Styresignalet præciserer den skattemæssige behandling af ulovligt udbytte.

Skatterådet kunne bekræfte, at afgiften ved tinglysning af ejerskifte af fast ejendom vedrører adkomstændringer fra den personligt ejede virksomhed til et partnerselskab ville være omfattet af tinglysningsafgiftslovens § 6 a med den virkning, at tinglysningsafgiften udgør 1.850 kr.

I forbindelse med et kommende generationsskifte vil spørger omdanne sin personlige virksomhed, hvor spørger har diverse ejendomme, til et partnerselskab, som herefter vil blive adkomsthaver til ejendommene. Omdannelsen ses at være i overensstemmelse med praksis for anvendelse af tinglysningsafgiftslovens § 6 a som senest beskrevet i SKM2024.49.LSR, herunder i overensstemmelse med SKM2021.110.HR om fortolkning af begrebet "selskaber m.v.".

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der alene skulle betales fast afgift med 1.850 kr. ved tilbageskødning (tilbageføring) af en del af en ejendom til den tidligere ejer, når købesummen var 0 kr. og overtagelsesdagen var den 1. januar 2009.

Der var sket overdragelse af en erhvervsejendom, som ikke var sket i almindelig fri handel, hvorefter afgiften skulle beregnes efter tinglysningsafgiftslovens § 4, stk. 4.

Skatterådet fandt, at der skulle betales procentafgift på 0,6 pct. af den skønnet værdi, udover den faste afgift på 1.850 kr.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der kunne ske godtgørelse af den betalte procentafgift på grund af fejlagtig identifikation af ejendommen efter tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 1, nr. 5.

Der var sket overdragelse af en hel ejendom, i stedet for en del af ejendommen.

Ejendommen var efterfølgende blevet opdelt.

Spørger påtænkte at tilbageskøde en del af den opdelte ejendom, som ikke skulle have været overdraget, til den oprindelige ejer.

Skatterådet fandt, at der ikke kunne ske godtgørelse på baggrund af fejlagtig identifikation.

Det var på tidspunktet for tinglysningen alene muligt at overdrage hele ejendommen, da opdeling af ejendommen først skete efterfølgende.

Spørger 1 havde den 1. januar 2025 overdraget sin udlejningsvirksomhed med fast ejendom til sin ægtefælle (Spørger 2). Overdragelsen var sket som en gaveoverdragelse og omfattede 100% ejerandele i A K/S og 50% ejerandele i B P/S.

Spørger 2 varetog fra den 1. januar 2025 alle væsentlige driftsmæssige opgaver vedrørende udlejningsejendommene. Spørger 1 drev fortsat en anden erhvervsmæssig virksomhed.

Skatterådet bekræftede, at overdragelsen af udlejningsvirksomhedens aktiver og passiver til ægtefællen ikke medførte beskatning af fortjenester og tab.

Ægtefællerne havde aftalt, at Spørger 2 overtog en andel af Spørger 1’s opsparede overskud og indskudskonto.

Skatterådet bekræftede, at Spørger 2 kunne overtage en andel af Spørger 1’s opsparede overskud, og at Spørger 1 dermed ikke skulle beskattes af opsparet overskud som følge af overdragelsen.

Den andel af opsparet overskud, som en ægtefælle kan overtage ved en deloverdragelse, opgøres efter forholdet mellem kapitalafkastgrundlaget i den overdragne virksomhed og det samlede kapitalafkastgrundlag. Det overtagne opsparede overskud kan dog ikke overstige kapitalafkastgrundlaget i den overdragne virksomhed. Hvis ægtefællen har ydet vederlag for den overdragne virksomhed, skal dette fragå ved opgørelsen af kapitalafkastgrundlaget for den overdragne virksomhed.

Skatterådet bekræftede, at ægtefællerne havde opgjort andelen af opsparet overskud efter disse principper. Det blev lagt til grund for svaret, at den latente skatteforpligtelse - som indgik i berigtigelsen af overdragelsessummen - ikke ville indgå i Spørger 2’s virksomhedsordning pr. 1. januar 2025. Det blev endvidere lagt til grund, at alle aktiver og passiver i den overdragne udlejningsvirksomhed ville indgå i Spørger 2’s virksomhedsordning, og at der ikke herudover vil indgå gæld i Spørger 2’s virksomhedsordning pr. 1. januar 2025.

