Sagen angik, om der skulle betales yderligere gaveafgift ved en fars overdragelse af kapitalandele i et holdingselskab i en ejendomskoncern til sine børn. Værdiansættelsen var sket på baggrund af TSS cirkulære nr. 2000-09 og 2000-10. Koncernens ejendomme, som i årsrapporterne var optaget til dagsværdien, blev, jf. pkt. 3 i TSS cirkulære nr. 2000-09, nedskrevet til de senest kendte offentlige vurderinger. På baggrund heraf blev handelsværdien af holdingselskabet på gaveoverdragelsestidspunktet ansat til 84.101.322 kr. På overdragelsestidspunktet udgjorde de regnskabsmæssige værdier af koncernens ejendomme 624.668.422 kr., mens de offentlige ejendomsvurderinger udgjorde 359.305.900 kr. Nedskrivning til de offentlige ejendomsvurderinger medførte negativ værdi af flere af datterselskaberne. Skattestyrelsen ændrede værdiansættelsen af holdingselskabet til 223.635.053 kr., idet styrelsen ved værdiansættelsen af holdingselskabet ansatte koncernens ejendomme til dagsværdierne i henhold til årsrapporterne.

Landsskatteretten fandt, at cirkulærerne var vejledende for udøvelsen af skønnet over handelsværdien, og at klageren ikke havde et retskrav på at anvende cirkulærerne, hvis en værdiansættelse i henhold til cirkulærerne ikke førte til et retvisende udtryk for handelsværdien. Dagsværdierne i årsrapporterne udtrykte den værdi, som ejendommene måtte forventes at kunne sælges for og bl.a. med henvisning til størrelsen af egenkapitalen og den beregnede negative værdi af flere af datterselskaberne og selskabernes afkastgrader, fandt Landsskatteretten, at det var berettiget, at Skattestyrelsen havde fraveget værdiansættelsescirkulærerne. Landsskatteretten fandt desuden, at en materialeindkaldelse var relevant, og at den ikke var tilstrækkeligt besvaret, hvorfor ansættelsesfristen i boafgiftslovens § 27, stk. 2, var overholdt. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse. (Dissens).

Et selskab klagede over et bindende svar, hvorefter Skatterådet ikke kunne bekræfte, at selskabets levering af managementydelser til projektselskaber, hvori selskabet ejede kapitalandele, ville være økonomisk virksomhed med den konsekvens, at selskabet havde fuld fradragsret for moms på omkostninger, der havde en direkte og umiddelbar tilknytning til denne virksomhed.

Under de foreliggende omstændigheder fandt Landsskatteretten efter en samlet vurdering, at den økonomiske og forretningsmæssige virkelighed var, at det ikke var selskabet, men selskabets moderselskab, der leverede managementydelserne til projektselskaberne. Kontraktvilkårene, hvorefter det var selskabet, der leverede ydelserne, var udtryk for et kunstigt arrangement, som alene kunne tilvejebringes som følge af, at det var aftalt mellem parter, der havde sammenfaldende økonomiske og forretningsmæssige interesser. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skatterådets bindende svar.

Spørger var ansat hos G1 (arbejdsgivervirksomheden) og anvendte ligningslovens § 33 A vedrørende sin ansættelse i Y1-land. Spørger blev tildelt betingede aktier fra arbejdsgivervirksomheden, som spørger solgte straks efter vesting. Erhvervelse af aktierne var betinget af forsat ansættelse i koncernen. Antallet af erhvervede aktier blev beregnet på grundlag af Performance Conditions, som blev fastsat ud fra målopfyldelse vedrørende afkast ved investering i aktier i arbejdsgivervirksomheden over vestingperioden, - benævnt Optionen. Derudover blev spørger tildelt en Dividend Award med det formål at stille spørger, som om han var aktionær i arbejdsgiverselskabet i vestingperioden.

Skatterådet bekræftede, at både aktier tildelt i henhold til Optionen og Dividend Award blev anset som tildeling af aktier omfattet af ligningslovens § 16, hvor den skattepligtige værdi blev anset som lønindkomst omfattet af ligningsloven § 33 A.

