Klagen skyldtes, at Skattestyrelsen havde ændret nedslaget for den latente skatteforpligtelse for de i sagen omhandlede gaver fra et kursnedslag for kursværdien af den latente skatteforpligtelse til et nedslag efter kildeskattelovens § 33 D. Landsskatteretten lagde til grund, at spørgsmålet om kursværdiansættelse af den latente skatteforpligtigelse var delt i to, og at det både indeholdt et element i form af selve nutidsværdien af forpligtigelsen og et element i form af en eventuel fordeling af succesionsfordelen mellem parterne. Landsskatteretten bemærkede, at selve nutidsværdien af forpligtigelsen blandt andet afhang af forventet ejertid og diskonteringsrente, mens en eventuel fordeling af successionsfordelen afhang af parternes forhandlingsstyrke. Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsens skøn over en ejertid på mindst 50 år under de forliggende omstændigheder måtte anses for et realistisk skøn. For så vidt angik tilbagediskonteringsrenten ansås Skattestyrelsens skøn på en efter-skat rente på 4,32 % for at være et forsigtigt skøn, som Landsskatteretten ikke fandt grundlag for at tilsidesætte. Under de konkrete omstændigheder fandtes det endvidere ikke godtgjort, at fordelingen af successionsfordelen havde været genstand for reel forhandling i forbindelse med fastsættelsen af kursværdien for den latente skatteforpligtigelse. Skattestyrelsen ansås ikke for at havde ændret selve værdiansættelsen af gaven, hvorfor Landsskatteretten fandt, at fristen i boafgiftslovens § 27, stk. 2, ikke fandt anvendelse. Et nedslag i værdiansættelsen af det gaveoverdragne aktiv under hensyntagen til den udskudte skatteforpligtelse skulle derfor fragå i afgiftsgrundlaget på samme måde som et nedslag efter kildeskattelovens § 33 D. Endelig bemærkede Landsskatteretten, at klageren havde krav på det størst mulige nedslag, hvorefter Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om godkendelse af nedslag i gaveafgiftsgrundlaget efter kildeskattelovens § 33 D.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens opgørelse af afgiftsgrundlaget i en gaveoverdragelse med skattemæssig succession, jf. kildeskattelovens § 33 C af kapitalandele i et selskab mellem fader og søn. I Skattestyrelsens afgørelse tilfaldt succesionsfordelen fuldt ud faderen, mens klager havde gjort gældende, at succesionsfordelen skulle fordeles med 50 % til faderen og sønnen. Det var faderen, der havde fastsat vilkårene for gaven, ligesom det var faderen, der havde bestemt, at der skulle ske overdragelse med succession og havde fastsat kursen på den latente skat. Vilkårene og fordelingen af succesionsfordelen havde således ikke været genstand for en forhandling. Under disse omstændigheder tiltrådte Landsskatteretten, at der ikke var grundlagt for en fordeling af succesionsfordelen. Landsskatteretten fandt endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens skøn over diskonteringsrenten.

