SKAT juridiske nyheder

SKATs juridiske nyheder
Overdragelse af aktier til fond med almennyttigt formål
19-02-2018

Skatterådet bekræftede, at et holdingselskab kunne overdrage 70 pct. af sine aktier til en fond med et almennyttigt formål uden beskatning af maskeret udlodning for hovedanpartshaverne, avanceskat for holdingselskabet eller beskatning efter fondsbeskatningslovens § 3, stk. 6, i fonden. Derudover bekræftede Skatterådet, at holdingselskabet kunne sælge den resterende aktiepost til den erhvervsdrivende fond uden andre skattemæssige konsekvenser, end at et potentielt gaveelement ved aktieoverdragelsen tillægges aktiernes anskaffelsessum. Sluttelig bekræftede Skatterådet, at ophævelse af en forkøbsret uden en fastsat pris ikke kunne anses for afståelse af en finansiel kontrakt efter kursgevinstloven.

Udlån til helejet P/S og K/S fra pensionskasses ejendomsdatterselskab
19-02-2018

Skatterådet bekræftede, at udlån fra en pensionskasses ejendomsdatterselskab til ejendomsdatterselskabets helejede P/S ikke skulle medregnes som en fordring ved opgørelsen af 90 procents grænsen i selskabsskattelovens § 3 A. Skatterådet bekræftede desuden, at ejendomsdatterselskabets udlån til sit helejede P/S, der påtænktes omdannet til et K/S, efter omdannelsen til K/S fortsat ikke skulle medregnes som en fordring ved opgørelsen af 90 procents grænsen i selskabsskattelovens § 3 A, når komplementaren i K/S ikke fik en ejerandel i K/S.

Ændringer af godkendt leasingaftale – ikke fuld registreringsafgift af leasingkøretøj
16-02-2018

Et leasingselskab havde leaset en bil til en person og havde i den forbindelse indhentet SKATs tilladelse til at betale forholdsmæssig registreringsafgift af bilen. Efter opnåelse af tilladelsen havde selskabet fortaget en række ændringer i leasingaftalen. Da ændringerne ikke var godkendt af SKAT, anså SKAT tilladelsen for bortfaldet og opkrævede fuld registreringsafgift af leasingselskabet.

Ændringerne af leasingaftalen havde ikke betydning for hverken beregningen af den forholdsmæssige registreringsafgift eller aftalens realitet.

Højesteret vurderede herefter, at der ikke var hjemmel i registreringsafgiftsloven til at anse tilladelsen til forholdsmæssig registreringsafgift for bortfaldet og frifandt derfor leasingselskabet.

(ændring af SKM2017.245.VLR).

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 4. afdeling den 16. marts 2017

Skattepligt - fraflytning
16-02-2018

Sagen vedrørte spørgsmålet om skatteyderen var skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2010-2013.

Det beroede i første række på, om skatteyderen ved den anmeldte flytning til Frankrig i efteråret 2007 havde opgivet sin skattepligt til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. I anden række beroede det på, om skatteyderen i indkomståret 2010 var tilflyttet Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1.

Retten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at han ved den anmeldte flytning i efteråret 2007 opgav sin skattepligt til Danmark. Således havde han på dette tidspunkt rådighed over flere boliger, herunder et nyistandsat sommerhus, som netop var erhvervet som bolig for skatteyderen i umiddelbar tidsmæssig tilknytning til den anmeldte flytning. Retten tillagde det endvidere betydning, at skatteyderen havde en kæreste i Danmark i de pågældende år.

Retten tog dermed ikke stilling til, om skatteyderen var tilflyttet Danmark i indkomståret 2010.

Tinglysningsafgift - anvendelse af afgiftspantebreve efter opdeling i ejerlejligheder
16-02-2018

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger kunne udnytte de afgiftspantebreve, der var tinglyst på hovedejendommen, efter at der var sket opdeling i ejerlejligheder.

Jubilæumsgratiale - medarbejder i koncern
14-02-2018

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at udbetaling af et kontantbeløb, som jubilæumsgratiale, fra D1, hvor spørger var ansat, var omfattet af ligningslovens § 7 U.

