H1 var administrationsselskab i koncernen, der valgte international sambeskatning fra og med indkomståret 2014. For indkomståret 2021 indleverede H1 ingen oplysningsskemaer. Skattestyrelsen, Store Selskaber, skulle derfor skønsmæssigt ansætte indkomsten for sambeskatningskredsen og skulle tage stilling til, om international sambeskatning skulle anses for afbrudt.

H1 og de danske datterselskaber var i mellemtiden gået konkurs. Kurator havde efter modtagelse af forslagsskrivelse, hvor Skattestyrelsen varslede at international sambeskatning ansås for afbrudt fra og med 2021 med fuld genbeskatning til følge, sendt udkast til skatteopgørelser for de danske selskaber og det lokale regnskab for et udenlandsk selskab. For de øvrige udenlandske datterselskaber var der ikke fremsendt skatteopgørelser eller regnskaber. Oplysningerne ansås ikke for tilstrækkelige til at opretholde international sambeskatning.

Skatterådet afbrød efter indstilling fra Skattestyrelsen den internationale sambeskatning for koncernen for indkomståret 2021, jf. selskabsskattelovens §31 B, stk. 3, med det resultat, at der udløstes fuld genbeskatning med virkning fra og med indkomståret 2021, jf. selskabsskattelovens § 31 A, stk. 11.

Spørger, der var hjemmehørende i Storbritannien, var det ultimative moderselskab i X-koncernen og børsnoteret i flere lande. X-koncernen havde i de seneste år arbejdet på at forenkle og internationalisere koncernstrukturen, således at alle de kommercielle selskaber blev placeret direkte under Spørger. H1 påtænkte derfor at sælge sine aktier i D1 Singapore til moderselskabet, Spørger. Betalingen for aktierne skulle ske helt eller delvist ved udstedelse af et gældsbrev mellem H1 (sælger) og Spørger (køber). Efter overdragelsen af aktierne ønskede X-koncernen, at der skete en udlodning af H1´s tilgodehavende fra aktiesalget til Spørger. Lånet ville herefter blive betragtet som afviklet ved konfusion.

Spørger ønskede bekræftet, at Spørger ikke var begrænset skattepligtig af udbytte, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, af sit køb af aktierne i D1 Singapore mod et tilgodehavende efterfulgt af en udlodning af det opståede tilgodehavende fra H1. til Spørger, og at ligningslovens § 3 ikke fandt anvendelse på de påtænkte transaktioner.

Spørgers aktier i H1 var datterselskabsaktier, idet H1 var et helejet datterselskab af Spørger. Efter den interne bestemmelse i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, var Spørger derfor som udgangspunkt ikke begrænset skattepligtig til Danmark.

Det skulle herefter vurderes, om Spørger som den umiddelbare modtager af tilgodehavendet var "retmæssig ejer" heraf. Hvis tilgodehavendet ikke var videreudloddet fra Spørger og ikke med sikkerhed var bestemt til at blive videreudloddet til de bagvedliggende aktionærer, vil Spørger være retmæssig ejer.

Skatterådet fandt, at Spørger kunne anses for retmæssig ejer af fordringen. Skatterådet lagde afgø-rende vægt på oplysningen om, at de overdragne kapitalandele, som modsvarede værdien af den udloddede fordring, forblev i Spørger. Konfusionen og aktieoverdragelsen skulle derfor vurderes under ét, og som en planlagt del af koncernens samlede omstruktureringsplan. Skatterådet lagde ydermere vægt på, at det var oplyst, at overskudslikviditet og eventuelt provenu fra salg af aktiver i D1Singapore ville blive udloddet som udbytte til H1, forinden H1 solgte aktierne i D1 Singapore til Spørger.

