ja" på spørgsmål 6 og 7. Det fremgik ikke af det bindende svar, hvad der lå til grund for, at Skattestyrelsen anså legatet for omfattet af ligningslovens § 7 K, stk. 4, og hvorfor legatet ikke var omfattet af ligningslovens § 7 K, stk. 1-3. Landsskatteretten stadfæstede besvarelsen af spørgsmål 1 og 7, men ændrede besvarelsen af spørgsmål 6. Landsskatteretten fandt, at ligningslovens § 7 K var en undtagelse til den almindelige skattepligt, der fulgte af statsskattelovens § 4, og at det derfor påhvilede klageren at godtgøre, at betingelserne for skattefrihed var opfyldt. Denne bevisbyrde havde klageren ikke løftet. Herudover fandt Landsskatteretten bl.a. efter indholdet af bevillingsbrevet fra X Fonden og under henvisning til Landsskatterettens afgørelse offentliggjort som SKM2024.195.LSR, at legatet var betinget af, at klageren var forpligtet til at levere en indsats i form af forskning, og at der derfor var et krav om en forskningsmæssig arbejdsindsats. Der var derfor tale om vederlag for en modydelse, hvorfor der skulle betales arbejdsmarkedsbidrag af den skattepligtige del af bevillingen. Klageren var hverken i et ansættelsesforhold med X Fonden, Z Universitet eller Y Universitet, eller selvstændig erhvervsdrivende, og hendes forskning på Z Universitet var derfor ikke i relation til ligningslovens § 9 C, stk. 1, et indtægtsgivende arbejde. Landsskatteretten fandt derfor, at Z Universitet ikke var omfattet af begrebet "arbejdsplads" i ligningslovens § 9 C, og klageren var derfor ikke berettiget til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, stk. 1, for kørsel mellem hendes bopæl i Land Y1 og Z Universitet. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at der efter arbejdsmarkedsbidragslovens bestemmelser skulle betales arbejdsmarkedsbidrag af den skattepligtige del af legatet. Det bindende svar indeholdt ikke en angivelse af oplysninger om de faktiske omstændigheder, der navnlig havde været bestemmende for vurderingen af legatets karakter, og at begrundelsen for svaret på spørgsmål 1 derved ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24, stk. 2. Efter en konkret væsentlighedsvurdering fandt Landsskatteretten dog ikke grundlag for at tilsidesætte det bindende svar som ugyldigt.

Sagen angik en forhøjelse af selskabets sambeskatningsindkomst som følge af en forhøjelse af den skattepligtige indkomst i et nu opløst datterselskab. Landsskatteretten anførte, at det også efter reglerne i selskabsskattelovens § 31, stk. 2, måtte forholde sig sådan, at det kun var ansat skattepligtig indkomst, som kunne indgå i sambeskatningsindkomsten, og at det efter reglerne i selskabsskattelovens § 31, stk. 6, kun var krav på indkomstskat, der havde retlig eksistens, som der kunne hæftes for. Herefter konstaterede retten, at ansættelsen af yderligere skattepligtig indkomst for det opløste datterselskab først blev varslet og foretaget på et tidspunkt, hvor det opløste datterselskab allerede var endeligt opløst efter konkurs og ikke eksisterede som retssubjekt. Der var således ikke foretaget genoptagelse af konkursboet, og der havde dermed ikke været et retssubjekt at varsle og træffe afgørelse over for. Der var heller ikke tale om en situation og afgørelse, der hvilede på særlige bestemmelser om opløste retssubjekter som eksempelvis selskabsskattelovens § 33. Disse forhold var til stede og erkendt på tidspunktet for både varsling og afgørelse. Landsskatteretten fandt under disse konkrete omstændigheder, at afgørelsen om forhøjelsen af det opløste datterselskabs skattepligtige indkomst ikke havde haft retsvirkning efter sit indhold og måtte anses for en retlig nullitet, og at der som følge heraf heller ikke på noget tidspunkt havde været en yderligere skattepligtig indkomst, som havde kunnet indgå i selskabets sambeskatningsindkomst, eller et yderligere krav på indkomstskat, som selskabet havde kunnet hæfte for. Da forhøjelsen af selskabets sambeskatningsindkomst dermed udelukkende hvilede på ikke eksisterende skattepligtig indkomst og ikke eksisterende krav på indkomstskat vedrørende det opløste datterselskab, var der ikke noget grundlag for den foretagne forhøjelse af sambeskatningsindkomsten, og Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse og nedsatte selskabets sambeskatningsindkomst i overensstemmelse hermed.

Fonden var en alternativ investeringsfond (AIF), hjemmehørende i X-land. Fonden investerede i projekter i bl.a. Danmark og ejede via en række selskaber, herunder H1, flere danske porteføljeselskaber. Skatterådet bekræftede, at der ikke ville være begrænset skattepligt efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c på udbytteudlodninger, der strømmede gennem strukturen op til Fonden, idet Fonden ville kunne anses for retmæssig ejer af udbyttet.

Endvidere bekræftede Skatterådet, at rentebetalinger på koncerninterne lån ikke ville være omfattet af begrænset skattepligt efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, idet beskatningen skulle frafaldes efter rente-/royaldirektivet eller den X-landske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Endvidere bekræftede Skatterådet, at koncernintern udlodning af gældsbreve i forbindelse med en omstrukturering af koncernen ikke ville være omfattet af begrænset skattepligt efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c.

