SKATs juridiske nyheder
Skattepligt - bopæl - dobbeltbeskatningsoverenskomst - centrum for livsinteresser
1/20/2022

En skatteyder havde ikke godtgjort, at han i 2009 opgav sin danske bopæl, således at skattepligten i Danmark for dele af indkomståret 2009 og indkomståret 2010 var ophørt, jf. kildeskattelovens § 1, stk.

1, nr. 1. 

Skatteyderen havde de stærkeste personlige og økonomiske interesser i Danmark. Beskatningsretten tilkom derfor Danmark, jf. artikel 4, stk. 2, litra a, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Schweiz. 

Ændring af aftale mellem de kompetente myndigheder i Danmark og Grønland
1/20/2022

De kompetente myndigheder i Danmark og Grønland har indgået en tillægsaftale til en tidligere indgået aftale om automatisk udveksling af oplysninger, hvor bilag 1 erstattes med ny bilag 1.

Forskerskatteordningen - vederlagskrav - kontraktændring
1/20/2022

Sagsøgte indgik i september 2016 en ansættelseskontrakt, hvoraf det fremgik, at sagsøgtes månedsløn udgjorde 62.500 kr. Sagsøgtes arbejdsgiver indsendte i oktober 2016 en anmodning til SKAT om beskatning i henhold til kildeskattelovens §§ 48 E-F (forskerskatteordningen). 

SKAT meddelte i februar 2017, at sagsøgte kunne registreres under forskerskatteordningen fra ansættelsens begyndelse og frem til den 31. december 2016, men at hun ikke efter den 1. januar 2017 opfyldte vederlagskravet i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3, som i 2017 var reguleret til 63.700 kr. pr. måned

Parterne indgik i marts 2017 en ny ansættelseskontrakt, hvorefter lønnen var ændret til 63.700 kr. pr. måned, men SKAT traf afgørelse om, at sagsøgte ikke fra den 1. januar 2017 opfyldte betingelserne for beskatning under forskerskatteordningen, fordi ændringen af lønnen først var aftalt i det igangværende kalenderår og ikke forud for kalenderåret. 

Sagsøgte påklagede afgørelsen til Landsskatteretten, som gav sagsøgte medhold. Landsskatteretten udtalte herved, at det hverken af ordlyden af kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3, eller af lovforarbejderne fremgår, at det er et krav, at vederlagskravet i henhold til ansættelseskontrakten skal være opfyldt på tidspunktet for begyndelsen af ansættelsesforholdet eller det pågældende kalenderår.

Skatteministeriet indbragte sagen for domstolene, og sagen blev henvist til landsretten i 1. instans, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1. 

Landsretten fandt, at der ikke efter bestemmelsens ordlyd eller forarbejder og ej heller i lyset af tilblivelseshistorien og formålet med forskerskatteordningen er grundlag for at indfortolke et krav om, at ændringer i vederlaget i en ansættelseskontrakt for personer, der har været omfattet af forskerskatteordningen, skal foretages inden kalenderårets begyndelse, for at betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3, er opfyldt. Da ændringerne i sagsøgtes vederlag skete ved ansættelseskontrakten marts 2017 og dermed i det igangværende kalenderår, tog landsretten sagsøgtes påstand om frifindelse til følge. 

Værdiansættelse - selvanmelderordning
1/20/2022

Sagen handlede om værdiansættelse af et brugt køretøj med henblik på beregning af registreringsafgift i forbindelse med køretøjets indførelse til Danmark. Spørgsmålet i sagen var, om der var grundlag for at tilsidesætte et motorankenævns skøn over køretøjets værdi, som ændrede den værdi, der var blevet oplyst af en selvanmelder i forbindelse med indregistreringen.

Retten fandt, at skattemyndighederne ifølge kontrolbestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 16, stk. 2 (tidligere stk. 3), har hjemmel i til at foretage en kontrol og herunder foretage en skønsmæssig ansættelse af værdien af køretøjet, såfremt det sandsynliggøres, at den af selvanmelderen angivne værdi er forkert.

Retten bemærkede, at det må antages, at motorankenævnet i kraft af sin virksomhed har en særlig sagkundskab på området, hvorfor det kræver et sikkert grundlag at tilsidesætte afgørelsen.

Det var ikke godtgjort, at motorankenævnets skøn - der er foretaget på baggrund af annonceeksempler over biler udbudt til salg i en periode før og efter indregistreringen - er foretaget på et urigtigt grundlag eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat for sagsøgeren (selvanmelderen). Afgørelsen led heller ikke af begrundelsesmangler, der kunne føre til tilsidesættelse. 