Skatterådet fandt på baggrund af det oplyste, at der ikke forelå misbrug ved udbytteudlodningen i form af salg af aktier efterfulgt af konfusion. Skatterådet lagde til grund for besvarelsen, at dispositionen var forretningsmæssig begrundet, da formålet var at samle koncernens kommercielle selskaber under Spørger. Opnåelsen af fordelen af dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Storbritannien ansås dermed ikke for et af de væsentligste formål med arrangementet/transakti- onerne.

Skatterådet bekræftede herefter, at Spørger ikke var begrænset skattepligtig af udbytte, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, og at ligningslovens § 3 ikke fandt anvendelse på de påtænkte transaktioner.

Spørger ønskede at få bekræftet, at en ændring af selskabets vedtægter ikke ville medføre beskatning for selskabets andelshavere efter aktieavancebeskatningsloven eller statsskattelovens § 4. Skatterådet fandt, at andelshaverne ikke var omfattet af aktieavancebeskatningsloven, da der ikke var et retskrav på en andel af formuen i Spørger, og at vedtægtsændringen ikke medførte tildeling af et formuegode, der beskattes efter statsskattelovens § 4. Skatterådet svarede derfor bekræftende på spørgsmålet.

Spørger havde d. 14. juni 2023 modtaget en afgørelse om erstatning efter reglerne om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink.

Skatterådet bekræftede, at den modtagne erstatning og kompensation var endeligt retserhvervet ved afgørelsen den 14. juni 2023.

Skatterådet bekræftede, at der skulle opgøres genvundne afskrivninger/tab efter afskrivningslovens § 21 og fortjeneste/tab efter ejendomsavancebeskatningsloven, for den del af erstatningen, der kunne henføres til driftsbygningerne.

Af ejendomsavancebeskatningslovens § 11 følger det, at fortjeneste efter denne lov vil være skattefri, såfremt erstatningen er modtaget i anledning af ekspropriation. Det samme gælder fortjeneste i de såkaldte ekspropriationssituationer, hvor der indgås en frivillig aftale i stedet for en (påregnelig) ekspropriation.

Det var Skatterådets vurdering, at det midlertidige forbud mod hold af mink ikke havde udgjort et ekspropriativt indgreb overfor Spørger. Skatterådet lagde særligt vægt på forarbejderne til minkloven, hvoraf det fremgår, at forbuddet ikke i almindelighed vil udgøre et ekspropriativt indgreb. Det var endvidere Skatterådets opfattelse, at afgørelsen om nedlukningserstatning og den tilhørende overdragelse af retten til nedrivning og bortskaffelse af driftsbygningerne til staten, ikke udgjorde et ekspropriativt indgreb, idet Spørger frivilligt havde søgt om erstatningen. Endelig var der ikke tale om en frivillig afståelse i en ekspropriationssituation, idet der ikke var hjemmel til at ekspropriere/tvangsnedrive, og det ikke kunne påregnes, at der ville være sket ekspropriation/tvangsnedrivning. Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at fortjeneste efter ejendomsavancebeskatningsloven var skattefri efter lovens § 11.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger ved opgørelsen af ejendomsavance skulle opgøre ejendomsavancen i henhold til ejendomsvurderingsloven § 3, stk. 1, nr. 2 (som landbrugsejendom). Dette fulgte af, at Spørger ikke havde modtaget en ny vurdering efter ejendomsvurderingslovens §§ 5 eller 6, og at han derfor skulle anvende den kategori, der er fastsat efter den hidtidige vurderingslov, jf. ejendomsvurderingslovens § 81, stk. 3. Efter den hidtidige vurderingslov anses driften af en minkfarm ikke for landbrug, jf. SKM2012.359.HR.

Skatterådet bekræftede, at Spørger kunne anvende reglerne om genanbringelse af ejendomsavance efter reglerne i ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A og § 6 C ved køb af anden erhvervsmæssig anvendt fast ejendom i indkomstårene 2022, 2023 og/eller 2024.

Skatterådet bekræftede, at fortjeneste/genvundne afskrivninger på driftsbygninger, der kunne danne grundlag for indbetaling på ophørspension, skulle opgøres i 2023, hvor erstatningen for driftsbygningerne var retserhvervet.

