Spørgsmålet i sagen var, om en række britiske Limited Liability Partnerships (LLP’er) kunne anses som skattemæssigt transparente enheder. LLP’erne var stiftet i Storbritannien som selvstændige juridiske enheder, hvor alle deltagere havde begrænset hæftelse. Deltagerne havde dog aftalt, at én deltager hæftede ubegrænset.

Skatterådet bemærkede, at selskabers hæftelsesform ikke ændres, hvis der er tale om interne aftaler, der alene har retsvirkning mellem deltagerne og således ikke påvirker selskabets juridiske struktur eller hæftelse over for eksterne parter. I så fald kan der være tale om aftaler, der sidestilles med kaution, garantier eller lignende, som ikke medfører, at selskabet mister sin status som et selvstændigt skattesubjekt.

Der findes dog en række afgørelser fra Skatterådet, hvor der ved vurderingen af skattesubjektivitet er lagt særlig vægt på, at deltagerne havde aftalt, at én deltager hæftede ubegrænset. På denne baggrund fandt Skatterådet, at der skulle svares i overensstemmelse med den foreliggende praksis, og at de omhandlede LLP’er kunne anses for skattemæssigt transparente enheder. Skatterådet varslede en praksisændring ved udsendelse af et styresignal, hvor en skærpende praksisændring iværksættes fremadrettet med passende varsel.

Spørgsmålet i sagen var, om en række hollandske Coöperatief U.A.er (Coop’er) kunne anses som skattemæssigt transparente enheder. Coop’erne var stiftet i Holland som selvstændige juridiske enheder, hvor alle deltagere havde begrænset hæftelse. Deltagerne havde dog aftalt, at én deltager hæftede ubegrænset.

Skatterådet bemærkede, at selskabers hæftelsesform ikke ændres, hvis der er tale om interne aftaler, der alene har retsvirkning mellem deltagerne og således ikke påvirker selskabets juridiske struktur eller hæftelse over for eksterne parter. I så fald kan der være tale om aftaler, der sidestilles med kaution, garantier eller lignende, som ikke medfører, at selskabet mister sin status som et selvstændigt skattesubjekt.

Der findes dog en række afgørelser fra Skatterådet, hvor der ved vurderingen af skattesubjektivitet er lagt særlig vægt på, at deltagerne havde aftalt, at én deltager hæftede ubegrænset. På denne baggrund fandt Skatterådet, at der skulle svares i overensstemmelse med den foreliggende praksis, og at de omhandlede Coop’er kunne anses for skattemæssigt transparente enheder. Skatterådet varslede en praksisændring ved udsendelse af et styresignal, hvor en skærpende praksisændring iværksættes fremadrettet med passende varsel.

Landsretten pålagde efter Skatteministeriets anmodning sagsøgeren at stille sikkerhed for sagsomkostningerne, jf. retsplejelovens § 321, stk. 1. Landsretten henviste til, at sagsøgeren ikke havde hjemsted i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og at danske sagsøgere ved søgsmål i Y1-region ikke var fritaget for at stille sikkerhed, samt til formålet med sikkerhedsstillelse. 

T var som forhold 1 tiltalt for med forsæt til at unddrage det offentlige skat, ved for indkomståret 2015 at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger i forbindelse med Tast Selv indberetning, idet hun indberettede overskud af sin virksomhed på 0 kr., som rettelig var 322.105 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 94.965 kr. i skat.

T var som forhold 2 og 3 tiltalt for med forsæt til at unddrage det offentlige skat, ved for indkomstårene 2016 og 2017 at have undladt inden 4 uger efter selvangivelsesfristen henholdsvis den 1. juli 2017 og den 1. juli 2018 at meddele told- og skatteforvaltningen, at den skattepligtige indkomst var ansat for lavt, idet den ikke indeholdt overskud af hendes virksomhed på 183.863 kr. vedrørende 2016 og 290.131 kr. vedrørende 2017, hvorved det offentlige blev unddraget henholdsvis 44.589 kr. og 93.026 kr. i skat i alt.