Skatteministeriet blev herefter frifundet. 

Rentelovens § 8, stk. 1, og § 8, stk. 2, jf. § 3, stk. 5 - momslovens § 4, stk. 1, 1. pkt.
1/19/2022

Østre Landsret fastslog, at Skatteministeriet i medfør af rentelovens § 8, stk. 1, havde krav på sædvanlig procesrente fra sagens anlæg af et krav på moms mod det indstævnte selskab. Landsretten bemærkede, at selskabet ikke havde godtgjort, at der forelå sådanne "særlige forhold", jf. rentelovens § 8, stk. 2, jf. § 3, stk. 5, som kunne begrunde, at ministeriets krav først skulle forrentes fra det tidspunkt, da byrettens dom - som gav ministeriet medhold i momskravet - blev eksigibel. Hermed tilsidesatte landsretten resultatet i byrettens dom for så vidt angik procesrentens begyndelsestidspunkt (SKM2020.143.BR).

Landsretten stadfæstede byrettens dom mht. momspligten af den omhandlede "udtrædelsesgodtgørelse", da selskabet heller ikke for landsretten havde godtgjort, at der ikke var tale om et vederlag for en momspligtig levering af dedikeret hardware og software til en finansiel virksomhed ved ophøret af parternes facility management-aftale. 

Afkastbeskatning - udenlandske pensionsordninger - PBL § 53 A - praksisændring - genoptagelse - styresignal
1/17/2022

Skattestyrelsen ændrer med baggrund i Landsskatterettens afgørelse af 6. maj 2021 sin hidtidige praksis vedrørende valutakursomregningen i forbindelse med afkastopgørelsen for udenlandske pensionsordninger, der opgøres efter "den forenklede metode" i medfør af pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 3, 6. pkt.

Praksisændringen består i, at afkast opgjort efter "den forenklede metode" fremover skal opgøres inklusiv valutakursudsving og ikke som hidtil omregnes til gennemsnitskursen ved indkomstårets udgang.   

Indtægter ved strafbar handling - narkotikasalg - kokain
1/17/2022

Skatteyderen blev af Østre Landsret fundet skyldig i videreoverdragelse af kokain mod betydeligt vederlag. På baggrund af straffedommen forhøjede skattemyndighederne skønsmæssigt skatteyderens skattepligtige indkomst. 

Landsretten fandt - ligesom byretten - at indtægter ved kokainhandel er skattepligtige efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a, uanset om indtægten fremkommer som fortjeneste ved salg af kokain eller som et arbejdsvederlag for deltagelse i kokainhandlen. 

Landsretten fandt ikke, at skatteankenævnet - på baggrund af straffedommene - var berettiget til at lægge til grund, at fortjeneste ved videreoverdragelse af kokainen udelukkende tilfaldt skatteyderen. Landsretten fandt derfor, at skatteankenævnets skøn hvilede på et forkert grundlag. 

Beskatning af EU-tilskud
1/17/2022

Sagen angik beskatningen af EU-tilskud modtaget af et selskab, der drev rederivirksomhed. Henset til, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig, fandt Landsskatteretten, at den omhandlede støtte i form af EU-tilskuddene var skattepligtig i henhold til statsskattelovens § 4. Landsskatteretten fandt herved, at TEU artikel 4, stk. 3, ikke havde som konsekvens, at selskabet ikke skulle beskattes af EU-tilskuddene. Herefter fandt Landsskatteretten, at EU-tilskuddene ikke kunne beskattes efter tonnageskattelovens regler, idet EU-tilskuddene blev givet til selskabet som et led i en grøn omstilling, som ikke er omfattet af tonnageskattelovens område. EU-tilskuddene kunne således ikke anses for indkomster i forbindelse med erhvervsmæssig virksomhed med transport af passagerer eller gods eller indkomster i nær tilknytning hertil, jf. tonnageskatteloven §§ 6 og 10. For så vidt angik periodisering af de modtagne EU-tilskud, fandt Landsskatteretten, at selskabet skulle beskattes af EU-tilskuddene i de indkomstår, hvor tilskuddene var blevet udbetalt, idet selskabet havde erhvervet ret til EU-tilskuddene på udbetalingstidspunkterne.