Spørger havde d. 11. juli 2023 modtaget en afgørelse om erstatning efter reglerne om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink (nedlukningserstatning)

Spørger havde valgt erstatning efter den "skematiske model", hvor erstatningen opgøres af flere beløb, som lægges sammen.

De to væsentligste beløb var:

1. Erstatning for tabt fremtidig indtjening ved produktion af minkskind
2. Erstatning for restværdien af anlægsaktiverne pr. 31. december 2029

Beløb nr. 1 var opgjort på baggrund af de forventede indtægter og udgifter, der ville have været i perioden 2022-2030, såfremt virksomheden var fortsat uændret. Begge beløb var tilbagediskonteret til nutidsværdi.

Erstatninger beskattes normalt på samme måde som det, erstatningen træder i stedet for. Erstatningen for minkvirksomheden skulle således fordeles på de forskellige aktiver, som der var ydet erstatning for.

Det var Skatterådets opfattelse, at virksomhedens aktiver var erstattet, dels via beløb nr. 1 - erstatning for tabt fremtidig indtjening, og dels via beløb nr. 2 - aktivernes restværdi ultimo 2029. Baggrunden herfor var, at opgørelsen af nettoindtægterne (før afskrivning og renter) for en 9-årig periode er en metode til at værdiansætte hele minkvirksomheden - dvs. alle virksomhedens aktiver. Da metoden alene baserer sig på en 9-årige periode, er den suppleret med et tillæg for anlægsaktivernes restværdi pr. 31/12 2029.

Det var bygningerne og driftsmidlernes fulde værdi på nedlukningstidspunktet den 4. november 2020, som var erstattet, og erstatningen skulle dermed fordeles på de enkelte aktiver ud fra den værdi pr. 4. november 2020, som var fastsat/takseret i afgørelsen om erstatning. Dog var erstatningen for bygningerne og driftsmidlerne reduceret med henholdsvis 1.715.000 kr. og 150.000 kr. som følge af de aktiver, som Spørger havde beholdt/udtaget. Den resterende erstatning udgjorde som udgangspunkt erstatning for tabt indkomstgrundlag, der var skattefri, eller skattepligtig goodwill.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at det alene var erstatningen for anlægsaktivernes restværdi pr. 31. december 2029, som skulle fordeles på bygninger og driftsmidler. 

Skatterådet bekræftede derimod, at den modtagne erstatning og kompensation var endeligt retserhvervet ved afgørelsen den 11. juli 2023.

Spørger havde d. 28. februar 2023 modtaget en afgørelse om erstatning efter reglerne om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink (nedlukningserstatning)

Spørger havde valgt erstatning efter den "skematiske model", hvor erstatningen opgøres af flere beløb, som lægges sammen.

De to væsentligste beløb var:

1. Erstatning for tabt fremtidig indtjening ved produktion af minkskind
2. Erstatning for restværdien af anlægsaktiverne pr. 31. december 2029

Beløb nr. 1 var opgjort på baggrund af de forventede indtægter og udgifter, der ville have været i perioden 2022-2030, såfremt virksomheden var fortsat uændret. Begge beløb var tilbagediskonteret til nutidsværdi.

Erstatninger beskattes normalt på samme måde som det, erstatningen træder i stedet for. Erstatningen for minkvirksomheden skulle således fordeles på de forskellige aktiver, som der var ydet erstatning for.

Det var Skatterådets opfattelse, at virksomhedens aktiver var erstattet, dels via beløb nr. 1 - erstatning for tabt fremtidig indtjening, og dels via beløb nr. 2 - aktivernes restværdi ultimo 2029. Baggrunden herfor var, at opgørelsen af nettoindtægterne (før afskrivning og renter) for en 9-årig periode er en metode til at værdiansætte hele minkvirksomheden - dvs. alle virksomhedens aktiver. Da metoden alene baserer sig på en 9-årige periode, er den suppleret med et tillæg for anlægsaktivernes restværdi pr. 31/12 2029.