Endelig bekræftede Skatterådet, at Spørger 2 skulle beskattes af udlejningsvirksomhedens indkomst fra og med indkomståret 2025, idet Spørger 2 drev virksomheden.

En skatteyder havde ikke indberettet sin indkomst for indkomståret 2015 korrekt. SKAT foretog derfor en skønsmæssig forhøjelse på grundlag af indsætninger på skatteyderens bankkonto. Først efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist anmodede skatteyderen om ekstraordinær genoptagelse. Spørgsmålet var herefter, om der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2015 i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, og om betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, var overholdt.

Landsretten fandt, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at der forelå en materielt urigtig ansættelse eller en åbenbart urimelig skønsmæssig ansættelse, som kunne begrunde en tilladelse til ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Landsretten udtalte, at bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, har et snævert anvendelsesområde og eksempelvis vil kunne finde anvendelse, hvor der er begået fejl af den skatteansættende myndighed, hvor en urigtig ansættelse skyldes svig fra tredjemand eller i andre særlige tilfælde, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige.

Landsretten udtalte videre, at resultatet af Skattestyrelsens skønsmæssige ansættelse navnlig beroede på skatteyderens egne forhold, idet skatteyderen ikke havde selvangivet fyldestgørende og ikke reagerede på SKAT’s forslag til afgørelse, ligesom skatteyderen havde valgt at sammenblande sine private og erhvervsmæssige forhold ved anvendelse af samme konti til både privat og erhvervsmæssig brug. Skatteyderen havde desuden ikke påvist et grundlag for, at Skattestyrelsen ved ansættelsen skulle have foretaget et skøn over eventuelle fradragsberettigede udgifter.

Heller ikke en lægeerklæring eller skatteyderens egen forklaring om sin sygdom godtgjorde, at skatteyderen havde været ude af stand til at anmode om ordinær genoptagelse inden for fristen herfor. 

På denne baggrund tiltrådte landsretten, at der ikke forelå særlige omstændigheder, som kunne begrunde, at skatteansættelsen for 2015 skulle genoptages efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Landsretten fandt videre, at det ikke ved de lægelige oplysninger og de afgivne forklaringer var godtgjort, at skatteyderen først i efteråret 2019 blev bekendt med Skattestyrelsens forhøjelse af hans indkomst. Der var ikke i øvrigt påvist særlige omstændigheder, som kunne begrunde en dispensation fra 6 måneders fristen, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, sidste pkt.

Landsretten stadfæstede dermed byrettens dom (SKM2024.142.BR).

Sagen drejede sig om, hvorvidt spørger (dansk ApS) skulle sambeskattes med øvrige danske enheder i koncernen efter selskabsskattelovens §§ 31 og 31 C.

Koncernen bestod bl.a. af Investering Holding, der var et investeringsselskab, som defineret i IFRS 10. Investering Holding var det øverste selskab i koncernstrukturen.

Investering Holding ejede 100 pct. af Managementselskabet A, der var registreret som forvalter af alternative investeringsfonde og bl.a. ejede mere end 50 pct. af stemmerne og kapitalen i de alternative investeringsfonde AIF I og AIF II. Managementselskabet A ejede derover en dansk filial. AIF I ejede bl.a. mere end 50 pct. af et dansk ApS, der ejede mere end 50 pct. af et andet dansk ApS. AIF II ejede bl.a. mere end 50 pct. af spørger. Det var oplyst, at Managementselskabet A’s økonomiske ejerskab af de to AIF’er udgjorde en meget begrænset andel.

Managementselskabet A ejede dermed direkte eller indirekte mere end 50 pct. af stemmerne og kapitalen i fire danske enheder, men havde trods det formelle ejerskab alene en meget begrænset adgang til at påvirke og oppebære variabiliteten i selskabets økonomiske afkast af investeringen i de to AIF’er.

Det var oplyst, at hverken Investering Holding eller Managementselskabet A skulle udarbejde koncernregnskab efter IFRS 10, idet der var tale om investeringsselskaber. Der skete således ikke nogen regnskabsmæssig konsolidering mellem spørger og de øvrige danske enheder i koncernen.