Anmodning om tilbagebetaling af chokolade- og sukkervareafgift på glasur
1/17/2022

SKAT havde ikke imødekommet klagerens anmodning om at tilbagebetale chokolade- og sukkervareafgift vedrørende 5 glasurvarer på tuber, idet SKAT fandt, at varerne var omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4, der angår "konfekt, bolsjer, dragévarer, skummasse, fondant, sukrede korn og lign. tilsat essenser eller farve samt i øvrigt sukkervarer af enhver art".

Landsskatteretten anførte, at begrebet "sukkervarer" hverken var defineret i chokoladeafgiftsloven eller i lovens forarbejder. Anvendelsen af ordene "i øvrigt sukkervarer af enhver art" i § 1, stk. 1, nr. 4, sammenholdt med de varer, der i øvrigt specifikt var nævnt i bestemmelsen, viste imidlertid, at bestemmelsen var tilsigtet et bredt anvendelsesområde, hvilket yderligere var understreget ved bestemmelsen om afgiftspligt for efterligninger og erstatningsvarer i lovens § 1, stk. 1, nr. 10. Det fulgte imidlertid af forarbejderne til chokoladeafgiftsloven, at sukker i sig selv var undtaget fra chokolade- og sukkervareafgiften. Henset hertil fandt retten i overensstemmelse med en naturlig sproglig forståelse, at "sukkervarer" i § 1, stk. 1, nr. 4, omfattede varer, hvis objektive karakteristika medførte, at sukkeret var karaktergivende for produktet.

Henset til produkternes høje indhold af sukkerarter, søde smag, og konsistens, samt at produkterne, udover sukkerarter, bestod af en række øvrige ingredienser, der samlet set havde undergået en ikke uvæsentlig forarbejdning, fandt retten, at de fem omhandlede varer var sukkervarer, omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4.

Den omstændighed, at Landsskatteretten i en kendelse af 10. december 1998 (611-1606-0001), der havde været omtalt i Ligningsvejledningen/Den juridiske vejledning, efter en samlet vurdering af de i den pågældende sag foreliggende oplysninger havde fundet, at nogle andre glasurvarer ikke var omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4, og § 1, stk. 1, nr. 10, indebar efter Landsskatterettens opfattelse ikke, at der herved forelå en administrativ praksis, der kunne føre til, at de fem glasurvarer, som sagen angik, ikke var afgiftspligtige efter § 1, stk. 1, nr. 4.

Tarifering af legetøjssæt
1/14/2022

Sagen drejede sig om tarifering af legetøj i sæt. Sættet bestod af en miniature indkøbskurv, der indeholdt små figurer, som forestillede varer fra et supermarked samt tilbehør hertil i form af indkøbsposer. De små figurer havde alle påtegnede øjne. Figurerne, indkøbskurven og poserne var pakket i plastfolie, med det formål at figurerne var skjulte, og man ikke kunne se, hvilke figurer pakken indeholdt. Landsskatteretten lagde til grund, at hvis varerne blev importeret særskilt, så skulle de enkelte dele i legetøjssættet tariferes under KN-underposition 9503 0095, som Andre varer: Af plast, og at de omhandlede varer på importtidspunktet var pakket som sæt i samme emballage til detailsalg uden ompakning. Retten fandt, at legetøjssættets primære funktion var legebrug, og at figurer, indkøbskurv og tilbehør alle udgjorde dele, som børn for eksempel kunne bruge til at lege købmand/butik med. Af denne grund fandt retten, at varernes objektive karakteristika og egenskaber var et legetøjssæt, som beskrevet i de forklarende bemærkninger til KN-underposition 9503 7000.

Retten fandt, at sættet ikke kunne tariferes i henhold til ATB 3b, da sættet ikke indeholdt varer, der kunne henføres under to eller flere positioner, jf. herved EU- Domstolens dom  i C- 138/18, Skatteministeriet mod Estron A/S, præmis 42-48. Da de i sættet omhandlede legetøjsfigurer alle tariferes under KN-position 9503, fandtes ATB 3b udelukket som anvendelse, jf. Europa-Kommissionens meddelelse vedrørende retningslinjer for tarifering i den kombinerede nomenklatur af varer i sæt til detailsalg, stk. 1, litra a). Da bestemmelse 4 til KN-kapitel 95 heller ikke fandt anvendelse, fandt retten, at sættet skulle tariferes efter hovedreglen i ATB 1 og 6. Retten fandt herefter, at legetøjssættet skulle tariferes i KN kapitel 95 under KN-underposition 9503 0070 00 som legetøj, under overskrifterne: Trehjulede cykler, løbehjul, trædebiler og lignende legetøj på hjul; dukkevogne; dukker; andet legetøj; skalamodeller og lignende modeller til underholdnings- og legebrug, også bevægelige; puslespil af enhver art: Andet legetøj, i sæt, jf. de Almindelige Tariferingsbestemmelser 1 og 6.