Det er som udgangspunkt bygningernes og driftsmidlernes værdi pr. 4. november 2020, som er erstattet. Erstatningen skulle dermed fordeles på de enkelte aktiver ud fra den værdi pr. 4. november 2020, som var fastsat/takseret i afgørelsen om erstatning. Dog var erstatningen for driftsmidlerne reduceret med 75.000 kr. som følge af de aktiver, som Spørger havde beholdt/udtaget. Den resterende erstatning udgjorde som udgangspunkt erstatning for tabt indkomstgrundlag, der var skattefri, eller skattepligtig goodwill.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at det alene var erstatningen for anlægsaktivernes restværdi pr. 31. december 2029, som skulle fordeles på bygninger og driftsmidler. 

Skatterådet bekræftede derimod, at den modtagne erstatning og kompensation var endeligt retserhvervet ved afgørelsen den 28. februar 2023.

Spørger havde d. 30. maj 2023 modtaget en afgørelse om erstatning efter reglerne om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink (nedlukningserstatning)

Spørger havde valgt erstatning efter den "skematiske model", hvor erstatningen opgøres af flere beløb, som lægges sammen.

De to væsentligste beløb var:

1. Erstatning for tabt fremtidig indtjening ved produktion af minkskind
2. Erstatning for restværdien af anlægsaktiverne pr. 31. december 2029

Beløb nr. 1 var opgjort på baggrund af de forventede indtægter og udgifter, der ville have været i perioden 2022-2030, såfremt virksomheden var fortsat uændret. Begge beløb var tilbagediskonteret til nutidsværdi.

Erstatninger beskattes normalt på samme måde som det, erstatningen træder i stedet for. Erstatningen for minkvirksomheden skulle således fordeles på de forskellige aktiver, som der var ydet erstatning for.

Det var Skatterådets opfattelse, at virksomhedens aktiver var erstattet, dels via beløb nr. 1 - erstatning for tabt fremtidig indtjening, og dels via beløb nr. 2 - aktivernes restværdi ultimo 2029. Baggrunden herfor var, at opgørelsen af nettoindtægterne (før afskrivning og renter) for en 9-årig periode er en metode til at værdiansætte hele minkvirksomheden - dvs. alle virksomhedens aktiver. Da metoden alene baserer sig på en 9-årige periode, er den suppleret med et tillæg for anlægsaktivernes restværdi pr. 31/12 2029.

Det er som udgangspunkt bygningernes og driftsmidlernes værdi pr. 4. november 2020, som er erstattet. I afgørelsen om erstatning var der fastsat/takseret en værdi af disse aktiver pr. 4. november 2020. Da Spørgers samlede erstatning var mindre end den takserede værdi af aktiverne pr. 4. november 2020, skulle hele erstatningen henføres til bygninger og driftsmidler.

Det var Skatterådets opfattelse, at ingen del af erstatningen kunne henføres til indkomstgrundlaget, idet den samlede erstatning for virksomheden var fastsat til en værdi, der er lavere end værdien af de fysiske aktiver enkeltvis. Virksomhedens indtjening kunne således ikke begrunde, at selve indkomstgrundlaget havde haft nogen værdi.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at det alene var erstatningen for anlægsaktivernes restværdi pr. 31. december 2029, som skulle fordeles på bygninger og driftsmidler. 

Skatterådet bekræftede derimod, at den modtagne erstatning og kompensation var endeligt retserhvervet ved afgørelsen den 30. maj 2023.

