SKATs juridiske nyheder
Fastsættelse af grundlaget for ejendomsværdiskat for ejendomme beliggende i udlandet for indkomståret 2023
6/25/2024

Meddelelsen indeholder ajourførte oplysninger om salg af fast ejendom i de enkelte lande, som kan anvendes ved opgørelsen af grundlaget for ejendomsværdiskat for udenlandske ejendomme i 2023. Det drejer sig om det svenske indeks for fritidshuse, indekstal fra OECD samt Danmarks Statistiks prisindeks for sommerhuse. Derudover gælder afrundingsreglerne efter ejendomsvurderingsloven. Der skal fortsat reguleres for afstandsprocenten for 2001 og 2002, hvorfor disse fortsat fremgår. Vurderingsstyrelsen har godkendt et britisk indeks, som skal benyttes for ejendomme beliggende i Storbritannien fra og med indkomståret 2024.

Styresignal om genoptagelse som følge af Østre Landsrets dom SKM2020.66.ØLR, vedrørende Motorstyrelsens praksis for værditabsberegninger ved ophør af leasingaftale
6/25/2024

Styresignalet vedrører genoptagelse som følge af Østre Landsrets dom i sagen SKM2020.66.ØLR.

Østre Landsret underkendte i dommen Motorstyrelsens hidtidige praksis, hvor anmodning om regulering af leasingafgift efter dagældende registreringsafgiftslov § 3 b, stk. 7, skulle ske senest første arbejdsdag efter det tidspunkt, hvor køretøjet udgik af ordningen enten ordinært eller ved førtidig afbrydelse.

Landsretten fastslog, at der ikke i registreringsafgiftsloven eller anden lovgivning var fastsat en tilstrækkeligt klar særskilt frist for ansøgning i henhold til dagældende registreringsafgiftslovs § 3 b, stk. 7, der fraviger fristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, på tre år efter det tidspunkt, hvor kravet om afgiftsgodtgørelse tidligst kunne rejses, dvs. fra leasingaftalens ophør. Styresignalet beskriver adgangen til genoptagelse som følge af Østre Landsrets dom.

Bemærk, at reglerne er ændret pr. 1. januar 2021, hvor der er indsat en eksplicit frist på 7 dage i loven, hvorfor styresignalet kun vedrører værditabsberegninger for køretøjer der udgik af ordningen eller hvor leasingaftalen ophørte før denne dato.

Straf - told - valuta - grov uagtsomhed
6/25/2024

T var tiltalt for ved den 25. juni 2021 i forbindelse med udrejse fra Y7-Lufthavn til et land udenfor EU at have medbragt likvide midler for i alt 1.577.837 kr., hvilket beløb oversteg værdien af 10.000 €, uden forinden at have angivet beløbet overfor told- og skatteforvaltningen, idet han fremlagde ufuldstændig og ukorrekt dokumentation i forbindelse med angivelserne den 23. juni 2021 og den 25. juni 2021.

T forklarede, at han havde forsøgt at gøre det korrekt. Hvis han ville snyde, havde han slet ikke henvendt sig til tolden. Beløbene var beløb han samlede ind for andre med henblik på, at de blev fordelt til deres respektive familier i udlandet, gennem en virksomhed i udlandet som T’s virksomhed samarbejdede med. Det var de samme penge, der var tale om, da han foretog deklaration både den 23. og 25. juni i 2021, men den 25. juni 2021 var beløbet lidt højere, fordi han havde arbejdet den 24. juni 2021. Den 23. juni 2021 vidste T ikke, at han skulle medbringe en liste over alle donationerne. Tolden havde aldrig bedt om sådan en liste før. Da de bad om listen, tog han hjem, og så kom han tilbage igen den 25. juni 2021 med listen. Han havde tillige været igennem tolden med sådanne beløb i 2018, 2019 og 2020. Da var der ikke problemer med blanketterne. Det var rigtigt, at han brugte tre udtryk, når han skulle have penge gennem tolden: gaver, lån og pengeoverførsler.

Et vidne, der var ansat i Toldstyrelsen, og som havde kontakten med T den 23. juni 2021 og den 25. juni 2021, forklarede, at beløbet på den blanket, som skulle udfyldes af T, var registreret som en donation, og der skulle derfor være et bilag vedlagt pengeangivelsen. Vidnet og en kollega forklarede T, at der skulle være en liste over donationerne, hvorefter T forlod tolden og kom tilbage et par timer senere, hvor han havde medbragt nogle af bilagene. Donationsbeløbet var 2 millioner (red.valuta.nr.1.fjernet), og bilagene skulle stemme overens med dette. Der var bilag for omkring 209.000 kr., så der manglede bilag for 1,8 millioner (red.valuta.nr.1.fjernet). T forlod tolden uden at rejse og kom igen den 25. juni 2021, og han havde nu lavet registreringen om til et lån med næsten samme beløb, men der var ikke nogen dokumenter vedlagt, som viste, at der var tale om et lån. Vidnet og en kollega ringede derfor til politiet og anmeldte det.