Skatterådet bekræftede desuden, at spørgers anskaffelsessum for aktierne efter aktieavancebeskatningslovens § 24, stk. 1 og § 26, ved det efterfølgende salg svarede til den skattepligtige værdi, der indgik i lønindkomsten omfattet af ligningslovens § 33 A.

M 1 A.m.b.a (Spørger), der var et skattefritaget varmeværk efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4, og M2 A.m.b.a., som var skattepligtigt i medfør af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, påtænkte at sammenlægge deres aktiviteter med M2 A,m.b.a. som det fortsættende selskab.

Skatterådet bekræftede, at Spørger ikke skulle ophørsbeskattes i forbindelse med en påtænkt udskillelse af varmeaktiviteten (aktiver og passiver) fra Spørger til Spørgers datterselskab, og at Spørger efter udskillelsen af varmeaktiviteten ville være omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.

Skatterådet bekræftede endvidere, at den påtænkte efterfølgende fusion mellem Spørger og M2 A.m.b.a. (med sidstnævnte som det fortsættende selskab) kunne gennemføres som en skattepligtig fusion uden at det udløste skat til betaling, da passiv kapitalforvaltning, bestående af likvide midler og aktierne i datterselskaberne, ikke kunne anses for at have tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed, som defineret i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.

Skatterådet bekræftede endeligt, at de påtænkte omstruktureringer ikke ville medføre avancebeskatning hos andelshaverne, da disse ikke modtog formuegoder af økonomisk værdi i forbindelse med omstruktureringen.

Sagen, der var henvist til afgørelse i Landsskatteretten, angik, om SKATs ændring af ejendommens vurderingsoplysninger for 2015, hvorved registreringen af den afgiftspligtige forskelsværdi blev fjernet, var en vurdering, der kunne påklages i medfør af ejendomsvurderingslovens § 89 a. Landsskatteretten fandt, at der ikke for den påklagede ejendom var indtruffet en begivenhed, der kunne danne grundlag for en omvurdering af ejendommen i 2015 efter bestemmelsen i vurderingslovens § 3. Der var endvidere ikke for 2015 foretaget ændringer i de ansættelser, der efter § 5, stk. 1, eller § 33 i vurderingsloven skulle foretages ved en vurdering, idet de opregnede ansættelser af ejendommens grundværdi, ejendomsværdi, grundforbedringsfradrag, den omberegnede grundværdi mv. ikke var ansat forskelligt fra ejendommens ansættelser ved den almindelige vurdering i 2014. Landsskatteretten fandt herefter, at der ikke for 2015 var foretaget en vurdering efter reglerne i vurderingsloven, hvorfor der ikke fandtes en vurdering, der kunne påklages i medfør af ejendomsvurderingslovens § 89 a, jf. ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 2. Det havde ikke betydning for spørgsmålet om klageadgang efter ejendomsvurderingslovens § 89 a, at SKAT havde en praksis, hvormed ændringer i beskatningen af en ejendom rent teknisk blev gennemført ved at ændre på registreringer i ejendommens vurderingsoplysninger med den konsekvens, at årsomvurderingen for 2015 blev genåbnet og i vurderingssystemet figurerede som en genoptagelse, når de konkrete ændringer ikke var foretaget i ansættelser, der efter vurderingsloven skulle foretages ved en vurdering. Landsskatteretten afviste derfor klagen.