Det danske anpartsselskab, spørger, var i 2022 ejet af dets moderselskab i EU-land 1, H1. H1 var i fællesskab ejet af H2 og H3 i EU-land 1. Det var alene H3’s ejerandel, der var berettiget til at modtage udbytteudlodninger fra H1. H2 og H3 blev efter udbytteudlodningen fra spørger opløst ved en omvendt lodret fusion med H1, der nu ejer aktiverne i H3. H3 var indtil fusionen ejet af de tre selskaber, H4, H5 og H6, i EU-land 2 med i alt 98,55 pct., og med 1,45 pct. af de såkaldte MIP-deltagere. H5 og H6 var ultimativt ejet af et selskab hjemmehørende i Y-land, H10, via de mellemliggende Y-landske selskaber, H7, H8 og H9.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 1, at udbytteudlodningen fra Spørger, der blev modtaget af H1, og som kort tid efter blev videreudloddet til H3 til brug for tilbagekøb af de såkaldte MIP-deltageres aktier warranter i H3, ikke var genstand for begrænset skattepligt i Danmark, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c. Der blev lagt vægt på, at ingen del af det modtagne udbytte blev returneret op igennem strukturen til nogle af de overliggende selskaber i Y-land, H7, H8, H9 og H10, samt, at på baggrund af MIP-deltagernes meget begrænsede ejerandel i koncernen, havde disse på ingen måde haft mulighed for at gennemtvinge tilbagekøbet.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 2, at den forholdsmæssige del af udbyttet, der blev udloddet fra Spørger til H1, og fra H1 blev videreudloddet til H3, og fra H3 blev videreudloddet til bl.a. H5 og H6 i EU-land 2, og blev anvendt af H5 og H6 til betaling af earn-out opstået i forbindelse med købet af H1 fra G1, ikke var genstand for begrænset skattepligt i Danmark, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c. Der blev lagt vægt på, at H5 og H6 havde anvendt den pågældende del af det modtagne udbytte til betaling af den skyldige earn-out for opkøbet af H1, og at denne del af udbyttet ikke blev ført videre af H5 og H6 til de bagvedliggende aktionærer.

Spørger var formand for H1 og var valgt for en 4-årig periode med mulighed for genvalg. Spørger varetog en del af formandsarbejdet fra sin bopæl i by 2, men ca. 1-2 gange ugentligt udførte spørger sit arbejde i by 1, hvor H1s sekretariat lå. I denne forbindelse overnattede spørger i et værelse i H1s ejerlejlighed i by 1.

Skatterådet bekræftede, at spørger opfyldte betingelserne for at være på rejse, og at spørger derfor ikke ville skulle beskattes af anvendelsen af den fri bolig, som H1 stillede til rådighed, når spørger overnattede i by 1 i forbindelse med udførelsen af formandsarbejdet, jf. ligningslovens § 9 A.

Skatterådet svarede også, at spørger måtte anses at have et midlertidigt arbejdssted i by 1, og at spørger opfyldte afstandsbetingelsen i ligningsloven § 9 A, stk. 1.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger, en kommune, kan opnå elafgiftsgodtgørelse vedrørende eget elforbrug til opladning af el-biler i den kommunale hjemmepleje efter reglerne i den midlertidige særordning i § 21, stk. 1 og 2, i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer (særordningen for elbiler).

Spørger opfylder ikke kriterierne for at være en virksomhed som foretager erhvervsmæssig opladning af elbiler, og er ikke berettiget til godtgørelse i henhold til særordningen.

Spørgers aktivitet må betragtes som ikke-erhvervsmæssig virksomhed vedrørende den kommunale hjemmepleje, som kommunen foretager i sin egenskab af offentlig myndighed.

Dette er i overensstemmelse med energibeskatningsdirektivet, jf. art. 11, stk. 1, 3. punktum. Af denne bestemmelse fremgår, at bl.a. kommuner ikke betragtes som erhvervsmæssige enheder, for så vidt angår aktiviteter eller transaktioner som de udøver eller foretager i deres egenskab af offentlig myndighed.

Skatterådet bekræftede, at udgifter afholdt til et udviklingsprojekt vedrørende en robot kunne kvalificeres som udviklingsomkostninger i henhold til ligningslovens § 8 B. Der var herved blandt andet henset til, at robotplatformen efter det oplyste opfyldte patentlovens kriterier for patenterbarhed.