Byretten fandt efter bevisførelsen herunder forklaring afgivet af Toldstyrelsens medarbejder, T skyldig i tiltalen. Det forhold, at T efterfølgende havde udført pengebeløb under angivelser "Money Transfer" kunne ikke føre til andet resultat. T idømtes en bøde på 375.000 kr.

T ankede byretsdommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse.

Landsretten stadfæstede byrettens dom, idet landsretten tiltrådte, at T ad to omgange forsøgte at udføre de samme likvide midler, og at han ikke deklarerede de likvide midler for told- og skatteforvaltningen i overensstemmelse med forordningen. T’s manglende opfyldelse af forpligtelsen til at angive de omhandlede likvide midler kunne under de anførte omstændigheder i hvert fald tilregnes T som groft uagtsomt. Bødestraffen blev fastsat som en tillægsstraf til den indenretlige bødevedtagelse af 14. marts 2022 af en bøde på 18.750 kr.

Erhvervsmæssig virksomhed - fradrag for underskud - købsmomsfradrag
6/25/2024

Sagen angik, om sagsøgerens virksomhed kunne anses for erhvervsmæssig i indkomstårene 2019-2021 med den virkning, at virksomhedens underskud var fradragsberettigede. Retten fandt, at virksomheden ikke blev drevet erhvervsmæssigt i den pågældende periode. Retten henviste herved til, at den væsentligste del af virksomhedens underskud blev udgjort af fakturaer udstedt af et interesseforbundet selskab, at virksomheden havde givet underskud siden 2017, at virksomhedens varelager var søgt solgt fra 2019, og at virksomheden på baggrund af de oplyste regnskabstal ikke havde udsigt til at opnå fortjeneste.  

Sagen angik endvidere, om sagsøgeren opfyldte betingelserne for købsmomsfradrag for tre fakturaer udstedt af det interesseforbundne selskab. Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at den fakturerede ydelse udgjorde levering mod vederlag, hvorfor der ikke kunne anerkendes købsmomsfradrag. Retten henviste herved til sagsøgerens egen forklaring, hvormed det måtte lægges til grund, at den omhandlede rådgivning var udført af sagsøgeren selv, ligesom det interesseforbundne selskab ikke havde nogen ansatte. 

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

Godtgørelse af kulafgift - fjernvarmeværk - produktion af spædevand
6/25/2024

Et fjernvarmeværk anvendte fjernvarme i forbindelse med fremstilling af spædevand, der blev tilført fjernvarmenettet. 

I et fjernvarmesystem skal der som følge af bl.a. lækager, renovering og udbygning løbende tilføres vand, så der er tilstrækkeligt tryk i fjernvarmenettet. 

Før vandet tilføres fjernvarmenettet, gennemgår det en proces med henblik på at nedsætte mængden af salte og ilt i vandet for derved at begrænse korrosion i (nedbrydning af) fjernvarmerørene. Som et led i denne proces opvarmes vandet ved brug af fjernvarme. Vandet betegnes efter endt behandling som spædevand.

Sagen angik, om et fjernvarmeproduktionsselskab efter kulafgiftslovens § 8, stk. 3, jf. stk. 4, nr. 1, havde ret til tilbagebetaling af kulafgift for bl.a. de varer (kul mv.), der var forbrugt til fremstilling af den varme, der var anvendt til fremstilling af spædevand, som var ledt ind i returløbet på fjernvarmenettet.

Højesteret bemærkede, at det siden 1970’erne har været gennemgående, at energi, der anvendes til fremstilling af varme, der leveres fra virksomheden, er afgiftsbelagt og ikke berettiger til godtgørelse. Højesteret henviste videre til, at afgiften på brændsler mv., der anvendes af fjernvarmeværker og andre varmeproducenter ved fremstilling af varme, som leveres fra virksomheden til forbrugere, indgår i prisen for den leverede varme, og det må antages, at formålet med at pålægge en afgift, der ikke godtgøres, hovedsageligt har været at opnå en besparelse i energiforbruget hos de private husholdninger. 