Som forhold 4 var T tiltalt for med forsæt til at unddrage det offentlige moms, ved for perioden fra den 1. januar 2015 til den 31. december 2017 at have afgivet urigtige, vildledende eller fortiet oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet T i perioden angav et samlet momstilsvar på -15.937 kr., uagtet at momstilsvaret rettelig var 211.536 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 227.473 kr. i moms.

T havde herved unddraget i alt 232.580 kr. i skat og 227.473 kr. i moms.

T forklarede, at hun ikke selv havde indberettet oplysninger til told- og skatteforvaltningen, hverken moms eller overskud af virksomhed. Det havde været en svær tid for hende. Hun havde et stort alkoholmisbrug og var ofte hospitalsindlagt. En navngiven person, hun have mødt på et værtshus, fortalte hende, at han havde ordnet det hele for hende med hensyn til indtastningerne af moms og overskud af virksomhed. Hendes NemID lå på hendes skrivebord. Hun har ikke set ham indtaste oplysningerne, og hun har efterfølgende ikke været inde og tjekke de indtastede tal.

Byretten fandt, at der ikke var ført det fornødne bevis for, at T med indberetningerne havde forsæt til at unddrage sig skat eller moms eller at T havde forholdt sig accepterende til muligheden for, at tredjemanden indberettede forkerte oplysninger. Retten tillagde det i den forbindelse vægt, at T var i et voldsomt alkoholmisbrug, og som følge deraf, ikke kunne overskue det administrative i virksomheden.

Retten fandt dog, at T’s undladelse af selv at indberette oplysningerne og undladelse af at kontrollere indberetningerne udgjorde grov uagtsomhed.

T idømtes en bøde på 215.000 kr. under henvisning til det unddragne beløb og den lange sagsbehandlingstid.

Byrettens dom blev anket af anklagemyndigheden med påstand om formildelse, så bøden fastsattes til 165.000 kr.

Anklagemyndigheden henviste til, at byrettens idømte bøde var opgjort forkert. Told- og skatteforvaltningen henvendte sig til anklagemyndigheden den 8. juli 2024, idet man var blevet opmærksom på en fejl i bødeberegningen, så bødens størrelse rettelig skulle være 215.000 kr. i tilfælde af overtrædelse ved grov uagtsomhed. Den idømte bøde burde ifølge anklagemyndigheden således rettelig være fastsat til 165.000 kr., når der blev taget højde for, at sagen var mere end 5 år gammel.

T tilsluttede sig anklagemyndighedens påstand.

I overensstemmelse med parternes samstemmende påstand nedsatte landsretten den idømte bøde til 165.000 kr.

Sagen angik, om klageren i henhold til selskabsskattelovens § 33 som anpartshaver i et selskab, der trådte i likvidation den 19. november 2018 og blev tvangsopløst den 28. august 2020, hæftede for selskabets restskatter for indkomstårene 2013 - 2018 på i alt 157.282 kr. Klageren havde i de omhandlede indkomstår modtaget udlodninger fra selskabet på i alt 547.900 kr.