Spørger, der ejer det danske selskab H1 - under frivillig likvidation, ønskede at få bekræftet, at likvidationsprovenuet ikke betragtes som udbytte med begrænset skattepligt til DK.

Skatterådet bekræftede, at Spørger ikke vil blive begrænset skattepligtig til Danmark af likvidationsprovenuet, idet spørger måtte anses for retmæssig ejer, hvorfor der ikke er begrænset skattepligt efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c.

Endvidere bekræftede Skatterådet, at omgåelsesklausulen i ligningslovens § 3 ikke finder anvendelse, idet den forudgående hjemstedsflytning var forretningsmæssig begrundet.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers anvendelse af naturgas til brug for fremstilling af opgraderet biogas, var omfattet af gasafgiftslovens § 10 b, stk. 1, så nedsættelsen af tilbagebetalingen af afgift efter gasafgiftslovens § 10 skete med 1,6 pct. Der var herved henset til, at processen hos Spørger ikke var en aktivitet, der sædvanligvis blev udført i en landbrugsvirksomhed.

Spørger drev virksomhed med leasing af biler til henholdsvis erhvervskunder og privatkunder. I forbindelse med leasingkundernes tilbagelevering af leasingbilerne blev bilerne gennemgået for manglende vedligeholdelse, skader og mangler. Ved konstaterede skader og mangler og manglende vedligeholdelse opkrævede Spørger et vederlag ved leasingtager. Spørgsmålene var, om Spørgers opkrævninger ved leasingtager skulle anses for erstatning eller momspligtige vederlag, og om Spørger havde momsfradragsret svarende til moms af opkrævningen til leasingtager, selvom Spørger ikke udbedrede skaderne og manglerne på leasingaktivet.

Skatterådet fandt, at Spørgers opkrævninger var momspligtige. Skatterådet lagde vægt på, at det fulgte af leasingaftalerne, at leasingtager var forpligtet til at afholde udgifterne til opfyldelse af leasingaftalens vilkår, samt at omfanget af leasingtagers forpligtigelse til at betale et yderligere vederlag var fastlagt i leasingaftalen. Leasingtagers betaling for manglende vedligeholdelse, skader og mangler udgjorde således en integreret del af den samlede leasingydelse.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger havde momsfradrag svarende til opkrævningen ved leasingtagerne, idet det følger af momsfradragsretten, at der er fradragsret for afholdte fradragsberettigede udgifter. Hertil var det tillagt vægt, at den moms, Spørger ønskede at fratrække, udgjorde den moms, som Spørger opkrævede for leverancer til leasingtagerne og ikke moms pålagt ved levering til Spørger selv.

A P/S drev erhvervsmæssig virksomhed. Prisen for at optage nye partnere i A P/S havde nået så højt et niveau, at det gjorde det vanskeligt at tiltrække nye partnere. Partnerne ville derfor gennemføre en "udlodning" til de eksisterende ejere, således at egenkapitalen - og dermed prisen pr. kapitalandel - blev nedbragt. Dette skulle gennemføres ved følgende omstrukturering i 3 steps:

1. Partnerne i A P/S stiftede et nyt P/S Holding, ved kontant indskud.
2. Partnerne overdrog kapitalandelene i A P/S til P/S Holding til dagsværdi mod betaling i form at et gældsbrev, ansvarlige lån og mellemregning.
3. Partnerne konvertede gældsbrev hos P/S Holding til egenkapital i P/S Holding.

Omstruktureringen ville medføre, at egenkapitalen blev reduceret og gælden forøget. Herved ville det blive billigere for kommende partnere at købe sig til en andel af egenkapitalen.

Skatterådet bekræftede, at omstruktureringen kunne gennemføres, uden at det ville medføre afståelsesbeskatning for partnere, der anvendte virksomhedsordningen på deres kapitalandele, og at de nævnte udlån kunne indgå i virksomhedsordningen, og derfor ikke ville medføre en hævning i hæverækkefølgen.