Sagen, der var henvist til afgørelse i Landsskatteretten, angik, om klageren havde adgang til at påklage fordelingen af henholdsvis den fritagne og den ikke-fritagne del af grundværdien i medfør af ejendomsvurderingslovens § 89 a, jf. § 89, stk. 2. Landsskatteretten fandt, at told- og skatteforvaltningens forpligtelse til at foretage fordelinger til gennemførelse af en skattefritagelse i medfør af vurderingslovens § 33, stk. 2, bestod, uanset om værdierne til fordeling var ansat ved vurdering, ved regulering eller ved uændret videreførelse af en tidligere ansættelse, og at en sådan fordeling således ikke var et element i en ejendoms almindelige vurderinger eller omvurderinger. Idet fordelinger i medfør af vurderingslovens § 33, stk. 2, ikke var et element i de almindelige vurderinger eller omvurderinger, fandt Landsskatteretten, at fordelingerne efter bestemmelsen ikke kunne påklages efter proceduren i ejendomsvurderingslovens § 89 a. Endvidere fandt Landsskatteretten det uforeneligt med formålet med klageordningen i medfør af ejendomsvurderingslovens § 89 at efterprøve fordelingen mellem henholdsvis den afgiftspligtige og den fritagne del af den videreførte ansættelse for 2014, uden at værdien, som skulle fordeles, var vurderet og ansat på baggrund af prisforholdene i 2014. Idet fordelinger i medfør af vurderingslovens § 33, stk. 2, ikke var omfattet af klageadgangen i medfør af ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 2, og da en klagebehandling af fordelingen selvstændigt ikke var foreneligt med formålet bag etablering og indretning af klageadgangen, afviste retten at efterprøve fordelingen af henholdsvis den fritagne og den ikke-fritagne del af grundværdien for 2014. Landsskatteretten afviste derfor klagen.

Klagen vedrørte et bindende svar fra Skattestyrelsen om, hvorvidt selskaberne H3 A/S og H4 ApS´s aktivitet skulle anses som passiv kapitalanbringelse, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, i en påtænkt overdragelse af klagerens ejerandele i holdingselskabet H1 A/S til klagerens søn. Landsskatteretten bemærkede, at det allerede ved indførelsen af pengetankreglen i 2000 fremgik direkte af bestemmelsens ordlyd, at aktier i et selskab, hvis virksomhed i væsentligt omfang bestod i "udlejning af fast ejendom (…) eller lignende", ikke kunne overdrages med succession. Efter den ændrede ordlyd af bestemmelsen i 2017 var udgangspunktet, at al besiddelse af fast ejendom skulle medregnes ved opgørelsen af, om betingelserne for at anvende pengetankreglen var opfyldt, medmindre ejendommen ikke havde karakter af passiv kapitalanbringelse. Af bemærkningerne fremgik, at aktiver, der kunne sidestilles med de udtrykkeligt nævnte aktiver (fast ejendom, kontanter og værdipapirer), også skulle medregnes ved opgørelsen af, om betingelserne for at anvende pengetankreglen var opfyldt. Virksomheden i form af kontorhotel i H3 A/S og H4 ApS bestod i udlejning af kontorlokaler til virksomheder med forskellige ydelser og services inkluderet i lejeprisen. Der var tale om en aktivitet, der efter sin art var udlejning af fast ejendom, og det fandtes i øvrigt ikke godtgjort, at selskabernes indtægter fra kontorhotellet ikke primært stammede fra fast ejendom. Landsskatteretten fandt derfor, at virksomheden i form af kontorhotel måtte anses som passiv kapitalanbringelse, hvorfor Skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet.

Sagen drejede sig om, hvorvidt en leasingvirksomhed, der var registreret ved Motorstyrelsen til selv at angive forholdsmæssig registreringsafgift af leasingkøretøjer, var berettiget til at afgiftsberigtige to køretøjer på forholdsmæssig registreringsafgift, jf. registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 1-3.

I relation til det ene køretøj, Volvo, XC40, D4 AWD Aut., kunne Landsskatteretten konstatere, at leasingydelsen for køretøjet var ansat lavt i forhold til selskabets investering i køretøjet, samt at en række forhold, som normalt ville være behandlet i en leasingaftale, ikke var berørt i leasingaftalen. Landsskatteretten fandt, at leasingaftalen, der var indgået mellem selskabet og en interesseforbunden leasingtager, ikke var indgået på markedsmæssige vilkår, hvorefter selskabet skulle betale den fulde registreringsafgift af køretøjet.

