Sagsøgeren havde indgået en mundtlig aftale om at bistå skatteyderen med en klagesag for Skatteankenævnet. Skatteyderen havde overdraget kravet på omkostningsgodtgørelse til sagsøgeren, som ansøgte om omkostningsgodtgørelse med 100 %, efter at Skatteankenævnet havde truffet afgørelse om hjemvisning. Skattestyrelsen udbetalte alene acontogodtgørelse med 50 % med henvisning til, at det ikke var muligt at vurdere medholdsgraden på det pågældende tidspunkt. Sagsøgeren indbragte afgørelsen for domstolene.   

Mens retssagen verserede, traf Skattestyrelsen afgørelse i den hjemviste sag, hvormed skatteyderen fik medhold. Retssagen omhandlede herefter, om sagen skulle hjemvises med henblik på at vurdere om, at skatteyderen hæftede for betalingen af rådgivers salær, og - hvis sagen ikke blev hjemvist - om hæftelsesbetingelsen i skatteforvaltningslovens § 52 var opfyldt.   

Retten fandt, at der ikke var grundlag for at hjemvise sagen, da retten kunne tage stilling til sagens materielle tvist. Om hæftelsesspørgsmålet fandt retten, at skatteyderen hæftede for betalingen af rådgivers salær.   

Sagsøgeren var derfor berettiget til omkostningsgodtgørelse med 100 %. 

Sagen angik, om appellanten i 2016 og 2017 havde ret til moms- og skattemæssigt fradrag af 13 fakturaer udstedt af en hævdet underleverandør samt to bogførte betalinger, som der ikke var fremlagt fakturaer for.   

Landsretten fandt, at appellantens bevisbyrde var skærpet som følge af et interessefællesskab mellem appellanten og den hævdede underleverandør, og at appellanten ikke havde løftet denne bevisbyrde.   

Landsretten fandt desuden, at appellanten ikke havde ført bevis for, at appellantens salg af materialer i 2016, som ubestridt havde fundet sted, var blevet indtægtsført i 2016, og appellantens salgsmoms og skattepligtige indkomst skulle derfor forhøjes.   

Landsretten stadfæstede på den baggrund byrettens frifindende dom. 

Sagen angik beskatning af maskeret udbytte i form af en række udgifter afholdt af et S.M.B.A. i indkomstårene 2012 og 2013. Sagen angik også, om der var grundlag for at godskrive en hovedaktionær et beløb for indeholdt udbytteskat i slutskatten for indkomståret 2013.   

Landsretten fandt, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at udgifterne var erhvervsmæssige for selskabet. Landsretten fandt også, at det efter de foreliggende oplysninger om selskabets aktiviteter og økonomiske forhold måtte have stået klart for hovedaktionæren, at selskabet ikke med egne midler ville kunne afregne udbytteskatten. Der var derfor ikke grundlag for at foretage modregning med et beløb for indeholdt udbytteskat. Byrettens frifindende dom (SKM2024.310.BR) blev derfor stadfæstet.

T var tiltalt for told- og afgiftsunddragelse af særlig grov karakter, ved den 8. september 2020 ca. kl. 6.35 ved Y8-by grænse med indregistreret sættevogn, for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, ved særlig grov karakter at have overtrådt skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivning, i forening ukendte medgerningsmænd, forsætligt at have undladt at angive varer, der indførtes til eller udførtes fra det danske toldområde, eller fraførtes eller tilførtes en frihavn eller et toldoplag i det danske toldområde, idet han foranledigede indførsel af sættevognen indeholdende i alt 13.860.000 stk. cigaretter af tre forskellige mærker med udenlandske labels, via den dansk/tyske grænse, under dække af, at der var tale om transport af kuglegrills, hvorefter traileren blev fundet på en dansk havn senere samme dag ca. kl. 13.30, uden at cigaretterne blev angivet til told- og skatteforvaltningen. Det offentlige blev herved unddraget told og afgifter på i alt 34.753.257 kr. 

T nægtede sig skyldig og bestred at have haft noget med bestilling af transport af gøre. 

Byretten fandt det bevist, at T havde arrangeret transporten af cigaretlasten fra udlandet ind i Danmark, samt transporten heraf videre til et andet udland, uden nogen anmeldelse til toldvæsenet og således med henblik på afgiftsunddragelse, der efter forholdets organiserede præg og store omfang måtte rubriceres som af særlig grov karakter. Uanset om T civilretligt stod som ejer af cigaretlasten, havde han ved sin råden haft lasten i sin besiddelse, hvorfor han var ansvarlig for berigtigelsen af afgiften og strafferetligt ansvarlig for undladelsen heraf. T fandtes herefter skyldig i tiltalen. 

T idømtes fængsel i 3 år samt konfiskation af sættevognen og cigaretterne. T skulle tillige inden 14 dage betale 34.753.257 kr. med tillæg af procesrente fra den 21. december 2023 til Skattestyrelsen. Desuden blev T udvist af Danmark og pålagt indrejseforbud for bestandig. 