Det fremgik af praksis og Den juridiske vejledning, at der ved vurderingen af spørgsmålet om koncernforbindelse skulle lægges vægt på koncerndefinitionen i de internationale regnskabsstandarder, således at kontrolbegrebet i selskabsskattelovens § 31 C, skulle fortolkes i overensstemmelse med formålet med den justerede koncerndefinition ved seneste lovændring, hvor formålet med justeringen dels var, at koncerner skulle kunne anvende den samme koncerndefinition både ved skatteberegningen efter sambeskatningsreglerne og når der blev aflagt koncernregnskab, og dels, at det havde afgørende betydning, hvem der reelt havde bestemmende indflydelse i et selskab.

Skatterådet fandt, på baggrund af en konkret helhedsvurdering af samtlige omstændigheder i sagen, herunder koncerndefinitionen i selskabsskattelovens § 31 C, koncerndefinitionens formål, jf. forarbejderne, de konkrete omstændigheder i sagen og foreliggende praksis, at spørger ikke skulle sambeskattes med de øvrige danske enheder i koncernen efter selskabsskattelovens § 31 med henvisning til selskabsskattelovens § 31 C, idet Skatterådet lagde til grund, at Managementselskabet A og de fire danske enheder ikke var regnskabsmæssigt konsoliderede efter IAS 27 eller efter danske regler.

Spørger påtænkte at give en kontant gave til en indsamlingsfond, hjemhørende i X-land. Da Fonden alene skulle videreformidle donationerne fra Spørger til gavemodtagerne, var det ikke relevant at vurdere, om Indsamlingsfonden havde et almenvelgørende eller almennyttigt formål. For at vurdere, om Spørgers påtænkte kontante donation skulle beskattes hos hovedaktionærerne, var det derimod de endelige gavemodtagers forhold, som skulle vurderes. Det kunne derfor ikke bekræftes, at en gave fra Spørger til Fonden ikke ville blive anset for maskeret udlodning til de ultimative ejere.

Virksomhedsaktiviteten bestod i undervisning/workshops, hvor der blev undervist i forskellige teknikker inden for japansk bondage, som består i at binde en person med reb, hvor bindingerne udgøres af visuelle mønstre. I forbindelse med undervisningsforløb m.v. formidlede Spørger også en dybere forståelse for den kulturelle og historiske baggrund. Spørger forestod endvidere udlejning af "bindepladser" bestående i en måtte og et stativ til brug for udøvelse af japansk bondage, hvorved Spørger fungerede som samlingspunkt for dyrkere af japansk rebkunst.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at undervisning i og workshops om japansk bondage samt Spørgers aktiviteter i forhold til at agere som socialt samlingspunkt for dyrkere af japansk bondage, var momsfritaget som kulturelle aktiviteter omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Ved vurderingen blev der henset til, at den pågældende aktivitet ikke er sammenlignelig med den virksomhedsaktivitet, som udøves af henholdsvis biblioteker, museer og zoologiske haver og dermed udgør en "lignende" aktivitet. Skatterådet vurderede endvidere at leverancerne heller ikke var momsfritaget som undervisning eller kunstnerisk virksomhed.  

På baggrund af Landsskatterettens hjemvisning af 14. november 2024 af Skattestyrelsens afgørelse (Journalnr. 20-0044776), ændrer Skattestyrelsen af egen drift sin hidtidige praksis for, hvilken tidsfrist der gælder for anmodninger om tilbagebetaling af pensionsafkastskat (PAL-skat), for personer, der har været skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland i den periode, som ønskes genoptaget.

Praksisændringen består i, at tidsfristen for anmodninger om tilbagebetaling af PAL-skat ændres fra "senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb", jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, til "senest fire år efter udløbet af det kalenderår, i hvilket pensionsafkastet er indtjent og tilskrevet pensionsordningen", jf. artikel 46, stk. 3, i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Ændringen gælder for personer, som har pensionsordninger i et eller flere danske penge- eller pensionsinstitutter, og som, i henhold til den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, har været skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland i den periode, som ønskes genoptaget. Dette gælder, uanset om personens fulde skattepligt til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, er bevaret eller ophørt i denne periode.

A (Spørger) indgik som led i sit tidligere ansættelsesforhold hos G1 A/S aftaler om tildeling af betingede aktier og aktieoptioner til aktier i moderselskabet i G-koncernen, G4 Holding Inc. For de betingede aktier og aktieoptionerne er retserhvervelsestidspunktet udskudt til henholdsvis modnings- og udnyttelsestidspunkterne.