Endvidere henviste Højesteret til, at afgiftsmyndighederne i hvert fald siden 1985 har administreret afgiftslovene på den måde, at varmeproducerende virksomheder ikke kan opnå godtgørelse af afgift på energi, der er anvendt til fremstilling af spædevand, der tilføres fjernvarmenettet.

Højesteret bemærkede desuden, at det i forarbejderne til lovændringerne i 1995 af kulafgiftslovens § 8, stk. 3, og af de tilsvarende bestemmelser bl.a. er anført, at virksomheder, der afsætter varme, efter de gældende regler som udgangspunkt ikke kan få nogen godtgørelse vedrørende den energi, der direkte er medgået til varmeleverancen, og at der ikke ved denne lovændring i 1995 skete ændringer i afgiftsmyndighedernes praksis om, at varmeproducerende virksomheder ikke var berettiget til tilbagebetaling af afgift på energiforbrug til fremstilling af spædevand, der tilføres fjernvarmenettet.

På denne baggrund og af de af landsretten anførte grunde fandt Højesteret, at spædevand, der tilføres fjernvarmenettet, er en del af den samlede varmeleverance, og at energiforbrug til fremstilling af spædevandet er omfattet af kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. pkt. Højesteret udtalte, at der ikke er grundlag for at forstå bestemmelsen på den måde, at kun energiforbrug til selve fremstillingen af fjernvarmen som sådan kan være omfattet.

Højesteret fandt endvidere, at fjernvarmeproduktionsselskabet heller ikke havde ret til afgiftsgodtgørelse efter kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 1.

På denne baggrund blev landsrettens frifindende dom (SKM2023.343.ØLR) stadfæstet.

Straf - tobaksafgift
6/24/2024

Straffesagen mod T1 og T2 handlede i det væsentlige om, hvordan der i et større netværk var indført og solgt ikke-afgiftsberigtigede kopicigaretter under et bestemt varemærke. Politiet havde lavet en lang række observationer af handler, ligesom der var aflyttet telefonsamtaler vedrørende handler, dronevideooptagelser og fund ved ransagninger af ikke-afgiftsberigtigede cigaretter og store kontantbeløb.

T1 og T2 var i forening med andre, hvis sager blev behandlet særskilt, tiltalt for 19 forhold af overtrædelse af tobaksafgiftsloven af særlig grov karakter ved i forening, for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, med forsæt til at unddrage statskassen afgift, at have fortiet oplysninger til brug for afgiftskontrollen og at have overdraget, erhvervet, tilegnet eller anvendt ikke under i alt 2.018.340 cigaretter, hvoraf der ikke var betalt afgift på ikke under 3.563.187 kr., som skulle have været betalt efter loven. Derudover var T1 tiltalt for 7 yderligere tilfælde af overtrædelse af tobaksafgiftsloven af særlig grov karakter med 17.835.450 cigaretter i alt, hvoraf der ikke var betalt afgift på ikke under 31.486.702 kr.

Det offentlige blev herved unddraget 35.049.889 kr. i tobaksafgift i alt.

T1 var tillige tiltalt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer ved at være i besiddelse af 6.293 g hash med henblik på videresalg.

T2 var tillige tiltalt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer samt lov om forbud mod visse dopingmidler ved at være i besiddelse af 178 stk. morfinpiller, 30,7 g hash og 20 ulovlige dopingenheder med henblik på videresalg.

Endelig var T1 og T2 hver for sig tiltalt for 2 forhold af varemærkekrænkelse af særlig grov karakter.

I et mindre omfang erkendte de tiltalte, at der var tale om cigaretter. De tiltalte forklarede dog for en lang række af forholdene, at de ikke vidste, at der var cigaretter i kasserne, men at der blev leveret andre ting, bl.a. grænsevarer, reservedele, håndklæder og t-shirts.

Byretten fandt det bevist, at T1 i hele perioden fra ca. december 2020 til september 2021 var T2’s faste leverandør af ikke afgiftsberigtigede cigaretter. Som bevis henviste retten til indholdet af aflyttede telefonsamtaler, observationer af kasser og overdragelser, videooptagelser samt efterfølgende fund af meget store mængder ikke afgiftsberigtigede cigaretter hos både T1 og T2, der alle havde haft påskriften på cigaretmærket. Retten lagde tillige til grund, at hver kasse med cigaretter indeholdt 10.000 cigaretter. Byretten fandt herefter T1 skyldig i tiltalen dog med et mindre antal cigaretter.

T1 idømtes fængsel i 4 år og 6 måneder samt en tillægsbøde på 24.000.000 kr. samt konfiskation. Ved strafudmålingen lagde byretten vægt på forholdenes karakter og antal samt størrelsen af de unddragne beløb. Endvidere lagde byretten vægt på, at både overtrædelsen af afgiftslovgivningen og varemærkeloven var af særlig grov karakter. Endelig lagde retten vægt på, at T1 måtte betragtes som en hovedbagmand vedrørende distribution af kopicigaretter på det danske marked.

Byretten fandt T2 skyldig i tiltalen, dog med en lille justering i antal cigaretter og afgiftsbeløbet.

T2 idømtes 4 års fængsel, der omfattede en reststraf på 976 dage, samt en tillægsbøde på 2.900.000 kr. og konfiskation. Ved strafudmålingen lagde byretten vægt på forholdenes karakter og antal samt størrelsen af de unddragne beløb. Endvidere lagde byretten vægt på, at både overtrædelsen af afgiftslovgivningen og varemærkeloven var af særlig grov karakter.

T1 ankede dommen med påstand om frifindelse, idet han dog erkendte sig skyldig i forholdet vedrørende besiddelse af euforiserende stoffer, og i øvrigt formildelse. Anklagemyndigheden påstod dom i overensstemmelse med tiltalen i 1. instans samt skærpelse.

Landsretten lagde til grund, at der havde været tale om cigaretter i de tilfælde, hvor det af politiets observationer fremgik, at T2 og/eller T1 havde håndteret og overdraget sådanne helt tilsvarende kasser til andre personer. Der fandtes ikke grundlag for at antage, at kasserne indeholdt andet end cigaretter, og landsretten lagde i den forbindelse vægt på, at de tiltaltes forklaring om levering af andre ting, ikke var støttet af de øvrige oplysninger i sagen, herunder politiets øvrige observationer, aflytninger og fund.

T2 havde ikke anket sin dom. Spørgsmålet for landsretten var herefter om - og i givet fald i hvilket omfang - det var T1, der leverede de cigaretter, som T2 var dømt for at have videreoverdraget. Landsretten fandt ligesom byretten, at det var bevist, at T1 i perioden fra december 2020 til september 2021 var T2’s faste leverandør af de omhandlede ikke-afgiftsberigtigede cigaretter.

Landsretten stadfæstede byretsdommen med de ændringer, at tillægsbøden nedsattes til 23.600.000 kr., at forvandlingsstraffen for tillægsbøden forhøjedes til fængsel i 4 måneder, og at der hos T1, udbyttekonfiskeredes 7.665.000 danske kroner.

Styresignal - Momsfritagelse for EU-varesalg - fastlæggelse af begrebet "behørigt begrundet"
6/24/2024

Praksis for forståelsen af begrebet "behørigt begrundet", som anvendes i momslovens § 34, stk. 2, fastlægges i styresignalet. Efter bestemmelsen finder fritagelsen i momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, for EU-varesalg ikke finder anvendelse, hvis leverandøren ikke har listeindberettet EU-salget, eller hvis den indsendte liste ikke indeholder de korrekte oplysninger om leveringen, medmindre leverandøren behørigt kan begrunde undladelsen over for Skattestyrelsen.

Momslovens § 37, stk. 1, og §§ 43-44 - fradragsret for moms af omkostninger til køb af byggegrund og opførelse af fast ejendom - regulering af fradrag for investeringsgoder
6/24/2024

Sagen angik i første række, om et selskab havde haft ret til at fradrage en købsmoms på knapt 7 mio. kr. ved selskabets køb af en grund samt efterfølgende opførelse af nye rækkehuse på grunden. Hvis selskabet havde haft ret hertil, var spørgsmålet i anden række, om reguleringen af det foretagne momsfradrag i forbindelse med selskabets efterfølgende momsfritagne udlejning af rækkehusene skulle ske samlet i det år, da rækkehusene blev taget i brug til momsfri udlejning, eller over 10 år. Sagen blev behandlet af 3 dommere i byretten.

Flertallet fandt det godtgjort, at selskabet erhvervede byggegrunden og opførte rækkehusene med henblik på et momspligtigt salg af rækkehusene som nye bygninger med tilhørende jord, jf. momslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., jf. § 13, stk. 1, nr. 9, litra a. Selskabet havde derfor fradragsret for momsen af købesummen for grunden og af opførelsesomkostningerne i medfør af momslovens § 37, stk. 1. Flertallet bemærkede videre, at fradragsretten bevares, når den én gang er opstået, selv om den påtænkte momspligtige virksomhed ikke realiseres. Under hensyn hertil, og da der efter ordlyden af momslovens §§ 43 og 44, samt forarbejderne til bestemmelsen ved ændring af anvendelse skal ske en regulering over 10 år, tog retten selskabets subsidiære påstand om hjemvisning af selskabets momstilsvar til følge, med henblik på, at der blev foretaget regulering af fradraget efter momslovens §§ 43-44. 