Spørger, som var en ladestandervirksomhed, anmodede om at få bekræftet, at virksomheden kunne opnå godtgørelse af elafgift af elektricitet efter særordningen for elbiler, når elbilkunderne har egne solcelleanlæg, der kunne producere strøm til husstanden og det kollektive elnet. Når strømmen anvendes direkte i husstanden, vil den være afgiftsfritaget. Anmodningen omfattede dog ikke elbilkunder med egne solcelleanlæg, som var omfattet af den midlertidige afgiftsfritagelse under nettomålerordningen.

Skatterådet besvarede spørgsmålet benægtende, da det ift. Spørgers påtænkte situation ikke ville kunne fastlægges med sikkerhed, at der blev betalt elafgift af elforbruget i Spørgers ladestandere svarende til, at der var sikkerhed for, at der ikke blev ydet godtgørelse af en afgift, der ikke var betalt.

Skatterådet har på mødet den 28. maj 2024 fulgt Skattestyrelsens indstilling om, at der efter skattekontrollovens § 62, stk. 1, jf. § 61 gives tilladelse til at indhente identifikationsoplysninger på unavngivne personer og deres modtagelse af beløb gennem en betalingstjeneste.

Et ægtepar havde som led i et generationsskifte overdraget 5/6 af deres ejendomsvirksomhed til deres fem (red.familierelation.fjernet). Ægteparret var næringsdrivende med køb og salg af fast ejendom, og på tidspunktet for generationsskiftet omfattede ejendomsporteføljen et betydeligt antal ejendomme. I henhold til værdiansættelsescirkulærets 15 %-regel værdiansatte de ved overdragelsen ejendommene til ca. 900 mio. kr., svarende til den offentlige ejendomsvurdering fratrukket 15 %.

Skattestyrelsen fastsatte derimod på grundlag af en udtalelse fra Vurderingsstyrelsen ejendommenes værdi til i alt ca. 1,54 mia. kr. og traf derfor afgørelse om, at der skulle betales yderligere gaveafgift. Skattestyrelsen begrundede dette med, at næringsejendomme ikke omfattes af 15 %-reglen, og Skattestyrelsen tog derfor ikke stilling til, om der for nogle af de enkelte ejendomme forelå særlige omstændigheder, som ville indebære, at 15 %-reglen ikke kunne anvendes for nogle enkelte ejendomme. 

Højesteret anførte, at det fremgår af boafgiftslovens § 27, stk. 1, at en gaves værdi fastsættes til handelsværdien på tidspunktet for modtagelsen, samt at det af lovforarbejderne til bestemmelsen fremgår, at principperne i værdiansættelsescirkulæret og den praksis, der er etableret på området, fortsat vil være gældende efter vedtagelsen af lovforslaget.

Spørgsmålet var ifølge Højesteret herefter, om henvisningen i forarbejderne til principperne i værdiansættelsescirkulæret og den daværende praksis indeholder det fornødne sikre grundlag for at anvende 15 %-reglen også på næringsejendomme med den virkning, at boafgiftslovens bestemmelse om, at en gaves værdi skal fastsættes til handelsværdien, fraviges.

Herom udtalte Højesteret, at 15 %-reglen må antages at have til formål at sikre forudsigelighed og tryghed ved overdragelse af fast ejendom inden for familien, således at hverken gavegiveren eller gavemodtageren skal bære risikoen for den usikkerhed, der er forbundet med, at den offentlige ejendomsvurdering ikke er i overensstemmelse med ejendommens aktuelle handelsværdi. Da næringsejendomme er anskaffet for med videresalg for øje at opnå en fortjeneste, fandt Højesteret ikke, at de hensyn, som 15 %-reglen bygger på, gælder for næringsejendomme. Højesteret anførte herved, at næringsejendomme heller ikke er udtrykkeligt nævnt som omfattet af 15 %-reglen i værdiansættelsescirkulæret, som fokuserer på ejendomme omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven, der ikke gælder for næringsejendomme, samt at eksemplerne i bilaget til cirkulæret heller ikke angår næringsejendomme.