Klagen vedrørte et bindende svar fra Skatterådet, og for Landsskatteretten var spørgsmålet, om ligningslovens § 3 fandt anvendelse ved et dansk koncernselskabs (H1 ApS) udlodning af en fordring til et schweizisk koncernselskab (H2 GmbH). Udlodningen ville ske i forbindelse med likvidation af H1 ApS, og forud herfor var der foretaget en række omstruktureringer i koncernen, som bl.a. indebar, at H2 GmbH var debitor for fordringen, hvorfor den ved udlodningen ville ophøre ved konfusion. Ved vurderingen af, om der forelå en skattefordel, fandt Landsskatteretten, at den påtænkte udlodning måtte ses i sammenhæng med den disposition, der oprindeligt lå til grund for udstedelsen af fordringen og de dispositioner, der var foretaget i sammenhæng hermed, og som var sket inden omstruktureringerne. Det drejede sig om H1 ApS’ kapitalindskud i et nederlandsk søsterselskab, H7 B.V., mod udstedelse af aktier efterfulgt af salg af disse aktier til et nederlandsk mellemliggende moderselskab, H9 B.V., mod udstedelse af en fordring. Herefter blev der udloddet beløb fra H7 B.V. til et koncernselskab hjemmehørende i Gibraltar, H12, via mellemliggende koncernselskaber, H9 B.V. og H11 C.V. Arrangementet skulle derfor sammenlignes med en udlodning fra H1 ApS til H12 via mellemliggende koncernselskaber før de gennemførte omstruktureringer, hvorfor der kunne opnås en skattefordel. Landsskatteretten fandt desuden, at denne skattefordel virkede mod formålet og hensigten med bestemmelserne om fritagelse for kildeskat, idet beløbet reelt var tilgået et selskab, der ikke nød beskyttelse af moder-/datterselskabsdirektivet eller en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Det var ikke godtgjort, at arrangementet var tilrettelagt af velbegrundede kommercielle årsager, der afspejlede den økonomiske virkelighed, og arrangementet måtte i stedet i det væsentligste anses for båret af hensynet til at undgå beskatning ved overførsel af beløb fra H1 ApS til H12, hjemmehørende i Gibraltar. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skatterådets bindende svar.

Spørger var et udenlandsk selskab, der skulle udføre konstruktionsarbejder på et projekt. Arbejdet skulle udføres udenfor det danske søterritorium, men indenfor den danske eksklusive økonomiske zone.

Skatterådet kunne bekræfte, at der ville være tale om et fast driftssted efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, men bekræftede også, at Spørger ikke ville få fast driftssted efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten, idet aktiviteterne ville vare under 12 måneder. Skatterådet afviste at svare på et spørgsmål vedrørende indeholdelsespligt for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for medarbejdere, som skulle arbejde på projektet.

Spørger havde optaget 8 lån i US-dollars hos tjenesten G2. Spørger havde stillet kryptoaktiver af en værdi, som svarede til det dobbelte af lånet, til sikkerhed for lånet. Sikkerheden var placeret hos långiver. Spørger ønskede bekræftet, at lånoptagelsen med sikkerhed i Spørgers bitcoins ikke var en afståelse af Spørgers kryptoaktiver.

Skatterådet kunne bekræfte, at sikkerhedsstillelse i form af kryptoaktiver ikke var en skattepligtig realisation af kryptoaktiverne. Det var Skatterådets vurdering, at Spørger bar risikoen for evt. fald i værdien og beholdt muligheden for gevinst og tab ved stigning og fald af værdien, da det blev lagt til grund, at Spørger fik samme bitcoins - antal - tilbage, som Spørger havde stillet til sikkerhed for lånet.

Tilsvarende kunne Skatterådet bekræfte, at der ikke var tale om køb af kryptoaktiver, når sikkerheden blev leveret tilbage til Spørger ved lånenes indfrielse.

Skatterådet kunne bekræfte, at renteudgifterne fra de optagne lån var fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, da det var Skatterådets vurdering, at der var tale om reelle lån, der var indgået mellem uafhængige parter og med en forud aftalt forrentning.

Spørger lejer lokaler hos udlejer, og Spørger har i forbindelse med sin virksomhed behov for køling af bl.a. kødvarer for at undgå fordærv.

Proceskølingen bliver produceret på et centralt køleanlæg i en driftsbygning, der ejes af udlejer.

Spørger har anmodet Skatterådet om at bekræfte, at Spørger skal anses for at være forbruger af den elektricitet, der er anvendt i køleanlægget til at producere kold glykol, som lejerne, herunder Spørger, aftager - og dermed hvem der er rette modtager af godtgørelsen for elafgiften efter elafgiftslovens § 11, stk. 1 og stk. 5 og § 11 c, stk. 1.