Vedrørende det andet køretøj, Porsche, 911 Carrera 4S, fandt Landsskatteretten, at leasingaftalen mellem selskabet og leasingtageren ikke var indgået på markedsmæssige vilkår, idet selskabet ikke kunne opnå en sædvanlig forrentning af den kapital, som selskabet havde bundet i relation til leasingaftalen, efter leasingaftalen. Landsskatteretten konstaterede, at selskabet havde betalt 44.530 kr. i forholdsmæssig registreringsafgift til staten for leasingperioden. Ifølge leasingaftalen opnåede selskabet for samme periode kun ret til en betaling på 38.981 kr. fra leasingtager. Landsskatteretten fandt, at selskabet ikke kunne inddrage en gevinst ved salg af leasingkøretøjet, efter leasingperioden var afsluttet, i vurderingen af, om leasingselskabet opnåede en sædvanlig forrentning af sin bundne kapital. Herefter fandt Landsskatteretten, at selskabet skulle betale den fulde registreringsafgift af køretøjet. Landsskatteretten stadfæstede Motorstyrelsens afgørelse.

Sagen drejede sig om, hvorvidt en skatteyder, A, var berettiget til et fradrag på 553.000 kr. i sin personlige indkomst for indkomståret 2013 som følge af et underskud, der stammede fra et I/S, hvori A var interessent. I sagen var der enighed om, at betingelserne for genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, var opfyldt. Imidlertid mente A, at han var omfattet af den forkortede ligningsfrist, hvorfor SKAT’s afgørelse var for sen. 

A havde yderligere - for det tilfælde, at han ikke fik medhold i fradragsretten - nedlagt påstand om, at han i samme indkomstår i stedet var berettiget til et tabsfradrag efter kursgevinstlovens § 3. Skatteministeriet havde overfor den subsidiære påstand nedlagt påstand om afvisning efter skatteforvaltningslovens § 48.  

Retten fandt ikke, at A havde godtgjort, at han var berettiget til fradrag i sin personlige indkomst som følge af underskud ved driften i I/S’et. Dette skyldtes dels, at A ikke havde bevist, at der blev afholdt udgifter i I/S’et, eller at virksomheden havde et underskud svarende til det, A havde selvangivet for indkomståret 2013. Herudover fandt retten det heller ikke bevist, at I/S’et drev erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende i indkomståret 2013. 

Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt A var omfattet af den forkortede ligningsfrist i dagældende bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 2, udtalte retten, at A var registreret som selvstændigt erhvervsdrivende hos skattemyndighederne i 2013, og at han selvangav underskud af virksomhed. Derfor havde A ikke enkle økonomiske forhold og var allerede af denne grund ikke omfattet af den forkortede ligningsfrist. 

A’s subsidiære påstand om tabsfradrag efter kursgevinstlovens § 3, var ikke tidligere prøvet af Landsskatteretten og kunne derfor kun inddrages under sagen med rettens tilladelse, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, 2. pkt. 

Om adgangen til at inddrage spørgsmålet udtalte retten, at spørgsmålet ikke havde en sådan klar sammenhæng med spørgsmålet om fradragsret for underskud efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og de øvrige spørgsmål i sagen, der er behandlet og afgjort af Landsskatteretten, at der var grundlag for at meddele en sådan tilladelse. Retten udtalte videre, at der ved vurderingen var lagt vægt på bl.a., at spørgsmålene skulle afgøres efter forskellige retsregler og faktiske omstændigheder, herunder ved forskellig periodisering. Det blev heller ikke vurderet undskyldeligt, at spørgsmålet ikke havde været inddraget tidligere, ligesom der ikke var grund til at antage, at A ville lide et uforholdsmæssigt retstab ved ikke at få tilladelse til at inddrage spørgsmålet under sagen. Skatteministeriets afvisningspåstand blev derfor taget til følge.