Landsskatterettens flertal anførte, at den tidligere bestemmelse om hæftelse i statsskattelovens § 38, stk. 6, angik tilfælde, hvor bl.a. et selskab "opløses ved fordeling af formuen blandt Aktionærer […], uden at der afsættes noget Beløb til Dækning af den Selskabet […] paahvilende Skat." I så fald hæftede selskabsdeltagerne solidarisk for skatten. Ifølge forarbejderne til selskabsskattelovens § 33 fra 1959 svarede bestemmelsen til den dagældende statsskattelovs § 38, stk. 6, med to ændringer, der vedrørte, dels begrænsning af deltagernes hæftelse til det, de havde fået udloddet, dels udvidelse af hæftelsen til også at omfatte likvidator og bestyrelsen maksimeret til det beløb, der i alt var udloddet til aktionærerne. Herefter, og efter en naturlig sproglig forståelse, måtte selskabsskattelovens § 33, 1. pkt., forstås sådan, at hæftelsen for aktionærer gjaldt i tilfælde, hvor selskabet blev opløst og formuen - ved opløsningen - ved udlodning blev fordelt til aktionærerne, uden at der ved opløsningen var afsat tilstrækkelige midler til dækning af skatten. Opgørelsen af aktionærens maksimale hæftelse efter § 33, 2. pkt., vedrørte alene den situation, som var omfattet af bestemmelsens 1. pkt. Udbyttet på i alt 505.400 kr., som klageren fik udloddet i 2013 - 2017, blev udloddet inden vedtagelsen af likvidationen den 19. november 2018 og angik således ikke et tilfælde, hvor selskabet blev opløst ved udlodning af formuen til klageren. Disse udlodninger skulle derfor ikke medregnes ved opgørelsen af klagerens hæftelse ifølge selskabsskattelovens § 33, 1. pkt. For så vidt angik udbyttet på 42.500 kr., som klageren modtog i 2018, forelå der for Landsskatteretten ikke tilstrækkelige oplysninger til at fastlægge, hvornår beløbet blev udloddet til klageren. Hvis udlodningen var sket efter beslutningen om likvidation af selskabet den 19. november 2018, måtte udlodningen anses som omfattet af selskabsskattelovens § 33, 1. pkt., og indgik dermed i opgørelsen af den maksimale hæftelse efter bestemmelsens 2. pkt. Landsskatteretten fandt således, at udlodningerne til klageren i 2013 - 2017 ikke indgik i opgørelsen af klagerens hæftelse efter selskabsskattelovens § 33, og at udlodningen i 2018 skulle hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen med henblik på afdækning af, om udlodningen skete efter beslutningen den 19. november 2018 om opløsning af selskabet, idet klageren i givet fald hæftede med dette beløb for selskabets restskatter. Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed (dissens).

Skattestyrelsen havde ekstraordinært ændret selskabets momstilsvar for afgiftsperioderne fra 1. januar 2020 til og med 31. august 2020 med samlet 330.309 kr., jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3. Selskabet havde i perioden anvendt en standardprocentsats til reduktion af fratrukket købsmoms af fællesomkostninger, selvom selskabet i samme periode havde opgjort en anden pro rata sats efter momslovens § 38, stk. 1. Landsskatteretten anførte bl.a., at det af ordlyden af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 1. pkt., fremgik, at fristen skulle regnes fra angivelsestidspunktet, og at der ikke i bestemmelsens ordlyd eller forarbejder var holdepunkter for at forstå det som andet end den almindelige angivelsesfrist for det pågældende afgiftstilsvar. Retten fandt, at der ikke var grundlag for at fravige dette udgangspunkt for forståelsen af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 1. pkt., da der heller ikke i hverken momslovens § 38, stk. 1, eller dagældende momsbekendtgørelsers § 17 var holdepunkter for, at der ved almindelig angivelse i overensstemmelse med disse regler var tilsigtet en anden forståelse af angivelsesfristen, og retten henviste herved også til princippet i SKM2009.71.LSR. Det forhold, at der efterfølgende skulle foretages en regulering af afgiftstilsvaret efter dagældende momsbekendtgørelsers § 17, 3. pkt., indebar ikke, at angivelsesfristen efter bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 1. pkt., for de enkelte afgiftsperioder kunne anses for at være udskudt til det senere tidspunkt, hvor en efterfølgende regulering af afgiftstilsvaret efter dagældende momsbekendtgørelsers § 17, 3. pkt., rent faktisk blev foretaget. Retten fandt derfor, at ændringerne af selskabets afgiftstilsvar for de omhandlede afgiftsperioder ikke var foretaget inden for den ordinære frist efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 1. pkt. Herefter konstaterede retten bl.a., at selskabets afgiftstilsvar for de omhandlede perioder var fastsat for lavt på et urigtigt grundlag, da selskabet løbende havde anvendt standardprocentsatsen til reduktion af fratrukket købsmoms, og denne standardprocentsats blev fortsat anvendt, selvom selskabet årligt havde opgjort en pro rata sats i overensstemmelse med momslovens § 38, stk. 1, ligesom der ikke var sket regulering af de løbende angivelser i overensstemmelse med dagældende momsbekendtgørelsers § 17, 3. pkt. Retten fandt på denne baggrund, at det måtte tilregnes selskabet som mindst groft uagtsomt, at selskabets afgiftstilsvar var fastsat for lavt på et urigtigt grundlag, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3. Retten lagde herved bl.a. vægt på, at det under de anførte omstændigheder måtte have eller burde have stået selskabet klart, at der løbende blev angivet afgiftstilsvar i direkte strid med reglerne i momslovens § 38 og dagældende momsbekendtgørelsers § 17. Betingelserne for ekstraordinær ændring af selskabets afgiftstilsvar var dermed opfyldt, og Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse.