Skatterådet kan på baggrund af en samlet konkret vurdering af kontraktforholdet i tillægget til lejeaftalen og de øvrige faktiske forhold, bekræfte, at forbruget af elektricitet vil indgå i en selvstændig erhvervsmæssig aktivitet hos Spørger, og at Spørger kan anses for forbruger af den elektricitet, der forbruges i køleanlægget til at producere kold glykol, da forbruget ikke sker for udlejers regning og risiko. Skatterådet kan dermed bekræfte, at Spørger kan opnå godtgørelse af elafgiften af dette forbrug efter elafgiftslovens § 11, stk. 1 og stk. 5 og § 11 c, stk. 1. Spørgers adgang til godtgørelse omfatter dog kun den andel af elektricitet, der er forbrugt til at producere proceskøling i form af kold glykol til Spørger og ikke de øvrige lejer.

Spørgsmålene 2-6 bortfalder, da spørgsmål 1 besvares bekræftende.

Det bindende svar angik en påtænkt omstrukturering af en koncern, hvor det ultimative moderselskab, UK-H1, var hjemmehørende i Storbritannien. Anmodningen anik de skattemæssige konsekvenser for den ene af to aktionærer (selskabsdeltagere) i UK-H1, Spørgeren A.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at fusionsskattelovens regler fandt anvendelse for de selskaber, der skulle deltage i en påtænkt ophørsspaltning, idet de var hjemmehørende Storbritannien (uden for EU/EØS). Fusionsskattelovens regler fandt dog anvendelse for selskabsdeltageren (spørgsmål 1).

Skatterådet bekræftede, at koncernforbindelsen mellem to danske selskaber i koncernen ophørte som følge af den påtænkte ophørsspaltning, hvorved sambeskatningen mellem de to danske selskaber ophørte (spørgsmål 3).

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spaltningsdatoen 1. juli 2020 vedrørende en planlagt men ikke selskabsretligt gennemført spaltning kunne anses for spaltningsdatoen. Derimod ville spaltningsdatoen være datoen, hvor den påtænkte ophørsspaltning vedtages selskabsretligt (spørgsmål 4 og 5).

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at en fusion mellem et britisk selskab (ophørende) og et dansk selskab kunne ske skattefrit, idet fusionen ikke var var mulig selskabsretligt, hvilket er en forudsætning for skattefri fusion (spørgsmål 6-8).

Skattestyrelsen ændrede ved SKM2023.95.SKTST sin praksis angående behandling af negative angivelser vedrørende moms af revisor- og advokatomkostninger, herunder salæret til kurator, der modtages, efter konkursboet er afsluttet.

Skattestyrelsen er blevet gjort opmærksom på uhensigtsmæssigheder ved det oprindelige styresignal. I forlængelse heraf er Skattestyrelsen blevet bekendt med, at der har dannet sig en praksis ved nogle skifteretter, hvorefter kurator i de omhandlede konkursboer bemyndiges til at varetage opgaven med at søge om momsrefusion hos Skatteforvaltningen efter boets afslutning/opløsning. Denne praksis indarbejdes nu i Skattestyrelsens praksis ved nærværende styresignal.