Ved strafudmålingen lagde retten især vægt på omfanget og værdien af den indsmuglede last, på forholdets professionelle karakter med nøje planlægning og forberedelse, samt på T’s rolle som arrangør af forsendelsen gennem Danmark. På den anden side fandtes der ikke grundlag for at antage, at han havde medvirket til at arrangere forsendelsen fra udlandet eller til videresalg til et andet land, hvorfor han ikke kunne tillægges en rolle som bagmand for det samlede forhold. 

I en administrativ straffesag var T sigtet for overtrædelse af momslovens § 81, jf. § 57. Den samlede momsunddragelse udgjorde 192.692 kr. Der kunne alene blive tale om bødestraf. 

Byretten fastslog, at det fremgik af sagen, at den omhandlede en overtrædelse af momsloven, hvor der alene kunne blive tale om bødestraf, og som Skattestyrelsen anså for ukompliceret. 

På det foreliggende grundlag fandt byretten herefter ikke, at der var grundlag for at beskikke en navngiven advokat, som T ønskede beskikket, som forsvarer for T. 

Den navngivne advokat påkærede på T’s vegne byrettens kendelse med påstand om, at advokaten blev beskikket som forsvarer for T. 

Advokaten anførte på vegne af T til støtte for påstanden navnlig, at sagens beskaffenhed og omstændigheder nødvendiggjorde, at T blev beskikket en forsvarer. Sagen vedrørte overtrædelse af momslovgivningen i et nu konkursramt selskab ifølge en afgørelse truffet af Skattestyrelsen efter konkursens indtræden. T havde ikke modtaget en kopi af afgørelsen og havde intet kendskab til sagens nærmere omstændigheder, hvilket gjorde det umuligt for hende at varetage sit forsvar. T havde derudover ikke kendskab til de relevante regler og dermed ingen forudsætninger for at varetage sit forsvar. 

Landsretten udtalte, at en sigtet kan under told- og skatteforvaltningens behandling af en sag om strafansvar for overtrædelse af told-, skatte- eller afgiftslovgivningen beskikkes en forsvarer, når retten efter sagens beskaffenhed, den sigtedes person eller omstændighederne i øvrigt anser det for ønskeligt, jf. skattestraffesagslovens § 1. 

T var sigtet for overtrædelse af momslovens § 81, jf. § 57, ved som direktør og ejer af en virksomhed, for perioden fra 2020 til den 30. juni 2021 at have undladt at angive virksomhedens momstilsvar. Den samlede momsunddragelse udgjorde 192.692 kr. 

Skattestyrelsen ønskede at indkalde T til et møde med henblik på at vurdere, om T havde gjort noget strafbart. Skattestyrelsen anså sagen for ukompliceret. 

Landsretten fandt efter det oplyste, at der efter sagens beskaffenhed og det i øvrigt oplyste ikke var grundlag for at beskikke forsvarer for T. Landsretten stadfæstede herefter byrettens kendelse. 

T var tiltalt for med forsæt til at unddrage det offentlige skat for indkomståret 2018 at have afgivet urigtige, vildledende eller ufuldstændige oplysninger til brug for sin skatteansættelse, idet han senest den 15. december 2021 via TastSelv oplyste et uberettiget fradrag for underholdsbidrag på 43.344 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 11.096 kr. i skat. 

 Endvidere var T tiltalt for med forsæt til at unddrage det offentlige skat for indkomståret 2020 at have afgivet urigtige, vildledende eller ufuldstændige oplysninger til brug for sin skatteansættelse, idet han den 4. juli 2021 via TastSelv oplyste et for højt fradrag for befordring på 40.447 kr., der rettelig var 14.927 kr.,og et uberettiget fradrag for rejseudgifter på 18.000 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 10.357 kr. i skat. 

Anklagemyndigheden oplyste under retsmødet, at T ikke havde anmodet om, at sagen blev behandlet ved et retsmøde, og retten anså derfor T for at have tilstået forholdet. 

Byretten idømte T en bøde på 20.000 kr. 

Byrettens dom blev anket af anklagemyndigheden med påstand om formildelse i overensstemmelse med den lovændring, der blev fastsat ved lov nr. 1795, der trådte i kraft den 1. januar 2024, hvorefter førstegangsovertrædelser med unddragelser mellem 20.000 kr. og 40.000 kr. straffes med en bøde på 5.000 kr. T tilsluttede sig anklagemyndighedens påstand. 

Landsretten ændrede i overensstemmelse med parternes samstemmende påstand byrettens dom, således at den idømte bøde nedsattes til 5.000 kr. 

T var tiltalt for momssvig af særlig grov karakter ved i perioden fra den 1. januar 2016 til den 31. december 2017, som indehaver af et selskab, med forsæt til momsunddragelse at have afgivet urigtige oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet T undlod at angive størrelsen af selskabets momstilsvar således, at Skattestyrelsen foreløbigt fastsatte momstilsvaret til 104.000 kr., selvom momstilsvaret rettelig udgjorde 1.705.157 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 1.601.157 kr. i moms. 