Sagen angik, at Motorstyrelsen ikke havde imødekommet selskabets anmodning om udbetaling af eksportgodtgørelse, da Motorstyrelsen havde anset køretøjet for at være mere end 35 år gammelt på udførelsestidspunktet. Landsskatteretten fandt, at bestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 4, nr. 3, om køretøjets alder måtte fortolkes sådan, at køretøjets alder skulle beregnes fra første indregistrering frem til tidspunktet for anmeldelsen af køretøjet til eksport, uanset køretøjet først efterfølgende blev udført af landet. Da køretøjet på anmeldelsestidspunktet ikke var mere end 35 år gammelt, var betingelserne for eksportgodtgørelse opfyldt, og Landsskatteretten ændrede derfor Motorstyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.

Sagen drejede sig om, hvorvidt Skattestyrelsen havde kunnet træffe en afgørelse af 16. juni 2023 over for et advokatfirma vedrørende boet efter A. Advokatfirmaet havde haft en skiftefuldmagt i forbindelse med behandlingen af boet. Skifteretten havde afsluttet boet den 7. november 2022, og boet havde ikke herefter været genoptaget af skifteretten. Landsskatteretten bemærkede, at en skiftefuldmagt som altovervejende hovedregel måtte anses for automatisk at bortfalde ved boets afslutning, og der var ikke konkrete holdepunkter for at fastslå, at skiftefuldmagten kunne udstrækkes til også at skulle gælde for det afsluttede bo. Skattestyrelsens forslag til afgørelse og afgørelse var således sendt til og sket over for en adressat, der ikke havde en fuldmagt til at repræsentere boet efter A eller selv var rette retssubjekt for afgørelsen. Det af Skattestyrelsen i afgørelsen anførte om, at boet efter A kunne genoptages efter dødsboskiftelovens § 103, stk. 1, nr. 6, ændrede ikke herved, idet spørgsmålet om genoptagelse af et bo henhørte under skifterettens kompetence. Landsskatteretten fandt på denne baggrund, at Skattestyrelsens afgørelse ikke havde retsvirkning og var en nullitet.

Efter momslovens § 11, stk. 1, nr. 4, kunne Told- og skatteforvaltningen pålægge en virksomhed at stille sikkerhed, når "virksomheden leverede" varer eller ydelser med leveringssted her i landet, jf. momslovens kapitel 4, og de skatter og afgifter m.v., der opstod "i forbindelse med virksomhedens levering" af varerne eller ydelserne, antoges forsætligt eller groft uagtsomt ikke at ville blive afregnet til Told- og skatteforvaltningen. Efter bestemmelsens stk. 3 skulle der dog kun stilles sikkerhed, når det efter et konkret skøn vurderedes, at virksomhedens drift indebar en nærliggende risiko for tab for staten. Det fulgte af bestemmelsens stk. 5, at sikkerhed skulle stilles for et beløb, der svarede til virksomhedens restancer med skatter eller afgifter m.v. og det forventede gennemsnitlige tilsvar i en 3-måneders-periode. Det gennemsnitlige tilsvar beregnedes efter bestemmelsen for igangværende virksomheder på baggrund af "det senest afleverede årsregnskab".

Virksomheden videresolgte biler, som var indkøbt i andre EU-lande med omvendt betalingspligt for moms. Bl.a. med henvisning til, at det af forarbejderne til § 11, stk. 4, fremgik, at bestemmelsen bl.a. var tiltænkt situationer som den foreliggende, fandt Landsskatteretten, at Skattestyrelsens krav om sikkerhedsstillelse var berettiget. Videre fandt Landsskatteretten efter en konkret vurdering, at betingelsen om tabsrisiko i stk. 3 var opfyldt. Skattestyrelsen havde beregnet sikkerhedens størrelse efter § 11, stk. 5, som summen af virksomhedens restance og - henset til, at Skattestyrelsen ikke var i besiddelse af bilagsmateriale til at kontrollere regnskabet - 25 % af virksomhedens erhvervelser i 4. kvartal 2022. Landsskatteretten anførte, at det hverken af lovens ordlyd ved indførelsen af bestemmelsen i 1999, der ikke efterfølgende var ændret, eller af bestemmelsens forarbejder, fremgik, hvad der nærmere skulle forstås ved "det senest afleverede årsregnskab". Landsskatteretten fandt imidlertid, at der herved i hvert fald ikke kunne forstås en sådan beregning på grundlag af 4. kvartal 2022, som Skattestyrelsen havde foretaget. Som følge heraf hjemviste Landsskatteretten beregningen af sikkerhedens størrelse til Skattestyrelsen.