Efter det oplyste havde M beskæftiget sig med X siden XXXX. Denne aktivitet var siden 20XX videreført i D2.

Der var dermed ikke den fornødne rimelige identitet mellem Ms og D1s aktiviteter.

Koncernen kunne ikke anses for at være ”én virksomhed” i relation til ligningslovens § 7 U, da der ved vurderingen af, om der kunne udbetales jubilæumsgratiale blev lagt vægt på medarbejdernes formelle ansættelsesforhold. Det forhold, at D1, hvor spørger var ansat, var en del af koncernen kunne således ikke føre til, at ansatte i D1 kunne anses for at være ansat i en virksomhed, der havde jubilæumsgratiale, jf. ligningslovens § 7 U.

Ved vurderingen af om der kunne udbetales jubilæumsgratiale efter ligningslovens § 7 U, skulle der endvidere lægges vægt på medarbejdernes formelle ansættelsesforhold.

Jubilæumsgratiale - medarbejder i koncern
14-02-2018

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at udbetaling af et kontantbeløb, som jubilæumsgratiale, fra D1, hvor spørger var ansat, var omfattet af ligningslovens § 7 U.

Efter det oplyste havde M beskæftiget sig med X siden XXXX. Denne aktivitet var siden 20XX videreført i D2.

Der var dermed ikke den fornødne rimelige identitet mellem Ms og D1s aktiviteter.

Koncernen kunne ikke anses for at være ”én virksomhed” i relation til ligningslovens § 7 U, da der ved vurderingen af, om der kunne udbetales jubilæumsgratiale blev lagt vægt på medarbejdernes formelle ansættelsesforhold. Det forhold, at D1, hvor spørger var ansat, var en del af koncernen kunne således ikke føre til, at ansatte i D1 kunne anses for at være ansat i en virksomhed, der havde jubilæumsgratiale, jf. ligningslovens § 7 U.

Ved vurderingen af om der kunne udbetales jubilæumsgratiale efter ligningslovens § 7 U, skulle der endvidere lægges vægt på medarbejdernes formelle ansættelsesforhold.

Jubilæumsgratiale - medarbejder i koncern
14-02-2018

Skatterådet bekræftede, at udbetaling af et kontantbeløb, som jubilæumsgratiale, fra D2, hvor spørger var ansat, var omfattet af ligningslovens § 7 U.

Efter det oplyste havde M beskæftiget sig med X siden XXXX. Denne aktivitet var siden 20XX videreført i D2.

D2 kunne således anses for at have virksomhedsjubilæum i 20XX, som følge af, at dette selskab havde overtaget den oprindelige aktivitet fra M. Der var dermed en rimelig identitet mellem de oprindelige aktiviteter i virksomhedens arbejdsområde.

Ved vurderingen af om der kunne udbetales jubilæumsgratiale efter ligningslovens § 7 U, skulle der endvidere lægges vægt på medarbejdernes formelle ansættelsesforhold.

Jubilæumsgratiale - medarbejder i koncern
14-02-2018

Skatterådet bekræftede, at udbetaling af et kontantbeløb, som jubilæumsgratiale, fra D2, hvor spørger var ansat, var omfattet af ligningslovens § 7 U.

Efter det oplyste havde M beskæftiget sig med X siden XXXX. Denne aktivitet var siden 20XX videreført i D2.

D2 kunne således anses for at have virksomhedsjubilæum i 20XX, som følge af, at dette selskab havde overtaget den oprindelige aktivitet fra M. Der var dermed en rimelig identitet mellem de oprindelige aktiviteter i virksomhedens arbejdsområde.

Ved vurderingen af om der kunne udbetales jubilæumsgratiale efter ligningslovens § 7 U, skulle der endvidere lægges vægt på medarbejdernes formelle ansættelsesforhold.

Gaveoverdragelse af aktier til mindreårigt barn - beskatning af udbytte
14-02-2018

Skatterådet bekræftede, at en søn ikke ville blive beskattet af udbytte, der blev udloddet på den ordinære generalforsamling i 2018 efter, at han havde modtaget kapitalandele ved gave i et aktieselskab fra sin far med forbeholdt udbytte, der blev udloddet på de gaveoverdragne kapitalandele i kalenderåret 2018, jf. kildeskattelovens § 5, stk. 2.

Fast driftssted - Juletræsplantage
14-02-2018

Skatterådet kan ikke bekræfte, at A og B’s forpagtning af en juletræsplantage i Danmark ikke vil medføre etablering af et fast driftssted her i landet efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4. Der er ved afgørelsen bl.a. lagt vægt på, at A og B udøver virksomhed gennem juletræsplantagen i Danmark. De økonomiske aktiviteter i Danmark udøves således for A og B’s regning og risiko.

Ekstraordinær genoptagelse - særlige omstændigheder - reaktionsfristen - befordringsfradrag - fradrag for renteudgifter og børnebidrag - afvisning
13-02-2018

Sagsøgeren havde ved skattemyndighederne fået afslag på ekstraordinær genoptagelse af sin skatteansættelse for indkomstårene 2007 til 2009 i relation til fradrag for befordring, børnebidrag og renteudgifter. Herudover havde sagsøgeren i en særskilt sag vedrørende indkomstårene 2010 til 2013 fået afslag på ret til fradrag for befordring, børnebidrag og renteudgifter. De to sager blev behandlet samlet.

I sagen vedrørende ekstraordinær genoptagelse fandt retten efter en samlet vurdering, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt. Retten fandt i den forbindelse, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at der forelå særlige omstændigheder i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Retten fandt i den forbindelse endvidere, at der ikke var anledning til at antage, at en genoptagelse af skatteansættelsen ville resultere i en ændret skatteansættelse.

Herudover fandt retten, at sagsøgeren ikke havde overholdt reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Retten bemærkede hertil, at sagsøgeren allerede den 24. februar 2011 inden for de ordinære genoptagelsesfrister havde indsendt selvangivelser, hvor der i rubrikken for befordringsfradrag ikke var angivet et beløb, men derimod var skrevet ”71 km pr. dag”. Sagsøgeren havde ikke selvangivet fradrag for børnebidrag eller renteudgifter. SKATs afslag på befordringsfradrag blev ikke påklaget af sagsøgeren. Sagsøgerens efterfølgende anmodning af om ekstraordinær genoptagelse, dateret den 30. april 2014, var derfor ikke fremsat inden for fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

I sagen vedrørende indkomstårene 2010 til 2013 havde sagsøgeren ved Landsskatteretten som noget nyt anmodet om fradrag for kurstab i 2010. SKAT havde ikke taget stilling hertil, og Landsskatteretten afviste derfor at behandle spørgsmålet, jf. skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1. Ved domstolene nedlagde Skatteministeriet påstand om afvisning over for sagsøgerens påstand om kursfradrag, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1. Retten tog afvisningspåstanden til følge, da retten fandt, at sagsøgeren ikke havde dokumenteret, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, 2. pkt., for helt undtagelsesvist at inddrage spørgsmålet under retssagen var opfyldt.

I relation til spørgsmålet om befordringsfradrag fandt retten, at sagsøgeren ved sin egen forklaring og sin egen beregning af befordringsfradrag og ud fra oplysningerne i skattemapperne ikke på tilstrækkelig vis havde sandsynliggjort, at han var berettiget til befordringsfradrag. Retten bemærkede i den forbindelse, at sagsøgeren ikke havde dokumenteret de faktiske arbejdssteder, og at det således ikke havde været muligt for skattemyndighederne at vurdere størrelsen af et eventuelt fradrag for befordring.

Vedrørende fradrag for renteudgifter fandt retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at betingelserne for rentefradrag var opfyldt. Retten bemærkede i den forbindelse, at kravene til sagsøgerens bevis for rigtigheden af sin påstand skærpedes, idet den påståede gældsoptagelse var mellem familiemedlemmer. Endvidere bemærkede retten, at sagsøgeren ikke ved f.eks. kontoudtog havde dokumenteret, at han havde fået udbetalt det pågældende lånebeløb, og at der heller ikke var fremlagt dokumentation for, at renteudgifterne var betalt af sagsøgeren.

Endelig fandt retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at betingelserne for at opnå fradrag for børnebidrag var opfyldt. Retten fandt i den forbindelse, at tre håndskrevne aftaler mellem sagsøgeren og børnenes mor ikke udgjorde bevis for betaling af børnebidrag. Retten bemærkede, at aftalerne var udaterede og ikke indeholdt oplysninger om størrelsen af børnebidraget. Retten bemærkede endvidere, at sagsøgeren heller ikke havde fremlagt dokumentation for betaling af børnebidrag i form af f.eks. kontoudtog eller kvitteringer udstedt af børnenes mor.

Praksisændring - Genoptagelse - Momsfritagelse - Transaktioner i nær tilknytning til undervisning - udkast til styresignal
12-02-2018

SKAT ændrer med baggrund i EU-domstolens dom i sagen C-699/15, Brockenhurst College, praksis for momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, af varer og ydelser leveret i nær tilknytning til undervisning.

Praksisændringen består i, at salg af elevproducerede varer og ydelser på visse betingelser kan anses for leveret i nær tilknytning til den momsfritagne undervisning, og dermed tillige omfattes af momsfritagelsen.

Grundværdiansættelse - tilsidesættelse af skønserklæring - jordbundsforhold - handelsværdi
12-02-2018

Sagens tvist vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt der var grundlag for at tilsidesætte vurderingsmyndighedernes grundværdiansættelser af en ejendom for 2002, 2004 og 2006.

Skatteyderen erhvervede ejendommen i maj 2001 og foretog efterfølgende byggemodning på grunden. Der var forinden blevet udarbejdet en jordbundsundersøgelse, hvoraf fremgik, at der i et vist omfang var behov for ekstrafundering. At der havde været afholdt udgifter til ekstrafunderingen var også anerkendt af skattemyndighederne. Skatteyderen var endvidere tilkendt et fradrag for forbedringer i henhold til den dagældende vurderingslovs §§ 17 og 18 på ca. 4,1 millioner kr. Der blev under sagen afholdt syn og skøn over grundværdien, og skønsmandens grundværdiansættelser afveg betydeligt i forhold til vurderingsmyndighedernes ansættelser. Idet skønsmanden ikke havde været i besiddelse af oplysningerne om det tilkendte fradrag for grundforbedringer, blev der udarbejdet en supplerende skønserklæring, hvor oplysningen herom blev fremlagt for skønsmanden. Skønsmanden fastholdt sine oprindelige ansættelser, og bemærkede bl.a., at udgifterne til den grundværdiforbedrende byggemodning ikke slog fuldt ud igennem på handelsprisen.

Retten lagde til grund, at skatteyderen på købstidspunktet havde været bekendt med jordbundsforholdene, hvorfor der ved fastsættelsen af købsprisen var taget hensyn til, at der måtte forventes udgifter til ekstrafundering. Der var derfor ikke grundlag for at give nedslag i grundværdien som følge af jordbundsforholdene.

Retten fandt for så vidt angår selve grundværdiansættelsen, at indholdet af skønserklæringen ikke kunne føre til, at sagen skulle hjemvises. Retten lagde bl.a. vægt på, at skønsmanden i sin besvarelse har anført, at der i området ikke findes referenceejendomme, som kan sammenlignes med den i sagen omhandlede grund. Retten lagde endvidere vægt på, at skønsmanden i tillægserklæringen fastholdt sine oprindelige værdiansættelser, selv om han til brug for besvarelsen i tillægsspørgsmålene blev gjort opmærksom på, at de grundværdiforbedrende udgifter havde udgjort 4.1 millioner kr. og ikke blot ca. 1.3 millioner kr., som skønsmanden indledningsvist havde lagt til grund. Endelig bemærkede retten, at den prisfremskrivningsfaktor, skønsmanden havde anvendt, forekom usikker.

På den baggrund fandt retten det ikke godtgjort, at vurderingsmyndighedernes grundværdiansættelser var foretaget på et forkert eller mangelfuldt grundlag, eller at skønnet havde ført til et åbenbart urimeligt resultat, hvorfor Skatteministeriet blev frifundet.