Landsskatteretten stadfæstede, at et selskabs kontingentbetaling til erhvervsnetværket Round Table for en medarbejder var et skattepligtigt gode for medarbejderen, og at selskabet havde pligt til at indberette beløbet til eIndkomst som B-indkomst uden AM-bidrag. Der blev lagt vægt på, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at der havde været en direkte og konkret sammenhæng mellem medarbejderens deltagelse i netværket og selskabets indkomsterhvervelse. Det forhold, at det ikke kunne udelukkes, at medarbejderen havde opnået strategisk indsigt i andre virksomheder, herunder potentielle strategiske partnerskaber, ved deltagelsen i netværket, og at medarbejderens deltagelse i netværket var pålagt af selskabet, ændrede ikke herved.

Landsskatteretten fandt videre, at selskabets udgifter til skatterådgivning til en medarbejder var et skattepligtigt vederlag for medarbejderen, som kunne sidestilles med yderligere løn, og som selskabet derfor havde pligt til at indberette til eIndkomst som A-indkomst med AM-bidrag. Der blev lagt vægt på, at udgifterne ikke vedrørte medarbejderens indkomsterhvervelse, men derimod den skattemæssige behandling heraf.

Derudover stadfæstede Landsskatteretten, at selskabets udgifter til Tinderbox Festival for en række medarbejdere var et skattepligtigt gode for medarbejderne, og at selskabet havde pligt til at indberette beløbet til eIndkomst som B-indkomst uden AM-bidrag. Landsskatteretten fandt, medarbejdernes deltagelse i arrangementet, der foregik på og uden for festivalpladsen, alene bestod i rene netværksaktiviteter med selskabets samarbejdspartnere og kunder. Der blev herved lagt vægt på, at det ved det fremlagte program og deltagerliste ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at der havde været en direkte og konkret sammenhæng mellem medarbejdernes deltagelse i arrangementet og selskabets indkomsterhvervelse. Det forhold, at selskabet havde pålagt medarbejderne at deltage i arrangementet, og at det ikke kunne udelukkes, at der under arrangementet var foregået kundepleje med henblik på at styrke relationer og skabe nye forretningsmuligheder, ændrede ikke herved.

Landsskatteretten stadfæstede, at et selskabs udgifter til relocation for en medarbejder var et skattepligtigt vederlag for medarbejderen. De omhandlede udgifter til relocation blev anset som private udgifter, som en medarbejder naturligt ville have afholdt ved et jobskifte til en jobfunktion i et andet land. Landsskatteretten fandt herefter, at selskabets betaling af udgifterne kunne sidestilles med yderligere løn til medarbejderen, og at selskabet derfor havde pligt til at indberette til eIndkomst som A-indkomst med AM-bidrag.

Derudover stadfæstede Landsskatteretten, at selskabets kontingentbetaling til erhvervsnetværket Round Table for en medarbejder var et skattepligtigt gode for medarbejderen, og at selskabet havde pligt til at indberette beløbet til eIndkomst som B-indkomst uden AM-bidrag. Der blev lagt vægt på, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at der havde været en direkte og konkret sammenhæng mellem medarbejderens deltagelse i netværket og selskabets indkomsterhvervelse. Det forhold, at det ikke kunne udelukkes, at medarbejderen havde opnået strategisk indsigt i andre virksomheder, herunder potentielle strategiske partnerskaber, ved deltagelsen i netværket, og at medarbejderens deltagelse i netværket var pålagt af selskabet, ændrede ikke herved.

Landsskatteretten stadfæstede, at en arbejdsgivers betaling af udgifter til Tinderbox Festival for en medarbejder var et skattepligtigt gode for medarbejderen, som var skattepligtig af beløbet som B-indkomst uden AM-bidrag. Landsskatteretten fandt, at medarbejderens deltagelse i arrangementet, der foregik på og uden for festivalpladsen, alene bestod i rene netværksaktiviteter med selskabets samarbejdspartnere og kunder. Der blev lagt vægt på, at det ved det fremlagte program og den fremlagte deltagerliste ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at der havde været en direkte og konkret sammenhæng mellem medarbejderens deltagelse i arrangementet og arbejdsgiverens indkomsterhvervelse. Det forhold, at arbejdsgiveren havde pålagt medarbejderen at deltage i arrangementet, og at det ikke kunne udelukkes, at der under arrangementet var foregået kundepleje med henblik på at styrke relationer og skabe nye forretningsmuligheder, ændrede ikke herved.

Sagen angik, hvorvidt der skulle betales yderligere tinglysningsafgift med 119.900 kr. ved tinglysning af et skøde vedrørende overdragelse af en ejendom med et parkeringshus med en købesum på 1 kr., idet der ikke var tale om en almindelig fri handel på markedsvilkår. Landsskatteretten bemærkede, at det i lovbemærkningerne til tinglysningsafgiftslovens § 4 var anført, at begrebet fri handel skal forstås som en handel mellem en uafhængig køber og en uafhængig sælger, og lovbemærkningerne indeholdt en række eksempler på, hvad der ikke kunne anses for fri handel, men ikke en udtømmende opregning heraf. Retten lagde vægt på, at sælgeren allerede ved erhvervelsen af ejendommen fra G5 P/S havde forpligtet sig til at overdrage ejendommen vederlagsfrit til foreningen, når parkeringshuset var færdigopført. Retten fandt herefter, at den tinglyste overdragelse ikke var sket i fri handel, idet der ikke var tale om en handel mellem to parter med modsatrettede interesser, selvom der ikke var tale om en situation, hvor den ene part kunne udøve egentlig kontrollerende indflydelse over den anden part, når der blev henset til de i øvrigt foreliggende forhold, herunder særligt det på forhånd aftalte mellem parterne. Tinglysningsafgiften skulle derfor beregnes efter reglerne i tinglysningsafgiftslovens § 4, stk. 4. Skattestyrelsen havde foranlediget en vurdering af ejendommens værdi, jf. tinglysningsafgiftslovens § 4, stk. 5, og ejendomsværdien på tinglysningstidspunktet var af Vurderingsstyrelsen fastsat til 20.000.000 kr. Landsskatteretten fandt det ikke godtgjort, at ejendommen på tinglysningstidspunktet ikke havde en selvstændig værdi i fri handel, og retten lagde herved til grund, at sælgeren havde modtaget 16.250.000 kr. fra G5 P/S for etableringen af parkeringshuset på ejendommen, samt at sælgeren erhvervede ejendommen for 1 kr. Uanset den efterfølgende vederlagsfrie overdragelse af ejendommen til foreningen, havde sælgeren således modtaget en betaling for ejendommen. For så vidt angik selve værdiansættelsen af ejendommen på tinglysningstidspunktet, henså retten bl.a. til en supplerende udtalelse fra Vurderingsstyrelsen om grundlaget for vurderingen af ejendommens værdi, herunder særligt oplysninger om salg af tre andre ejendomme, der ligeledes var ikke kommercielle parkeringsanlæg. På baggrund af oplysningerne om disse tre ejendomme, herunder særligt deres beliggenhed i forhold til ejendommen, og det forhold, at værdien af ejendommen på 20.000.000 kr. markant oversteg det beløb på 16.250.000 kr., som sælgeren modtog for etableringen af parkeringshuset på ejendommen, fandt retten grundlag for at nedsætte ejendommens værdi på tinglysningstidspunktet til 16.250.000 kr. som afgiftsgrundlag. Landsskatteretten ændrede herefter Skattestyrelsens afgørelse og nedsatte den yderligere tinglysningsafgift til 97.400 kr.