Flertallet tilføjede, at den omstændighed, at Skattestyrelsen efter færdiggørelsen af de omhandlede rækkehuse havde ændret administrativ praksis angående principperne for reguleringen af momsfradrag vedrørende opførelse af fast ejendom, ikke kunne begrunde, at der skulle ske en samlet tilbagebetaling af momsfradraget, for så vidt angik de rækkehuse, som var blevet udlejet i samme regnskabsår, som de var opført.

Sagen blev herefter hjemvist til fornyet behandling hos Skattestyrelsen, der havde nægtet selskabet fradrag.

Genoptagelsesstyresignal om praksisændring af tonnageskatteloven som følge af ophævelse af anke til Højesteret - udkast til styresignal
6/24/2024

Skattestyrelsen har ændret praksis ift. sin fortolkning af, hvornår der foreligger en destination i tonnageskattelovens forstand.

Som følge af, at Skatteministeriet har hævet en ankesag for Højesteret, skal begrebet "mellem forskellige destinationer" i tonnageskattelovens § 6 ikke afgrænses til transport af passagerer eller gods mellem havne eller anlæg/strukturer på kontinentalsoklen, men også omfatte sejlads til og mellem forud aftalte positioner på havet (GPS-positioner).

Der kan ansøges om genoptagelse fra og med indkomståret 2011 for de rederier, der er omfattet af dette styresignal.

Genoptagelse af værdifastsættelser af brugte køretøjer til og med den 28. februar 2023
6/21/2024

Landsskatteretten har i tre kendelser underkendt Motorstyrelsens tidligere praksis for regulering af et køretøjs værdi på baggrund af afvigende kilometerstand (kilometerregulering). Det gælder både ved import (registreringsafgift) og eksport (eksportgodtgørelse).

På den baggrund er det muligt at anmode om genoptagelse for sager, der omfatter værdifastsættelser foretaget i perioden fra og med den 4. juli 2020 til og med den 28. februar 2023. Genoptagelse kræver, at parten kan sandsynliggøre, at genoptagelsen vil føre til en ændring af registreringsafgiften eller eksportgodtgørelsen.

Nye regler er trådt i kraft den 1. marts 2023, og derfor finder styresignalet kun anvendelse for sager før dette tidspunkt.

Lempelse - ligningslovens § 33 A, stk. 1 og 3 - den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst - arbejde udført udenfor de kontraherende staters område
6/19/2024

Sagen, der blev behandlet i landsretten i første instans, angik, om skatteyderen var berettiget til fuld  eller halv lempelse efter ligningslovens § 33 A, stk. 1 eller stk. 3, for den lønindkomst han oppebar for sit arbejde på et skib, der udførte arbejde på havbunden ud for Y1-land. Det afgørende i sagen var, om den  nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst regulerer beskatningsretten til indkomst, der er optjent 
udenfor de nordiske staters område.

Landsretten fandt, at Danmark var tillagt beskatningsretten til indkomsten i henhold til den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst, selvom arbejdet var udført udenfor de nordiske staters område. Skatteyderen var derfor alene berettiget til halv lempelse efter ligningslovens § 33 A, stk. 3.

Landsretten anførte, at skatteyderen ikke med henvisning til Den juridiske vejledning eller på andet 
grundlag havde godtgjort en bindende administrativ praksis, der kunne føre til andet resultat.

Moms - Salg af annonceringsplads på digitale reklamepladser
6/18/2024

Spørger ejer digitale skilte. En mellemmand formidler i eget navn via en platform reklameplads på de digitale skilte. Mellemmandens reklamekunder kan på platformen deltage i en auktion over reklamepladsen. Vinderne af auktionen overfører reklamematerialet via platformen til digitale skilte, som afspiller reklamematerialet. Skatterådet fandt efter en konkret vurdering, at de formidlede ydelser skulle anses for elektronisk leverede ydelser. Som udgangspunkt kunne ydelserne også anses for reklameydelser. Da ydelserne kunne anses for reklameydelser, skulle de imidlertid ikke anses for ydelser vedrørende fast ejendom, uanset om de digitale skilte kunne anses for fast ejendom eller ej. Efter fast praksis har leveringsstedsreglerne for elektronisk leverede ydelser forrang for leveringsstedsreglerne for reklameydelser i tilfælde, hvor en ydelse umiddelbart kan omfattes af begge regelsæt. De formidlede ydelser (tilrådighedsstillelsen af reklamepladsen) skulle derfor anses for elektronisk leverede ydelser. Leveringsstedet (det momsmæssige beskatningssted) for mellemmandens køb af reklamepladsen var derfor i det tredjeland, hvor mellemmanden er etableret. Der skulle derfor ikke betales moms i Danmark, selvom de digitale skilte er opstillet i Danmark.

Moms - Formidling af reklameplads på digitale billboards
6/18/2024

Spørger formidler i eget navn reklameplads via en platform. Spørgers reklamekunder kan på platformen deltage i en auktion over reklamepladsen. Vinderne af auktionen overfører reklamematerialet via platformen til digitale skilte, som afspiller reklamematerialet. De digitale skilte ejes af spørgers formidlingskunder. Skatterådet fandt efter en konkret vurdering, at de formidlede ydelser skulle anses for elektronisk leverede ydelser. Som udgangspunkt kunne ydelserne også anses for reklameydelser og for ydelser vedrørende fast ejendom. Da ydelserne kunne anses for reklameydelser, skulle de imidlertid ikke anses for ydelser vedrørende fast ejendom. Efter fast praksis har leveringsstedsreglerne for elektronisk leverede ydelser forrang for leveringsstedsreglerne for reklameydelser i tilfælde, hvor en ydelse umiddelbart kan omfattes af begge regelsæt. De formidlede ydelser (tilrådighedsstillelsen af reklamepladsen) skulle derfor anses for elektronisk leverede ydelser. Leveringsstedet (det momsmæssige beskatningssted) for spørgers køb af reklamepladsen var derfor i det tredjeland, hvor spørger er etableret. Der skulle derfor ikke betales moms i Danmark, selvom de digitale skilte er opstillet i Danmark.

Moms - udbetaling af henlagt andelskapital - levering mod vederlag
6/14/2024

Spørger var en andelsejet virksomhed. Virksomheder, der omsatte varer inden for Spørgers varesortiment, havde mulighed for at blive medlemmer, hvilket krævede, at de tegnede en andelskapital.

Spørgers generalforsamling kunne efter udløbet af hvert regnskabsår træffe beslutning om henlæggelse af en del af årets overskud eller overførsel fra reserver til medlemmernes andelskonti. Henlæggelsen blev opgjort i forhold til medlemmets omsætning med Spørger i det enkelte regnskabsår. Ved omsætning forstås såvel køb som salg.

Medlemmerne havde i visse tilfælde mulighed for at få den henlagte andelskapital udbetalt, fx når medlemmet ophørte med at drive virksomhed.

Skatterådet fastslog, at udbetaling af et medlems andelskonto, bestående af tidligere henlæggelser, udgjorde levering mod vederlag.

Da der udelukkende skete henlæggelse af andelskapital til medlemmer, som havde haft omsætning med Spørger i det enkelte år, bestod der en direkte sammenhæng mellem Spørgers leverancer til/fra medlemmerne og henlæggelsen til samt de senere udbetalinger fra den del af medlemmernes andelskonti, der hidrørte fra opsparet overskud, så udbetalingerne skulle anses som momspligtigt vederlag/prisafslag.

Udbetalingen af den del af henlæggelsen, som kunne henføres til medlemmernes leverancer til Spørger skulle anses som yderligere vederlag for medlemmernes leverancer til Spørger, som forøgede medlemmets salgsmoms og Spørgers købsmoms. Den del, der kunne henføres til Spørgers leverancer til medlemmerne skulle anses for et prisafslag, der nedsatte Spørgers salgsmoms og medlemmets købsmoms.

De henlagte beløb skulle dog først medregnes i afgiftsgrundlaget på det tidspunkt, hvor generalforsamlingen godkendte, at der skete udbetaling af andelskapitalen til medlemmerne, og med de beløb, der faktisk blev udbetalt, idet det først var på dette tidspunkt, medlemmet erhvervede endelig ret til udbetaling af et konkret beløb.

Forhøjelse af momstilsvar - Efterangivelse af fradrag for indgående moms af udgifter til køb af en ejendom og indretning af et erhvervslejemål blev ikke imødekommet
6/14/2024

Sagen angik, om det var med rette, at SKAT ikke havde imødekommet et selskabs efterangivelse af fradrag for indgående moms for udgifter til køb af en ejendom og indretning af et erhvervslejemål under henvisning til, at fradraget var angivet som led i momssvig. Under henvisning til, at A gennem sit ejerskab af holdingselskabet var ejer af selskabet og søsterselskabet, hvori han også var direktør, og at direktøren på fradragstidspunktet den 6. juni 2017 var vidende om, at den udgående moms ikke var angivet og indbetalt af søsterselskabet, der på dette tidspunkt var taget under konkursbehandling, fandt Landsskatteretten, at selskabet var bekendt med søsterselskabets svigagtige adfærd i det forudgående led i transaktionskæden i forbindelse med dennes undladelse af at angive og indbetale udgående moms. Henset hertil fandt Landsskatteretten, at selskabet på fradragstidspunktet ikke var i god tro om de transaktioner, der dannede grundlag for fradragsretten, og at selskabet som følge heraf ikke havde ret til fradrag efter momslovens § 37. Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse.

Momsfrihed ved formidling af sommerhusudlejning - Sommerhusejer stiller en gratis oplevelse til rådighed for lejerne
6/14/2024

Klagen drejede sig om et bindende svar om, hvorvidt et selskabs momsfrihed ved formidling af sommerhusudlejning ville blive ændret, hvis en ejer af et sommerhus for egen regning og risiko stillede vederlagsfri adgang til oplevelser til rådighed for lejerne.

Landsskatteretten bemærkede, at særordningen for rejsebureauer som udgangspunkt gjaldt i tilfælde, hvor rejsebureauet leverede mindst to selvstændige hovedydelser til den rejsende. Hvis en virksomhed kun tilbød én selvstændig hovedydelse til kunden, var denne som udgangspunkt derimod ikke omfattet af særordningen.

Landsskatteretten lagde vægt på, at det var sommerhusejerens egenhændige beslutning, om der skulle tilbydes vederlagsfrie ydelser af lav værdi i forbindelse med udlejning af sommerhuset, og det var sommerhusejeren, der betalte herfor. Selskabet formidlede leje af sommerhuset inklusiv den obligatoriske frie adgang til vederlagsfrie ydelser, og selskabet havde ikke mulighed for at fravælge dette. Adgangen til vederlagsfrie ydelser var ikke særskilt prissat, men indgik i markedsføringen af sommerhuset. Prisen for at leje sommerhuset var fastsat på et økonomisk grundlag uafhængig af antallet af gæster i sommerhuset og eventuelt medfølgende vederlagsfrie ydelser, og prisen var uafhængig af, i hvor stort omfang de vederlagsfrie ydelser blev benyttet. Endelig ville enhver bruger af sommerhuset, herunder ejeren selv, kunne benytte sig af de vederlagsfrie ydelser, som var tilknyttet sommerhuset.

Landsskatteretten fandt, at den gennemsnitlige lejer af sommerhuset ville anse det som en samlet ydelse, når der blev leveret en obligatorisk ydelse i form af fri adgang til oplevelser som tredjemands badeland eller lignende sammen med udlejning af sommerhuset. På den baggrund fandt Landsskatteretten, at selskabet formidlede en enkelt hovedydelse. Betingelserne for at være omfattet af særreglerne i momslovens §§ 67-68 om rejsebureauer var dermed ikke opfyldt. Selskabets formidling af sommerhusudlejning var således fortsat omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 8. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens besvarelse af spørgsmålet til et "Ja"

Formidling af sommerhusudlejning - Særlige regler om rejsebureaumoms
6/14/2024

Klagen drejede sig om et bindende svar om, hvorvidt et selskabs formidling af sommerhusudlejning ikke omfattedes af de særlige regler om rejsebureaumoms, selv om enkelte ejere af sommerhuse som led i udlejning af deres sommerhuse stillede fri adgang til en svømmehal til rådighed for lejerne. Landsskatteretten bemærkede, at særordningen for rejsebureauer som udgangspunkt gjaldt i tilfælde, hvor rejsebureauet leverede mindst to selvstændige hovedydelser til den rejsende. Hvis en virksomhed kun tilbød én selvstændig hovedydelse til kunden, var denne som udgangspunkt derimod ikke omfattet af særordningen. Landsskatteretten bemærkede, at sagen drejede sig om formidling af leje af sommerhus, hvor der som en del af adgangen til at benytte sommerhuset samtidig blev obligatorisk fri adgang til tredjemands svømmehal. Selskabet kunne ikke fravælge den frie adgang til svømmehallen, da selskabet formidlede leje af sommerhuset inklusiv den obligatoriske adgang til tredjemands svømmehal. Det var på den baggrund Landsskatterettens opfattelse, at den gennemsnitlige kunde ville anse det som en samlet ydelse, når der blev leveret en obligatorisk ydelse i form af fri adgang til tredjemands svømmehal sammen med udlejningen af sommerhuset. Samtidig udgjorde den obligatoriske adgang til svømmehallen efter Landsskatterettens opfattelse et uvæsentligt beløb. På den baggrund fandt Landsskatteretten, at selskabet formidlede en enkelt hovedydelse. Betingelserne for at være omfattet af særreglerne i momslovens §§ 67-68 om rejsebureauer var dermed ikke opfyldt, da der alene leveredes en ydelse.  Landsskatteretten ændrede derfor SKATs (nu Skattestyrelsens) besvarelse af spørgsmålet til et "Ja".