Sagen angik, om klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2011 og 2012 kunne ansættes ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 27 med henblik på ændring af klagerens skattepligtsstatus, således at klageren opfyldte betingelserne for at blive beskattet under forskerskatteordningen. Landsskatteretten fandt, at SKAT havde begået en myndighedsfejl ved ikke ved modtagelsen af klagerens selvangivelse for indkomståret 2010 at have behandlet spørgsmålet om, hvorvidt klagerens skattepligtsstatus skulle ændres fra fuldt til begrænset skattepligtig. Henset til karakteren af myndighedsfejlen fandt Landsskatteretten, at betingelsen om "særlige omstændigheder" i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, var opfyldt. Herefter fandt Landsskatteretten, at klageren ikke havde overholdt 6-måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., idet klageren burde have henvendt sig til SKAT vedrørende registreringen som fuldt skattepligtig allerede i juli 2012, hvor klagerens årsopgørelse nr. 2 for indkomståret 2010 var tilgængelig i klagerens skattemappe. Endelig fandt Landsskatteretten, at sagens karakter og klagerens personlige forhold ikke kunne begrunde en dispensation fra fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., jf. § 27, stk. 2, sidste pkt. Landsskatteretten henså herved til, at klageren i forbindelse med sin udrejse til USA i 2007 meddelte SKAT, at han fortsat var fuldt skattepligtig til Danmark, og at han først den 16. april 2012 ved indgivelsen af sin selvangivelse for indkomståret 2010 angav, at han nu var begrænset skattepligtig til Danmark. Klageren havde dermed selv foranlediget, at SKAT ansatte ham som fuldt skattepligtig indtil april 2012. Sagens karakter talte således ikke for at give klageren dispensation fra fristen, uanset at SKAT begik en fejl i forbindelse med klagerens indgivelse af selvangivelsen for indkomståret 2010. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse (dissens).

Sagen angik, om de udgifter, som selskabet havde afholdt til udvikling af et strikkekoncept i indkomståret 2022, kunne anses for udgifter til forsøgs- og forskningsvirksomhed omfattet af ligningslovens § 8 B, stk. 1, og om selskabet som følge deraf var berettiget til forhøjet fradrag efter ligningslovens § 8 B, stk. 4. Selskabet havde afholdt udgifter på i alt 526.000 kr. til udvikling af et strikkekoncept. Selskabet havde bl.a. oplyst, at der ved udviklingen af strikkekonceptet var skabt en ny og bæredygtig tilgang til tøjproduktion, som ikke var set tidligere. Landsskatteretten fandt ud fra samlet vurdering, at det ikke var dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at selskabet havde udviklet en ny eller væsentligt forbedret proces i forhold til allerede kendt teknik på udviklingstidspunktet. Retten lagde vægt på, at selskabets produkter produceredes på købte og færdigudviklede strikkemaskiner med dertilhørende standard softwareprogram, og at de øvrige elementer i strikkekonceptet havde karakter af produktionsplanlægning og udarbejdelse af forretningsstrategier, som ikke var omfattet af ligningslovens § 8 B, stk. 1. Retten lagde endvidere vægt på, at der ved produktionen af strikkeprodukterne ikke var sket en forbedring af produkternes tekniske egenskaber, men derimod nyt design i form af en ændring af produkternes ydre fremtræden. Landsskatteretten fandt, at selskabet ikke havde godtgjort, at der med teknisk viden var udviklet et nyt eller væsentligt forbedret produkt eller en ny eller væsentligt forbedret proces, og at de afholdte omkostninger som følge heraf ikke var omfattet af ligningslovens § 8 B, stk. 1, eller afskrivningslovens § 6, stk. 1, nr. 3. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Et selskab drev virksomhed med at opkræve parkerings- og vejafgifter mv. for private og offentlige virksomheder og offentlige myndigheder i flere lande hos ejere og brugere af bl.a. dansk registrerede køretøjer. Sagen angik, om selskabet var berettiget til at opnå terminaladgang til Køretøjsregisteret, jf. registreringslovens § 17, stk. 2.

I medfør af registreringslovens § 17, stk. 2, kunne skatteministeren for offentlige myndigheder og for de i nr. 1-10 nævnte virksomhedstyper m.v. fastsætte regler om terminaladgang til oplysninger i Køretøjsregisteret om identiteten af et køretøjs ejer eller bruger. Landsskatteretten anførte, at bestemmelsen måtte forstås således, at skatteministeren kunne fastsætte regler om, hvilke oplysninger der kunne gives om identiteten af køretøjets ejer eller bruger til de virksomhedstyper m.v., der efter loven var berettigede til terminaladgang til Køretøjsregisteret. I registreringsbekendtgørelsens § 102, stk. 1, havde skatteministeren bestemt, at de omhandlede virksomhedstyper m.v. havde adgang til oplysninger om navn og adresse på den registrerede primære ejer og primære bruger af køretøjet.