Sagerne angik, om et ægtepar i medfør af ligningslovens § 16 E var skattepligtige af hævninger foretaget i indkomstårene 2014-2016 i et driftsselskab, som parret gennem et holdingselskab ejede ligeligt, og hvorvidt opgørelsen af de samlede hævninger skulle korrigeres. Hævningerne var sket via to forskellige mellemregningskonti. Saldoen på den ene mellemregningskonto, som var i selskabets favør, blev den 30. november 2014 omposteret til den anden mellemregningskonto, som ægteparret herefter anvendte som fortsættende mellemregningskonto. Som følge af omposteringen blev saldoen på den fortsættende mellemregningskonto bragt i selskabets favør med den følge, at ægteparrets efterfølgende hævninger på kontoen etablerede nye lån, som var medregnet i opgørelsen af skattepligtige hævninger. 

Retten fandt, at der ikke var grundlag for at korrigere ægteparrets mellemværende med selskabet i forhold til opgørelsen efter Ligningslovens § 16 E, således at omposteringen den 30. november 2014 skulle tages ud af den skattemæssige opgørelse for tiden efter den 30. november 2014. Det ændrede en påberåbt retsvildfarelse ikke på.

Sagen angik en forhøjelse af sagsøgerens indkomst med 994.924 kr. i indkomståret 2018 i henhold til statsskattelovens § 4 og ligningslovens § 16 A. Forhøjelsen bestod i konstaterede indsætninger på sagsøgerens bankkonti, samt udgifter afholdt på sagsøgerens vegne af det selskab, hvori sagsøgeren var direktør og eneanpartshaver. 

Retten tiltrådte indledningsvist de af skatteankenævnet anførte grunde, at skattemyndighederne havde været berettiget til at forhøje sagsøgerens indkomst. Herefter tiltrådte retten, at indsætningerne fra selskabet og de af selskabet afholdte udgifter på hans vegne som udgangspunkt måtte anses for maskeret udlodning, hvorefter der påhvilede sagsøgeren en skærpet bevisbyrde for, at dispositionerne ikke udgjorde maskeret udlodning.

I forhold til indsætningerne fra selskabet og afholdte udgifter af selskabet på sagsøgerens vegne, fandt retten ikke, at sagsøgeren havde godtgjort, at der var tale om en mellemregning med selskabet, da der ikke var fremlagt dokumentation for eksistensen af en mellemregning i form af bogføringsudskrift eller årsregnskab med specifikation af mellemværende med sagsøgeren. 

Der var under retssagen fremlagt en række gældsbreve, der ikke indgik under den administrative sagsbehandling. Sagsøgeren havde gjort gældende, at gældsbrevene var udtryk for udbetaling af lån fra et andet selskab. Retten fandt ikke, at indsigelserne om låneforholdene kunne tages til følge. 

For så vidt angår de øvrige indsætninger fandt retten, at sagsøgerens indsigelser var udokumenterede og ubestyrkede, hvorfor de ikke kunne tages til følge.

Skatteministeriet blev dermed frifundet.

Motorstyrelsen ændrede i 2022 praksis for, hvornår et brugt køretøjs vedligeholdelsesstand skal vurderes i forbindelse med værdifastsættelse. Det betyder, at der som udgangspunkt ikke gives et klargøringsfradrag. Denne meddelelse beskriver, hvornår det alligevel er muligt at opnå fradrag for manglende klargøring, og hvordan man skal dokumentere dette.

Sagen angik, om skattemyndighederne ved beregning af gaveafgift skulle acceptere, at en far overdrog kommanditanparter i to K/S’er, hvis væsentligste aktiver bestod af investeringsejendomme, til sine to døtre, på grundlag af en værdiansættelse af investeringsejendommene i overensstemmelse med 15 %-reglen.