Spørgers holdingselskab købte i løbet af modningsperioderne aktierne i G1 A/S, og selskabet blev omdøbt til H2 ApS (Spørger ApS). Samtidigt med aktieoverdragelsen indgik Spørger ApS aftale med et svensk selskab i G-koncernen, G7 AB, om levering af forsikringsformidlingsydelser til dette selskab. Ved aktieoverdragelsen blev det aftalt, at aftalerne om tildeling af betingede aktier og aktieoptioner skal fortsætte så længe, at Spørger, via sin ansættelse i Spørger ApS, personligt leverer ydelserne omfattet af forsikringsformidlingsaftalen.

Skatterådet kan ikke bekræfte, at Spørger skal beskattes af værdien af aktier og aktieoptioner som en indtægt fra tidligere ansættelse på henholdsvis retserhvervelsestidspunkt for betingede aktier efter ligningslovens § 16, og på udnyttelsestidspunktet for aktieoptionerne efter ligningsloven § 28, efter at aktierne i G1 A/S er overdraget til Spørgers holdingselskab.

Skatterådet bekræfter, at værdien af de betingede aktier og aktieoptioner ikke skal medregnes til lønsumsafgiftsgrundlaget for Spørger ApS, når det gælder aktierne retserhvervet og aktieoptioner udnyttet efter aktieoverdragelsen. Der er herved henset til, at det ikke er Spørger ApS, der er forpligtet til at yde de betingede aktier og aktieoptionerne. Værdien heraf anses derfor ikke for at være en lønudgift for Spørger ApS.

A flygtede til Danmark med sin familie på baggrund af krigen i Ukraine. Siden april 2022 har A været fuldt skattepligtig til begge stater, og havde fast bolig til rådighed i begge stater. Under hensyn til de usædvanlige omstændigheder udløst af krigen i Ukraine, og på baggrund af en samlet vurdering af hans personlige og økonomiske interesser fandt Skatterådet, at han havde de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser til Ukraine indtil oktober 2024.

Skatterådet fandt, at han i stigende grad måtte anses at have etableret et nyt liv i Danmark, som indebar, at de stærkeste økonomiske interesser og de personlige interesser har ændret sig fra at være i Ukraine til at være i Danmark.

Fra oktober 2024 overgik A til at arbejde for en dansk arbejdsgiver. Dertil kom, at A havde boet i med sin familie i Danmark i snart 3 år, og forsøgte at erhverve sig dansk statsborgerskab. Derfor fandt Skatterådet ud fra en samlet vurdering, at han siden oktober 2024 havde de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser i Danmark og derfor fik skattemæssigt hjemsted her i landet.

Sagen angik, om der var grundlag for at ændre den af sagsøgeren selvanmeldte handelspris af et køretøj. Retten fandt det sandsynliggjort, at den selvanmeldte handelspris var forkert bl.a. som følge af, at sagsøgeren i sammenligningsgrundlaget havde anvendt motorkøretøjer, som havde en anden motorstørrelse end det anmeldte køretøj. Der var derfor grundlag for at ændre den selvanmeldte handelspris. Spørgsmålet var herefter, om sagsøgeren havde påvist et sikkert grundlag for at tilsidesætte motorankenævnets skøn over køretøjets handelspris. Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde påvist dette. Det var heller ikke godtgjort, at motorankenævnet fejlagtigt havde undladt at give sagsøgeren et "klargøringsfradrag" eller et fradrag for særlig anvendelse. Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet. 

Spørger flyttede i oktober 2024 til Polen, hvor han påbegyndte arbejde, og således skabte sin indkomst. Spørgers hensigt var at etablere sig varigt i Polen. Endvidere havde han sine fritidsinteresser i Polen. Samværet med ægtefællen foregik primært i Polen, men Spørger agtede også at besøge Danmark. Grundet spørgers relative korte ophold i Polen kunne det ikke med fornøden sikkerhed fastslås, om han havde haft midtpunkt for sine livsinteresser i Polen eller i Danmark. Han skulle derfor anses for at være hjemmehørende i det land, hvor han havde sædvanligt ophold. Da han forventedes at opholde sig væsentligt mere i Polen end i Danmark, havde han skattemæssigt hjemsted i Polen.

Styresignalet vedrører den såkaldte 15 pct.-regel i pkt. 6 i cirkulære nr. 185 af 17. november 1982, "værdiansættelsescirkulæret", som er en hjælperegel til værdiansættelse af ejendomme i dødsboer og ved gaveafgiftsberegning.