Landsskatteretten fandt, at den del af selskabets virksomhed, der angik opkrævning af vejafgifter mv., var omfattet af registreringslovens § 17, stk. 2, nr. 8, om virksomheder, der opkrævede betaling for brug af veje m.v. Videre fandt Landsskatteretten, at den del af selskabets virksomhed, der angik opkrævning af parkeringsafgifter, var omfattet af opsamlingsbestemmelsen om øvrige virksomheder mv. i registreringslovens § 17, stk. 2, nr. 10. Landsskatteretten henså herved til, at selskabets adgang til personoplysningerne var nødvendig for, at selskabet kunne opfylde de retlige forpligtigelser og opgaver, som påhvilede selskabet som led i udøvelsen af virksomheden med opkrævning af parkeringsafgifter, og at selskabets behov for oplysningerne hverken var forbigående eller midlertidigt.

Landsskatteretten ændrede derfor Motorstyrelsens afgørelse, således at selskabet havde terminaladgang i medfør af registreringslovens § 17, stk. 2, nr. 8 og 10.

Klageren fik i indkomståret 2019 udbetalt et beløb på 465.630 kr. fra en pensionsordning i Schweiz, og spørgsmålet var, om Skattestyrelsen ved en ekstraordinær skatteansættelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, kunne forhøje klagerens indkomst hermed.

Klageren havde bopæl i og var fuldt skattepligtig til Schweiz i perioden 2004 til 2018. Fra 2006, hvor klageren stiftede H1 GmbH, indbetalte hun igennem selskabet til en pensionsordning i G1 AG. Klageren vendte tilbage til Danmark i 2018 og blev herefter fuldt skattepligtig til Danmark. Den 10. april 2019 fik klageren udbetalt pensionsopsparingen på i alt 465.630 kr. til sin bankkonto i Danmark, efter at der var fratrukket skat med i alt 30.910 kr. i Schweiz. Det udbetalte beløb var skattepligtigt efter reglerne i pensionsbeskatningsloven og var skattepligtigt til Danmark, jf. det almindelige globalindkomstprincip i statsskattelovens § 4 sammenholdt med dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 18, stk. 1. Danmark skulle - i overensstemmelse med Skattestyrelsens afgørelse - lempe for dobbeltbeskatning med den skat, som klagen havde betalt i Schweiz, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 23, stk. 1, litra a. For indkomståret 2019 var klageren fuldt skattepligtig til Danmark. Landsskatteretten anførte, at klageren i klar strid med det anførte retsgrundlag undlod at oplyse skattemyndighederne om det udbetalte, ganske betydelige, beløb i forbindelse med hendes årsopgørelse for indkomståret 2019. Landsskatteretten fandt, at klageren ved denne undladelse i hvert fald groft uagtsomt bevirkede, at skattemyndighederne foretog klagerens skatteansættelse for indkomståret 2019 på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Heroverfor kunne det, som klageren havde anført, herunder at hun, inden hun igen blev fuldt skattepligt til Danmark, iværksatte foranstaltninger med henblik på udbetaling af pensionsmidlerne, at der i forbindelse med udbetalingen af pensionsmidlerne blev indeholdt skat i Schweiz, og at hun herefter antog, at der var gjort endeligt op med skatten, ikke føre til et andet resultat. Herefter, og da Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsen havde overholdt varslings- og ansættelsesfristerne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse. Dissens vedrørende skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 5.

Sagen angik, om klageren hæftede for 10.000 kr. i afgift af 4.000 ml nikotinholdige væsker, der af Toldstyrelsen blev fundet i en pakke adresseret til klageren ved et kontrolbesøg hos en pakkeleverandør den 14. april 2023.