Hovedspørgsmålet var, om det kunne begrunde fravigelse af 15 %-reglen i værdiansættelsescirkulæret, at investeringsejendommene var værdiansat til dagsværdi i et årsregnskab.

Investeringsejendommene blev ved overdragelsen værdiansat af parterne til i alt 104.108.000 kr. svarende til den offentlige vurdering på i alt 122.480.000 kr. fratrukket 15 %. Investeringsejendommene var i K/S’ernes regnskaber indregnet til dagsværdi, der i de seneste regnskaber forud for gaveoverdragelsen var opgjort til i alt 169.750.000 kr.

Højesteret udtalte, at det følger af højesteretspraksis, jf. senest Højesterets dom af 20. juni 2024 (UfR 2024.4183), at skattemyndighederne skal acceptere en værdiansættelse foretaget efter 15 %-reglen, med-mindre der foreligger særlige omstændigheder. Særlige omstændigheder kræver, at der er tale om særlige, konkrete forhold vedrørende den pågældende ejendom.

Højesteret anførte endvidere, at ifølge årsregnskabslovens § 11, stk. 1, skal et årsregnskab give et retvisende billede af blandt andet virksomhedens aktiver og passiver. Om værdiansættelse af en investeringsejendom i et årsregnskab følger det af lovens § 38, stk. 1, at ejendommen efter første indreg-ning (der skal ske til kostpris) løbende kan reguleres til dagsværdi. Det følger af årsregnskabslovens forarbejder, at ledelsen har ansvaret for, at dagsværdien måles pålideligt.

Højesteret udtalte videre, at dagsværdien af en investeringsejendom skal afspejle den aktuelle handels-værdi af ejendommen. Det fremgår således af bilag 1 til årsregnskabsloven, at dagsværdi er defineret som det beløb, hvormed et aktiv kan udveksles eller en forpligtelse kan udlignes ved transaktioner mellem af hinanden uafhængige parter.

Højesteret fandt herefter, at værdiansættelse af en investeringsejendom til dagsværdi i et årsregnskab foretaget i overensstemmelse med reglerne i årsregnskabsloven vil kunne begrunde fravigelse af 15 %-reglen i værdiansættelsescirkulæret. Hvorvidt 15 %-reglen i det konkrete tilfælde skal fraviges, må bero på en konkret vurdering af navnlig forskellen mellem dagsværdien og den offentlige ejendomsvurdering.

Højesteret tiltrådte i den konkrete sag, at der foreligger særlige omstændigheder, som indebærer, at skattemyndighederne ikke skal acceptere, at kommanditanparterne blev overdraget på grundlag af en værdiansættelse af investeringsejendommene efter 15 %-reglen.

Højesteret stadfæstede derfor landsrettens afgørelse.

Sagen angik værdiansættelsen af en gave i form af B-anparter i et selskab, herunder værdiansættelsen af en forlods udbytteret, som tilkom klageren som ejer af samtlige A-anparter i selskabet. Landsskatteretten fandt, at der var hjemmel i boafgiftslovens § 27, stk. 1 og 2, til, at Skattestyrelsen kunne fastsætte værdien af en gave til dens handelsværdi på tidspunktet for modtagelsen. Hjemlen til at fastsætte værdien af en gave til dens handelsværdi omfattede også den fastsættelse af værdien af en gave, som bestod af delelementer i den samlede fastsættelse af værdien af en gave. Der var således hjemmel til, at Skattestyrelsen havde fastsat værdien af gaven i form af B-anparter i selskabet, herunder anvendelse af CAPM-modellen og fastsættelse af værdien af den forlods udbytteret, som tilkom klageren som ejer af samtlige A-anparter i selskabet, ved anvendelse af denne model. Landsskatteretten foretog en konkret vurdering af handelsværdien af de overdragne B-anparter, og da der ikke for Landsskatteretten, f.eks. ved afholdelse af syn og skøn med henblik på at få fastsat den markedsbestemte opskrivningsprocent, var tilvejebragt et grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens skøn, stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse.