Styresignalet beskriver Skatteforvaltningens praksis vedrørende samvurderinger efter ejendomsvurderingslovens § 2, stk. 3, således som bestemmelsen dels er anvendt i forbindelse med 2020-vurderingerne, og dels som Skatteforvaltningen forventer, at den bliver anvendt ved 2021-vurderingerne.

Under spørgsmål 1 ønskede Spørger bekræftet, at Spørger kunne overdrage sine kapitalandele i henholdsvis H1, H2 og H3 til tre selskaber, som Spørger stiftede i 20xx (H4, H5 og H6), og at betaling i form af gældsbreve som beskrevet nedenfor skulle beskattes som aktieavance.

Skatterådet fandt, at det ikke var muligt at udvide anvendelsesområdet for værnsreglen i selskabsskattelovens § 2 D, til at omkvalificere en skattepligtig aktieavance til et udbytte.

Skatterådet fandt endvidere, at der ikke var en skattefordel for et selskab, som kan tilsidesættes efter ligningslovens § 3, når moderselskaberne modtog udbytte, som anvendes til at nedbringe gælden til spørger med.

Under spørgsmål 2 bekræftede Skatterådet, at et udbytte efter overdragelserne til deres respektive moderselskaber skatteretligt var et udbytte, også når det efterfølgende anvendes til betaling af gældsbrevene til Spørger. Endvidere bekræftede Skatterådet, at moderselskabernes betalinger til Spørger til nedbringelse af hovedstolen, skulle skatteretlig anses som afbetaling af lånet.

Sagen vedrørte om støttemidler betalt af B kommune og A til byudviklingsprojektet "C", som var udpeget som bevaringsværdigt i kommuneplanen, var skattefri for modtageren af tilskuddet. Skatterådet bekræftede, at både det private og det offentlige tilskud kunne modtages skattefrit for ejeren efter ligningslovens § 7 E, stk. 1 og 2.

Skatterådet bekræfter, at to nøglemedarbejdere, der optages som partnere med ejerandele på henholdsvis 2 procent og 2,4 procent i et partnerselskab, der yder rådgivningsvirksomhed, kan anses for selvstændigt erhvervsdrivende, således at det vederlag, der udbetales til de nye partnere, ikke skal medregnes som fradragsberettiget løn ved indkomstopgørelsen for de eksisterende partnere. Efter optagelsen af de to nøglemedarbejdere vil der være 17-27 partnere, hvis ejerandele ligger på 2-11 procent.

Ved afgørelsen lægger Skatterådet især vægt på, at der ikke er én eller få partnere, der har en dominerede indflydelse i partnerselskabet, da der skal mindst 6 partnere til at udgøre et flertal på generalforsamlingen. Endvidere lægger Skatterådet vægt på, at de indtrædende partnere vil have en vis indflydelse i partnerselskabet, at de vil have en økonomisk risiko, der størrelsesmæssigt må anses for usædvanligt i lønmodtagerforhold, at deres indkomst alene vil afhænge af indtjeningen i partnerselskabet, at de ikke vil blive underlagt andres instruktionsbeføjelse, og at de vil have en vis adgang til i forbindelse med fratræden at medtage egne kunder.

Landsskatteretten har i en afgørelse fra 30. april 2024 underkendt Motorstyrelsens praksis på flere områder vedrørende værdifastsættelse af køretøjer.

Først og fremmest er praksis for værdifastsættelse af nye chassiskøretøjer, der opbygges med varekasse, lad mv., blevet underkendt. Tidligere blev sådanne opbygninger betragtet som afgiftsfrit ekstraudstyr, hvilket betød, at værdien af opbygningen kunne holdes uden for afgiftsgrundlaget. Der blev kun betalt registreringsafgift af værdien af et såkaldt standardlad. Landsskatteretten har nu fastslået, at disse opbygninger ikke er afgiftsfrit ekstraudstyr, og værdien heraf vil derfor ikke kunne holdes uden for afgiftsgrundlaget.

Derudover er praksis for værdifastsættelse af brugte vare- og lastbiler, som oprindeligt blev afgiftsberigtiget som chassiskøretøjer og dermed uden værdien af opbygningen, blevet ændret, hvis værdifastsættelsen sker til brug for beregning af eksportgodtgørelse. Efter den tidligere praksis blev der ikke beregnet godtgørelse af værdien af opbygningen, hvis der oprindeligt ikke var betalt afgift af denne. Landsskatteretten har afgjort, at der skal beregnes eksportgodtgørelse af den fulde værdi af vare- eller lastbilen, uanset at der oprindeligt ikke er betalt nogen registreringsafgift af værdien af opbygningen.  Fremover skal værdien af opbygningen dermed indgå i handelsprisen, selv om der ikke er betalt registreringsafgift heraf.

Endelig har Landsskatteretten underkendt Motorstyrelsens praksis for fradrag af registreringsomkostninger ved værdifastsættelse af brugte køretøjer, som ikke er omfattet af prismærkningsbekendtgørelsens bestemmelser, hvilket bl.a. omfatter varebiler med en totalvægt over 2 tons. Fremadrettet skal registreringsomkostninger kun fratrækkes fra annonceprisen, hvis det fremgår specifikt af annoncen, at registreringsomkostningerne er indeholdt i annonceprisen.

Motorstyrelsen vil udsende et styresignal om den nye praksis samt muligheder for genoptagelse senest i starten af 2025, men praksis ændres allerede fra og med datoen for offentliggørelse af denne SKM-meddelelse.

Af Den juridiske vejledning 2024-2, afsnit E.A.1.4.3 og F.A.29, fremgår, at ved privatpersoners indrejse fra andre EU-lande kan punktafgiftspligtige varer medbringes afgiftsfrit, når de er beregnet til eget brug, herunder også til gaver.

Skattestyrelsen ændrer praksis, således at punktafgiftspligtige varer, der er beregnet til gaver, fremadrettet ikke kan medbringes afgiftsfrit af privatpersoner ved indrejse fra andre EU-lande.

Spørger var et udenlandsk selskab, der lejlighedsvis sendte medarbejdere til Danmark for at installere udstyr i en række butikker i Danmark.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger ikke var begrænset skattepligtig til Danmark fra første dag som følge af monterings-/installationsarbejdet, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, jf. stk. 2. Da Danmark ikke har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med det udenlandske selskabs hjemland var den danske beskatningsret ikke afskåret.

I spørgsmål 1 ønskedes det bekræftet, at fondens uddeling til et museum skulle anses for almennyttig i henhold til fondsbeskatningslovens § 4, stk. 1. Fondens uddeling til museet ansås for støtte til et almennyttigt formål. Der var herved bl.a. henset til, at museet var et anerkendt museum.

I spørgsmål 2 ønskedes det bekræftet, at formålet med fondens uddeling til et museum skulle anses som et velgørende formål i henhold til minimumsbeskatningslovens § 4, nr. 11, litra d. Det fremgik af begrundelsen til spørgsmål 1, at den påtænkte uddeling vedrørte kulturelle formål, som var nogle af kerneeksemplerne på almennyttige formål efter fondsbeskatningsloven, og at uddelingerne tilgodeså en ubestemt kreds og skulle anses for at udgøre et almennyttigt formål. De nævnte formål var forenelige med de nævnte formål for velgørende nonprofitorganisationer i minimumsbeskatningsloven (dvs. religiøse, velgørende, videnskabelige, kunstneriske, kulturelle, sportslige, uddannelsesmæssige eller andre lignende formål, som var oplistet i den første formålskategori i § 4, nr. 11, litra a), og da der ikke var fundet konkrete forhold, der pegede på, at kvalifikationen af formålet skulle være anderledes efter minimumsbeskatningsloven end efter fondsbeskatningsloven, var det på baggrund af en samlet konkret vurdering Skatterådets opfattelse, at den påtænkte uddeling skulle anses for at følge af udøvelsen af enhedens velgørende aktiviteter i relation til minimumsbeskatningslovens § 4, nr. 11, litra d.

Sagen vedrørte den skatte- og momsmæssige behandling af en afståelse af en del af spørgers ejendom til Energinet Eltransmission på ekspropriationslignende vilkår, i forbindelse med opførsel af en ny transformerstation. Der var hjemmel til ekspropriation i Elsikkerhedslovens § 27, og Sikkerhedsstyrelsen havde afgivet en vejledende udtalelse om, at sikkerhedsstyrelsen ville påbegynde en egentlig ekspropriationssag efter reglerne i elsikkerhedslovens § 27, såfremt de berørte lodsejere ikke ville indgå frivillig aftale og Energinet Eltranmission ansøgte om det.

Skatterådet bekræftede, at spørger 1 kunne afstå en del af ejendommen, uden at medregne den skattepligtige fortjeneste til sin skattepligtige indkomst, efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 2. pkt. Den del af spørgers ejendom der afstås, var omfattet af en lokalplan, hvorefter arealerne var byzone. Lokalplanen muliggjorde erhvervsbyggeri på hele området, og derfor kunne arealerne momsmæssigt kvalificeres som byggegrunde. Afståelsen var derfor omfattet af undtagelsen til fritagelsen for levering af fast ejendom. Arealerne havde været byggegrunde både i en periode, hvor arealerne havde været anvendt til momspligtige aktiviteter i form af momspligtig bortforpagtning og til momsfrie aktiviteter i form af momsfri bortforpagtning. Arealerne kunne dermed ikke anses for alene at være anvendt til momsfrie aktiviteter i den periode, hvor arealerne havde været omfattet af begrebet byggegrund. Afståelsen var derfor ikke omfattet af fritagelsen for salg af en virksomheds aktiver, der alene havde været anvendt til momsfritagne aktiviteter. Ophøret af den momspligtige bortforpagtning havde ikke medført pligt til at betale udtagningsmoms. Arealerne kunne derfor ikke anses for først at være anskaffet på tidspunktet for ophøret af den momspligtige bortforpagtning. Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at afståelsen af en del af ejendommen ikke er momspligtig ved et salg.

Spørger (H1), der var et 100 % ejet datterselskab af H2, havde fra H2 fået tilfaktureret omkostninger i forbindelse med opkøb af en aktiepost i G2.

Spørger var et dansk anpartsselskab, selskabets eneste aktivitet var at besidde kapitalandele. Der var ingen ansatte i selskabet. Selskabets ledelse befandt sig i Y tredjeland, og alle beslutninger vedrørende selskabet blev truffet i Y tredjeland.

Spørger var derfor ikke en afgiftspligtig person og spørger var ikke etableret i Danmark.

H2, som var leverandøren af ydelser i forbindelse med opkøb af aktieposten, var en afgiftspligtig person, der havde etableret stedet for sin økonomiske virksomhed i Y tredjeland.

Når leverandøren var etableret i Y tredjeland, blev leverandørens salg af ydelser til en ikke-afgiftspligtig person ikke omfattet af særreglen i momslovens § 21 d, stk. 2, hvorefter leveringssted fastsættes efter hvor ydelsen rent faktisk udnyttes. Leveringsstedet for salget skulle i stedet fastslås i henhold til hovedreglen i momslovens § 16, stk. 4. Dvs. der hvor leverandøren var etableret.

Skatterådet kunne herefter bekræfte, at leveringsstedet for H2’s salg af transaktionsydelserne til spørger ikke var i Danmark.

Det betød, at ydelsen ikke var momspligtig i Danmark og spørger var således ikke betalingspligtig i forbindelse med købet.

Styresignalet beskriver en praksisændring og muligheden for genoptagelse vedrørende godtgørelse af elafgift efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer som følge af en afgørelse fra Skatterådet om krav til elmålere - offentliggjort som SKM2024.303.SR.

Det er i styresignalet beskrevet, at SKM2024.303.SR indebærer, at en påkrævet elmåler efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer alene skal have en karakter, så dens målinger kan dokumentere den forbrugte afgiftspligtige elektricitet for hvilken, der kan søges om afgiftsgodtgørelse.

Det er desuden beskrevet, at dette indebærer en praksisændring, idet der herefter ikke kan stilles krav om, at påkrævede elmålere nødvendigvis skal opfylde kravene i BEK. 582 af 28/05 2018 samt MI-003 i BEK. 774 af 01/06-2022, som det ellers er beskrevet i Den juridiske vejledning 2024-2, afsnit E.A.4.6.14.5.

Spørger havde den 14. juni 2023 modtaget en afgørelse om erstatning efter reglerne om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink (nedlukningserstatning).

Spørger havde valgt at "udtage" flere af de aktiver, der var med i erstatningsopgørelsen, mod et fradrag i erstatningssummen.

Skatterådet bekræftede, at Spørger havde beholdt de "udtagne aktiver". De var således ikke solgt og generhvervet.

Det var Skatterådets opfattelse, at der i første omgang var ydet fuld erstatning for alle de erstatningsberettigede aktiver - også de aktiver, som var udtaget. Derefter var der foretaget et fradrag i den samlede erstatning, for værdien på afgørelsestidspunktet af de udtagne aktiver. Resultatet var dermed, at Spørger havde modtaget erstatning for de udtagne aktiver (fuld erstatning minus et fradrag), uanset at de ikke var overdraget til staten. Da erstatninger behandles som salgssummer, skulle der derfor også opgøres avancer/tab vedrørende de udtagne/beholdte aktiver.

Spørgsmålet i sagerne var, om et selskabs skattepligtige indkomst skulle forhøjes med ca. 6,3 mio. kr., og om selskabets ultimative hovedanpartshaver skulle udbyttebeskattes af beløbet. 

Selskabet havde indgået aftaler med tre leverandører i Y1-land, som indebar, at selskabet betalte og udgiftsførte større beløb, end leverandørernes ydelser berettigede. Leverandørerne indsatte efterfølgende det for meget betalte beløb på en konto i Y1-land, som tilhørte et selskab i Y1-land, der ligeledes var ejet af den danske hovedanpartshaver. Det danske selskab og hovedanpartshaveren gjorde bl.a. gældende, at indsætningerne i Y1-land udgjorde betaling for ydelser leveret af Y1-land-selskabet til leverandørerne. 

Landsretten fandt, at Y1-land-selskabet var uden reel virksomhedsdrift, og at alle indsættelser på selskabets konti derfor som udgangspunkt måtte anses for at stamme fra overfakturering og udgøre returkommission. Det var ikke godtgjort, at en del af overførslerne udgjorde koncerninterne overførsler, og landsretten fandt herefter, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsudøvelse eller nedsætte indkomstforhøjelsen.

Sagen angik, om sagsøgeren var skattepligtig på en række indsætninger på sin konto på i alt 1.420.000 kr. fra tredjemand i indkomstårene 2013 og 2014.

Retten fastslog indledende, at sagsøgeren og den af sagsøger påståede rette indkomstmodtager under sagen og i retten havde fastholdt, at de modtagne overførsler fra tredjemand på samlet 1.420.000 kr. ikke vedrørte sagsøgeren, men var til den af sagsøger påståede rette indkomstmodtager, som havde udført arbejde for tredjemand. Retten fastslog videre, at den af sagsøger påståede rette indkomstmodtager og tredjemand havde bekræftet, at indsætningerne reelt var betaling fra tredjemand til den af sagsøger påståede rette indkomstmodtager for udført arbejde, og at den af sagsøger påståede rette indkomstmodtager har bekræftet, at han modtog alle pengene fra sagsøgeren.

Herudover fastslog retten, at hverken sagsøgeren eller den af sagsøger påståede rette indkomstmodtager kunne redegøre for, hvordan, hvornår og med hvilke beløb sagsøgeren videreleverede 1.240.000 kr. ud af 1.420.000 kr. af indsætningerne til den af sagsøger påståede rette indkomstmodtager, selvom det drejede sig om store beløb over en relativ kort periode.

Retten fandt herefter, efter en samlet konkret bedømmelse af beviserne og særligt forklaringerne, at sagsøgeren havde godtgjort, at 1.100.000 kr. af overførslerne til ham fra tredjemand ikke vedrørte ham men derimod den af sagsøger påståede rette indkomstmodtager.

Landsretten fandt herudover, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn, hvorefter de fulde intervaller ikke kunne anvendes, men skulle indsnævres til det interkvartile interval. Landsretten henviste i den forbindelse til, at der forekom visse sammenlignelighedsdefekter i selskabets databaseundersøgelse. Landsretten fandt endvidere ikke grundlag for at ændre Landsskatterettens skøn, hvorefter de salgsselskaber, hvis indkomst lå uden for det interkvartile interval, blev justeret til det nærmeste punkt i intervallet.

Landsretten tog herefter det danske moderselskabs principale påstand 1 og 2 om frifindelse til følge, mens Skatteministeriet blev frifundet i relation til det danske selskabs principale påstand 3 og subsidiære påstand.

Spørger ejede 100 pct. af kapitalandelene i H1 og D3, mens Spørger ejede 85 pct. af aktierne i D2. Spørger ønskede at foretage en aktieombytning for derved at få skabt en ny ejerstruktur, hvor han ejede andele i sine selskaber via et fælles holdingselskab. Spørger ønskede derfor at få bekræftet, at det ikke udløste personlig beskatning, hvis Spørger valgte at indskyde sine kapitalandele i D2 og D3 i H1 ved en skattefri aktieombytning mod at blive vederlagt med nyudstedte kapitalandele i H1. Spørger ønskede desuden at få bekræftet, at det ikke udløste personlig beskatning, hvis der i stedet blev gennemført en aktieombytning til et nystiftet selskab, som så skulle erhverve kapitalandelene i H1 for 1 DKK. Slutligt ønskede Spørger bekræftet, at det ikke ville ændre svaret på spørgsmål 2, hvis H1 og det nystiftede holdingselskab blev fusioneret efter, at der var etableret koncernforbindelse mellem selskaberne ved den i spørgsmål 2 nævnte overdragelse.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at det ikke ville udløse personlig beskatning af Spørger, idet den negative egenkapital i det erhvervende selskab oversteg værdien af kapitalandelene i de erhvervede selskaber, og Spørger kunne derved ikke vederlægges for de indskudte kapitalandele. Skatterådet afviste desuden spørgsmål 2 og 3, da der var tale om en alternativ disposition, og en besvarelse af begge spørgsmål ville give det bindende svar karakter af rådgivning.