Sagen angik, om klageren som direktør i et selskab hæftede for et selskabs indeholdte A-skat og AM-bidrag. Skattestyrelsen havde truffet tre afgørelser, hvorefter selskabets anmodning om registrering for A-skat og AM-bidrag ikke blev imødekommet. Landsskatteretten fandt, at klageren som direktør i selskabet groft uagtsomt havde medvirket til, at driften af den registreringspligtige aktivitet blev indledt og fortsat, uden at selskabet var registreret for A-skat og AM-bidrag. Klageren hæftede derfor i henhold til opkrævningslovens § 10 b. Det af selskabet oplyste om ikke at have kendskab til Skattestyrelsens tidligere afgørelser om nægtelse af registrering for bl.a. moms, kunne ikke føre til et andet resultat, allerede fordi Skattestyrelsen ikke havde fået de fysiske breve retur. Klageren havde ikke godtgjort, at der var uregelmæssigheder i postgangen på de pågældende tidspunkter, og det måtte derfor lægges til grund, at de tidligere afgørelser m.v. var kommet frem til selskabet. Under alle omstændigheder havde klageren som direktør ansvar for at sikre, at selskabet var behørigt registreret inden igangsætning og fortsættelse af virksomhed, navnlig når selskabet som i den foreliggende situation havde ansøgt om registrering. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om klageren som direktør i et selskab hæftede for et selskabs skyldige moms. Skattestyrelsen havde truffet tre afgørelser, hvorefter selskabets anmodning om registrering for moms ikke blev imødekommet. Landsskatteretten fandt, at klageren som direktør i selskabet groft uagtsomt havde medvirket til, at driften af den registreringspligtige aktivitet blev indledt og fortsat, uden at selskabet var registreret for moms. Klageren hæftede derfor i henhold til opkrævningslovens § 10 b. Det af selskabet oplyste om ikke at have kendskab til Skattestyrelsens tidligere afgørelser om nægtelse af registrering for bl.a. moms, kunne ikke føre til et andet resultat, allerede fordi Skattestyrelsen ikke havde fået de fysiske breve retur. Klageren havde ikke godtgjort, at der var uregelmæssigheder i postgangen på de pågældende tidspunkter, og det måtte derfor lægges til grund, at de tidligere afgørelser m.v. var kommet frem til selskabet. Under alle omstændigheder havde klageren som direktør ansvar for at sikre, at selskabet var behørigt registreret inden igangsætning og fortsættelse af virksomhed, navnlig når selskabet som i den foreliggende situation havde ansøgt om registrering. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Denne vejledning anvendes til beskrivelse af feltnumre i forbindelse med angivelse af PAL-skat efter PAL § 21. Vejledningen gælder både ved ordinære angivelser og ved korrektionsangivelser vedrørende samtlige institutter omfattet af PAL § 21, uanset hvilken skattepligtsbestemmelse instituttet er omfattet af.

Landsskatteretten fandt, at virksomhedens levering af ydelser med opstilling af og udgivelse af reklamer for samarbejdspartnerne og deres produkter gennem opslag på Instagram-profilen mod vederlag i form af pengebeløb, produkter eller en kombination heraf, ikke kunne kvalificeres som "forfatter- og komponistvirksomhed samt anden kunstnerisk virksomhed". De fremlagte samarbejdskontrakter indeholdt specifikke krav til, hvordan samarbejdspartnerens produkter skulle præsenteres på virksomhedens Instagram-profil, herunder blandt andet antal billeder, offentliggørelsestidspunkt, indholdet i teksten på opslagene, synlighed af produktet, samarbejdspartnerens navn samt antal opslag. Ligeledes indeholdt kontrakterne en klausul om, at opslagene skulle sendes til godkendelse hos samarbejdspartneren forinden offentliggørelse på Instagram-profilen. Landsskatteretten fandt dermed, at sådanne ydelser - ydelser på erhvervsreklameområdet - ikke var omfattet af fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 7, og tiltrådte dermed Skattestyrelsens bedømmelse heraf.