I styresignalet beskriver Skattestyrelsen, hvornår der foreligger såkaldt særlige omstændigheder, dvs. hvornår skattemyndighederne som følge af særlige omstændigheder ikke er bundet af en værdiansættelse foretaget efter 15 pct.-reglen.

Styresignalet vedrører ligeledes 20 pct.-reglen fsva. offentlige ejendomsvurderinger med vurderingstermin 1. januar 2020, som er meddelt ejendommens ejer.

Sagen drejede sig om, hvorvidt der i indkomstårene 2006-2009 var handlet på armslængdevilkår for så vidt angår transaktioner mellem et dansk moderselskab og et antal datterselskaber, som forestod videresalg af varer og service heraf.  

Landsretten fandt, i modsætning til byretten, at skattemyndighederne var berettiget til skønsmæssigt at korrigere den skattepligtige indkomst for indkomstårene 2006-2009, både med henvisning til den dagældende skattekontrollov § 3 B, stk. 8, jf. § 5, stk. 3, samt ligningslovens § 2, stk. 1.

Landsretten fandt i første række, at TP-dokumentationen for 2006-2009 var mangelfuld, jf. den dagældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 5. Landsretten lagde i den forbindelse særligt vægt på, at det ikke af TP-dokumentationen fremgik entydigt, hvilken TP-metode, som var anvendt, og at sammenlignelighedsanalysen var behæftet med væsentlige fejl og mangler. 

Særligt for indkomstårene 2008 og 2009 var det omtvistet, om TP-dokumentationen var begæret fremsendt af skattemyndighederne under revisionen. Landsretten fandt, under henvisning til nogle konkrete omstændigheder, ikke grundlag for at afskære SKAT’s mulighed for skønsmæssigt at ansætte indkomsten for 2008-2009 med den begrundelse, at SKAT ikke havde begæret TP-dokumentation fremlagt.  

Landsretten fandt det videre godtgjort, at der mellem det danske moderselskab og datterselskaberne i indkomstårene 2006-2009 ikke var ageret på armslængdevilkår, jf. ligningslovens § 2, stk. 1. 

Landsretten lagde særligt vægt på, at moderselskabet i vid udstrækning havde solgt sine produkter billigere til sine datterselskaber end til eksterne aftagere, og at denne prisforskel navnlig var begrundet i udsigten til, at koncernen kunne tjene på den efterfølgende service af produkterne, samt at det danske moderselskab ikke ville have accepteret en fordeling af overskuddet, hvis alle transaktionerne havde været foretaget med eksterne aftagere, hvor moderselskabet i indkomstårene 2006-2009 alene modtog samlet 14 % af overskuddet i koncernen.

Spørgsmålet var herefter, om der var grundlag for at tilsidesætte SKAT’s skønsmæssige ansættelse for indkomstårene 2006-2009. 

Landsretten fandt, at SKAT havde anvendt en TP-metode (TNM) retningslinjer, og at SKAT i sit arbejde med benchmarkanalysen havde foretaget en sædvanlig udsøgning af sammenlignelige selskaber baseret på sagligt funderede beslutninger. 

Videre fandt landsretten, at anvendelsen af det interkvartile interval måtte anses som en fremgangsmåde, som er sædvanlig, velegnet og båret af saglige hensyn. 

Landsretten fandt herefter ikke, at skattemyndighedernes skøn skulle tilsidesættes.

På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet (bortset fra nogle anerkendte korrektioner som følge af regnefejl).

Spørger ønskede bekræftet, at selskabet og hermed sambeskattede selskaber ville blive undergivet tonnagebeskatning fra og med indkomståret 20xx ved erhvervelse af alle anparter og dermed stemmerettigheder i selskabet G1.

Skatterådet kunne bekræfte dette, da selskabet som følge af koncernforbindelsen med G1, ville blive omfattet af tonnageskatteordningen. Desuden kunne Skatterådet bekræfte, at selskaberne bliver omfattet af tonnageskatteordningen fra begyndelsen af det indkomstår, hvor der opstår koncernforbindelse med det opkøbte selskab, sådan som det fremgår af Skatterådets praksis på området.

Spørger boede i Frankrig, hvor han ejede et kulturhus / musikbar, som blev drevet som en enkeltmandsvirksomhed uden nogen ansatte.