Retten stadfæstede derfor SKATs afgørelse.

Virksomhedsomdannelse var skattepligtig - ikke dispensation for negativ anskaffelsessum og fristoverskridelse - betingelserne for omgørelse ikke opfyldt
1/14/2022

Sagen, der var anlagt af omdanneren af en personligt ejet virksomhed, angik om sagsøgeren opfyldte betingelserne for gennemførelse af en skattefri virksomhedsomdannelse, herunder om sagsøgeren kunne få en dispensation for manglende opfyldelse af kravet om, at anskaffelsessummen ikke må være negativ ved en delomdannelse, samt om sagsøgeren kunne få dispensation for en fristoverskridelse i forbindelse med indsendelse af dokumenter til skatteforvaltningen. Såfremt betingelserne ikke var opfyldt, angik sagen, om sagsøgeren opfyldte betingelserne for omgørelse af virksomhedsomdannelsen, herunder om dispositionen var lagt klart frem for skattemyndighederne, og om de privatretlige virkninger af omgørelsen var enkle og overskuelige.

Retten fandt, at sagsøgeren ikke kunne få dispensation for hverken den negative anskaffelsessum eller fristoverskridelsen. Betingelserne for gennemførelse af en skattefri virksomhedsomdannelse var således ikke opfyldt. Herefter fandt retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at virksomhedsomdannelsen var lagt klart frem for skattemyndighederne. Retten fandt også, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at de privatretlige virkninger af omgørelsen var enkle og overskuelige, uanset at det kunne få store økonomiske konsekvenser for sagsøgeren. Betingelserne for omgørelse af virksomhedsomdannelsen var således ikke opfyldt. På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet.

Forskerskatteordningen - Vederlagskravet
1/13/2022

Klageren opfyldte ifølge sin ansættelseskontrakt ikke vederlagskravet i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3, for at blive omfattet af forskerskatteordningen.

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde dokumenteret sin påstand om, at der på tidspunktet for ansættelsens begyndelse var indgået en mundtlig aftale om, at klagerens løn til enhver tid skulle opfylde vederlagskravet. Retten henviste til, at lønnen ikke fremgik af ansættelseskontrakten eller tillæg hertil dateret i de pågældende indkomstår. Endvidere henviste retten til, at den faktisk udbetalte løn ikke opfyldte vederlagskravet, og at efterregulering først skete efter, at Skattestyrelsen havde meddelt, at opfyldelsen af vederlagskravet ville blive underkastet en prøvelse. Det forhold, at klageren i et efterfølgende indkomstår havde modtaget løn med tilbagevirkende kraft for at opfylde vederlagskravet, kunne ikke føre til et andet resultat. Retten henviste til, at det var afgørende for at blive omfattet af forskerbeskatning, at vederlagskravet i henhold til ansættelsesaftalen var opfyldt på tidspunktet for begyndelsen af ansættelsesforholdet samt løbende under ansættelsen.

Afslag på indregistrering af køretøjer på gule plader efter gældende regler før 3. oktober 2017
1/13/2022

Sagen drejede sig om, hvorvidt der ved salg af nogle varebiler kunne ske afgiftsberigtigelse efter de regler, der gjaldt før den 3. oktober 2017. Der var den 16. august 2017 underskrevet en bindende købsaftale om varebilerne mellem et selskab og et interessentskab, og selskabet havde den 5. januar 2018 anmodet om afgiftsberigtigelse af køretøjerne i henhold til de hidtil gældende regler før den 3. oktober 2017. Henset til ordlyden af bestemmelsen i § 3, stk. 4, jf. lov nr. 1195 af 14. november 2017, samt tidligere fortolkning af begrebet "slutbruger", jf. herved bl.a. Vestre Landsrets dom af 20. september 2000, offentliggjort i TfS2000.903, fandt Landsskatteretten ikke tilstrækkeligt belæg for at fastslå, at der i § 3, stk. 4, skulle indfortolkes, at en slutbruger skulle være en forbruger i købelovens forstand. Retten bemærkede, at der ikke i lovbemærkningerne var anført, at begrebet slutbruger skulle forstås som en forbruger i købelovens forstand, ligesom det i øvrigt ikke fremgik klart af Skatteministeriets høringssvar af 19. oktober 2017, at der henvistes til det køberetlige "forbrugerbegreb". Retten fandt herefter, at en slutbruger i omhandlede bestemmelse, skulle forstås som en køber af køretøj, der erhvervede køretøjet med det formål at anvende køretøjet efter en afgiftsberigtigelse på færdselslovens område, uden videresalg for øje. Interessentskabet havde erhvervet varebilerne med det formål at anvende varebilerne på færdselslovens område, uden videresalg for øje, hvorfor retten fandt, at salget af varebilerne var sket til en slutbruger. Varebilerne skulle derfor afgiftsberigtiges efter de hidtil gældende regler i registreringsafgiftsloven før den 3. oktober 2017. Landsskatteretten ændrede dermed SKATs afgørelse.