Landsskatteretten anførte, at afsenderen af pakken var et tysk selskab, som havde adresseret pakken til klagerens bopælsadresse Under disse omstændigheder var der en formodning for, at klageren havde erhvervet varerne, jf. forbrugsafgiftslovens § 18 a. Som udgangspunkt havde klageren derfor bevisbyrden for, at dette ikke var tilfældet. Herefter - og da der ikke forelå konkrete omstændigheder, der gav grundlag for at antage, at Skattestyrelsen kunne have tilvejebragt et bedre grundlag for at træffe afgørelsen - måtte klageren for at løfte sin bevisbyrde i fornødent omfang dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at han ikke havde erhvervet varerne. Klageren anførte, at andre havde misbrugt hans navn og adresse i forbindelse med forsendelsen af pakken. Der forelå ingen konkrete oplysninger om eller indikationer for, at dette var tilfældet. Klagerens kortfattede angivelse over for Skattestyrelsen den 26. april 2024 om, at han "slet ikke kender noget til det" var ikke nærmere begrundet eller uddybet. Den 16. maj 2023 anmodede klageren Skattestyrelsen om aktindsigt. Efter at Skattestyrelsen havde imødekommet anmodningen, fremkom klageren med bemærkninger til Skattestyrelsen den 17. maj 2023. Disse bemærkninger indeholdt i det væsentlige alene en række formelle betragtninger om, hvorfor klageren mente, at Skattestyrelsens afgørelse ikke var rigtig, men ingen objektive kendsgerninger eller nærmere konkretiseret argumentation til støtte for, at han ikke havde erhvervet varerne. Klageren var ikke, herunder heller ikke for Landsskatteretten, fremkommet med oplysninger om, hvorvidt han havde modtaget opkrævning, betalingspåmindelser eller havde afvist betaling over for afsenderen. Klageren havde heller ikke fremlagt korrespondance eller lignende mellem klageren og afsenderen, hvorved klageren afviste, at han havde erhvervet varerne. Klageren havde således - til trods for Skattestyrelsens afgørelse og klagebehandlingen - ingen relevante bevisskridt foretaget med henblik på i fornødent omfang at dokumentere eller i hvert fald at sandsynliggøre, at han ikke havde erhvervet de varer, som det tyske selskab havde sendt til ham på hans bopælsadresse. Herefter lagde Landsskatteretten til grund, at klageren havde erhvervet varerne og dermed hæftede for afgiften og stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Tilsidesættelse af skønserklæring - vurdering af udlejningsejendom - ejendomsværdi
Sagen vedrørte, hvorvidt Vurderingsankenævnets skøn over en ejendoms ejendomsværdi for vurderings-årene 2014-2019 efter den dagældende vurderingslov kunne tilsidesættes.
Ejendommen var en udlejningsejendom, og Vurderingsankenævnet havde ansat ejendomsværdien skønsmæssigt ud fra bruttolejemodellen, hvorefter ejendomsværdien var beregnet ved, at en anslået bruttolejeindtægt var ganget med en anslået lejefaktor, jf. dagældende vurderingslov § 10, stk. 3. Lejekontrakterne for boligdelen blev først fremlagt under retssagen.
Retten tilsidesatte den i sagen aflagte skønserklæring, idet retten udtalte, at den var behæftet med usikkerhed og derfor ikke kunne tillægges bevismæssig betydning med henvisning til, at skønsmanden havde baseret sin vurdering på et skøn, som ikke blev understøttet af referenceejendomme.
Retten gav dog sagsøgeren medhold i, at lejevilkårene for boligdelen af ejendommen ikke var usædvanlige, men henset til vurderingsmyndighedernes ikke ubetydelige skønsmargin, fandt retten, at det ikke var egnet til at påvirke værdiansættelsen nævneværdigt.
Retten lagde desuden vægt på, at ejendommen i 2012 var erhvervet af sagsøgeren på tvangsauktion til 2,4 mio. kr., hvorved retten fandt, at ejendommen ikke var handlet i fri handel, og at prisen i 2012 derfor var under markedsprisen.
Sagsøgeren havde derfor ikke godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse af ejendomsværdien hvilede på et forkert eller mangelfuldt grundlag, og at dette var egnet til at påvirke værdiansættelsen.

Skatterådet bekræftede, at der ikke skal pålægges afgift på talolie (KN kode 3803 00 10 / 3803 00 90 eller 3803 00), der er bestemt til anvendelse, udbydes til salg eller anvendes som brændsel til opvarmning i varmeværker, efter mineralolieafgiftsloven? Skatterådets bekræftelse skete med henvisning til, at der ikke er hjemmel i energiafgiftslovene, herunder udfyldningsreglen i mineralolieafgiftslovens § 1, stk. 2, til at lægge afgift på talolie.

I spørgsmål 1 ønskedes det bekræftet, at uddelinger til nødhjælpsudstyr og værnemidler ville støtte et almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt formål, hvormed uddelingerne ville være fradragsberettigede efter fondsbeskatningslovens § 4. Da særligt begrebet 'værnemidler' ikke var entydigt og omfattede genstande, som ikke alle kunne anses for almennyttige, var det Skatterådets opfattelse, at spørgsmålet ikke kunne besvares fuldstændigt bekræftende. Henset til at uddelinger af nødhjælpsudstyr og værnemidler af den omhandlede art, som skulle forhindre og mindske menneskelig lidelse og redde liv i en situation, hvor modtagerne af hjælpen ville opholde sig i et land, som var part i en krig eller en væbnet konflikt, måtte anses for uddelinger til almenvelgørende eller almennyttige formål, blev spørgsmålet besvaret med "Ja, se dog indstilling og begrundelse".

I spørgsmål 2 ønskedes det bekræftet, at uddelinger til opførelse af beboelsesejendomme i Ukraine ville støtte et almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt formål, hvormed uddelingerne ville være fradragsberettigede efter fondsbeskatningslovens § 4. Udlejning af fast ejendom til beboelse blev efter praksis ikke anset for et almennyttigt formål, men et erhvervsmæssigt formål. Da der i nærværende sag var tale om, at så længe der var krig i Ukraine, så var det Skatterådets opfattelse, at opførsel af boligerne i nærværende sag undtagelsesvist kunne anses for at støtte almennyttige/almenvelgørende formål. Spørgsmålet kunne derfor bekræftes.

I spørgsmål 3 ønskedes det bekræftet, at uddelinger til opførelse af en daginstitution støttede et almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt formål, hvormed uddelingen ville være fradragsberettiget efter fondsbeskatningslovens § 4. Drift af daginstitution kunne som udgangspunkt ikke anses for et almenvelgørende eller almennyttigt formål, uanset at det var en kommune, som skulle stå for driften. Da donationen i den konkrete sag skulle bruges til at opføre en bygning i Ukraine og dermed hjælpe en kommune i et krigshærget land med at genopføre basale offentlige institutioner, som ville være en nødvendig del af et velfungerende land, kunne donation til opførsel af en bygning, der skulle rumme en daginstitution i den konkrete situation blive anset for almennyttig. Spørgsmålet kunne derfor bekræftes.

Skatterådet bekræftede bl.a., at et fælleshus i en kolonihaveforening, som indeholder toilet, bad og køkken, ikke er en boligenhed i medfør af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4 og 5, da et fælleshus uden mulighed for længerevarende ophold ud fra en sproglig forståelse ikke er en bolig.

Skatterådet bekræftede bl.a. ikke, at spørger ikke kan bruge standardsatser i spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4, til at opgøre vandforbruget. Det fremgår af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 5, at ejendomme, som kun afleder spildevand fra boligenheder, er afskåret fra at bruge standardsatser for vandforbrug i spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4. Ejendommen afleder spildevand fra fælleshuset, som ikke er en boligenhed, jf. spørgsmål 1, hvorfor spørger ikke er afskåret fra at bruge standardsatser for vandforbrug.