På den baggrund fandt Højesteret, at der ikke forelå det fornødne sikre grundlag for at anvende 15 %-reglen på næringsejendomme med den virkning, at boafgiftslovens bestemmelse om, at en gaves værdi skal fastsættes til handelsværdien, fraviges. Skattemyndighederne skulle derfor ved beregningen af gaveafgiften anvende næringsejendommenes handelsværdi.

Da der ikke var grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens værdiansættelse, som var baseret på Vurderingsstyrelsens udtalelse, skulle gaveafgiften således beregnes på baggrund af, at ejendommene havde en værdi på ca. 1,54 mia. kr. 

På den baggrund fik Skatteministeriet medhold. (Dissens)

Skatteyderne havde i forbindelse med overdragelse af en landbrugsejendom ubestridt ansat en passivpost forkert, således, at den tilhørende gaveafgift blev ansat for lavt. Gaveanmeldelse blev foretaget den 30. april 2020, og Skattestyrelsen ændrede passivposten ved afgørelse den 31. marts 2021, der lå efter den i boafgiftslovens § 27, stk. 2 gældende frist for ændringer af værdiansættelser af gaver. 

Landsretten fandt, at boafgiftslovens § 27, stk. 2 efter en naturlig læsning og forståelse umiddelbart skal opfattes således, at 6-måneders fristen alene gælder for værdiansættelsen af selve gaven og ikke for en ændring en passivpost som den omhandlede, og at der ikke var faste holdepunkter for en anden forståelse af fristreglen i boafgiftslovens § 27, stk. 2, end den, som umiddelbart fremgår af bestemmelsens ordlyd. 

Skatteministeriet fik derfor medhold i, at ændringen var foretaget rettidigt. Landsskatteretten var nået til et andet resultat.

Sagen angik, hvorvidt der skal betales gaveafgift i forbindelse med en ejendomsoverdragelse, hvor en far overdrog sine andele i to kommanditselskaber, hvis væsentligste aktiver bestod af faste ejendomme, til sine to døtre til værdier fastsat på grundlag af ejendommenes offentlige ejendomsvurderinger fratrukket 15 %.

I kommanditselskabernes årsrapporter var selskabernes ejendomme løbende indregnet til deres dagsværdier. På overdragelsestidspunktet udgjorde den regnskabsmæssige værdi af ejendommene henholdsvis 140.000.000 kr. og 29.750.000 kr., mens de offentlige ejendomsvurderinger udgjorde henholdsvis 98.500.000 kr. og 23.980.000 kr.

Skattestyrelsen fandt på den baggrund, at der som følge af oplysningerne om ejendommens dagsværdier i årsrapporterne forelå særlige omstændigheder, som indebar, at overdragelsen ikke kunne ske til de aftalte priser. Skattestyrelsen fastsatte skønsmæssigt ejendommenes værdier til 167.000.000 kr. og 53.000.000 kr., dvs. i alt 220.000.000 kr.

Landsskatteretten fandt derimod, at skattemyndighederne skulle acceptere de aftalte værdier.

Skatteministeriet indbragte sagen for domstolene, og sagen blev grundet dens principielle karakter henvist til landsretten i 1. instans, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1.

Landsretten gav ministeriet medhold i, at der som følge af, at dagsværdierne oversteg de offentlige vurderinger med ca. 40 %, foreligger særlige omstændigheder, som indebærer, at skattemyndighederne ikke er forpligtet til at acceptere en værdiansættelse af ejendommene til den offentlige ejendomsvurdering fratrukket 15 % i forbindelse med overdragelsen af anparterne.

Landsretten gav på den baggrund Skatteministeriet medhold.