Momsfri virksomhedsoverdragelse ved fusion af hovedkontorer
1/13/2022

Spørger er en dansk filial af et selskab i EU-land A. Spørger driver virksomhed med bl.a. levering af Q Services til kunder i Danmark.

Selskabet i EU-land A planlægger at fusionere med et koncernforbundet selskab i EU-land B, som tillige har en filial i Danmark. Skatterådet kan bekræfte, at der ved fusionen sker en momsfri virksomhedsoverdragelse af aktiverne i Spørger til filialen af selskabet i EU-land B, jf. momslovens § 4, stk. 5.

Efter fusionen planlægger selskabet i EU-land B at lade sig omdanne til et europæisk selskab (societas europaea). Skatterådet kan bekræfte, at omdannelsen ikke udgør levering mod vederlag i momslovens forstand, og at en sådan omdannelse dermed ikke er omfattet af momslovens anvendelsesområde

Erhvervsejendom - Afvisning af klage - Ingen vurdering i det pågældende år
1/13/2022

Sagen angik, hvorvidt et selskab var berettiget til at klage over vurderingen af en erhvervsejendoms grundværdi og ejendomsværdi pr. 1. oktober 2012 og 2013. Selskabet havde indgivet klagen under henvisning til klageadgangen i ejendomsvurderingslovens § 89 a. Landsskatteretten afviste klagen under henvisning til, at adgangen til at klage over de udskudte vurderinger for erhvervsejendomme ikke omfatter vurderingen pr. 1. oktober 2012 og en eventuel årsomvurdering pr. 1. oktober 2013. For så vidt angår klagen over vurderingen pr. 1. oktober 2013 bemærkede Landsskatteretten, at der ikke var foretaget en almindelig vurdering eller årsomvurdering af erhvervsejendommen med en vurderingstermin i 2013. Da der således ikke var truffet nogen afgørelse om ansættelse af grundværdi og/eller ejendomsværdi med en vurderingstermin i 2013 for erhvervsejendommen, fandt Landsskatteretten, at Landsskatteretten også af denne årsag ikke kunne behandle klagen over vurderingen pr. 1. oktober 2013. Endelig fandt Landsskatteretten, at det forhold, at vurderingen pr. 1. oktober 2012 i henhold til beskatningsreglerne indgår som grundlag ved opgørelsen af skatter og afgifter vedrørende erhvervsejendommen for mere end ét skatteår, ikke kunne føre til et andet resultat, idet det ikke ændrede ved, at der ikke var truffet nogen afgørelse om ansættelse af erhvervsejendommens grundværdi og/eller ejendomsværdi med en vurderingstermin i 2013.

Genoptagelse på grund af praksisændring - Omvalg - SKM2020.14.HR. - styresignal
1/13/2022

Dette styresignal omhandler muligheden for genoptagelse af afgørelser, hvor SKAT/Skattestyrelsen har begrundet et afslag på omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30 med, at der ikke er en direkte sammenhæng mellem skattemyndighedernes ændring af skatteansættelsen og det valg, som der ønskes ændret. 

Det er et krav for omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, at skattemyndighederne har foretaget en ændring af den skattepligtiges skatteansættelse, at ændringen har betydning for den skattepligtiges valg, og at valget som følge af ændringen har haft utilsigtede skattemæssige konsekvenser.

Højesteret har i SKM2020.14.HR fastslået, at det ikke er et krav for omvalg, at der er en direkte sammenhæng mellem ændringen af skatteansættelsen og valget.

Skattestyrelsen ændrer praksis sådan, at der ikke stilles krav om, at der er en direkte sammenhæng mellem ændringen af skatteansættelsen og valget.

Grundværdi - Moms
1/13/2022

Sagen angik, om der skulle indgå moms ved ansættelse af ejendommens grundværdi ved en omvurdering pr. 1. oktober 2018, der blev foretaget efter reglerne i den dagældende vurderingslov.