Sagen angik for det første, om de af klageren afholdte udgifter til el, vand og varme kunne tillægges ejendommens anskaffelsessum som forbedringsudgifter. For det andet angik sagen klagerens adgang til fradrag for udgifter til grundskyld.

For så vidt angik spørgsmålet om de af klageren afholdte udgifter til el, vand og varme, havde klageren ikke anvendt ejendommen erhvervsmæssigt, og der havde ifølge CPR ikke været tilmeldt personer på adressen. Landsskatteretten fandt, at udgifterne til el, vand og varme ikke kunne tillægges ejendommens anskaffelsessum som forbedringsudgifter efter ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 2. Retten lagde herved vægt på, at udgifterne til el, vand og varme efter deres art var private forbrugsudgifter. Dette ændredes ikke af, at el, vand og varme blev forbrugt, mens ejendommen blev renoveret, og mens klageren ikke beboede ejendommen. Udgifterne til el, vand og varme havde således ikke en tilstrækkelig tæt tilknytning til de af klageren afholdte forbedringsudgifter på ejendommen. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.

Med hensyn til klagerens adgang til fradrag for udgifter til grundskyld var Landsskatteretten enig med Skattestyrelsen i, at udgifterne til ejendomsskatter var ejendomsavanceopgørelsen uvedkommende. I forbindelse med klagesagen fremsatte klageren påstand om, at der var fradrag for beløbet i medfør af ligningslovens § 14, stk. 1, idet undtagelsesbestemmelserne i stk. 2 eller 3 ikke fandt anvendelse. Skattestyrelsen havde ikke forholdt sig til spørgsmålet om fradrag for grundskyld i medfør af bestemmelsen i ligningslovens § 14, heller ikke i Skattestyrelsens udtalelse i forbindelse med klagesagens start i Skatteankestyrelsen. Da Skattestyrelsen således ikke havde taget stilling til klagerens påstand om, at der skulle anerkendes fradrag for ejendomsskatter i medfør af ligningslovens § 14, hjemviste Landsskatteretten sagen til fornyet behandling i Skattestyrelsen på dette punkt.

Sagen angik, om selskabet for indkomståret 2018 i medfør af pensionsafkastbeskatningslovens § 8, stk. 4, 3. pkt., var skattepligtig af negativt risiko- og omkostningsresultat på tekniske hensættelser vedrørende syge- og ulykkesforsikringer, herunder om beskatningsgrundlaget skulle opgøres som det samlede negative resultat inklusive årets skat eller ej.

Landsskatteretten fandt, at selskabet var skattepligtig af negativt risiko- og omkostningsresultat på tekniske hensættelser vedrørende syge- og ulykkesforsikringer i medfør af pensionsafkastbeskatningslovens § 8, stk. 4, 3. pkt. Retten henså særligt til bestemmelsens ordlyd og forarbejderne hertil. Retten fandt videre, at det var i overensstemmelse med bestemmelsens formål, som var at sikre mod omkvalificering af skattepligtigt formueafkast til skattefri risiko- og omkostningsbonus, jf. herved særligt forarbejderne til bestemmelsen. Retten bemærkede særligt, at der uden værnsreglen i § 8, stk. 4, 3. pkt., som følge af den i 2010 gennemførte ændring til en mere direkte beskatning af rentetilskrivningen m.v., ville være mulighed for at omkvalificere en skattepligtig rente til en skattefri risiko- eller omkostningsbonus eller skattefri risiko- eller omkostningspræmie, også for syge- og ulykkesforsikringer. Retten bemærkede tillige, at Den juridiske vejledning, afsnit C.G.2.5.3, siden 2012 havde indeholdt dels definitionen af tekniske hensættelser, dels oplysningen om, at der er tale om pensionsordninger uden et egentligt opsparingsdepot, f.eks. visse syge- og ulykkesforsikringer.