Endelig bekræftede Skatterådet, at ligningslovens § 3 ikke fandt anvendelse på udbytteudlodningerne og rentebetalingerne.

Sagen angik, om et selskab var berettiget til at anvende brugtmomsordningen, selvom selskabet ikke havde været momsregistreret. Landsskatteretten anførte, at det hverken af momslovens § 3, stk. 1, eller af momslovens § 69 om brugtmomsordningen fremgik, at det var et krav for afgiftspligten efter momsloven, at virksomheden var momsregistreret. Det fremgik blot, at der skulle være tale om økonomisk virksomhed. Tilsvarende fremgik det af momssystemdirektivets artikel 313 og 327, at afgiftspligtige videreforhandlere kunne anvende brugtmomsordningen. På den baggrund fandt Landsskatteretten, at selskabet havde mulighed for at vælge at afgiftsberigtige salg af brugte varer efter brugtmomsordningen i momslovens kapitel 17, uanset at selskabet ikke var momsregistreret efter momslovens § 47, hvis selskabet i øvrigt opfyldte betingelserne herfor. Da Landsskatteretten fandt, at det var tilfældet, ændrede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse.

Bindende Toldafgørelser har samlet tariferingsforordninger, HSC tariferingsudtalelser og statements i en elektronisk udgave pr. 2. juni 2026 (vejledning).
Vejledningen er opbygget efter samme model som Toldtariffen.

Sagen angik, om en forening, som var en ikke-kommerciel tv-virksomhed, havde foretaget leverancer mod vederlag, jf. momslovens § 4, stk. 1, og dermed drevet økonomisk virksomhed som omhandlet i momslovens § 3, stk. 1, således at foreningen var berettiget til at foretage fradrag for købsmoms af foreningens udgifter, jf. momslovens § 37, stk. 1, for perioden 1. januar 2017 til 30. juni 2018.  Foreningens udsendelser stilledes vederlagsfrit til rådighed på YouTube, og foreningens tv-virksomhed var finansieret ved et driftstilskud fra Radio- og tv-nævnet. Endvidere havde 3-5 medlemmer betalt et kontingent på samlet 500 kr. Landsskatteretten fandt, at foreningens tv-produktion ikke udgjorde levering mod vederlag, jf. momslovens § 4, stk. 1, da foreningen, i forhold til driftstilskuddet, ikke havde leveret ydelser mod vederlag inden for et gensidigt bebyrdende retsforhold og heller ikke ved modtagelse af et mindre beløb i medlemskontingent havde leveret en konkret og specifik modydelse som forudsat i momslovens § 4, stk. 1. Landsskatteretten henså til EU-Domstolens dom i sag C-21/20,  foreningens formål, arten og omfanget af foreningens aktiviteter samt foreningens manglende forpligtigelse til at levere en modydelse til kontingentbetalingerne. Da foreningen ikke havde gennemført leverancer mod vederlag, jf. momslovens § 4, stk. 1, fandt Landsskatteretten, at foreningen ikke havde drevet selvstændig økonomisk virksomhed i henhold til momslovens § 3, stk. 1, hvorefter foreningen ikke var berettiget til fradrag for købsmoms af foreningens udgifter, jf. momslovens § 37, stk. 1. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om skatteyder var fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2014-2018. Det var ubestridt, at skatteyderen fraflyttede Danmark den 30. november 2007. Spørgsmålet i sagen var derfor, om han var tilflyttet Danmark senest den 1. januar 2014. Det var i den forbindelse et tvistepunkt, om skatteyderen havde bopæl i Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, og om skatteyderen havde taget ophold i Danmark, jf. kildeskattelovens § 7, stk. 1. Landsretten fandt, at skatteyderen havde bopæl i Danmark, og at han havde opholdt sig i Danmark i mere end 180 dage i indkomståret 2013. Skatteyderen var derfor skattepligtig til Danmark senest fra den 1. januar 2014, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1.

En skattepligtig anmodede om syn og skøn i en sag om beskatning af gevinster på kryptovaluta og indleverede i samme forbindelse fem spørgsmål, der skulle stilles til skønsmanden. Anmodningen blev fremsat ca. fem måneder inden forberedelsens afslutning og knap 1½ år efter landsretten havde meddelt, at anmodning om bevisførelse, der forlængede sagsbehandlingstiden væsentligt, skulle fremsættes senest 4 uger senere. Skatteministeriet protesterede imod anmodningen.

Landsretten afsagde kendelse om ikke at imødekomme anmodningen om syn og skøn. Landsretten lagde vægt på, at det ikke kunne anses for undskyldeligt, at anmodningen først var fremsat knap 5 måneder før forberedelsens afslutning. Landsretten lagde endvidere vægt på, at nægtelse af tilladelse ville kunne medføre et uforholdsmæssigt tab for den skattepligtige, idet de foreslåede spørgsmål af forskellige årsager ikke var egnede til syn og skøn.

Toldtariffen anvendes ved ind- og udførsel af varer og er grundlag for såvel toldbehandlingen som indsamlingen af oplysninger til udenrigshandelsstatistikken, herunder Intrastat.

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af indlånskonti for kalenderåret 2025.  

Vejledningen gælder for virksomheder der modtager eller formidler indskud

Indberetningspligten følger reglerne i skatteindberetningsloven og skatteindberetningsbekendtgørelsen.