Fuld skattepligt til Danmark - fraflytning - sommerhus - erhvervsmæssige interesser i Danmark
12-02-2018

Sagen handlede om, hvorvidt et ægtepar havde opgivet bopælen i Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Sagen handlede endvidere om, hvorvidt manden havde skattemæssigt domicil i Danmark eller Spanien i 2008 efter den dagældende dobbeltbeskatningsoverenskomst. Ægteparret, som registrerede sig som bosiddende i Spanien fra 2008, havde solgt deres helårshus i Danmark, men ejede efter den registrerede fraflytning fortsat et sommerhus i Danmark. I årene 2008-2010 opholdt ægteparret sig i betydeligt omfang i Danmark og havde tillige bil til rådighed i Danmark. Manden havde selvangivet indkomst i Spanien.

Under henvisning til en samlet bedømmelse af omfanget af ægteparrets ophold i Danmark, hvorunder manden også måtte antages at have varetaget betydelige erhvervsmæssige og økonomiske interesser, ægteparrets boligforhold og familiemæssige tilknytning til Danmark, fandt landsretten det ikke godtgjort, at ægteparret havde opgivet deres skattemæssige bopæl i Danmark.

For så vidt angår boligforholdene lagde landsretten bl.a. vægt på, at ægteparrets sommerhus i årene 2008-2010 fik en tilbygning, således at sommerhusets samlede areal kom til at udgøre 129 m2, ligesom den oprindelige del af sommerhuset blev gennemgribende renoveret. Ifølge mandens forklaring var hensigten med ombygningen bl.a. at skabe bedre plads til at få besøg af børnebørn. Det samlede ombygningsarbejde udgjorde ifølge ægteparret 1,2 mio. kr.

I relation til mandens erhvervsmæssige og økonomiske interesser bemærkede landsretten, at manden efter fraflytningen til Spanien fortsatte med at eje store dele af den koncern, som han selv var medstifter af, og som havde mere end 150 ansatte. Ifølge beholdningsoversigt udgjorde værdien af aktierne i koncernens selskaber pr. 30 maj 2008 mere end 20 mio. kr. Manden var derudover i årene 2008-2010 registreret med direktørposter henholdsvis bestyrelsesposter inden for koncernens selskaber, ligesom han deltog i bestyrelsesmøder under sine ophold i Danmark og desuden i mindre omfang ydede rådgivning. Det arbejde, som manden udførte fra Spanien for koncernens grønlandske selskaber, svarede til det arbejde, han tidligere havde udført fra Danmark.

Landsretten tiltrådte afslutningsvist byrettens begrundelse for, at manden i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten indgået med Spanien ikke havde skattemæssigt domicil i Spanien i 2008.

Landsretten stadfæstede på denne baggrund byrettens dom (SKM2017.103.BR).

Indsætninger på konto - direktør og medindehaver - skiftende forklaringer - løn - eller aktieindkomst - nye anbringender
12-02-2018

Sagen handlede om, hvorvidt skatteyderen var skattepligtig af en række beløb, som han havde modtaget på sin danske bankkonto fra udlandet. Skatteyderen gjorde under byretssagen gældende, at beløbene var tilbagebetaling af lån, som han havde ydet et kroatisk selskab, han havde stiftet sammen med sin ægtefælle, og hvori han var direktør. Det kroatiske selskab havde købt og istandsat et sommerhus i Kroatien, som dels blev anvendt til egen ferie af parret, og som dels blev udlejet via et turistbureau. Selskabet havde efterfølgende solgt sommerhuset, og en del af provenuet havde selskabet investeret i investeringsbeviser.

Under landsretssagen havde skatteyderen frafaldet sin principale påstand om, at indsætningerne var tilbagebetalinger af lån, og i stedet gjort gældende, at der for hovedparten af indsætningerne var tale om aktieindkomst. Som noget nyt gjorde skatteyderen gældende, at han alene ejede 50% af selskabet, hvorfor han kun skulle beskattes af halvdelen af de indsatte beløb. Til støtte herfor gjorde skatteyderen gældende, at selskabet var stiftet med en ejerandel på 50% til ham og 50% til ægtefællen, og at der ikke var sket ændringer i ejerforholdene.