Landsskatteretten fandt desuden, at beskatningsgrundlaget skulle opgøres som det negative risiko- og omkostningsresultat inklusive årets skat, det vil sige divideret med 0,847. Retten henså særligt til forarbejderne til bestemmelsen i pensionsafkastbeskatningslovens § 8, stk. 4, nr. 3, og til, at omregningen sikrede, at det investeringsafkast, der finansierede pensionsafkastskatten, også beskattedes.

Klageren indgik en frivillig aftale med et varmeselskab om varmeselskabets betaling af erstatning til klageren i anledning af, at klagerens ejendom blev pålagt en servitut om nedlæggelse af en varmetransmissionsledning på ejendommen. Klageren havde anmodet Skattestyrelsen om bindende svar på, om erstatningen var skattefri, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 2., pkt., om erstatning i anledning af ekspropriation. Skattestyrelsen havde svaret nej til spørgsmålet, idet beslutningen om ekspropriationsvilje ikke var truffet af kommunalbestyrelsen, men af kommunens miljø- og teknikudvalg. Landsskatteretten anførte, at klageren havde godtgjort, at det på aftaletidspunktet kunne påregnes, at dispositionen ville blive gennemtvunget ved ekspropriation, såfremt en frivillig aftale ikke blev indgået. Herefter, og da der ikke var grundlag for at nå til, at kommunalbestyrelsen ikke kunne delegere ekspropriationsbeføjelsen til kommunens miljø- og teknikudvalg, ændrede Landsskatteretten Skattestyrelsens svar fra "Nej" til "Ja".

Landsskatteretten fandt, at et selskabs omsætning i form af renteindtægter hidrørende fra to udlån kunne kvalificeres som omsætningsbeløb, som hidrørte fra passiv kapitalanbringelse, herunder enkeltstående udlån mellem moder- og datterselskaber, jf. momslovens § 38, stk. 1. På baggrund heraf skulle omsætningen ikke medregnes i forbindelse med opgørelsen af pro rata-satsen, og adgangen til godtgørelse af elafgift skulle ikke nedsættes. Landsskatteretten ændrede skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.

Landsskatteretten fandt endvidere, at selskabet var omfattet af lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, og stadfæstede skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.

Sagen angik, om klagerens aktieindkomst skulle forhøjes efter ligningslovens § 16 A, stk. 1, og stk. 2, for indkomstårene 2019, 2020 og 2021 som følge af, at klagerens selskab havde afholdt udgifter til underleverandører, der blev anset for at have udstedt fiktive fakturaer. Skattestyrelsen havde skønnet, at 20 % af selskabets udgifter til (fiktive) underleverandører var afholdt i klagerens private interesse, og at der dermed var grundlag for at beskatte klageren af beløbet som maskeret udlodning, mens 80 % af underleverandørudgifterne blev anset for at være anvendt til aflønning af uregistreret arbejdskraft i selskabet. Landsskatteretten havde ikke selskabets sag til prøvelse, da selskabet i mellemtiden var gået konkurs, men Landsskatteretten var enig med Skattestyrelsen i, at der ikke kunne være sket reel levering af ydelser fra underleverandørerne til selskabet, og også i, at udgifterne måtte anses for at være anvendt til aflønning af uregistreret arbejdskraft. Landsskatteretten var imidlertid ikke enig i Skattestyrelsens skønnede fordeling mellem løn til uregistreret arbejdskraft og maskeret udbytte på henholdsvis 80 % og 20 % af de samlede underleverandørudgifter. Retten fandt det konkret ikke for godtgjort, at 20 % af udgifterne havde passeret klagerens økonomi. Skattestyrelsen havde ikke anført konkrete omstændigheder, der begrundede det foretagne skøn. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse, således at klagerens aktieindkomst ikke blev forhøjet med 20 % af underleverandørudgifterne i de omhandlede indkomstår.