Spørgers ægtefælle og deres to børn boede i Danmark.

Spørger ville gerne tilbringe noget mere tid med hans ægtefælle og deres to børn, hvorfor spørger ville opholde sig i Danmark ca. 10 dage hver måned, hvor han ville arbejde som afløser for en dansk arbejdsgiver i 4 - 6 dage pr. måned. Spørger ville ikke udføre arbejde i Danmark for hans virksomhed i Frankrig.

Skatterådet kunne i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Frankrig artikel 4, stk. 2, litra b, bekræfte, at spørger skulle anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i Frankrig.

Sagen drejede sig om overdragelse af anparter med succession fra spørger til spørgers børn efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 34. I den forbindelse blev der spurgt til indregning og klassifikation af de til A A/S hørende omsætningsaktiver i forhold til pengetankbrøken i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6. Spørgsmål 1 omhandlede likvide beholdninger, spørgsmål 2 omhandlede værdipapirer og spørgsmål 3 omhandlede tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at selskabets samlede beholdning af likvide midler og værdipapirer kunne henføres til selskabets driftsaktiver i en pengetankberegning efter aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6. Skatterådet kunne dog efter en konkret vurdering bekræfte, at den andel af selskabets likvide beholdninger, der stammede fra forudbetalinger fra kunder, der var bestemt til viderebetaling til virksomhedens underleverandører, der var direkte knyttet til kundeleverancen, kunne anses som driftsaktiver og dermed ikke skulle anses for pengetankaktiver.

Endvidere kunne Skatterådet efter en konkret vurdering bekræfte, at når det af Rejsegarantifondens vejledning fremgik, at selskabet skulle have et vist kapitalberedskab, hvis selskabet skulle undgå, at Rejsegarantifonden stillede krav om forhøjet garantistillelse, så kunne den del af selskabets likvide beholdninger og værdipapirer, som selskabet indestod med af hensyn til at sikre dette tilstrækkelige kapitalberedskab, blive anset som driftsaktiver. Denne del af de likvide midler og værdipapirerne skulle dermed ikke betragtes som passiv kapitalanbringelse. Såfremt den samlede beholdning af likvide midler og værdipapirer oversteg det nødvendige kapitalberedskab, der indestod i selskabet med henblik på at undgå forhøjet garantistillelse, skulle denne del anses for pengetankaktiver.  

Når selskabets sædvanlige virksomhed ikke bestod af udlånsvirksomhed, kunne Skatterådet ikke bekræfte, at omsætningsaktiver i form af tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder kunne anses som driftsaktiver. Dette uanset om tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder efter Rejsegarantifondens anvisninger evt. kunne indgå ved beregning af kapitalberedskabet. Dermed udgjorde tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder passiv kapitalanbringelse ved opgørelse af pengetankbrøken, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34.    

Skatterådet havde ikke taget stilling til øvrige betingelser, der i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 34 skulle være opfyldt for, at der kunne ske overdragelse af spørgers anparter til spørgers børn med succession.

Sagen angik en anmodning om et bindende svar vedrørende et dansk selskabs påtænkte udlodning af et likvidationsudbytte til det danske selskabs britiske moderselskab. 

Spørgsmålet i sagen var, om det udgjorde misbrug omfattet af ligningslovens § 3, stk. 5, at ejerskabet til det danske selskab var skiftet fra et malaysisk selskab til et koncernforbundet britisk selskab, hvorved der som følge af en forskel i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne mellem Danmark og henholdsvis Malaysia og Storbritannien, var opnået en skattefordel. 

Landsretten fandt, at provenuet ved likvidation af det danske selskab ville være kildeskattepligtigt under malaysisk ejerskab, hvorimod dette ikke ville være tilfældet under britisk ejerskab. Arrangementet, der bl.a. indebar et skifte i ejerskabet til det danske selskab, indebar derfor en fordel af en dobbeltbeskatningsoverenskomst. 

Det danske selskab havde ikke godtgjort, at den påtænkte fremgangsmåde for omstruktureringen var tilrettelagt af velbegrundede kommercielle årsager. Det ville derfor ikke være i overensstemmelse med indholdet af og formålet med dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien at indrømme en sådan skattefordel. Betingelserne i ligningslovens § 3, stk. 5, var på den baggrund opfyldt.