Landsretten lagde til grund, at der i selskabets ejertid blev foretaget en større renovering af ejendommen, og at den blev udlejet erhvervsmæssigt ved antagelse af et lokalt turistbureau. Landsretten fandt derfor, at det havde formodningen imod sig, at der ikke har været udført arbejdsopgaver i selskabet.

Herefter lagde landsretten vægt på, at skatteyderen var registreret som direktør i selskabet, og at der ikke har været registreret ansatte i selskabet, samt at skatteyderen havde afgivet skiftende forklaringer om baggrunden for de beløb, som det kroatiske selskab indbetalte på hans konto. Endvidere fandt landsretten, at skatteyderens forklaring om beløbene og om driften af den kroatiske virksomhed i meget ringe grad var underbygget ved dokumentbevis.

På den baggrund, og med henvisning til de af byretten anførte grunde, anså landsretten indsætningerne som skattepligtig lønindtægt for skatteyderen. Landsretten stadfæstede derfor byrettens frifindende dom.

Italiener udstationeret til Danmark - Opfyldelse af betingelserne i kildeskattelovens §§ 48 E-F (forskerskatteordningen)
12-02-2018

Landsskatteretten fandt, at betingelserne i kildeskattelovens §§ 48 E-F ikke var opfyldt for klageren, idet han allerede var i et ansættelsesforhold hos den udenlandske arbejdsgiver ved udstationeringen til arbejdsgiverens danske filial.

 

Forældelse i forbindelse med gæld til det offentlige
12-02-2018

Ved afgørelsen stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse, hvorefter klagerens gæld til det offentlige vedrørende bl.a. restskat, B-skat, AM-bidrag, underholdsbidrag, parkeringsafgift og moms var retskraftig.

 

Transfer pricing korrektion
12-02-2018

Sagen vedrører de kontrollerede transaktioner mellem et dansk selskab og koncernforbundne udenlandske salgsselskaber. Landsskatteretten fandt, at SKAT var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse i henhold til dagældende skattekontrollovs § 3B, stk. 8 (nu stk. 9), og § 5, stk. 3, idet der primært blev lagt vægt på, at der manglede en sammenlignelighedsanalyse i selskabets transfer pricing dokumentation, og at der manglede tilstrækkelig information om de udenlandske salgsselskaber i forhold til de kontrollerede transaktioner med det danske selskab. Landsskatteretten fandt også, at SKATs skøn var i overensstemmelse med OECD Transfer Pricing Guidelines. I den forbindelse fandt Landsskatteretten det berettiget, at SKAT havde valgt det danske selskab som testet part ved anvendelse af TNMM (transaktionsbestemt nettoavancemetode), da der ikke var tilstrækkelig information om de udenlandske salgsselskaber, idet en væsentlig del af den fremlagte opgørelse af salgsselskabernes indtjening vedrørte salg af varer, der ikke var købt af det danske selskab.

 

Skattefri rejsegodtgørelse - arbejdsgiverkontrol - lastbilchauffør
09-02-2018

Sagen drejede sig om, hvorvidt en skatteyder, der arbejdede som lastbilchauffør, opfyldte betingelserne for at få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse i årene 2013 og 2014 efter ligningslovens § 9.

Sagsøgeren havde fremlagt en række kørselsrapporter, der bl.a. indeholdt oplysninger om datoer og destinationer for rejserne. Kørselsrapporterne indeholdt imidlertid ikke en påtegning om kontrol fra arbejdsgiveren, og der manglede i vidt omfang oplysninger om start-og sluttidspunkter.

Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at arbejdsgiveren havde ført den fornødne kontrol. Retten lagde bl.a. vægt på, at det ikke var muligt af kørselsrapporterne at se, at de blev kontrolleret, inden der skete udbetaling af rejsegodtgørelse. Retten udtalte herved, at der ikke foreligger bogføringsbilag, der opfylder kravene i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse-og befordringsgodtgørelse.

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.