Moms og renovationsydelser - kommunalt eget aktieselskab
6/13/2024

Sagen handler om, hvorvidt et kommunalt ejet aktieselskabs leveringer af renovationsydelser til private borgere mv. er momspligtige eller ej.

Skatterådet bekræfter, at det konkrete aktieselskab fortsat skal opkræve moms på renovationsydelsen til private og erhverv jf. momslovens § 4, stk. 1.

Samtidig afviser Skatterådet at svare på, hvorvidt Spørger helt generelt er omfattet af et genoptagelsesstyresignal om moms og kommunale renovationsydelser. 

Næringsbegrebet - ansættelsesfristerne fandt ikke anvendelse
6/13/2024

Sagen angik, om et overskud fra køb/salg af aktier kunne indgå i virksomhedsordningen.

Landsskatteretten havde ved endelig afgørelse i 2014 fastslået, at skatteyderen ikke anses for at være næringsdrivende med aktier efter aktieavancebeskatningslovens § 17, og at overskuddet skulle beskattes efter aktieavancebeskatningsloven som aktieindkomst, samt hvad der skulle gives i fradrag for køb af udenlandske selskaber. SKATs afgørelse i 2015 var en konsekvens heraf, og ansættelsesfristerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27 skulle derfor ikke iagttages ved afgørelsen.

I forhold til den materielle ansættelse var der ikke grundlag for at anvende et andet næringsbegreb i virksomhedsskatteloven end i aktieavancebeskatningsloven. Landsretten tiltrådte herefter byrettens afgørelse om, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens afgørelse om, at sagsøgeren ikke var næringsdrivende med aktier. Indkomsten kunne dermed ikke indgå i virksomhedsordningen og byrettens frifindelse blev dermed stadfæstet.

Straffesag - forsvarer - salærstørrelse - stadfæstelse
6/13/2024

I en skattestraffesag om overtrædelse af kildeskattelovens § 74, stk. 1, nr.1, var der blevet beskikket en forsvarer for sigtede.

Byretten fastsatte forsvarerens salær til 38.317,50 kr. med tillæg af moms og afgjorde, at beløbet skulle betales endeligt af det offentlige.

Skattestyrelsen kærede kendelsen til landsretten med påstand om, at salæret til den beskikkede forsvarer nedsattes. Skattestyrelsen gjorde i kæreskriftet gældende, at salæret var fastsat ud fra den beskikkede forsvarers opgjorte tidsforbrug på 19,5 timer, at byretten ikke havde foretaget høring af Skattestyrelsen forinden salæret blev fastsat, at salæret efter Skattestyrelsens opfattelse var urimeligt højt, og at det stod i et urimeligt forhold til et forventet og relevant tidsforbrug for den pågældende sag. Desuden oplyste Skattestyrelsen i kæreskriftet, at der var tale om en kompliceret sag, dog med få bilag, og at sagen omhandlede undladelse af indeholdelse af arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag i forbindelse med betaling for udført arbejde overført til en udenlandsk virksomhed. Vedrørende tidsforbruget oplyste Skattestyrelsen, at der havde været afholdt et møde af 45 minutters varighed med forsvareren, at der yderligere havde været afholdt møde mellem forsvareren og sigtede, og at forsvareren havde udarbejdet en redegørelse på to sider til Skattestyrelsen. Endelig oplyste Skattestyrelsen, at skattestraffesagen var henlagt.

Forsvareren udtalte sig ikke til sagen.

Landsretten skriver i kendelsen, at Skattestyrelsen har gjort gældende navnlig, at det af forsvareren opgjorte tidsforbrug, uagtet at der er tale om en kompliceret sag, dog med få bilag, står i urimeligt forhold til et forventet og relevant tidsforbrug for den pågældende sag.

Landsretten tiltrådte efter oplysningerne om sagens karakter og de i salærredegørelsen indeholdte oplysninger om arbejdets omfang, at salæret var fastsat som sket. Landsretten stadfæstede herefter byrettens kendelse.