T forklarede, at han intet kendskab havde til de manglende momsangivelser. 

Byretten fandt, at T’s forklaring om, at han intet kendskab havde til de manglende momsangivelser, ikke kunne tilsidesættes som utroværdig. Da anklagemyndigheden herefter ikke fandtes at have ført det til domfældelse nødvendige bevis frifandtes T.     

Byrettens dom blev anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse i overensstemmelse med den i byretten rejste tiltale. Anklagemyndigheden havde for det tilfælde, at T ikke fandtes at have handlet forsætligt, under hovedforhandlingen subsidiært gjort gældende, at T havde udvist grov uagtsomhed, og at forholdet således var omfattet af tiltalen med henvisning til momslovens § 81, stk. 1, nr. 1, jf. retsplejelovens § 883, stk. 4, 1. pkt., samt at der ikke var indtrådt forældelse. 

Landsretten fandt, at det måtte lægges til grund, at T i det hele havde overladt selskabets økonomiske forhold, herunder momsangivelsen, til en anden, og at T ikke havde nærmere kendskab til selskabets økonomiske forhold og de undladte momsindberetninger. Derved fandtes T som selskabets direktør og ejer at have udvist grov uagtsomhed, men landsretten tiltrådte, at der ikke var ført det til domfældelse fornødne bevis for forsæt til at begå momssunddragelse ved de undladte momsindberetninger. 

Spørgsmålet for landsretten var herefter, om T skulle dømmes for overtrædelse af momslovens § 81, stk. 1, nr. 1, som hjælper bødestraf ved grov uagtsomhed, eller om forholdet var forældet i medfør af straffelovens § 93, stk. 2, nr. 2. Landsretten lagde ved denne vurdering til grund, at sigtelse i sagen var meddelt T den 26. oktober 2022, hvorfor forældelse vil være indtrådt, hvis den strafbare virksomhed eller undladelse var ophørt mere end fem år forinden, jf. straffelovens § 94. 

I perioden 1. januar 2016 til 31. december 2017 undlod selskabet at indgive fire halvårlige momsindberetninger. Selskabet skulle for de første tre halvår, hvor angivelsesfristen for moms var henholdsvis den 1. september 2026, 1. marts 2017 og 1. september 2017 betale et momstilsvar på 802.164 kr., 855.823 kr. og 60.111 kr. Selskabet havde for det seneste halvår, hvor angivelsesfristen var den 1. marts 2018, et momstilgodehavende på 12.941 kr. 

Under hensyn til, at der ikke forelå nogen momsunddragelse i det seneste halvår, hvor angivelsesfristen for moms var den 1. marts 2018, sammenholdt med anklageskriftets udformning, fandt landsretten, at forældelsesfristen skulle regnes fra senest den 1. september 2017. 

Forholdet fandtes herefter forældet efter straffelovens § 92, jf. § 93, stk. 2, nr. 2. Anklageskriftets angivelse af gerningsperioden, og det forhold, at den af Skattestyrelsen foreløbigt fastsatte salgsmoms for 2. halvår 2017 indgik i anklageskriftets opgørelse af det unddragne beløb, kunne ikke føre til et andet resultat. Landsretten frifandt herefter T. 

Der var enighed om, at en skatteyder skulle beskattes af de hævninger, som han havde foretaget i sine selskaber i medfør af ligningslovens § 16 E, stk. 1, 1. pkt. Uenigheden angik således alene, om skatteyderen tillige skulle beskattes af en række beløb, som han havde selvangivet som løn og derfor var blevet beskattet af som personlig indkomst.   

Retten udtalte, at det følger af ligningslovens § 16 E, stk. 1, forarbejderne til bestemmelsen og Højesterets praksis, at de løbende hævninger, som ubestridt var omfattet af ligningslovens § 16 E, 1, stk. 1, 1. pkt., og de omtvistede lønudbetalinger skal anses for separate skattemæssige dispositioner, der skal behandles hver for sig.   

Det var derfor med rette, at skatteyderen også var blevet beskattet af lønindkomsten, uanset at lønbeløbene var anvendt til at indfri de beskattede anpartshaverlån. Skatteyderen havde således ikke godtgjort, at skatteyderens selskaber helt eller delvist havde overført fordringer som løn til skatteyderen, således som han også gjorde gældende.   

Retten fandt derudover ikke grundlag for at hjemvise sagen til Skattestyrelsen, som følge af, at skatteyderen var blevet beskattet af, at skatteyderens selskaber havde betalt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag på vegne af skatteyderen, hvilke betalinger var blevet bogført som hævninger på skatteyderens mellemregningskonti med selskaberne.   

Skatteministeriet blev på denne baggrund frifundet.