Skatterådet bekræftede bl.a. ikke, at spørger, der har en bimåler, der måler fælleshusets vandforbrug, hvorfra der kun afledes spildevand, kan opgøre spildevandsafgiften efter vandforbruget på bimåleren. Vandforbruget skal opgøres som ejendommens samlede vandforbrug, jf. spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3, 1. pkt., medmindre der er tale om en erhvervsejendom, da der så kan foretages fradrag for vandforbrug, som overstiger 1.000 m3, og som ikke udledes som spildevand.

Skatterådet bekræftede bl.a., at spørger kan bruge standardsatser i spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4, til at opgøre vandforbruget, selvom der kun er erhverv og ikke privat beboelse på spørgers ejendom.

Skatterådet bekræftede ikke, at spørger, hvis der opsættes bimåler for vandforbrug til aktiviteter, hvorfra der afledes spildevand, kan opgøre spildevandsafgiften efter vandforbruget på bimålerne, da erhvervsejendomme, som har eget spildevandsanlæg, kun kan få fradrag for det vandforbrug, der ikke bliver til spildevand, og som overstiger 1.000 m3, jf. spildevandsafgifts-lovens § 7, stk. 3, sidste pkt.

Skatterådet bekræftede bl.a., at spørgers ejendom, som er beliggende på to forskellige adresser, skal anses som én ejendom i medfør af spildevandsafgiftslovens § 2, stk. 2, da det følger af lovbemærkningerne, at en ejendom skal forstås som den vurderingsmæssige enhed. De to adresser udgør én vurderingsmæssig enhed, da de hører under samme BFE-nummer.

Skatterådet bekræftede, at en driftsbygning, som indeholder velfærdsfaciliteter i form af toilet og tekøkken, ikke er en boligenhed i medfør af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4, da en driftsbygning uden mulighed for længerevarende ophold ud fra en sproglig forståelse ikke er en bolig.

Skatterådet bekræftede, at når der betales spildevandsafgift på baggrund af en standardsats på 170 m3 vand, jf. spildevandafgiftslovens § 7, stk. 4, og der er to spildevandsanlæg tilknyttet ejendommen, så er det standardbetalingen for spildevandsanlægget tilknyttet helårsboligen, som skal bruges, selvom der også er udledning fra spildevandsanlægget tilknyttet driftsbygningerne.

Skatterådet bekræftede ikke, at spørger, hvis der opsættes bimåler for vandforbrug til aktiviteter, hvorfra der afledes spildevand, kan opgøre spildevandsafgiften efter vandforbruget på bimålerne. Det skyldes, at erhvervsejendomme, som har eget spildevandsanlæg, kun kan få fradrag for det vandforbrug, der ikke bliver til spildevand, og som overstiger 1.000 m³, jf. spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3, sidste pkt.

Skatterådet bekræftede, at spørger, hvis ejendom kun afleder spildevand fra boligenheder, ikke kan bruge standardsatser i spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4, til at opgøre vandforbruget, da det fremgår af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 5, at standardsatserne i spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4, ikke kan bruges, når der kun afledes spildevand fra boligenheder.

Skatterådet bekræftede, at spørger, hvis ejendom kun afleder spildevand fra boligenheder, kan opgøre den udledte mængde spildevand som boligenhedens vandforbrug, jf. spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 5, hvis der opsættes en bimåler, der måler boligenhedens vandforbrug.

Skatterådet bekræftede ikke, at spørger, som ikke har bimåler, som måler boligenhedens vandforbrug, skal opgøre den udledte mængde spildevand som ejendommens samlede vandforbrug, dvs. også vandforbruget i den erhvervsmæssige del af ejendommen, jf. spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 5.