Sagsøgeren påstod grundværdien nedsat og gjorde til støtte herfor gældende, at der ikke skal indgå moms ved ansættelse af grundværdien.

Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle over for sagsøgerens påstand, og der blev derfor afsagt dom i overensstemmelse hermed.

Moms - nægtelse af fradragsret som følge af burde-viden om leverandørers momssvig - partshøring - om ugyldighed pga. sagsbehandlingsfejl
1/11/2022

Skattemyndighederne havde nægtet et selskab fradrag for købsmoms af arbejdsydelser, som var blevet leveret til selskabet af underleverandører. Landsretten fandt det godtgjort, at underleverandørerne havde begået momssvig, og at selskabet burde havde vidst, at dets transaktionerne med underleverandørerne var led i sidstnævntes momssvig. På den baggrund fandt landsretten, at det var berettiget i henhold til EU-Domstolens praksis om nægtelse af fradragsret for moms i tilfælde af momssvig begået af en underleverandør, at skattemyndighederne havde nægtet selskabet fradrag for momsen. 

Det kunne ikke føre til andet resultat, at SKAT var blevet fyldestgjort for en del af den moms, som underleverandørerne havde unddraget statskassen, som følge af at SKAT - efter at have opdaget momssvigen - havde efteropkrævet momsen hos underleverandørerne. 

Landsretten fandt i øvrigt, at der var begået en sagsbehandlingsfejl i form af mangelfuld partshøring, men at denne sagsbehandlingsfejl konkret ikke havde haft betydning for sagens afgørelse, hvorfor SKATs og Landsskatterettens afgørelser ikke var ugyldige som følge af manglende partshøring som påstået af selskab. 

Lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende
1/11/2022

Spørgsmålet i sagen var, om to polske el-arbejdere skulle anses for lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende i forbindelse med deres arbejde udført for H1 A/S, og om selskabet derfor var forpligtet til at indeholde og hæfte for skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Retten fandt efter en samlet vurdering af sagens faktiske omstændigheder, sammenholdt med kriterierne anført i Skatteministeriets cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven, at de polske el-arbejdere skulle anses som lønmodtagere. 

Retten lagde i den forbindelse vægt på, at de polske el-arbejdere primært havde arbejdet sammen med H1 A/S’ øvrige medarbejdere, og at de blev instrueret og kontrolleret på stort set samme måde som de øvrige medarbejdere. Endvidere lagde retten vægt på, at de polske el-arbejdere fakturerede H1 A/S for henholdsvis "elarbejde" og "samling af strømtavler", at de fakturerede for det antal timer, de havde arbejdet og at der ikke foreligger kontrakter eller lignende, der beskriver arbejdet eller regulerer mangelstilfælde. Retten fandt på den baggrund, at H1 A/S reelt har båret den økonomiske risiko ved arbejdet. 

Retten fandt videre, at de polske el-arbejdere ved selv at medbringe arbejdstøj og almindeligt værktøj samt afholde begrænsede udgifter til regnskabsbistand ikke havde afholdt udgifter, der ligger væsentligt ud over, hvad der er sædvanligt i lønmodtagerforhold.  

Uanset at de polske el-arbejdere ikke havde ret til ferie og opsigelsesvarsel, at de selv tilrettelagde deres arbejdstid og i et vist omfang havde udført arbejde for andre, skulle de polske el-arbejdere anses for lønmodtagere. 

Det kunne heller ikke føre til et andet resultat, at de i Polen var registreret som selvstændige erhvervsdrivende og at de efter det oplyste er blevet beskattet i overensstemmelse hermed. 

Retten fandt også, at H1 A/S hæftede for den manglende indeholdelse. Det kunne ikke føre til andet resultat, at H1 A/S’ direktør havde oplyst, at han i forbindelse med ansættelsen havde søgt råd og vejledning hos skattemyndighederne. 

Genanvendelse af brusevand - minirensningsanlæg fradragsberettiget efter BoligJobordningen
1/10/2022

Skatterådet tiltrådte Spørgers opfattelse af, at udgifter til arbejdsløn til installation af et anlæg, som renser brusevandet og genanvender det til toiletskyl, kunne fradrages efter BoligJobordningen, jf. ligningslovens § 8 V, jf. også bilag 1 hertil, forudsat, at alle øvrige betingelser i ligningslovens § 8 V og bekendtgørelse nr. 419 af 2. maj 2018 var opfyldt.